Kronik

Den grønne skyld

Vi lever i en postkristen verden, hvor kirken ikke længere dominerer det politiske og økonomiske liv, men hvor vi og vores kultur stadig domineres af jødisk-kristne værdier
Til en fest for ikke så længe siden tilstod en mine venner over for en større forsamling, at han ikke sorterede sit affald. Det var som om, at hans henkastede kommentar sugede luften ud af rummet. Han blev med et en paria, men hvor kommer forargelsen egentlig fra, spørger dagens kronikør.

Til en fest for ikke så længe siden tilstod en mine venner over for en større forsamling, at han ikke sorterede sit affald. Det var som om, at hans henkastede kommentar sugede luften ud af rummet. Han blev med et en paria, men hvor kommer forargelsen egentlig fra, spørger dagens kronikør.

8. juni 2010

For nylig, mens jeg var ved børste tænder, skældte min seksårige søn mig ud for at lade vandet løbe for længe. Han satte mig grundigt på plads, og som afslutning på sin alvorlige reprimande spurgte han mig forarget: »Elsker du ikke Jorden?« På det seneste er han blevet miljøforkæmper og farer dydigt rundt i huset for at slukke lamper, også selv om jeg bruger dem. Han virker lige så stresset og bekymret over økologiske synder, som jeg selv var omkring onani i min katolske barndom.

Til en fest for ikke så længe siden tilstod en mine venner over for en større forsamling, at han ikke sorterede sit affald. Det var som om, at hans henkastede kommentar sugede luften ud af rummet. Han blev med et en paria. En kætter var blevet afsløret midt i den ortodokse flok. Mens folk slog indignerede slag med tungen, stod den moralske forargelse malet i deres ansigter. Mange mennesker, der er lidenskabeligt optaget af at redde planeten, retfærdiggør deres intense følelser ved at pege på det alvorlige problem. De har uden tvivl ret, hvad angår situationens alvor. Vi står med reelle miljømæssige udfordringer, og vi må gøre noget for at forbedre situationen. Men der er også en anden måde at forstå den enestående lidenskab i vores behov for at leve miljøbevidst.

Skjulte værdier

Friedrich Nietzsche var den første, som bemærkede, at vi stadig har religiøse følelser som skyld og indignation, selv om vi ikke længere er religiøse. Han hævdede, at vi lever i en postkristen verden, hvor kirken ikke længere dominerer det politiske og økonomiske liv, men hvor vi og vores kultur stadig domineres af jødisk-kristne værdier. Og disse værdier er ikke lige til at få øje på - der er ikke tale om De Ti Bud eller en bestemt doktrin, men en generel moralsk indstilling.

Man kan bedre få øje på vores tilslørede værdisystem, hvis man sammenligner det med det, der gik forud kristendommen. Hedningene værdsatte ære og stolthed, mens kristne værdsætter sagtmodighed og ydmyghed. Hedningene frygtede offentlig ydmygelse, men for kristne var bange for den personlige skyld. Hedninge hyldede hierarkier med overlegne og underlegne mennesker, mens kristne hylder lighed. Hedningene lagde vægt på retfærdighed, mens kristne lægger vægt på barmhjertighed (at vende den anden kind til). Grundlaget for disse værdier er ifølge Nietzsche en slags psykologi, som er domineret af vrede og skyld.

Selvhad

Alle kulturer hører samvittighedens kald, den indre selvkritiks stemme. Men i den kristne kultur i Vesten er samvittigheden ifølge Nietzsche og senere Freud så at sige på steroider. Vores skyldfølelse er ret ekstrem, og i vores syndefaldskultur har vi dårlig samvittighed over selve vores eksistens. Den vestlige kultur har en mavefornemmelse af ikke at være værdig. Hvorfor har vi denne følelse?

Alt dette internaliserede selvhad er prisen for at være civiliserede. I et meget velorganiseret samfund, der beskytter manges interesser, må vi dagligt give afkald på vores naturlige instinkter. Vi er hele tiden nødt til at undertrykke vores egne egoistiske, aggressive impulser, og som voksne er vi blevet så vant til det, at vi ikke altid lægger mærke til det. Hvis jeg havde for vane at reagere på mine impulser, ville jeg jævnligt dræbe mennesker foran mig i køen, der bestiller mokkabryg med kunstfærdigt pisket mælkeskum. Faktisk ville jeg ikke gide at stå i en kø, men blot skubbe folk til side og storme disken (hvilket jeg ofte så folk gøre, da jeg boede i Kina). Men der foregår altid en lille brydekamp i mit sind, der afholder mig fra udfolde min naturlige aggression. Og det er kun morgenkaffen - tænk på, hvor ofte man har lyst til kvæle nogen i offentlige transportmidler.

Hvis man ganger alle de daglige indre kampe op med hinanden, kan man se, hvorfor Nietzsche mente, vi altid føler os lidt skyldige. I historisk forstand har vi dog ikke rigtig forstået denne komplekse psykologi, den var og er stadig usynlig for os. Vi havde det bare dårligt med os selv, og langsomt udviklede vi en teologi, der kunne give følelsen mening. Gud er perfekt, uberørt og ren, og vi er syndige, uværdige maddiker, som nedgør skaberværket med vores blotte tilstedeværelse. Ifølge Nietzsche har vi brug for en idealiseret Gud, fordi vi har brug for at være grusomme mod os selv og for at føle os skyldige. Og vi har brug for at føle os skyldige, fordi vi har instinkter, som vi ikke kan udleve, men er nødt til at holde nede.

Moderne synder

Følelsen af at være uværdig er stadig en stor del af Vestens religiøse kultur, selv om mange mennesker, især i multikulturelle storbyer, er mindre religiøse. Men selv i en sekulariseret verden har vi brug for at give vores indre, psykologiske drama mening - navnlig skyldfølelsen og indignation. Her er det, at miljøbevidstheden kommer os til undsætning som en erstatningsreligion: Vi har brug for en tro på et uberørt miljø, fordi vi har brug for at være grusomme mod os selv som mindreværdige væsener, og det har vi brug for, fordi vi har disse aggressive instinkter, som vi ikke kan udleve.

Nu er det ikke religiøse synder, der plager vores samvittighed, men overskridelser som at lade vandet løbe, lyset brænde og ikke sortere sit affald. Det er interessant, at miljøbevidstheden har overtaget de apokalyptiske aspekter ved den traditionelle religiøse fortælling. Tanken om, at enden er nær, er helt central for kristendommen - den er en indtrængende opfordring til vælge troens vej. Mange miljøforkæmpere er i en tilsvarende paniktilstand over klimaændringer og global opvarmning. Der er også ypperstepræster i den nye religion, hvor Al Gore ('Goraklet') spiller en særlig profetisk rolle.

Tung skyld

Vi kan sågar finde paralleller til selvflaggelerende kristne hos de mest ekstreme økologer, som vil ofre sig selv for træer og hvaler. Nietzsche hævder, at religionen har bragt skyldfølelsen op på et så neurotisk niveau, at nogle mennesker føler skyld over deres egen eksistens. De føler, at planeten ville være bedre stillet uden os. Vi er den ikke værdige. I denne ekstreme form forsøger man ikke at reducere sin CO2-udledning, men at fjerne sin egen eksistens. Opmærksomheden på disse paralleller skal ikke mindske vores miljøbevidsthed. Vi bør faktisk gøre alt, hvad der vi magter for værne om planeten. Men vi har en tendens til at blive neurotiske og ivrige, når vi via grønne markedsføringskneb får at vide, at hver enkelt af os er ansvarlig for planetens overlevelse. Det giver en tung skyldfølelse.

Økologi er en bedre bekymring end spirituelle kvababbelser omkring for meget onani. Selv om det er neurotisk, gør det alligevel noget godt. Men ligesom alle andre -ismer indeholder økologismen et potentiale for dogmatisk iver og besættelse. Har vi virkelig brug for endnu en humorforladt religion? Lad os med alle midler redde planeten, men lad os også indrømme over for os selv, at vi har en naturlig tilbøjelighed til at føle skyld og indignation, og lad denne omstændighed dæmpe vores iver, så den finder et mere rimeligt niveau.

Stephen T. Asma er professor i filosofi ved Columbia College Chicago og har bl.a. udgivet bogen 'On Monsters: An Unnatural History of Our Worst Fears' (Oxford University Press 2009)

© Information og The Chronicle of Higher Education 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sven Karlsen

Nietzsche gjorde sig mange interessante observationer, og vi kan lære meget af hans måde at tænke og observere på, men derfra, og så til at betragte hans observationer som direkte overførbare på nutidens samfund, er der nu lidt af et spring.

Nietzsche levede i en tid, hvor folk havde et så nært forhold til det religiøse, at selvom de - og han - måske nok stillede spørgsmålstegn ved den, så havde den stadig en så ophøjet status i samfundet, at man betragtede religion og det religiøse som selvstændige fænomener.

Når man taler om, at religionen har påvirket vores kultur i den ene eller den anden retning, så forekommer det mig ofte at der implicit ligger en påstand om, at religion ikke er som al anden kultur, men er et selvstændigt fænomen - noget "gudegivet".

Men religion påvirker ikke vores kultur, og har aldrig gjort det - religion er menneskeskabt, og dermed en integreret del af vores kultur. Den menneskelige adfærd, som tilskrives påvirkning fra religionen, er blot udtryk for almindelig social udvikling, hvor kulturgrene fra forskellige dele af verden interagerer og påvirker hinanden.

Altså er det nødvendigt at lede et andet sted efter årsagen til menneskets ændrede adfærd. Det er ikke "trosretninger" der har fundet på nye adfærdsregler, men derimod kulturelle bevægelser, og når et af resultaterne er, at vores kultur indeholder et element af samvittighedsbåret skyldfølelse, så er det altså konsekvensen af en fælles beslutning.

I dagens verden kan man vel roligt påstå, at socialismen - som kulturel bevægelse - er trådt i religionens sted, når det drejer sig om at påbyde ydmyghed og hensyntagen til andre mennesker, hvilket er en meget naturlig følge af, at magtens centrum har flyttet sig fra kirken til parlamentet.

Nogle påstår ganske vist, at dette er en konsekvens af religionen, men det ville altså kræve at kilden til religion var noget andet end mennesker, - at der rent faktisk var et sandhedselement gemt et eller andet sted i religionen.

Men der er intet specielt ved hverken religion eller socialisme, - det er blot udtryk for en del af den menneskelige natur, som en stor gruppe mennesker kan enes om.

Skal man endelig bruge tid på at spekulere over den store udbredelse af "samvittighed og skyldfølelse" i den vestlige verden, så ville det være bedre anvendte kræfter, hvis man prøvede at finde ud af hvorfor de elementer er så sparsomt repræsenteret i den kultur der retter sig imod det magtcentrum der kommer efter kirken og parlamentet: nemlig Børsen.

Marianne Mandoe

Hurra hurra hurra.....

Jeg er ikke den eneste der er bekymret over den fanatiske fundamentalisme som eksisterer indenfor den gruppe der mener at vide hvad vi må og ikke må gøre.
En fanatisme der ellers kun ses indenfor de mest hjerneblæste sekter.

Tilføj omkring 50% af "Hvad må naboen ikke tænke...."

Suk. Folk er ikke blevet mindre religiøse, deres Gud hedder bare noget andet, og prædikenen bliver læst op fra populærvidenskabelige tidsskrifter (som sjovt nok også fra tid til anden bliver brugt som grundlag for videnskabelige resultater).

Godt man er født og opvokset som ateist, og er ude af stand til at helhjertet følge nogen form for credo eller en messias.

Hugo Barlach

Med mindre man, som nogle, insisterer på at fejl-læse Nietzsche, drejer det sig unægteligt om, hvor autoriteten befinder sig. I idehistorisk forstand først hos Gud, så hos rationaliteten, så hos videnskaben, men i magtfilosofisk sammenhæng alligevel hos de moderne betvingere af den. Politikere, diktatorer og resten af slænget. Men uden en grundig analyse af magten, kommer verden nok ikke så meget videre ud af stedet.Nietzsche pegede på magt, som en instans, der ikke vil modsiges - eller have noget blik rettet imod sig. Dén begrænsning står stadigvæk i vejen for en udvikling af værdi-debatten idag. Revaluering af værdierne blokeres af magt, snarere end indsigt. Sådan er dét såmænd...

Magtfilosofien

Med venlig hilsen

Lene Timmermann

Er det virkelig almindeligt at føle trang til at dræbe folk, der står foran en selv i en kø, blot fordi de er lidt sendrægtige eller besværlige? Eller lyst til at kvæle nogen i offentlige transportmidler?

Stephen Asma bruger "man", men selv om jeg altid har haft ord for at være noget ilter, kan jeg ikke huske at så dagligdags ting, som dem Stephen Asma her nævner, nogensinde har fremkaldt morderiske impulser hos mig.

Er det fordi han bor i den meget store storby, Chicago, at så beskedne årsager kan fremkalde så voldelige følelser hos ham? Eller er det ham, der er lidt speciel (den seksårige søn ska fanme ikke prøve at belære ham, osv.)? Eller er det bare mig, der har skyklapper på?

citat: de abstrakte fjendsakber mellem menneskene og naturen skal ophæves.

og det er vel mere det at vi nu - de mange, gør mere for at indrette kapitalismen efter vore viljer, mere end at vi gør det med jorden, økosystemet, naturen, o. lign.; og kapitalen med alt andet og alle os andre ,