Det sker jo med mellemrum som i disse dage at fodbolden triller og hensætter hele nationer i ophidselse eller ekstase. Ved de store internationale fodboldturneringer afløses i et eller andet omfang hverdagsnormaliteten hvor fodbolden nok har sin plads, men hvor entusiasmen trods alt er begrænset til lokalopgør af en art kollektiv besættelse.
Nogen vil måske være fristet til at kalde fænomenet for hysteri. De mest følsomme vil forsvare den påstand at fodboldiveren svarer til nationalistisk krigspsykose - og også nu og da forårsager alvorlige voldsepisoder, det er jo unægteligt.
Mange mennesker, også dem der egentlig ikke interesserer sig for sport, klæder sig nu ud i fjollet tøj, maler sig rødternede i ansigtet og sætter alt til side for at overvære kampene og vel at mærke alle kampene. Dette uanset at et overvejende flertal af dem ifølge sagkyndige er forholdsvis ligegyldige og meget ofte ikke videre velspillede. Ja, i flere tilfælde er denne konstatering hovedsagen i pressekommentarerne.
Spillere og ikke mindst trænere bebrejdes i hårde og sårende vendinger, fordi de ikke lever op til de forventninger, pressen selv gejler op. Men det er VM, og så er det jo vigtigt, selv om det sagtens kan være en uanselig klub af mindrebemidlede knoldesparkere der samme dag som en af VM-kampene ruller over grønsværen spiller en stor kamp et helt andet og upåagtet sted i verden.
Selvmål
Forleden tabte det danske landshold, hvis nogen ikke har opdaget det, fordi - eller blandt andet fordi - en af spillerne var så uforsigtig eller uheldig at lægge ryg til en skæv bold der derefter havnede i eget mål. Altså selvmål, sådan dømte dommeren.
Selvmål, noget nær det værste der kan begås af en fodboldspiller, og som denne skribent af egen erfaring som håbløs og i enhver forstand umulig boldspiller kan tale med om.
Selvmål udløser stor misfornøjelse i egne rækker samt uforsonlige bemærkninger, for ikke at tale om det der er værre. Der er ingen forståelse at hente fra medspillerne, ingen kære mor, selv om netop en sådan var i pressen og trøstede selvmålsspilleren. En helt igennem sød og kærlig fyr, forstod man, en opmærksom og opofrende søn over for mor. Det fortalte mor for at afbøde eftervirkningerne af juniors bommert.
Men sentimentalitet gælder ikke, ikke i fodbold. Selvmål er at ligne med et svigt af de større, en utilgivelig dumhed, et udslag af den ultimative utidige omhu - som udkiggen på Titanic der øjnede isen for sent. (Hvis det forholdt sig sådan). En slags forræderi mod de betroede talenter og i landskampe noget nær landsforræderi. Naturligvis hårdest bedømt såfremt spilleren bevidst og for at gøre opmærksom på sin eksistens i en ellers overset og uønsket position og rolle hamrer klatten i kassen (Let forældet slang for bolden og målet). Igen taler den skrivende i erfaringens smerte om det eneste mål han i sin fjerne påtvungne karriere som fodboldspiller på en frederiksbergsk idrætsdag nogensinde fik på tavlen.
Katastrofer
BT betroede på forsiden læserne at Olsens trøst (træner Morten Olsen) ikke var nok, men at selvmålskandidaten, som allerede antydet, ringede til sin mor.
Sportsredaktøren skrev i en ledende artikel efter nederlaget og selvmålet, at »... når Simon Kjær laver en fejl, (af Jesper Olsen'ske dimensioner berettede BT-redaktøren og forudsatte at læseren kender en Jesper Olsen og Jesper Olsens fejl) der er lige så stor ved bare at standse op, da bolden rammer stolpen, bliver det tydeligt at det danske hold er middelmådigt. Det var to katastrofer, der lammede os.«
De to katastrofer refererer ikke, hvad angår den første, til Jesper Olsen, det får lov at stå hen, hvad han har gjort, men til en anden Simon, nemlig Poulsen. Ham var det, der lagde ryg til bolden, og Simon Kjær var ham, der stod i den grad fatalt stille, at katastroferne kunne blive til ikke én, men to. Stærke ord.
Tom Kristensen længtes mod tidlig død, hærværk og skibskatastrofer. Olieudslippet i Golfen må siges at være en katastrofe, ligesom det ville være en katastrofe, hvis Det Skæve Tårn i Pisa væltede. Alting er relativt, men alligevel.
På vi med os
BT-redaktøren er som så mange andre af dagens formidlere foruden katastroferne på vi med sine kunder. Akkurat som i Radioavisen, hvor de hele tiden er på vi med os. »Vi bruger mere kødpølse«. »Vi bliver federe«. »Vi bliver gladere«. »Vi lider af depressioner«. »Vi går for lidt til hundetræning«. (Den sidste er også autentisk).
Dette 'vi' afløses jævnligt for ikke at sige uafladeligt af nationalbetegnelsen 'danskerne'. »Danskerne går for lidt til hundetræning«. »Jeg vil gerne sige til danskerne ...,« siger Helle Thorning Schmidt. »Jeg tror danskerne vil forstå ...,« siger Løkke Rasmussen, når han inderst inde godt er klar over at det vil de fanden gale mig ikke.
Vi og danskerne ekskluderer alle, der ikke er vis og på dansker med danskerne.
I sportens verden indebærer 'vi'et' uimodsigeligt visse overvejelser. »Vi skal turde mere, og vi skal fejle mindre,« skriver BT-lederen. Vi? Klummisten er i al fortrolighed lidt af en kujon og har altid været svag over for fysisk trussel og smerte. Og altså også fodbold der kræver sin mand.
Hvad angår fejl har den samme skribent mange, det vil hans omgivelser skrive under på, han fejler ustandseligt. Det er i den forbindelse synd og skam at inddrage landsholdet - utvivlsomt modige unge mænd med lyst til livet og med ungdommens tro på ufejlbarligheden - i en sådan kollektiv bebrejdelse.
Vi skal fejle mindre. Ja, ja. Rolig nu. Pudsigt at denne forbrødring med de udøvende har holdt sig i sporten.
Gunnar 'Nu' Hansen var også altid 'vis'. »Vi kan slå Sverige denne gang,« trompeterede Hansens berømte organ, og så tabte landsholdet med et brag. 'Vi' sad tilbage med smerten, mens fodboldspillerne sikkert tog det med ro.
I fodbold er der tre muligheder. Det ene hold kan vinde, det andet kan vinde, eller de kan spille lige op - med mindre det er slutspillet, hvor de bliver ved til den ene eller den anden, som Elkjær i sin tid med hul i buksen, 'brænder' et straffespark og bliver Fætter Guf.
'Vi'et' indebærer også det mål af ufrivilligt associeret humør at man for sit indre øje ser den magelige redaktør rende ud og præstere alt det, han bebrejder spillerne, de ikke gør.
Forkælet mindretal
Opfatter man sportsjournalistik som en slags anmelderi, og det kan man jo godt, og oven i købet påvise gammeldags smagsdommeri i genren, ville man på den anden side næppe se en balletanmelder på samme måde forholde sig kollektivt til dansernes præstationer. »Vi må kunne gå dybere ned i spagat og mere modigt«. »Vi må fejle mindre og turde mere i tredje akt af Napoli«, etc.
'Vi'et' ser dertil helt og aldeles bort fra alle de mennesker, danskere og andet godtfolk, der ikke er en kæft interesseret i fodbold. Som ikke ti vilde heste kan trække til tv'et, når fløjten lyder. Som er flintrende ligeglade med, hvem der vinder og taber.
Det er vi en del der faktisk er: Flintrende hamrende jublende bedøvende ligeglade, og som egentlig har lidt svært ved at se det vildt charmerende i at den øllede dannebrogsfarvede hærgende nationalgarde i fri dressur, vikingehjelm og bar bodegavom invaderer byen.
Sur er man jo blevet med årene. Nu snarere overbevist om sandheden i gamle Flemming Madsens forkætrede udtalelse i sin tid: »Fodboldentusiasterne er et højtråbende forkælet mindretal!« Bid spids på den!
Jeg husker i 1984. Jeg stod på Østerbro S-station og ventede på toget nordpå. Et andet tog kørte ind på perronen. Og derinde i en søvnig gullig belysning, sad en granvoksen mand på omkring 130 kg helt alene, i hvide korte bukser, skrævende ben, en rød trøje og et dannebrog på stang. Han havde et triumferende blik, der lyste fra nogle små øjne midt i det malede højrøde ansigt. Dørene lukkede sig og synet forsvandt ud i mørket. Jeg havde aldrig set en klaphat før, men jeg var klar over at noget stort var undervejs. Vi havde ikke vundet noget af betydning i 20 år.
Hej.
Tak Metz fordi du endelig sætter ord på det os der ikke interessere os en dyt for sport vi tænker.
Denne tid er virkelig et helvede at komme igennem.
Det er hvær eneste sommer vi skal trækkes med en eller anden latterlig sportsbegivenhed.
Hvis der ikke er VM i fjolleboldt, så er der OL eller Tor Di France.
I disse for vort land så højreorienteret tider, har jeg tit fået at vide.
"Du må ikke kritiserer almendelige mennesker og deres interesser".
Fodbold forstås.
Ja, det er nærmest blevet sådan, at hvis ikke man er til klaphatte, fadbamser og lålå-råb, så er man unormal.
Det er da totalt sygt, når det er kommet der til.
Have en god og fodboldfri weekend
Metz skriver:
Simon, nemlig Poulsen. Ham var det, der lagde ryg til bolden
Nej, det var det ikke. Simon Poulsen lagde hoved til bolden, brugte Daniel Aggers ryg som bande, og via den røg bolden i hul.
Man bør dog vel have sine fakta i orden, før man udtaler sig?
Men jeg er i øvrigt helt enig i kritikken af den ulidelige, pseudosolidariske, omklamrende og klamme brug af ord som "vi" og "danskerne".
Metz når han er mest deprimeret. Han kan ikke unde mennesker at interessere sig for noget der - uha - er lidt følelser i - men smider det straks op i hovedet, hvor sporten forfladiges til ugenkendelighed.
Sport er sammenhørighed, forskellige nationer og nationaliteter mødes på og udenfor banen - og lærer hinanden at kende. Sport er med til at binde verden sammen, og det giver glæde og indimellem skuffelser til helt almindelige mennesker.
Når Metz ikke kan leve med de kommende par uger ikke at føle sig som en del af "vi" fællesskabet, og af den grund efterspørger en anden formulering end "vi", så er han jo faldet i sin egen fælde, idet han ophøjer noget helt ligegyldigt til en katestrofe.
Tænk at han nu også kan bruge sporten som en undskyldning for at tale nedladende om andre. Get a life..
Jeg tror Hans V. har en øm tå?
Tak til Metz. Hysteri er hysteri, malplacerede 'vi'er er tåkrummende pinlige, og man er hverken mere eller mindre menneskelig fordi man er fløjtende ligeglad med sport i TV.
Og så i øvrigt: Sport på alt andet end lilleputplan er ikke samhørighed. Sport er benhård udskillelse i 'dem der duer' og 'dem der ikke duer'. De måske egnede kan få lov at vaske gulvet i omklædningsrummet.
Ikke lige den 'oplæring i social adfærd og sunde værdier'. alle sportsentusiasterne ellers galper op om i tide og utide.
Jeg er ikke til landsholdet går mere op i klub fodbold, så jeg ser ikke meget tv i tiden
Det er et betændt sår. Menigmand dyrker en elite hvis præstationer kan måles og vejes.
Kultureliten har det problem, at der ikke er andre end eliten selv til at definere sig selv som en elite.
Menigmand gider ikke læse dens bøger - kigge på dens malerier - høre dens musik.
Den forekommer ham talentløs.
Hvordan kan man vide, at den ikke rent faktisk ER talentløs ?
Helt ved siden af fodboldmanien, så er den kroniske anvendelse af flertalsbetegnelser for diffuse grupperinger i den mere og mere joviale nyhedsdækning endeligt blevet morsomt udstillet med denne artikel.
Nu kan alt godt gå hen og blive for intellektuelt. Hvad er der i vejen med en god, national fest, som kan samle os? Det er der ikke for meget af i forvejen mere.
Slå hjernen fra engang imellem, hr. Metz, og nyd livet :)
Fodbold og anden sport i lange baner blandet med gamle genudsendelser på tv om sommeren, om vinteren det ene mere idiotiske reakity-show med talentløser mennekser der vil sælge deres gamle mor for 5 minutters berømmelse på tv, blandet med andre gamle genudsendelser - jamen er der nogetr at sige til at 'vi' (ikke vi Metz-fans selvfølgelig) er blevet en nation af ukritiske tåber der er komplet ligeglade med at vi skal trækkes med en uduelig regering befolket af udannede, ignorante og pinlige tågehorn.
Sport er i øvrigt kedeligt hvis man ikke selv deltager!
Enig med Rune Hjelm.
Jeg forbeholder mig ret til at sige vi, når landsholdet vinder, og dem når de taber. Men når dommeren så fløjter af, skal jeg nok opføre mig ordenligt og efter hr. Metz’ retningslinier :-)
Tove Andersen
Det sidste er jeg ikke helt enig i - boksning er morsommere at se på end at deltage i. ;-)
Vi har ikke for meget national fest? mkay......
Man kan få et prej om hvorfor vi har den regering vi har, ved at kigge lidt på fodbold-fænomenet.
Personligt synes jeg de skulle tage og peppe det gamle lort op, en gang for alle (de ændrer jo alligevel hele tiden reglerne, har jeg hørt).
Hvad med at afholde kampe på en øde ø som det er dyrt og besværligt at komme hen til (for that extra VI.P punch!), minere banen og give spillerne køller med søm i. Bagefter kampen kunne man uddele gratis snaps, rifler og granater til VI.P gæsterne, så de kunne få afgjort én gang for alle at de er de bedste.
Fodbold eller Ballet.........?
Argh, så vælger jeg influenza!
VI ønskes en god sommer......;-)
altså, ærligt talt, - se dog på den lyse side: med alt det bold i medierne, som får lov til at tilsidesætte selv de mest seriøse nyheder, så får man jo en kærkommen lejlighed til at få nogle hængepartier ud af verden.
Dermed ikke sagt, at jeg synes det er rimeligt at Informiden bruger lønkroner på emnet, - dem der interesserer sig for bold, kan vel få deres lyst styret på fjernsynet, og vi (sic! ;-), der er ligeglade med bold, vil hellere undvære den side papir.
Har altid hadet folk som gerne højner sig ved at kalde dette for en ligegyldig begivenhed.
Der findes helt bestemt en masse fine og intellektuelle venstreorienterede brugere herinde, hvorfor jeg undrer mig over at man ikke ser på den positive og unægtelige sammenhæng. Fodbold bringer folk sammen, på tværs af race, kultur og religion. Den evne har fodbolden altid haft og vil forhåbenligt altid have det.
Det mange politikere ikke kan, det formår fodbolden. Jovel det måske lidt tamt at det skal være sådan, men sådan er det nu engang i praksis, hvorfor jeg hylder fodbolden for det den giver og bidrager med.
Du ser det også i Mellemøsten med de forskellige initativer som er taget i brug i mellem jøder og muslimer. Giv dem en bold og lad dem være, en halv time efter har de langt mere empati for den anden part og må erkende at de ligesom dem selv - selvfølgelig blot er helt almindelige mennesker.
I disse aktiveringstider, kunne man snildt forestille sig, at skulle Georg Metz af uheldige veje ende på kontanthjælp - også kaldet kontantafstraningshjælp - ville jeg uden at blinke, væde en krig på, at han blev sendt ud som centerforward i en serie 8 klub.
Hvis han ikke inden to kampe skulle have scoret, ville han selvfølge blive fratrukket 20%, og miste sin kæreste.
Skulle den stadig ikke sidde i det højre kryds, efter tre kampe, vil en kognitiv psykolog blive sendt i hovedet på ham, for egen regning.
Skulle Metz ikke være knækket mentalt på dette tidspunkt, vil en seddel blive sendt ham, hvori der står :
Da deres motivation for at sende bolden i nettet synes fraværende, har den øverste chef besluttet helt at fratage dem deres hjælp.
Ønsker de at klage har vi 8 led befolket af egne rækker.
Notat fra en observatør :
Selvmål !
Kære Georg Metz:
Du er simpelt hen så frelst og selvgod, at det er imponerende. Vi er altså en del helt almindelige mennesker, der godt kan lide at se fodbold, og som aldrig har været i teateret eller har læst Baudelaire og Rybakov eller, hvad det nu er, du og dit overlegne intellekt hygger dig med i din fritid. Vi drikker ikke Brunelleoer eller korresponderer med Engelbrecht og C. Jensen om det moralske forfald hos de proletarer, som I foregiver at holde af og beskytte, men som I i virkeligheden foragter at et ærligt hjerte.
I øvrigt er din klumme selvsmagende og imponerende forudsigelig.
med venlig hilsen
Jeppe Juhl
Den eneste forskel på VM og Afghanistan-krigen er at ved VM erkender vi blankt, at vi leger uden formål.
@Dana Hansen - Ja, jeg kan godt blive forundret over, at Georg M bruger sit udemærkede intellekt til at nedgøre så store dele af den danske befolkning. Man kunne jo sagtens skrive en interessant og positiv klumme om dem der ikke er interesserede i sport, men nej, han bruger det blot som en undskyldning for at være morbid og mavesur overfor endnu en befolkningsgruppe. Der er jo snart ikke dem han ikke har ramt. Det må være nærmest ulideligt at være så begavet, og så samtidig være tvunget til at dele planet med os andre..
Iøvrigt, sporten gør tit hvad politikere ikke kan. Der strømmede masser af sympati mod de nordkoreanske spillere og tilskuere fra forskellige nationer mødes og forbrødres gennem sporten. Derudover er sporten en platform for selvværd for dem der ikke er bogligt stærke, og det kan man for fanden da ikke há ondt i røven af?
http://www.berlingske.dk/verden/bolden-holder-elfenbenskysten-sammen
hvad koster dette menageri os ?
i kroner og co2, knogle skader og tabte arbejdstimer osv osv osv
Vibeke,
hvad koster det dig?
Peronligt foretrækker jeg Bendtner og Rommedahl fremfor Georg Metz og Carsten Jensen.
@ Peter Madsen og Jeppe Juhl
Jamen, hvad vil I dog så her i dette forum?
I er ikke abonnenter - er det en form for masochisme der driver jer til at læse en klummist som I foragter?
:o))))
@Tove - det er jo kedeligt at debattere i et forum hvor alle er enige, så derfor..
@Tove Andersen,
Når I bliver for selvfede i Jeres lille lukkede verden skubber jeg gerne lidt til Jer :-))
PS: Jeg foragter bestemt ikke Georg Metz. Han er sgu' bare så forudsigelig at det nærmer sig det kedsommelige...
Den pågående cup-turnering for såkalte landslag er som alle med hørsel nå har oppfattet, artrangert med det formål å gjør de ennå hørende døve ved hjelp av en kapitalistisk spekulasjonsgimmick: et tre år gammelt tutehorn av plast, som man prøver å innbilde folk har noe spesielt å gjøre med Sørafrika - men det er loddrett løgn.
Dette forkjølte tåkehornet får publikum til å høres ut som en sverm av kjempemygg, og det ser etter antallet av feilpasninger og utvisninger å dømme ut til å senke konsentrasjonen og øke aggresjonsnivået blant de stakkars spillerne, som skal spille midt i dette øredøvende helvete. Her burde opplagt arbeidsmiljøinstanser koples inn.
Foppall-VM har lenge vært en vits, det forrige i Tyskland var allerede gjennomgående preget av at publikum ikke lenger begriper spillet - de er mest opptatt av "bølgen" og lignende idioti som avslører hvor bunnløst de egentlig kjeder seg. Publikum ved VM 2006 hylte og skreik på helt meningsløse tidspunkter i forhold til spillets gang - og slik sett kan vel hylehornet være en fordel: det avslører at spillet forlengst er en ren bisak i forhold til salgsaspektet vd sporten.
Tour de Doping er det vel ingen som har giddet se på etter at det har blitt klart at ingen vinner uten å være gjennomdopet.
Fotball er morsomt, hvis man spiller selv vel å merke. De eneste som ser ut til å more seg under det pågående VM er de fuglene man av og til ser fly over banene - de er vel på myggejakt. Det beste er ellers at det norske landslaget ikke er med - det forskåner oss heroppe for ufattelig mye vås.
Der er da ikke noget negativt i "vi" danskere, tværtimod er vi allerfleste glade for det. At Metz og en del andre ikke er med, forstyrrer sådan set ikke.
Svage og usportslige drenge har jo hele livet lidt under ikke at være med i "vi"et. Det er ligesom konsekvensen af at være mand. Derfor er han jo også blevet feminist.