Kommentar

Den gale formidling

Mediesproget i dag er en syg afart af det danske sprog. Det dynamiske 'tryk' er med til at ødelægge sproget
30. juni 2010

NU stiller vi OM til STUDIET hvor PETER Jensen sidder KLAR med sidste NYT fra ...

Denne forrykte tryk-sag bliver vi dagligt præsenteret for i radio og tv.

Sproget i medierne har sin egen og helt ubegribelige gangart, som ikke har meget at gøre med det sprog, vi normalt taler. I dansk har vi både tryk, stød og længde, og vi ved, hvor henholdsvis det ene og det andet og det tredje skal ligge. Man kan, om man så må sige, sit modersmål, og vi ved også, at selv om der er dialektale forskelle, så er det stadigvæk dansk, der tales. Vi ved, at man i det sjællandske har stød på ordene, at fynsk er mere stødløst, at der er forskel på sønderjysk og nordjysk. Vi kan høre, at der er forskel på vores udtale af sproget alt efter, hvor i landet vi kommer fra - men dansk er det.

Et kunstigt sprog

Det sprog, vi hører i medierne, har imidlertid ikke meget at gøre med det danske sprog. Det kommer ganske vist ud af munden, men her hører ligheden også op.

Dagens nyheder, historier, små som store, bliver serveret i dette kunstige sprog, og studieværterne lyder stort set ens. En talepædagog af en art har haft dem alle igennem den samme sprogmaskine, som åbenbart har haft en særligt effektiv tryk-hammer, der har sat sit mærke på dem alle sammen. Resultatet er, at man som lytter/seer har svært ved at høre, hvad der egentlig bliver sagt. Værterne har lært at sidde og stå rigtigt, se veloplagte ud, og så har de lært at tale i kursiv hele tiden, fordi turen gennem denne sprogmaskine også har lært dem, at de skal lyde energiske, og de har lært, at det udstråler man, når man trykker ordene af.

Men jo flere dynamiske betoninger, dvs. fremhævelse af enkelte og ofte fuldstændig ligegyldige ord, jo sværere bliver det at forstå det, der bliver sagt. Det er, fordi det er en helt unaturlig måde at tale på.

Vi taler ikke i kursiv, når vi taler sammen. Den mundtlige formidling skal ligge så tæt på vores spontane talesprogs frasering som muligt. Og i talesproget bruger vi ikke dynamiske tryk - el. modsætningstryk. MANDEN går over GADEN ( i modsætning til fortovet, gadelygten, tage), og vi hakker ikke sætningerne over ved at overbetone enkeltord. Vi siger ikke: »I DAG er det KOLDT, og derfor tager jeg en FRAKKE på«.

De dynamiske tryk virker ikke efter hensigten - tværtimod mister seeren/lytteren forbindelsen mellem ordene. Sætningernes sammenhæng bliver forstyrret ved de overbetonede ord, som opfattes isoleret, og man mister overblikket.

Der er ikke tale om smag og behag, mit ærinde er oplæsningens hensigtsmæssighed. Jo mere mundtlig oplæsningen er, jo større er chancen for, at vi forstår den. Der er en sammenhæng mellem mundtlighed og forståe-lighed. Og det er vel strengt taget meningen, at vi skal forstå, hvad der bliver sagt. Ellers kunne man jo lige så godt pakke alt det dyre isenkram ned og tie stille.

Menneskets øre opfanger ikke i enkeltord, men helheder. Jo flere gange man hakker en sætning over, jo sværere bliver det at forstå, hvad der bliver sagt.

Ingen personlighed

Tv- radio-stationerne, der efterhånden drives som rene forretninger med 'Birthe' i Vejle og 'René' i Glostrup som målgruppe - en målgruppe man åbenbart skal tale ned til og gerne lidt kælent - kappes om personligheder. Helst unge, smukke eller kendte. Men trods ihærdige anstrengelser er denne personlighed næsten ikke til at få øje - øre - på. Uanset hvilken kanal, der betaler dem, benytter de fleste studieværter sig af den samme overbetonede jargon og får på den måde det samme sproglige mærke. Den eneste måde de adskiller sig fra hinanden på, er i køn og tøj - og det lægger vi meget mærke til, fordi vi ikke forstår, hvad de siger.

Sat lidt på spidsen burde den gode formidler kunne skifte kjole eller frisure tre gange under en udsendelse - uden at vi bemærkede det. Fordi vi i stedet for lyttede til det, han eller hun sagde.

Det er indholdet, historien, som er omdrejningspunktet, og det er suverænt indholdet, der afgør, hvilken form eller hvilken sprogdragt indholdet skal pakkes ind i. Form og indhold er uløseligt forbundne.

Ethvert kunstnerisk udtryk har sin form, og enhver historie, selv dagens nyhed, har sin form. Men når formen tager over, bliver budskabet pludselig absurd. Når nyhedsværten ikke kan få form og indhold til at stemme overens, bliver seeren usikker, som hvis en katastrofemelding bliver afleveret med et smil fra øre til øre!

Oplæserne bør begynde at interessere sig for, hvad det egentlig er, de siger og finde deres egen sproglige puls. Det ville skabe personligheder, som kunne levere den salgbare vare.

Mediesproget, som vi hører det nu, er en syg afart af det danske sprog. Det kan kun gå for langsomt med at udrydde denne uskik i den professionelle, danske mundtlige formidling.

Den tv- eller radiostation, som først fatter, hvad den mundtlige formidling drejer sig om, og som tager den alvorligt, vil måske kunne blive kanalen med de højeste seertal - og gad vide, om dét ikke kunne friste!

Julie Fabricius er cand.mag. i dansk og retorik, ekstern lektor på Syddansk Universitet, forfatter til: 'Anvendt retorik - tag sproget i munden' (Akademisk Forlag, 2004)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Journalister er alt for ofte meget ringe m h t at udtrykke sig ( mundtligt og skriftligt) på dansk.

Man kan håbe på, at det hen ad vejen bliver "moderne" at formulere sig smukt og på korrekt dansk.

Peter Andreas Jørgensen

Det slår mig, at flere nyhedsoplæsere lyder som om, de læser børnebøger højt. Det er nemt at blive irriteret over.

Men - i mit baghoved lurer alligevel den skræmmende tanke, at det måske er det rigtige at gøre ifht. målgruppen.

Marianne Mandoe

Jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring over denne artikel.

For hvor har hun dog ret.
Og det stopper slet ikke der.

For dem af os der rent faktisk har hørt efter i skolen er det at se en nyhedsudsendelse blevet en ren lidelse.
For det første er der det problem der er beskrevet i artiklen.
For det andet så er de jo slet ikke i stand til at udtale ordene korrekt.
Hver gang de i nyhederne, på den ene eller den anden kanal, begynder at tale om "Psykiatrien", så krøller mine tæer helt om til hælene. For det virker som om at nyhedsoplæsere, og journalister i marken, alle er blevet enige om at "Psykiatrien" udtales "PsykRiatrien, PsykRiatiske hopitaler og psykRiatere." Jeg græmmes. Hver gang. Og er ikke længere i stand til, hverken at tage dem alvorligt, eller høre efter for den sags skyld. (og det var bare et eksempel af mange.)

Og jeg vil slet ikke begynde på det de gør ved, den i forvejen, ganske komplicerede danske grammatik.

I det mindste kan fejl i de trykte medier til en vis grad tilskrives almindelige tryk- og tastefejl.

Thorsten Lind

Tak for artiklen.
Jeg bliver søsyg, af at se/høre nyheder på "Dansk".
Og jeg ved ikke hvorfor alting skal serveres med et smøret grin......Man bliver god til at zappe...!

Christian Fich

Julie Fabricius' artikel er lige i øjet - eller lige i øret, om man vil. Jeg har efterhånden tillagt mig den vane at råbe af radioen, når de lægger trykket forkert (eller "LIGGER trykket forkert", som det hedder på nydansk), men selvfølgelig kun når der ikke er andre til stede. Man skulle jo nødig fremstå som en gammel sur mand før tid... Heldigvis er der stadig nogle få, der kan gøre radiolytning til en fornøjelse. Jørgen V. Petersen på P1's Orientering er en af dem: Ikke bare leverer han fremragende analyser, men hans diktion er både tydelig og alligevel så særegen, at man aldrig i tvivl om, at det er en "Jørgen V" historie man hører. Andre kunne med fordel lade sig inspirere af ham!

Marianne Mandoe

@ Christian.
Du er ikke den eneste der højlydt retter både radio og TV-værter.
Det er synd at man skal blive betegnet som "En gammel harpe" når man ikke er meget mere end de 40.
Og det fordi det er uudholdeligt at høre nogen misbruge sproget.

jørgen vesterstrøm

Jeg er helt enig med J. Fabricius og alle senere kommentarer: Det er en pinsel at lytte til de oplæste nyheder i medierne. Mere udpenslet, så går mange nuancer tabt fordi oplæserne lægger trykket på helt absurde steder i teksten, ofte på forholdsord og hjælpeverberne HAR og ER. Et eksempel vil måske sige mere end mange (fordømmende) ord. Her er et som jeg hørte i radioen for nylig, og som næsten ordret lyder: DET ER IKKE KUN PÅ GRUND AF BØRN AT DISSE UHELD SKER. Oplæseren lagde vanen tro et voldsomt tryk på ER som om en person i studiet lige havde modsagt ham. Men i normalt talesprog kan betoningen lægges på ét af de tre ord IKKE, KUN og BØRN. Betoning på IKKE udsiger en generel modsigelse af en tidligere påstand, mens tryk på KUN lader forstå at mange andre faktorer (voksne, hunde, vejret osv.) end lige børn kan have skylden, og endelig udtrykker tryk på BØRN at også voksne (men ikke flere) nok er medskyldige. Her er der altså tale om tre ganske forskellige nuancer, men oplæserens betoning af 'er' skjuler hvilken han egentlig mente. I den givne sammenhæng var det vistnok relevant at betone ’børn’, men lytteprocessen blev endnu gang saboteret af den overfriske oplæsning.
PS I oversættelsen til engelsk IT IS NOT BECAUSE OF CHILDREN THAT THESE ACCIDENTS OCCUR ville næppe nogen af de overfriske oplæsere betone IS. Måske ville de endda blive hjulpet på vej af en sammentrækning af IT IS til IT’S i teksten; den ville effektivt forhindre en falsk betoning. På dansk ville en tilsvarende sammentrækning af DET ER til DE’E (udtalt dé eller deøh) i prosa beregnet til oplæsning formodentlig have en lignende heldig virkning.