Kronik

Findes der en psykiatri i Danmark?

Det, man møder som pårørende og som patient i den danske psykiatri, er et 100 procent ufleksibelt system. Der er ingen sund fornuft, der er kun systemet, hospitalsmaskinen, og maskinen spytter én menu ud - og kun én. Kan patienten ikke tåle menuen, må man sulte
Selvom en ældre kvinde havde afleveret en udførlig liste over mad, hun ikke kunne tåle, fik hun serveret mad, hun ikke kunne spise på Gentofte hospital.

Selvom en ældre kvinde havde afleveret en udførlig liste over mad, hun ikke kunne tåle, fik hun serveret mad, hun ikke kunne spise på Gentofte hospital.

Henning Bagger

Debat
26. juni 2010

I begyndelsen af maj forlod en ældre kvinde - lad os kalde hende fru Jensen - sin bopæl og begav sig til den nærmeste psykiatriske skadestue, i dette tilfælde på Gentofte Hospital. Her bad hun om hjælp, fordi hun, som hun senere fortalte mig, ikke kunne klare mere. Fru Jensen følte træthed, tristhed og modløshed samt manglede lyst og kræfter til hverdagens gøremål; ja selv til alt det, som før havde været forbundet med glæde.

Fru Jensen blev tilbudt indlæggelse på den åbne ældrepsykiatriske afdeling 3222. Diagnosen lød på middel til svær depression, og behandlingen, som bestod af elektrochok og antidepressiv medicin, blev sat i værk.

Ved indlæggelsessamtalen, hvor der var en læge til stede, fortalte fru Jensen, at hun led af intolerance over for en lang række fødevarer. Lægen bad hende skrive ned, hvad hun kunne tåle og ikke tåle. Listen blev placeret i fru Jensens journal, og lægen lovede, at køkkenet ville få besked om hendes intolerance.

Da jeg første gang besøgte fru Jensen på Gentofte Hospitals afdeling 3222, havde hun været indlagt i tre døgn.

»Jeg er så sulten. Min mave er ét stort hul,« var det første hun sagde til mig.

Fru Jensen remsede op, hvad hun havde fået at spise den dag: lidt A-38 og et stykke frugt til morgenmad, en skive pålæg til frokost og ingen aftensmad. Og det havde været det samme dagene forinden, hvor den mad, der blev serveret for patienterne på afdelingen, stort set kun bestod af fødevarer, som fru Jensen ikke kunne tåle. Fru Jensen var helt svimmel af sult og måtte lægge sig på hospitalssengen.

»Hver dag serverer de ris eller rugbrød for mig,« klagede hun. »Selvom jeg har sagt, at jeg ikke kan tåle ris og nogen former for korn. Og når de kommer med en salat til mig, er den søbet ind i dressing eller mayonnaise, selvom jeg har skrevet på listen, at jeg ikke kan tåle planteolier.«

Efter besøget kontaktede jeg en af afdelingens sygeplejersker og spurgte, hvorfor de ikke brugte den liste, fru Jensen havde skrevet. Det vidste sygeplejersken ikke. Hun vidste heller ikke, om køkkenpersonalet var blevet underrettet om fru Jensens intolerance.

Tvungen madmor

Trods gentagne henvendelser til personalet på afdelingen fik fru Jensen stadig ikke nok at spise, og hun var nu så tynd som en bønnestage.

Eftersom ingen blandt personalet tog sig af at løse problemet omkring fru Jensens mad, besluttede jeg selv at lave aftensmad til hende og komme med den hver dag. Jeg informerede en af sygeplejerskerne om min beslutning, og hun lod ikke til at se det som et udtryk for hjælp fra min side, men som utidig indblanding. Jeg forsvarede mig med, at jeg ikke længere stiltiende kunne se på, at fru Jensen svandt ind til et skelet. Sådan gik det til, at jeg hver dag i 14 dage lavede et solidt aftensmåltid til fru Jensen og bragte hende maden. Jeg har regnet ud, at indkøb, madlavning, kørsel og servering kostede mig i alt ca. 20 timers arbejde om ugen.

Det var aldrig min intention, at denne rolle som frivillig - men af omstændighederne tvungen - madmor skulle udfyldes i mere end et par dage. Jævnligt spurgte jeg plejepersonalet om, hvorfor de ikke kunne få køkkenpersonalet til at lave mad efter fru Jensens liste, og hver gang fik jeg en sludder for en sladder som svar. Som regel noget med, at de havde tilkaldt en diætist, men at der var lang ventetid, og at de i al fald ikke var skyld i noget og intet ansvar kunne påtage sig for situationen.

Da fru Jensen havde været indlagt i to uger, fik jeg ved et tilfælde at vide, at hun som alle andre patienter på afdelingen, havde to kontaktpersoner, dvs. to af afdelingens sygeplejersker, som man som pårørende kan ringe til »hvis der er noget«.

Jeg øjnede et håb og ringede til den ene kontaktperson og pointerede, at jeg ikke kunne blive ved med at lave mad til fru Jensen, og at det måtte være hospitalets ansvar at finde en løsning. Jeg tilbød sågar at lave en udførlig madplan og endda en række opskrifter til køkkenpersonalet, men kontaktpersonen kunne ikke gøre noget, sagde hun. Kun skrive, at jeg havde ringet.

Jeg spurgte hende, om hun syntes, det var rimeligt, at jeg som pårørende var nødt til at lave mad til en patient, men det spørgsmål undlod hun at svare på og sagde bare, at det da var prisværdigt, at jeg gjorde det, og at problemstillingen ville løse sig, når diætisten kom.

Til det svarede jeg, at en diætist er jo egentlig ikke nødvendig, når der eksisterer en udførlig liste, de kunne rette sig efter. Enhver idiot kan jo koge et kyllingebryst eller stege en bøf og koge nogle gulerødder.

Ufleksibelt system

Det, man møder som pårørende og som patient på Gentofte Hospitals afdeling 3222, er et 100 procent ufleksibelt system. Der er ingen sund fornuft, der er kun systemet, hospitalsmaskinen, og maskinen spytter én menu ud, og kun én. Kan man ikke tåle menuen, må man sulte.

Da fru Jensen havde været indlagt i næsten tre uger, kom der endelig en diætist. Samme dag fandt den pårørendesamtale, jeg havde bedt om næsten tre uger forinden, endelig sted.

Her var de to kontaktpersoner, en læge, fru Jensen og jeg til stede. Hverken kontaktpersonerne eller lægen beklagede madproblematikkens bizarre forløb, men sagde, at jeg ikke længere skulle bringe mad til fru Jensen. Jeg kunne ikke få et egentligt svar på, om de havde styr på hendes diæt, blot kunne jeg få at vide, at de håbede, at det nu var gået i orden. Nu hvor diætisten havde været der.

Ingen samtaleterapi

Psykiatri er den del af lægevidenskaben, som handler om sindslidelser og behandlingen af dem; en behandling som de fleste er enige om bør bestå af både medicin og samtaleterapi. (Ingen nævner maden - den regnes for en selvfølge, men er naturligvis nødvendig.)

På Gentofte Hospitals ældrepsykiatriske afdeling 3222 tilbydes der ikke samtaleterapi. Jeg spurgte lægen hvorfor.

»Besparelser,« sagde han. »Det er det samme på alle hospitaler, jeg kender til.«

»Men hvis psykiatri er at behandle sindslidelser med både medicin og samtaleterapi, findes der så overhovedet en psykiatri i Danmark?« spurgte jeg.

Han trak på skuldrene og sagde, at de skam behandlede fru Jensen med de midler, de havde til rådighed.

»Altså medicinering og opbevaring«, svarede jeg.

De to kontaktpersoner så overbærende på mig, og lægen smilede sygt.

»Men hvad angår maden,« sagde jeg. »Så virker det mere, som om I har et internt kommunikationsproblem, som ikke kan forklares med besparelser. Hvordan kan det tage næsten tre uger at give en besked til køkkenpersonalet og få dem til at handle efter den? Er det ikke et udslag af dårlig kommunikation?«

Det spørgsmål har jeg aldrig fået svar på. Og selvom fru Jensen nu har haft besøg af en diætist, tilbydes hun stadigvæk jævnligt måltider med mad, hun ikke kan tåle, og hun må hver dag diskutere med personalet og henvise til den liste, hun skrev ved indlæggelsessamtalen.

Hun bruger ligesom de fleste andre patienter i psykiatrien det meste af dagen på at gå op og ned ad gangen, se fjernsyn, gå ned i gårdhaven eller ligge på sin seng og stirre op i loftet.

Årsagen til hendes depression har man ikke forsøgt at finde, endsige behandle. Den slags gøres bedst med samtaleterapi - især er det alment kendt i psykiatrien, at kognitiv terapi virker, fordi det hjælper patienten til at forstå, hvilke indre og ydre forhold, der har udløst en depression. Når man forstår det, kan man selv gøre meget for at forebygge en ny depression.

Alle ved, at skal man give fru Jensen de bedste chancer for ikke at blive indlagt på afdeling 3222 igen, skal man tilbyde både samtaleterapi og medicin. Det er ikke nok med medicinering og opbevaring.

»Samtaler, det er en by i Rusland,« siger fru Jensen, når jeg besøger hende.

»Jeg får piller og elektrochok, og resten af tiden er der - ingenting.«

Findes der en psykiatri i Danmark?

Eva Gro Andersen studerer nordisk litteratur ved Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rachel Henderson

Hold kæft, hvor er det dog en elendig behandling.

Det lyder som fru Jensen er bedre tjent med at være ude af hospitalet end inde.

En ordentlig psykiatrisk afdeling ville have sit eget køkken, hvor patienterne selv kan hjælpe til med at lave maden. Det har de på Frederikssund sygehus, ihvertfald den gang jeg havde en pårørende indlagt dér.

Og elektrochok - det troede jeg var forladt for længst?

Jesper Wendt

Det er trist at høre om..

"Findes der en psykiatri i Danmark?"

Jeg tror desværre ikke, der er megen hjælp at hente i sundhedsvæsnet længere.

Marie Sanne Caroline Malmros

Forfærdeligt og hvor er jeg enig. I bør klage til patientkontoret eller patientklagenævnet mener jeg.

Måske skal der først dø en hel del patienter af enten madforgiftning, eller fejlbehandling, før at nogen gider at tænke en selvstændig tanke i systemet.

Det minder i høj grad om gadekrydset, der må lægge asfalt til nærmest daglige ulykker, men trafikken stopper ikke, før at en dag den dødsulykke man bare ventede på, sker.

Birger Nielsen

Selvfølgelig er der psykiatri i Danmark. Du kan få hjælp..

..hvis du ikke er for gammel (spild af resourcer)
..hvis du ukritisk accepterer hvad der bliver serveret (både mad, medicin og terapi)
..hvis du af overlægen kan bruges som forsøgsobjekt
..hvis du er villig til at forlade stedet som en overmedicineret zombie
..hvis du ikke har et slagkraftigt netværk
..hvis du accepterer at overlægen er guddommelig og ufejlbarlig
..hvis og hvis mange andre ting, utvivlsomt

Så kom ikke og sig, at der ikke findes psykiatrihjælp i Danmark.

Birger Nielsen

..hvis du har et slagkraftigt netværk

skal der vist stå :)

Også hvis du ikke har et slagkraftigt netværk, for så er du nemmere at misbruge i systemet.

Intet modspil.

odd bjertnes

Man henvender sig ikke selv til det psykiatriske system - med mindre man vil være narkoman når man bliver stor.
.
Det vidste fru Jensen ikke. man skal ikke tro på alle Oplysninger til Borgerne om Samfundet.

Der var også folk i Tyskland der selv meldte sig til et forfriskende lejrophold for at fordrive arbejdsløsheden i tyverne og starttredverne.
De opdage snart at arbejde nok frigør, men det er svært at søge arbejde hjemme når man sidder i Polen.

Ikke at en Syprexa velplaceret ikke kan gøre underværker Men ingen Fru Jensen slipper med een. Det er fast arbejde for fagforeningen !

Jae, psykiatri udøves autonomt !!
Enhver udtalelse fra patienten er invalid.
Enhver udtalelse om patienten fra andre er støj på linjen af den 'rene videnskab' i dette indbildske pille-håndværks selvforståelse der har mindre end 100 års erhvervserfaring.
Kun egne iagttagelser gælder. Andre akademikeres evt. hvis der kommer med en advokat og papirer og patienten ikke dør inden, men ellers ikke.
Familie og venner er bare ude på noget og burde forbydes.

Claes Pedersen

Psykiske syge skal ikke oplæres i at stå foran k¢ddgryderne, og det totalt misforstået behandling i forhold til få det bedre for 90 % af patienterne.

Men nogle psykiske syge har læst nogle af de kostb¢ger, som sundhedsapostle udgiver og har derfor fået vrangforestillinger angående den mad de indtager.

Men ellers er det mere normlt at patienter bliver overvægtige under en psykiatrisk behandling, og ikke just fremmer deres eget selvværd, og der skal indf¢res motion hver dag på psykiatriske hospitaler og der ingen rimelighed i at samfundet skal bruge så mange millioner på behandling af overvægt når det kan forbygges med at ændre sin kost og få motion.

Men ellers er ensomhed et kæmpe problem i Danmark, men idræt og motion og socialt sammenværd afhjælper det endnu engang uden jeg kan udtale om det vil hjælpe Fru Jensen, men i mange tilfælde vil det.

Men ellers har selv haft den oplevelse med jeg ikke kun få den mad jeg ¢nskede og både vegatar mad og mad imod sukker syge, og den almindelige mad kunne der vælges imellem.

En oplevede jeg sågar få 18 halve stykker rygbr¢d med pålæg til aftens mad, det må så siges at være omsorgssvigt, da han voksede ret så meget i st¢relse.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila