Beijing-konsensus i stedet for Washington-konsensus?

Vil Kina udnytte sin status som økonomisk verdensmagt til at fremstå som et alternativ til USA? Vil Kina stille sig i spidsen for en fremstormende tredje verden, som også vil arbejde for nye internationale spilleregler?

Man har allerede talt om en Washington-konsensus og en Beijing-konsensus, selv om anvendelsen af disse begreber er problematisk af to grunde. For det første anvendes de så godt som altid uden en præcisering af, hvad indholdet i de to begreber er. For det andet er det klart, at anvendelsen af to begreber, som stilles over for hinanden, nærmest på forhånd fører frem til den konklusion, at vi bevæger os hen imod en polariseret verden med to supermagter, nemlig USA og Kina.

Udtrykket Washington-konsensus stammer fra 1989, hvor økonomen John Wil- liamson opstillede 10 punkter vedrørende udformningen af den økonomiske politik, der bedst ville fremme den økonomiske udvikling i Latinamerika. Overskriftsmæssigt indeholder anbefalingerne en stabilisering af de offentlige finanser, en privatisering af den økonomiske aktivitet samt liberalisering af markederne. Anbefalingerne var ikke alle lige klare. Uden nærmere overvejelser kaldte han den for Washington-konsensus, fordi han mente, at der var bred opbakning bag den i Washington, som er sædet for den amerikanske administration og vigtige internationale institutioner så som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.

Senere er ideen om stabilisering, privatisering og liberalisering blevet betragtet som synonymer for den udviklingspolitik, som et enigt Vesten stod for. Dette er en urimelig fortolkning, som leder til den opfattelse, at man i Vesten har en standardmodel for alle lande med hensyn til, hvordan man fremmer udvikling. Valg af udviklingsmodel vil være forskellig fra land til land afhængig af forholdene i det enkelte land.

I øvrigt er stabilisering, privatisering og liberalisering slagord, som mere bidrager til en følelsesladet polarisering end til en fornuftig diskussion om, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Der findes fornuftige måder at stabilisere, privatisere og liberalisere på, men der findes sandelig også ufornuftige måder at gøre det på. Kort sagt begreberne er for upræcise til at man kan sige enten ja eller nej.

Lande bestemmer selv

Der er meget økonomisk fornuft i Washington-konsensus, hvis man føjer en række punkter til programmet. Finanspolitisk disciplin betyder, at man skal undgå store og vedvarende offentlige underskud, som kan øge inflationen og betyde en stor offentlig gæld. Man skal kun liberalisere, hvis der findes velfungerende markeder. Findes disse markeder ikke, skal man bidrage til etablering af sådanne markeder. Det betyder, at det er vigtigt, at de nødvendige institutioner er på plads. Endelig er det vigtigt, at man fremmer en mere ligelig indkomst - og formuefordeling.

Udtrykket Beijing-konsensus blev formuleret af J.C. Ramo, som har været professor ved Tsinghua Universitetet i Beijing. I 2004 udgav han et skrift af samme navn, hvor han beskriver begrebet.

Ifølge Ramo er der tre teoremer knyttet til Beijing-konsensus. For det første lægges der afgørende vægt på innovation i den økonomiske udviklingsproces. For det andet kræver økonomisk udvikling, at der tages afgørende hensyn til bæredygtighed og til rimelig indkomstlighed. For det tredje fokuseres der på selvbestemmelse. Ethvert land har ret til selvbestemmelse, hvilket leder frem til kravet om, at udenlandske magter ikke må blande sig i det enkelte lands forhold.

Begrænset sandhed

Det er forunderligt, at udtrykket Beijing-konsensus har vundet indpas. Der er tale om tre løst formulerede teoremer, der fortolket på en vis måde har en begrænset sandhedsværdi. At innovation spiller en helt central rolle for den store rigdom, der er opnået i Vesten, har længe været kendt. At en bæredygtig udvikling er påkrævet er også en kendsgerning, ligesom det er kendt, at økonomiske uligheder skaber spændinger, der ofte bremser såvel økonomisk som social udvikling. At nationers suverænitet under normale forhold skal respekteres er også en del af den nuværende verdensorden.

Der er ligeledes mærkværdigt, at teoremerne knyttes an til Kina, og at de sættes op som et alternativ til Washington-konsensus. Den udvikling, som Kina har fulgt, har slet ikke for de første to teoremers vedkommende været anvendt af Kina.

Et lands produktion består af tre kategorier nemlig råvare- og landbrugsproduktion, mere eller mindre arbejdskraftintensiv industriproduktion samt produktion af mere eller mindre innovationstunge varer. Der er gode argumenter for, at et udviklingsland, som er fattigt, i første omgang skal satse på råvarer og landbrug for så i næste omgang at satse på arbejdskraftintensive industrivarer for til sidst at satse først på de mindre innovationsintensive og senere på de mere innovationsintensive varer. Vareproduktionen skal være tilpasset de produktionsmæssige forudsætninger, som landet er i besiddelse af.

Det interessante er, at det udviklingsmønster, som Kina har fulgt siden reformperioden startede i 1978, har fulgt ovennævnte mønster. I modstrid med teorien om innovationens betydning har Kina altså ikke fra starten satset på innovation.

Det andet teorem om betydningen af bæredygtig udvikling og betydningen af en ligelig indkomstfordeling har været i direkte modstrid med den udvikling, Kina har gennemløbet frem til i dag. Kina er et af de lande, som har de største forureningsproblemer i verden som følge af den meget hurtige og kraftige udvikling af erhvervslivet. Interessant er det også, at konstatere, at Kina er blevet meget skævere siden 1978. Forskellen imellem de rige provinser langs østkysten i Kina og provinserne inde i landet er blevet meget større. Forskellen imellem de gennemsnitlige indkomster på landet og i byerne er blevet større. Indkomstforskellen i byerne er også mærkbart øgede.

Kina har privatiseret

At opstille Kina som et eksempel på realiseringen af Beijing-konsensus er barokt. Udviklingen i Kina strider imod de to første teoremer i Beijing-konsensus. Stik mod hvad man skulle forvente, når Washington og Beijing sættes over for hinanden, kan udviklingen i Kina tages som et eksempel på det værdifulde i Washington-konsensus.

Kina har ført en stabiliseringspolitik, der har lagt vægt på stabile offentlige finanser for at undgå inflation. Kina har i stor udstrækning privatiseret. Først blev landbrugskollektiverne opløst og erstattet af privat brugsret til jorden. Dernæst indførtes der reformer, som muliggjorde etablering af markeder samt privatisering af ejerskab til fabrikker. Kina har også i stor udstrækning liberaliseret gradvis, først eksporten og dernæst importen. Man har liberaliseret muligheden for direkte udenlandske investeringer i Kina. Derimod har man bibeholdt restriktionerne på de øvrige kapitalbevægelser, hvilket er en væsentlig grund til, at Kina ikke er blevet alvorlig berørt af den økonomiske krise 2008-2009. Kina har i overensstemmelse med Washington-konsensus med succes stabiliseret, privatiseret og liberaliseret.

Konflikter med Kina

Tilbage af Beijing-konsensus er det tredje teorem om selvbestemmelse. Her har Kina med stor ihærdighed forfægtet, at selvbestemmelse betyder, at andre lande ikke må blande sig i et lands indre forhold. Dette sidste teorem har Kina i stor udstrækning benyttet sig af. Om dette alene kan retfærdiggøre bruge af udtrykket Beijing-konsensus er vel yderst tvivlsomt.

At ikke-indblanding kan være i strid med håndhævelsen af menneskerettigheder er oplagt. Af større praktisk betydning har det utvivlsomt været, at den globalisering på det økonomiske område, som har fundet sted, og som Kina med stor succes har udnyttet også til egen fordel, naturligt sætter nogle grænser for den selvbestemmelse, som Kina hæger så meget om.

Når et land indgår i et internationalt samarbejde, må ethvert land acceptere, at der lægges bånd på, hvad landet foretager sig. Der er gensidige fordele forbundet med et fornuftigt internationalt samarbejde, men det indebærer naturligvis, at der lægges bånd på, hvad det enkelte land kan gøre.

Konklusionen på alt dette er, at en polarisering af verden i to grupper, der henholdsvis støtter Washington- og Beijing-konsensus, ikke har noget på sig. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke vil opstå interessekonflikter, som følge af Kinas opstigning til økonomisk verdensmagt. Dette er uundgåeligt på samme måde, som der opstår problemer mellem USA og EU i ny og næ.

Konflikterne med Kina kan blive alvorligere, fordi det er to forskellige samfundssystemer, der står over for hinanden. I Vesten har vi et demokratisk markedsøkonomisk system, hvorimod man i Kina har et autoritært system af markedsøkonomisk tilsnit. Det afgørende er, i hvilket omfang Kina ønsker at ændre reglerne for det eksisterende internationale samarbejde.

Søren Kjeldsen-Kragh er professor i økonomi ved Københavns Universitet