Læsetid 2 min.

Forudsætningerne for kritik er ikke til stede

Forhenværende justitsminister Lene Espersen var i 2006 med til at udfærdige 'Vejledningen om offentlige ansattes ytringsfrihed'. Samme år foretog FTF en undersøgelse af de reelle vilkår for at udtale sig som offentlig ansat. Den viste, at 53 pct. af de adspurgte offentligt ansatte FTF'ere mente, at det kunne få negative konsekvenser for dem at udtale sig om kritiske forhold på arbejds-pladsen. FTF har lige gentaget undersøgelsen. Konklusionen er den samme.
23. juni 2010

Lene Espersen (K) skrev som tidligere justitsminister i forordet i 'Vejledningen for offentlige ansatte ytringsfrihed':

»Den offentlige debat er af afgørende betydning i et demokrati, og det er vigtigt, at også offentligt ansatte har mulighed for at deltage i debatten.«

Det står imidlertid, fire år senere, i skarp kontrast til resultater af FTF's nye undersøgelse.

En af hovedkonklusionerne er, at halvdelen af de offentlige ansatte FTF'ere ikke bruger deres ret til at udtale sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads, da de forventer, at udtalelserne kan lede til negative konsekvenser, som at deres ansættelsesforhold trues - eller at de vil få et påbud om ikke at udtale sig fremover.

En sammenligning med undersøgelsen fra 2006 viser, at de forventede konsekvenser af at udtale sig offentligt ikke er ændret væsentligt. I dag er der dog flere, som frygter for deres ansættelse. I 2006 drejede det sig om 23 pct. I 2010 er andelen steget til hele 28 pct.

I same vejledning skrev Lene Espersen:

»Offentligt ansatte vil bl.a. kunne bidrage med oplysninger om, hvilke praktiske konsekvenser politiske beslutninger har haft eller vil kunne få.«

Men med FTF's undersøgelsesresultater skal man ikke længere være sikker på, at pædagogerne vil informere offentligheden, hvis forholdene bliver så dårlige, at det går ud over børnene. Hvis sygeplejersker eller læger oplever omsorgssvigt på grund af forkerte politiske beslutninger, kan det også betyde, at det aldrig kommer offentligheden for øre. Og hvis borgernes skatteindbetalinger bliver misforvaltet, anvendt på overdreven brug af evalueringer i stedet for reelle kerneydelser, er der gode chancer for, at det kan fortsætte i én uendelighed. Forudsætninger for offentligt ansattes ytringsfrihed er nemlig ikke til stede.

Usaglige sanktioner

Hvad skal der gøres?

Det er meget betænkeligt og et stort problem for demokratiet, når offentligt ansatte ikke tør stå frem. FTF har tidligere peget på, at der bør reguleres på området. F.eks. over for usaglige sanktioner, som i værste tilfælde kan indebære afskedigelser. Der kan f.eks. indføres en generel lovbestemmelse i f.eks. Forvaltningsloven, som fastslår, at en offentlig arbejds- giver ikke må sanktionere lovlige ytringer eller meddelelser om kritikværdige/ ulovlige forhold på arbejdspladsen. En sådan bestemmelse kunne kombineres med specifikke regler om mulighed for dom til fortsat ansættelse, forhøjet godtgørelsesniveau og særlig bevisbyrde.

Hertil kunne man også forestille sig et uafhængigt råd eller nævn, som kunne behandle sager, hvor offentligt ansattes - eller for den sags skyld privatansattes - erfaringer med at få deres ytringsfrihed krænket kunne blive behandlet.

Man kan aldrig vide, om offentligt ansatte vil benytte sig af ytringsfriheden, men man kan sikre, at forudsætningerne for, at de kan ytre sig, er til stede.

Lene Espersen har fået nyt ressortområde, men vil hendes efterfølger følge op på lovgivningen og sikre fundamentet for en velfungerende offentlighed?

Rasmus Willig er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Houbo Pedersen
John Houbo Pedersen

ytringsfrihed har man kun hvis man ikke er afhængig af nogen, eller er så indskrænket at man ikke kan se det.!!!!