Kommentar

Børn bliver sat på gaden

Når far og mor mister deres bolig, bliver børnene også sat på gaden. Og det er ikke altid deres forældres egen skyld, at de ikke har penge til huslejen. Der er en tendens til at glemme, at der også i Danmark er reel fattigdom - og de største tabere er børnene i de boligløse familier
Debat
24. juni 2010

Debatten om lejere, der bliver sat ud af deres bolig, blusser op med jævne mellemrum i disse år - helt sikkert hver gang der kommer nye tal fra Domstolsstyrelsen om det voksende antal udsættelsessager. En del af disse sager handler om børnefamilier. En SFI-rapport fra 2008 har anslået, at det drejer sig om 4-500 børn om året. I et velfærdssamfund som det danske tillader vi altså, at børn pludselig skal til at flytte bort fra deres hjem og lokalområde; væk fra skole og venner til et sted, hvor de ofte kun kommer til at bo i kort tid, inden de skal flytte igen.

»Men det er jo forældrenes ansvar,« lyder det ofte. De kan ikke håndtere deres økonomi. Enten fordi de ikke kan styre deres misbrug, ikke passe et arbejde eller bare ikke finde ud af at bo et bestemt sted. Fokus er i høj grad på individets ansvar. Og ja, personbårne problemer er også medvirkende til, at folk bliver sat på gaden. Men vi kan ikke diskutere boligudsættelser uden at inddrage det faktum, at der er reel økonomisk fattigdom i Danmark. Der er samfundsmæssige forhold, der fastholder nogle borgere i fattigdom. Det er ikke den gennemsnitlige lejer, der oplever at blive sat på gaden. Det er især de økonomisk og socialt svageste grupper: mennesker med lave indtægter, høj gæld, svag tilknytning til arbejdsmarkedet og uden uddannelse.

De mennesker, der ender med at miste deres hjem, må ofte lave benhårde prioriteringer mellem at betale husleje eller få dækket andre udgifter. Er der penge til buskortet? Skal børnene på sommerferie som deres kammerater? Skal den store piges konfirmation fejres eller ej? Det kan også være en uforudset udgift, hvis f.eks cyklen bliver stjålet, der betyder, at huslejen bliver udskudt.

Ustabilitet og opbrud

Vi ved ikke så meget om, hvad konsekvenserne er for børnene. SFI-undersøgelsen fra 2008 fortæller, at blandt udsatte familier mister 28 procent af børnene venner, mens 23 procent har skiftet skole som følge af udsættelsen. 12 procent af de udsatte lejere oplever efterfølgende familieopløsning. Udsættelser fører altså ofte til ustabilitet og opbrud i børnenes sociale relationer. Fra andre undersøgelser ved vi, at børn, der flytter meget, er i fare for mistrivsel. Mange anbragte børn har inden anbringelsen oplevet mange flytninger. Unge, der begår eller prøver at begå selvmord, har ofte flyttet meget. Hyppige flytninger er altså et faresignal i forhold til børns trivsel. Folk, der bliver sat ud, oplever oftere mange flytninger, og der er derfor grund til bekymring for børnenes velfærd og udvikling. Et nyt forskningsprojekt fra SFI skal se nærmere på konsekvenserne for børnene.

Langsigtede indsatser

p>Hvordan bliver udfordringen med lejeudsættelser håndteret socialpolitisk?

Ser vi på den førte socialpolitik bruger man - berettiget - mange kræfter på at få sociale klienter til at tage vare op sig selv. I nogle kommuner bliver der f.eks ansat boligsociale-medarbejdere, der skal støtte borgere, der ikke får betalt huslejen til tiden. Socialpolitisk er der stor tilbageholdenhed med at sætte lejere under administration for at sikre, at huslejen bliver betalt og derved undgå udsættelse. Denne tilbageholdenhed begrundes ofte med, at systemet ikke skal fratage folk ansvaret. SFI-rapporten konkluderer dog, at det kan være nødvendigt - alternativet er ofte, at klienterne ender med at miste deres bolig.

Udover fokus på den enkeltes formåen til at klare sig selv er der stor interesse for utilpassede, vanrøgtede og mishandlede problembørn - og deres forældre. Der er en stærk tendens i det sociale arbejde til at styrke forældrenes evne til at tage vare på deres børn. Det sker gennem en lang række forskellige kurser, rådgivning og undervisning for både børn, unge og deres familier. I socialpolitikken og det sociale arbejde ser vi altså en glidning mod at fokusere på familiernes psykologiske behov frem for på deres materielle behov. Dermed ikke sagt, at der skal træffes et valg mellem f.eks forældretræning og økonomisk hjælp. Men vores pointe er at understrege, at når folk mister deres bolig, fordi de ikke har penge til huslejen, så skyldes det både samfundsmæssige og personbårne forhold. Indsatserne for at forebygge skal derfor være både på det personlige og på et strukturelt plan. Det er nødvendigt med langsigtede indsatser for de svage grupper - f.eks i forhold til uddannelse - i stedet for den brandslukning, der finder sted i dag.

Gunvor Christensen er ph.d.-studerende, og Helene Oldrup er forsker, begge SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Brockdorff

Det er trods alt forældrenes egen skyld, at de ikke har pengene hver den første i måneden til noget så livsvigtigt som husleje, varme og elektricitet, for som arbejdsløse borgere på kontanthjælp modtager de også i henhold til loven børnebidrag, børnefamilieydelse, børnetilskud og boligsikring i et sådant omfang, at de ikke behøver at flytte på gaden som hjemløse.

Men ...

Ulykkeligvis er samfundet i dag fyldt op med tusinder af uansvarlige arbejdsløse enlige mødre og ægtepar på kontanthjælp, der er så marginaliserede i samfundets forfærdelige sociale ”massegrav”, at de overhovedet ikke kan styre deres månedlige budget. I stedet bruger de pengene på deres eget misbrug og personlige fornødenheder, og det går ud over de børn, som de selv har sat i verden.

Jeg kender to arbejdsløse enlige mødre på kontanthjælp, der aldrig har fået en uddannelse eller arbejdet sammenlagt 160 timer på en måned i deres liv, og som indtil flere gange er rendt op på det lokale socialcenter og grædende fortalt, at de har brugt deres månedlige ydelser til alt muligt andet end lige netop husleje, varme og elektricitet.

Socialcentret har så forbarmet sig over dem ved at udbetale de såkaldte enkeltydelser, fordi man ikke ønsker at se en ung mor stå hjemløs på gaden med to børn. Også selv om hun beviseligt har været dybt ansvarsløs, og brugt løs af kontanthjælpen og familieydelserne til at dække sit personlige forbrug ind, og så bare ladet sine børn leve af nærmest vand og brød hver dag.

For nogle måneder siden gik det fuldstændig galt for de to omtalte enlige mødre, fordi de for anden gang dukkede op på socialcentret og tudbrølende fortalte, at pengene til husleje igen var blevet anvendt til forskellige udgifter. De satsede på, at kommunen aldrig ville tillade, at de blev sat på gaden, når de har børn. Men de fik et regulært chok, da socialrådgiverne fortalte dem, at de ikke kunne hjælpe dem længere, og i dag bor de på skrømt hos forskellige venner og familiemedlemmer.

”Socialpolitisk er der stor tilbageholdenhed med at sætte lejere under administration for at sikre, at huslejen bliver betalt og derved undgå udsættelse. Denne tilbageholdenhed begrundes ofte med, at systemet ikke skal fratage folk ansvaret. SFI-rapporten konkluderer dog, at det kan være nødvendigt – alternativet er ofte, at klienterne ender med at miste deres bolig”, skriver de to forfattere til denne artikel.

SFI har fuldstændig ret i deres konklusion.

De lokale jobcentre og socialcentre bør konsekvent skride ind og overtage administrationen med hensyn til indbetaling af husleje, varme og elektricitet, når børnefamilier af forskellige grunde ikke kan styre deres økonomi. Hvilket man da også gør i tusinder af tilfælde med enlige marginaliserede kontanthjælpsmodtagere, der lever med store misbrugsproblemer, og IT-systemerne hos kommunerne er gearet til det.

Proceduren kan uden videre gennemføres over for børnefamilier plus enlige mødre, der ikke kan styre deres økonomi på anstændig vis og sørge for, at begreber som husleje og varme samt elektricitet, altid skal have førsteprioritet hver den første i måneden af hensyn til deres børns tryghed og velvære, og dèn opgave kan løses af Ydelsesservice hos kommunerne.

Ydelsesservice kan uden besvær fratrække pengene til husleje, varme og elektricitet hver måned, hvorefter det resterende beløb indsættes på den enkeltes NEM-konto i banken. Lige nøjagtig sådan burde man gøre med alle de arbejdsløse børnefamilier og enlige mødre, når de første gang sidder ”grædende” oppe på socialcentret og fortæller, at de har brugt den månedlige overførselsindkomst til forbrugsgoder, i stedet for at betale udgifterne til deres hjem.

Hermed undgår man den tragiske kendsgerning, som det har været tilfældet gennem de senere år med fogedudsættelser, at det er 4-500 uskyldige børn, der psykisk betaler regningen for, at far og mor ikke har ansvarsfølelse nok i livet til at forstå, hvor vigtigt det er for børnenes udvikling, at de har trygge rammer i hverdagen med fast bopæl, i stedet for at leve som hjemløse dyr blandt familie og venner.

Fattigdom i Danmark???

Ingen kan i anstændighedens og hæderlighedens navn være bekendt, at kalde sig for ”et fattigt menneske”, når man trods alt hver eneste måned får kontanthjælp, børnebidrag, børnefamilieydelse, børnetilskud og boligsikring fra en statskasse, der finansieres af de borgere i samfundet, som hver dag går på arbejde i det private og offentlige arbejdsliv.

Alle på kontanthjælp kan med god ret sige, at man er økonomisk ”ubemidlet” og kun har til dagen af vejen. Men det er ganske enkelt en hån mod èn milliard ludfattige mennesker på denne klode – og det arbejdende folk herhjemme – at kalde sig for ”et fattigt menneske”, når man hver eneste måned får penge fra en statskasse i et sådant omfang, at man trods alt ikke behøver at leve som hjemløse gadebørn, som det er tilfældet for blandt andet millioner af sjæle i Rio de Janeiro i Brasilien.

Og mange andre steder på kloden.

Brian Larsen

^
Arbejdsløshed kommer af kapitalismen. Derfor er det ikke individets skyld.

Lise-Lotte Maria Sundahl

At være "fattig" handler måske også om hvor "rige" omgivelserne er..Jeg kender dem også de enlige mødre og fædre. Jeg har selv været en enlig studerende mor med en evigt voksende kassekredit i fem år, og fattigdom er en følelse der opstår ud af at sammenligne sig med en stor, særdeles velspækket del af den danske befolkning der forkæler deres børn i hoved og røv, for at sige det mildt. En stor del af den danske befolkning tænker ikke en gang over at de får børne checken ind af døren hver tredje måned..det er bare en behagelig lille bonus fordi man har leveret et par små blonde arvinger til millionerne...

men de desperate enlige mødre (og fædre) hungrer efter de børnepenge for at betale alle hullerne i økonomien der er opstået i kampen for at følge med resten af luksus danmark så deres børn ikke skal gå rundt i second hand looser tøj og sige " neeej vi har ikke råd" hvergang de andre "upper class" unger skal på tur...
Men vi tager ikke ansvar, alle os velspækkede. For det er jo ikke vores problem at de ligger dernede i rendestenen og "roder" vel!... De må sateneme bare tage sig sammen tænker man, indtil den dag boblen brister og man ligger der selv...

Det kan godt være at det er en hån mod verdens fattige at vi klager os som danske velfærdsborgere, men det er så sandelig også en hån mod selve menneskeligheden at vi her i lille" hygge" Danmark har så lidt øje for at der er en stor gruppe af enlige mødre og fædre der har det svært.

Vores børn sidder for fanden ved siden af dem i skolen. Der kan gøres meget mere for at hjælpe den gruppe, hvis tabuet bliver brudt og vi begynder at TALE om det. Men man snakker jo heller ikke om sine økonomiske problemer her i lille demokratiske moppe land vel!...

Hvor har vi det nemt hva..bare lukke øjene og tænke..det må kommunen ordne. Men nu siger kommunen fra.

Kom så op af stolen "luksus" danmark.

Hvis vi kan pøse penge i den tredje verden kan vi vel også finde ud af at hjælpe vores egne.

Dorte Sørensen

Lise-Lotte Sundahl
Ret enig med dig. Bare en lille bemærkning til din udsagn om hjælp til u- landene. I mine øjne er der mange andre måder vi kan tage hånd om de økonomiske svageste på i vort samfund. Dels kunne vi forebygge bedre inden for arbejdsmiljøet så vi ikke fik så mange nedslidte ( i dag er det nok mere psykiske nedslidte end fysiske nedslidte) alene her er der mange mia. kr. at hente.

Lise-Lotte Maria Sundahl

Jeps Dorte S...alt har en årsag. er man psykisk nedslidt mister man overblikket og økonomi handler rigtig meget om overblik og om at gribe ind i tide..Det er så nemt at kæmme alle over en kamp, men det er er faktisk meget sjældent at forældre med overlæg svigter deres børn. Og det er egenlig også underordnet. Vi skal BAG om problemet for at finde årsagen. Og jeg er overbevidst om at rigtig mange af de sociale problemer vi har i danmark handler om vores MOPPE kultur. Og vores hoveren overfor andre : Hæ Hæ se mig jeg er smuk, rig, klog og MEGET bedre end dig. Hvor fanden er samhørigheden og næstekærligheden henne???. Vi kan sgu da ikke tillade at vi har børn der ikke har et hjem. I DANMARK!!! Det er sgu ikke til at fatte..

Lise-Lotte Maria Sundahl

Hi Hi Over en kamp..ja det var lige det jeg mente...jævnfør artikel: kangaroo når du taler sort.

Isolationsfængsel er ikke kun for de der bliver dømt dertil.

Gulerod-politiken :

Det er konservatismens, nationalismens, racismens, og fascismes særlige gave til os alle.

Man ønsker at ramme et særlig udvalg - hvilket i sig selv er helt hysterisk foragteligt - men rammer så bredt at selv Sofie, Anders, Brian med knytnæven, umulige Hanne må se i øjnene, at Danmark - så stort det end kan virke - består af 8 kvadratmeter, hvis du er heldig.

Signe Schlichtkrull

Tak for en god kronik om et vigtigt emne. Enlige mødre med lav indkomst har altid været den måske mest oversete gruppe i Danmark.