Kommentar

Den globaliserede sport og historiens list

Er sporten den institution, som eksporterer og globaliserer det moderne vestlige menneskes sjæl?
Debat
14. juni 2010

Sporten har erobret kloden. Efter OL i Beijing er det nu VM i fodbold i Sydafrika, der skal være målestokken for sportens globalisering. Den samme turnering, det samme show, den samme begejstring kan i disse dage ses udfolde sig over den ganske verden. Men det, som virkelig er på færde under denne sportsglobalisering, er aldrig blevet ordentligt analyseret. Og ser man nærmere efter, synes der at være en historisk list på spil i alle folkeslagenes formæling med sporten.

I sporten synliggøres overalt og på samme tid den moderne verdens sjæl: Passionen for 'uendeliggørelsen' og den evige grænseoverskridelse. Hvilken lov styrer denne verden og gør os - som Descartes udtrykte det - »til herrer over og beherskere af naturen?«

Den moderne tid begynder i det 16- århundredes Europa og udmærker sig ved sin forkastelse af det endelige. Rosseau som de fleste oplysningstænkere, Kant i særdeleshed, udbreder sig om menneskets forbederlighed. Dødens anslag bliver gennemhullet af forbederligheden, det centrale begreb i Oplysningstidens menneskeforståelse: Vel er mennesket endeligt, men i modsætning til de øvrige levende skabninger er det forbederligt. Den forbederlighed, som oplysningsfilosofferne tænkte sig, omfatter det hele: Den gør sig gældende på individniveau såvel som for hele menneskearten.

Ikke blot kræver sporten hver dag præstationer, som skal overgå gårsdagens, den kræver også stadig flere tilskuere, stadig større storskærme, stadig flere begivenheder. Den kommer til syne som til teknikkens og industriens modstykke: Det gælder til hver en tid om at gå endnu længere i udnyttelsen af naturens potentialer. Set under denne synsvinkel er den en maskine til at nære svimmelheden ved det kvantitative.

Sporten tåler ingen grænser. Dette had til det begrænsede er det mest fremtrædende træk, hvorved den vestlige civilisation adskiller sig fra alle andre. Fremover er menneskelivet sat ind i sportens perspektiv. Bestandig er det et krav at yde endnu mere, at løbe stadig hurtigere, at leve stadig længere, at arbejde stadig mere effektivt, at tjene stadig flere penge -at overgå alle hidtidige præstationer og forblive ung så længe som overhovedet muligt.

Som datidens asketer

Det moderne menneske ser i grænsen den fjende, som det gælder om at overvinde frem for alt, og som dog vil modstå os til sidst. Det moderne menneske kæmper imod grænsen på samme måde som datidens asketer imod fristelsen. Han ser i grænsen den djævel, der hindrer ham at blive et fuldt og helt menneske. Grænsen er den allestedsnærværende fjende, som i sidste ende - med døden - får det sidste ord. På alle skærme, på alle sendebølger og i alle aviser illustrerer den vedvarende strøm af sport denne ustandselige kamp. Sportens utrættelige folkelige appel må forklares ud fra dette: Den er sindbilledet på nutidsmenneskets evige besættelse af at ville overskride grænserne for sine kræfter, for sin alder og for døden. Vi gribes af en besynderlig, næsten vantro forbløffelse, når vi hører om en mesters død. En forbløffelse, som er desto større, fordi den kan være iblandet rædsel, som da Formel 1-køreren Ayrton Senna i sine forsøg på at pulverisere alle grænser endte med at tørne med kraft imod en barriere som en nutidens Akilleus. Fordi vi bruger 'uendeliggørelsen' som et remedie imod døden, har vi så svært ved at fatte det, når undergangen rammer mesteren - han, som på en eller anden måde havde slået grænsen ihjel, passeret den, som man passeret lydmuren ved at efterlade den bag sig.

Lader sig ikke nøje

Som barn af Den Industrielle Revolution i England er sporten den institution, som eksporterer og globaliserer det moderne vestlige menneskes sjæl: hadet til grænsen. Sporten lader sig ikke nøje med at eksportere smagen for forbrugerisme eller eksportere reklamen ud i alle afkroge af det offentlige rum. Sporten lader sig ikke nøje med at eksportere de televisuelle masseoptrin, de idrætslige konfrontationer. Nej, den eksporterer vores sjæl, vi de moderne vesterlændinges sjæl.

De andre civilisationer kender ikke til - og har aldrig kendt til - det, som vi kalder sport, for i alle disse tæller hybris - umådehold - som synden over alle. På for den græske visdoms sans for moderation, svarer den nutidige olympisme med sit »hurtigere, højere, længere, stærkere«. I virkeligheden er alle de andre civilisationer ved at blive vestliggjort i moderne forstand i samme grad, som de sportsliggør sig selv og opsluges af denne passion for sporten. Alle tilegner de sig via sporten dette had til grænsen og føres hermed til at tage afstand fra deres traditionelle fordømmelser af det umådeholdne.

Sporten indlemmer folkeslag fra andre civilisationer i den moderne vestlige sjæl. Det er en sjæl med janusansigt, hvis træk udfolder sig mest blændende i sporten: På den ene side hadet (til grænsen), på den anden side dyrkelsen af uendeliggørelsen, hvis valorisering bliver omsat i jagten på rekorder, der altid kan udtrykkes i kvantitative og matematiske termer.

Hele verden bliver indlemmet i Vesten med sporten som mellemled. Kinas og Indiens fremtidige globale herredømme indebærer paradoksalt nok den vestlige modernitets triumf per stedfortræder.

Kongesporten

Verdensmesterskabet i fodbold - den globale sportsbegivenhed over dem alle - projicerer modernitetens mest intime dyder ud på hele planeten. Sporten - og især fodbolden som er kongesporten, sporten par excellence - er det magiske spejl, hvor de mest essentielle træk ved den moderne verden reflekteres.

Det er i sporten, at det moderne menneske lærer sig selv at kende og genkender sig selv, som tidligere tiders mennesker gjorde det i den religiøse kult. Øjnene, siger man, er sjælens spejl. I fodbolden, som er en på en gang grusom og legende kombination af uendeliggørelse og konkurrence, opnår den moderne verdens sjæl sit mest anskuelige udtryk. Hvis fodbolden er synliggørelse af modernitetens sjæl, så er VM i fodbold for vores moderne verden, hvad katedraler som Lourdes var for tilbedelsen af Maria: Det hellige sted, hvor det skjulte og essentielle kommer til syne. Intet mindre end en sådan mirakelstatus kan forklare den enorme succes og gennemslagskraft for dette verdensmesterskab i fodbold.

Robert Redeker er fransk filosof

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Jensen

OL 1936 ..
Så behøver man egentlig ikke sige mere om hvad
masse-"sport" er for noget ..

erik winberg

Føj for f..... ! - moderation og hybris - det er angst provokerende i Lykkeland - der er være end døden.

Travis Malmzon

"Sporten tåler ingen grænser." .

Grænserne er jo netop forskellen på sport og krig.

Skak er et fantastisk eksempel på hvordan snævre grænser skaber nye dimensioner.

OL og VM er et samlingspunkt for nationalisme og kapitalisme.
I nogle få uger glemmer vi den globale krise mens nationalisme plejes og uhyrlige summer af penge bliver brugt til dette show.
En fantastisk drømmeverden, hvis man da ikke bor i Dafur eller Kirgistan...
Jagten på dyrkelsen af mennesket frem for menneskeligheden er realiteten i sport, det er individet og ikke helheden der dyrkes.
Potemkin kolliserne som OL og VM er, dækker over fattigdom og fortvivlensen blandt de der er for svage til at klare sig selv.
I den næste lille måneds tid behøver vi ikke tænke på dem som har nød i verden eller klimaet forandring for nu er der VM.
Hav et godt VM!