Kommentar

BP's investorer har kun sig selv at bebrejde

Hver gang grønne eller etiske investorgrupper advarede om BP's løsagtige adfærd, reagerede forvalterne af pensionskasser og andre store fonde ikke med tak, men med fjendtlighed
24. juni 2010

Kald mig hårdhjertet, men jeg har svært ved at føle sympati for de institutionelle investorer, der nu truer med at sagsøge BP. De hævder, at selskabet har oppustet sin aktiekurs ved at præsentere offentligheden for et misvisende billede af sin sikkerhedspolitik og risikohåndtering. Om det holder stik, skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved, at investorerne bestemt ikke gjorde alt, hvad de kunne for selv at undersøge sagen. Og nu har de så fået udskrevet for regningen for alle de år, hvor de råbte op for at overdøve enhver, der satte spørgsmålstegn ved selskabet.

Nok blev de ikke advaret af BP, men det blev de så sandelig af miljøgrupper og etiske investeringsforeninger. Hvert år ved BPs årlige generalforsamlinger blev de opfordret til at presse virksomheden til at formidle mere retvisende informationer om de miljømæssige og sociale risici, som den tager. Hvert år stemte de i stedet for, at BP fortsat skulle holde alle hen i uvidenhed. Skønt de betroede dette selskab en uforholdsmæssig stor andel af deres midler (f.eks. BP betaler 12 procent af alle britiske investorfonde »udbytte«), ville de ikke være med til at drage selskabet til ansvar.

Advarselstegn var der flere af. Et af dem blev såmænd udbasuneret i BPs egen årsrapport fra 2009, Operating at the Energy Frontiers (Vi arbejder på energiens yderste grænser). Som alle multinationale olieselskaber fordrives BP fra de nemme felter, dels af de svindende reserver den, dels af statsejede selskabers stigende magt. Så for at holde hjulene i gang besluttede BP sig for at tage risici, som andre virksomheder end ikke ville overveje. »Risici«, hedder det således i årsrapporten, »er en central overvejelse for enhver virksomhed, men er for BP en helt afgørende del af det, vi gør. Vi opererer ved de yderste grænser for energiindustrien i et miljø, hvor holdninger til risici er nøglen ... Og vi fortsætter med at levere beviserne for vores evne til at påtage os og styre risici og gennemføre de vanskelige ting, som andre enten ikke kan eller fravælger at gøre.«

Dybhavsboringerne

Blandt de risikable operationer, BP hævder at have mestret i årsrapporten, er selvfølgelig også dybhavsboring: »Vi er i særdeles god position til at fastholde vores succes med dybdehavsboringer i den Mexicanske Golf.« Risikoen her har dog næppe været større end ved de andre yderste grænser. BP producerer nu olie fra Rumaila-området i Irak som et resultat af en kontrakt, der blev indgået under stærkt kontroversielle omstændigheder. BP er for nylig begyndt at shippe flydende naturgas fra Tangguh i Vest Papua. Licensen er givet af Indonesiens regering, som på brutal vis har annekteret det land, gassen tilhører og begået folkemord i processen.

BP hælder også penge i dybhavsboringer i koralrevsfarvande ud for Brasiliens kyst og i ultra-dybhavsboringer ud for Angola. Efter først at have afvist at investere i canadiske tjæresand med en virkelig rørende henvisning til »de økologiske risici« skiftede BP i 2007 mening og er nu også på plads på verdens største miljøslagmark. Selskabets rørledninger gennem Alaska bliver ved med at lække olie på sårbare levesteder. Dets rørledning mellem Aserbajdsjan og Tyrkiet blev bygget på konfiskerede jorde i henhold til en kontrakt, der reelt giver BP udøvende magt over den tyrkiske regering.

Andre betaler

Hvad BP præsenterer som modigt og visionært, ligner for dets ofre snarere en skamløs tilsidesættelse af menneskers liv og levebrød. Selskabets forventninger til det fremtidige overskud har bygget på den antagelse, som indtil nu har vist sig relativt sikker: At andre mennesker ville samle regningen op.

I 2002 gennemførte en analytiker fra Henderson Global Investors sin egen forskning af, hvilke sikkerhedsrisici BP tog i Alaska. Resultatet af hans undersøgelser blev, at investorgruppen fjernede BP fra sin liste over socialt ansvarlige investeringsfonde (man kan undre sig over, at selskabet nogensinde kunne optages her, men lad det nu ligge). Henderson offentliggjorde sin beslutning, og blev konsekvensen mon et enormt og pludseligt frasalg af BP-aktier? Nej, de øvrige investeringsselskaber valgte at ignorere advarslen og i stedet stole på olievirksomhedens forsikringer.

Langt fra at opfatte BP og de andre olieselskaber som risikable optioner har de institutionelle investorer behandlet deres aktier som absolut pålidelige og lidt kedelige basispapirer. Som James Marriott fra pressionsgruppen Platform påpeger, er en væsentlig grund til dette, at man altid har forventet, at regeringen ville gå ind og redde ethvert olieselskab, der måtte komme i vanskeligheder, ja om fornødent gå i krig på dets vegne. I den forventning er de sjældent blevet skuffet i al fald indtil nu.

Etisk resolution

Så hver gang grønne eller etiske investorer advarede dem om BPs løsagtige adfærd, reagerede de store fondsforvaltere ikke med tak, men med fjendtlighed. Den 15. april, fem dage før Deepwater Horizon-katastrofen, lykkedes det for den etiske investeringsforening Cooperative Asset Management at få en resolution til afstemning på BPs generalforsamling, der henstillede til selskabet at levere mere detaljerede oplysninger om de risici, det løb ved sin tjæresandsoperationer. Det var en af de mest succesfulde etiske resolutioner til dato, men heri ligger der beklageligvis ikke andet end, at blot 15 procent af aktionærerne enten støttede resolutionen eller undlod at stemme. De øvrige 85 procent støttede selskabets ret til at føre offentligheden bag lyset.

Altså er det ikke BP og BP alene, der har skadet pensionsmidlerne for de millioner af mennesker, hvis sparepenge er investeret i virksomheden. Det er de fondsforvaltere, som nu beskylder selskabet for de samme farlige strategier, som de selv har støttet. De har valgt det forkerte mål for deres anklageskrift: De bør sagsøge sig selv.

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Om BP er mere skrupelløs end andre multinationale selskaber ved jeg ikke. Men én ting er jeg temmelig sikker på, nemlig, at der akuelt er et behov for at få moralen og den kollektive fornuft bragt ind på banen efter i mangfoldige år at at have ligget underdrejet af den liberalistiske tankegang ifølge hvilken vækst og privatøkonomisk profitmaksimering er altings højeste mål, og egoisme fremfor samfundssind har været den styrende norm, hvorefter alt andet har haft sig at rette ind.

"Som James Marriott fra pressionsgruppen Platform påpeger, er en væsentlig grund til dette, at man altid har forventet, at regeringen ville gå ind og redde ethvert olieselskab, der måtte komme i vanskeligheder, ja om fornødent gå i krig på dets vegne. I den forventning er de sjældent blevet skuffet i al fald indtil nu."

http://www.information.dk/237360

Det er svært at tro på ændringer med så store kræfter bag olieindustrien.

Kapitalismens hyldest til det 'frie initiativ' er blotlagt i sagen om BP's hasarderede oliejagt.

FN's Global Compact og 'Fair Trade'-bevægelsen er idealistiske initiativer, men stillet overfor institutionelle investorers profitjagt, er rå statsmagt det eneste virkningsfulde middel...

"Som alle multinationale olieselskaber fordrives BP fra de nemme felter, dels af de svindende reserver den, dels af statsejede selskabers stigende magt."

- Ja, vel primært fordi, der ikke er mere olie at hente i de lavthængende frugter, der kan plukkes uden de helt store risici. I stedet har vi fået dybhavsboringer (med tilhørende risiko), semi-ulovlige og i hvert fald i høj grad lokal-udbyttende pipelines i verdens brændpunkter (krigen i Afghanistan handler dels om at bygge en pipeline gennem landet - noget, amerikanerne har forhandlet med regeringer i regionen om i årtier, og dels om narkotika-produktion, som i øvrigt er styret og orkestreret af CIA). Det er utroligt, at man i medierne kan læse historier som denne, som nævner, at der ikke er megen "nem olie" tilbage, men som samtidig ikke følger op på denne meget simple problemstilling.
Konceptet Peak Oil er desværre totalt underbelyst og fraværende i almindelige menneskers bevidsthed; det er lykkedes industrien (og altså med tydelig opbakning fra investorer) at tale sig helt uden om det faktum, at mængden af olie er finit - og altså vil slippe op på et tidspunkt.
Peak Oil betegner toppunktet i produktionskurven for verdens olie-udvinding. Industrien forsøger selv, af skattetekniske årsager og for at undgå panik, at forgøgle nye oliefund med jævne mellemrum. For ca. 15 år siden blev det formodet, at det Kaspiske bassin rummede nye store oliereserver, der nemt kunne udnyttes. Et bevis på denne tro er Dabhol-kraftværket i Indien, som er opført af Enron ud fra en formodning om, at der kunne leveres naturgas fra nærliggende lande; en formodning, der i første omgang blev skuffet af prøveboringer i regionen og derfor næsten gjorde Enron bankerot.

At udvinde olie fra tjæresand i Canada (eller andre steder for den sags skyld) kræver enorme ressourcer. Et er, at processen i høj grad er forurenende for lokalområder, noget andet er, at det kræver store mængder ferskvand og naturgas at "koge" olien ud af tjæresandet. Årsagen til BPs afvisning af dette er derfor højst sandsynligt bestemt af, at det er urentabelt, ikke fordi det er "forkert" i en eller anden miljøforstand - og folk, der lader sig narre af deres sukkertale, er mere naive end hvad godt er.

At nationer vil gå i krig for at sikre/støtte/udvide deres olieselskaber, er der heller intet overraskende i. Vi lever i oliens tidsalder - der er olie i stort set alt hvad vi forbruger - enten direkte i produktet, i forarbejdningen eller - som minimum - til distribution.
Et uhyggeligt, men dog meget realistisk, scenarie er, at der ganske enkelt ikke er olie nok til at gennemføre en omstilling til andre energiformer. Husk på, at der også skal bruges ressourcer til opførsel af kraftværker (kernekraft-, kul-, vind- eller whatever) og at en sådan omstilling tillige er et projekt, der vil få Manhattan- og rum-projekterne til at ligne projektuge i en 3. klasse.

I DK er der primært to årsager til, at vi ikke har beskæftiget os ret meget med, at olien er ved at slippe op: dels, at vi er selvforsynende via Nordsøen (for en stund endnu) og dels, at vi er en del af det amerikanske imperium og derfor har adopteret den ukritiske, ureflekterede og fundamentalt undergravende tro på, at det fri marked vil løse alle problemer.

Det grundlæggende problem synes at være, at verden endnu ikke har indset (eller rettere: er blevet forhindret i at indse), at der foregår et kapløb om de resterende oliereserver, et faktum der obskureres af meningsløse konflikter som "krigen mod terror" (Al Qaeda og Bin Laden-familien er, og har hele tiden været, støttet af CIA), "War on Drugs" (igen, CIA har beviseligt stået bag narkohandel og trafficking siden i hvert fald Vietnam-krigen) og endelig krigen mod "islamistisk fundamentalisme", der i høj grad virker som en katalysator for involvering (amerikansk og via NATO) i de olierige regioner i verden. De mange forskellige argumenter, der er blevet trukket af stalde for at forsvare invasioner, interventioner og sanktioner synes at understrege dette.

Som befolkning bliver vi ført bag lyset. Gennem mediekontrol bildes vi ind, at der kontinuerligt findes nye reserver og derved, at forbrugsfesten kan fortsætte (al den tid nyfundne reserver ikke kommer de retmæssige ejere til gode, men i stedet udbyttes af vestlige selskaber, der gemmer sig bag CSR-indsatser, der er så tynde, at de ikke er værd at arbejde med som andet end røgslør.

Verden er olienarkoman og har været det siden opdagelsen af det sorte gulds potentialer midt i det 19. århundrede. At tro, at vi vil gøre mindre end alt i "vor" magt for at sikre de sidste dråber, er fundamentalt uvidenhed om narkomaniens vilkår. Det triste er, at vi allesammen tilsyneladende har glemt, at også de sidste dråber vil blive brugt. Tilbage vil kun være den olie, det er urentabelt af udvinde (energimæssigt snarere end økonomisk) - og den er irrelevant.

Ejvind Larsen har i mange artikler gennem de sidste år beskæftiget sig med verdens skilsmisse fra de vilkår, den fungerer på. Måske en grundig revsning af danskernes tiltro til fremtiden på olieområdet var på sin plads i disse tider.
Et wake-up call er i hvert fald kraftigt tiltrængt.