Læserbrev

Danmark kan tage større ansvar

Danmark har en stærk bistandstradition. Vi er et ud af fem lande i verden, der afsætter mere en 0.7 procent af vores BNP til udviklingsbistand. Det skal vi være stolte af
Danmark har en stærk bistandstradition. Vi er et ud af fem lande i verden, der afsætter mere en 0.7  procent af vores BNP til udviklingsbistand. Det skal vi være stolte af
25. juni 2010

Med kun fem år til år 2015 - det år alle verdens ledere har lovet, at FN's otte Millennium Development Goals skal være opfyldt - ser det stadig sort ud for mange af målene. Finanskrisen har medført, at store grupper har mistet deres arbejde og er faldet tilbage i fattigdom. Andelen af kronisk underernærede mennesker er nu steget til over en milliard. Det betyder, at et ud af seks mennesker hver aften må gå sultne i seng.

På trods af dette viser flere aktuelle FN-rapporter, at 2015-målene ikke er en utopi - vi kan stadig nå at halvere antallet af verdens fattigste. Men hvis det skal lykkes, er der brug for politisk vilje, internationalt samarbejde og målrettede indsatser.

Som en af FN's 2015-måls-ambassadør vil jeg gerne forsøge at bidrage til, at verdens ledere holder deres løfter til de fattigste. Jeg er glad for at kunne påtage mig dette arbejde, men det er også en meget krævende opgave. Sammen med mine kollegaer vil jeg gøre mit bedste for at give topmødet om 2015-målene i New York til september ny energi, så målene kan nås.

I sidste uge præsenterede FN's Udviklingsprogram (UNDP) en otte-punktshandlingsplan over de initiativer, der er brug for, hvis målene skal blive til virkelighed. Handlingsplanen bygger på konkrete erfaringer med, hvad der har virket, og hvad der ikke har fungeret i 50 lande. Det første punkt handler om behovet for en nationalt drevet udvikling og en mere effektiv regeringsførelse. Demokrati og menneskerettigheder skal komme indefra. Ulandsbistand kan fungere som en katalysator, men landene skal selv tage ansvar for deres egen udvikling.

Selv om det drejer sig om otte forskellige mål, er det helt tydeligt, at de hænger sammen. Der er klare beviser for, at børn af kvinder, som går i skole, har større chancer for at overleve de første fem år af deres liv end børn af kvinder uden uddannelse. Oveni er øget adgang til energi og bedre vandforsyning med til at frigøre mellem to og fire arbejdstimer om dagen til kvinderne - tid som de kan bruge på uddannelse og lønnet arbejde i stedet for at hente vand. For ikke at tale om den positive effekt på helbredet, som adgang til rent vand og sanitet har for den almindelige folkesundhed.

Danmark har en stærk bistandstradition. Vi er et ud af fem lande i verden, der afsætter mere en 0.7 procent af vores BNP til udviklingsbistand. Det skal vi være stolte af.

Da G8-landene for fem år siden mødtes i skotske Gleneagles, lovede man, at bistanden til Afrika skulle fordobles i år 2010. Men i stedet for et tilskud på 25 milliarder dollars, er det stoppet på 11 milliarder. Når G8-landene i weekenden igen mødes for at diskutere verdens fattigdom, må det naturligvis være med udgangspunkt i at leve op til de tidligere afgivne løfter.

Alle taber i sidste ende hvis uretfærdighed gøres permanent. En ulige verden er en farlig og utryg verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det har ikke været nogen hemmelighed siden ca. 1960, at overbefolkning er alle sultens moder, og at den tredje verden i nutiden er hovedsynderen på det punkt. Som intellekt-erkendelse druknede dette desværre i først tredjeverdenssolidaritet, senere - og til dato: rettigheds-populisme. begge i øvrigt fænomener der som regel forbindes med den ‘miljøbevidste’ fløj;-)

"På trods af dette viser flere aktuelle FN-rapporter, at 2015-målene ikke er en utopi - vi kan stadig nå at halvere antallet af verdens fattigste".

Er disse rapporter spiselige eller hvordan havde TRYG-direktøren tænkt sig det skal det lade sig gøre? Man kan jo ikke bare slå dem ihjel.

Sine Plesner-Hansen

Det er meget muligt at FN-rapporter viser, at det KAN lade sig gøre at halvere antallet af verdens fattigste, og det er sikkert også rigtigt nok at det kan lade sig gøre, men problemet er nok mest, at de vestlige landes interesse i at få det til at ske ikke er stor nok. Hvis alle vestlige aktører (regeringer, virksomheder, NGOs etc.) gik sammen om at halvere fattigdommen, så virker det ret sandsynligt, at ressourcerne ville være store nok til det, men desværre er der i realiteten ikke en stærk nok interesse fra hverken regeringers eller virksomheders side til virkelig at få det til at ske.

Den egentlige vilje til, og derfor mulighed for, at udrydde fattigdommen, kommer først hvis det en dag bliver favorabelt nok for vestlige aktører at gøre dette. Og spørgsmålet er så, om det i virkeligheden gavner de vestlige lande at udrydde fattigdommen? Vil det føre til økonomisk vækst for stater og virksomheder?

Udfordringen er, at finde frem til stærke og overbevisende resultater der viser, at det ER gavnligt for Vesten at reducere fattigdommen, ellers er incitamentet ikke stort nok ! Det er meget muligt, at der foreligger sådanne resultater allerede, men så skal de blive en større del af den fremherskende diskurs så fx politikere får folkelig opbakning til at kunne udføre de nødvendige handlinger.

Rune Bosselmann

MDG2015 er et fint advocacy program, men dets punkter er ikke tiltaenkt, som vaerende egentlige policy outcomes. Det er ihvertfald lidet sandsynligt, at nogen politiker i vesten, oesten eller midt imellem har givet sin tilslutning med en forestilling om, at maalene ville blive indfriet.

Det er en fin vision, og en fin reference for igangsaetning af konkrete projekter, konkrete policies mv , og det er vel ogsaa det egentlige formaal med den type advocacy.

Jeg tror ikke, der er mange involveret paa hoejere niveau, der tror, at maalene er opnaaelige og "sustainable", uden en forbedring i governance i landene. Dvs reducering af korruption, nepotisme og andet misbrug med formaalet at berige folk i target landenes administration eller underbygge deres magtbaser.

Naar Stine Boose skriver "Ulandsbistand kan fungere som en katalysator, men landene skal selv tage ansvar for deres egen udvikling." er det et udtryk for et ideal, og et fint et, men udenfor den diplomatiske korrekthed, fornemmer vi staerkt, at virkeligheden noedvendigvis maa vaere en anden. Target landenes ledere og styrere, de valgte og dem i bureaukratiet, er i vid udstraekning kun engageret i udvikling i den udstraekning, der foelger penge med i en stroem, som de kan tage fra eller paa anden maade begunstiges af. Naar pengestroem og oversight stopper, stopper aktiviterne i et projekt som regel ogsaa. Foelger der stramme krav med fra donorlandenes, om forbedret governance, om oprydning i systemerne mv, moedes de med traeghed, og man fortolker let, at det "kinesiske alternativ" (ell SWF's mv) hurtigt kan erstatte ens retfaerdige velvilje.

Vi havde et fint "window of opportunity" fra slut 80erne ved Soviet Unionens fald og frem til Kina og andres nye aktoerers indtraeden i Afrika til forholdsvis let at saette krav sammen med vores bistand. Der fandtes i den periode ikke nogen lettere og bedre "smurte" alternativer. Saadan er det ikke laengere, og nu findes der mange penge, som kommer i meget mere appetitlige indpakninger end vores.

Der er uden tvivl et kaempe potentiale for forbedringer i Afrika og lign steder. Det hedder ikke bedre fordeling af de rigdomme der findes i form af mineraler olign, det tog er koert. Derimod findes der paa husholdningsniveau og lige over et potentiale, som vi i glimt ser forloest blandt andet via micro finance schemes. Saerligt small scale farming koerer paa et blus svarende til maaske 20% af sit potentiale, og hjaelp til sustainable forbedret udnyttelse af det potentiale er nok det bedste bud paa, en god investering af MDG2015 midler og teknisk assistance. Men selve aaret 2015 som maallinie er en utopi man gerne maa synge om, men absolut ikke planlaegge efter.

Jeg er opmuntret af, at World Bank nu undersoeger og traener i best practice frame works for micro finance, der kan rulles ud i udviklingslande, uden at udgoere umiddelbar trussel administration i target lande. Vores chance ligger i en bottom up approach for investeringer, der foerst hjaelper til at loefte small scale productioner til bedre udnyttelse af de tilstedevaerende resourcer. Noget saa simpelt som et laan til et dryp-irrigationssystem, kan givet et meget hurtigt return on investment. Men er svaert opnaaeligt, hvis man kun har penge til den naeste uge.
Det er klart, vi ikke maa koble toppen helt af, Vi afhaenger stadig til grad af deres velvilje og samarbejde. Og derfor skal de stadig engageres og "beloennes" til samarbejde med World Bank, WHO, FAO osv, hvis tekniske assistance skal naa bunden paa en eller anden maade. Men vi boer flytte vores investeringer til hvor de skaber afkast, og vi de kan sidde fast, skabe vaekst og kompetencer.

Forestillinger om udviklingsspoergsmaalet drejer som om "ulande vs vesten", hvilken som helst afskygning, er en ideologisk simplificering som ikke reflekterer virkeligheden. Jeg tror ikke, der er mange virksomheder i fx Danmark, der vil modsaette sig enddog stoerre investering i udvikling, under forudsaetningen det sker ordenligt, naturligvis. Det er tvaertimod langt lettere at argumentere for det modsatte. Novo Nordisk kan finde markeder, hvis folk bliver bedre istand til betale for og kende farmaceutica, der virker. Novozymes kan finde markeder i food processing mv, skulle den slags eksport markeder opstaa, som foelge af forbedret landbrugssektor. Forsikringsbranchen har en langsigtet interesse i en mindre volatil verden. mv. Modstanden mod udviklingsbistand i Danmark findes foerst og fremmest i befolkningen og politikere, der tjener paa loeftet om "os foerst og ingen siden". I industrien kan man maaske forestille sig modstand i landbruget skulle udvikling blive fulgt af krav om adgang til Europaeiske markeder.

Naar Stine PH skriver "Udfordringen er, at finde frem til stærke og overbevisende resultater der viser, at det ER gavnligt for Vesten at reducere fattigdommen, ellers er incitamentet ikke stort nok !", reflekterer det sikkert fint mentaliteten hos en stor del af befolkningen. For folk der har reflekteret bare lidt over emnet, kraever det langt mere fantasi, at finde argumenter for det modsatte. Pt er det bare saadan at diskursen ikke forholder sig til resultater, men til dem eller os. Og det er en skam. Vaekstpotentialet i udviklingsverdenen er langt stoerre end herhjemme. Uden tvivl. Indfielsen af det, kan komme os til gode, direkte og inddirekte, for saavidt til tager del i den.