Klumme

Vagtskiftet på samfundsskudens bro

Bag Slotsholmens mure er der i de seneste 20-30 år sket et næsten ubemærket rolleskifte mellem ministrene og deres nærmeste embedsmænd, som har gjort grænsen mellem politik og forvaltning stadig mere uklar
Debat
22. maj 2010

Man kan sige meget - både for og imod - '12-minutters- udspillet' fra S og SF. Men tegner det et billede af, hvad det er for et samfund, de to partier ønsker sig? Kunne det ikke lige så godt være skrevet af VK

Poul Schlütter kaldte i begyndelsen af sin regeringstid ideologier for noget bras. Det har hans politiske kolleger og efterfølgere, både i regeringer og opposition, taget til sig. Det er blevet stadig sværere at se, om der egentlig er fundamentale forskelle på, hvilke retninger de forskellige partier ønsker, samfundet skal udvikles i.

Næsvist vil jeg hævde, at de politiske søofficerer har forladt samfundsskudens bro og har begivet sig ned under dækket, hvor der er nok at gøre med at kontrollere olietryk, inventarlister og rengøringsstandarder. På vejen ned har de givet mandskabet ved ror og kompas besked om at holde kursen, sætte farten op og spare på brændstoffet.

Hvad er det så for folk, der står tilbage på broen og har overtaget ansvaret for navigeringen? Formanden for DJØF's overenskomstforening gav - ikke uden en vis undertone af stolthed - for et halvt års tid siden i foreningens blad sit svar med følgende konstatering: »Udviklingen har kaldt embedsværket fra maskinrummet op på dækket - ja, sågar op på broen. De skal være med til at planlægge kursen, udvikle manøvrer i oprørte vande og sikre, at passagererne får at vide, hvad der sker og hvorfor ...«

Særlige rådgivere

I mange år har det været erkendt, at danske ministre har brug for ekstra, hjælpende hænder som aflastning på deres overbebyrdede poster. Indførelse af viceministre eller statssekretærer, som det kendes i andre europæiske lande, er blevet afvist af både politikere og embedsværk. Et lille skridt i aflastningen har været indførelse af de såkaldte 'særlige rådgivere', hvis effekt i ikke så få tilfælde nærmest har været en belastning.

Når det ikke er blevet til mere, og når diskussionen om statssekretærer er døet hen, skyldes det nok også, at topembedsmændene, først og fremmest departementscheferne, nu udfylder rollen som politiske rådgivere og operatører på en måde, som tidligere var helt utænkelig. De varetager reelt arbejdet med den stadig vigtigere, tværgående koordinering mellem ministerierne. Det er også departementscheferne, der tager sig af det komplekse, langsigtede reformarbejde. Som en tidligere minister forklarede mig rolleskiftet: »Vi politikere tager os af alle de mange enkeltsager, der dukker op i pressen og rejses i Folketinget, mens departementscheferne tager sig af den langsigtede politik.«

Det er interessant, at dette vagtskifte er foregået gradvist gennem de seneste 20-30 år stort set uden offentlig opmærksomhed og diskussion. For der er - for nu at bruge de store ord - tale om et konstitutionelt skred i forhold til de principper om grænsen mellem politik og forvaltning, som grundloven og vores forfatningspraksis i folkestyrets første hundrede år bygger på.

Når man spørger de centrale aktører (både politikere og embedsmænd) på den politisk-administrative scene om deres holdning til rolleskiftet, får man meget forskellige vurderinger. Nogle ser udviklingen som en nødvendighed i en stadig mere kompleks verden med et stigende behov for teknokratisk pragmatisme. For andre er der tale om et krisetegn og et behov for at genetablere en mere klar grænse mellem politik og forvaltning.

Men det er ikke let at se, hvordan det i givet fald skulle gøres, al den stund det, som var folkestyrets fundament, nu af alle er dømt ude som noget gammelt bras fra den gang, politikere delte sig efter anskuelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stig Larsen

Tja, velkommen til teknokratiet. Folket har de ledere de fortjener.

Sådan går det, når ideologierne dør, og folk dermed ingen idé har, om hvor de vil hen.

Peter Hansen

Præcis, Christian S. Nissen. Men jeg troede efterhånden, at jeg var den eneste, der kunne se, at demokrati i vor forstand kun kan virke, hvis folk bakker op om partierne - eller skaber andre, nye, der svarer til deres tanker om samfundsindretning.