Kommentar

Israel lever i sin egen verden

Israel lever i sin egen verden. At den fire år lange blokade af Gaza, krigen mod Gaza i december 2008 og angrebet mod blokadebryderflåden mandag har mindsket Israels sikkerhed og ikke forstærket den, begynder at stå klart
5. juni 2010

Jeg forlader Israel om eftermiddagen efter piratangrebet. I taxaen fra Jerusalem til Ben Gurion-lufthavnen lanceres dette udtryk i radioen af en minister fra den israelske regering. Med 'piratangreb' sigter han rigtignok ikke til Israels militære angreb i internationalt farvand mod et civilt fartøj, som var lastet med menneskeretsaktivister og humanitær bistand til det blokerede Gaza. Nej, 'pirater' er i hans optik menneskeretsaktivisterne, som desuden slet ikke er rigtige menneskeretsaktivister, men snarere mere eller mindre bevæbnede Hamas-aktivister, som er udsendt af Iran i den hensigt at angribe Israel. Kort efter begynder også radioværten at referere til 'piraterne'.

Det påpeges flere gange i de 45 minutter, jeg når at høre af programmet, at flere israelske soldater er blevet hårdt sårede, ja det gentages sandt at sige så mange gange, at man snart får bibragt det indtryk, at det er Israel, som har lidt de største tab. Piraterne eller er det 'Hamas-aktivisterne' - de to benævnelser bruges i flæng - har været bevæbnede med jernstænger og knive, ja endda med skydevåben, som de ikke tøvede med at affyre, hvorimod de israelske våben på en eller anden måde gik af nærmest af sig selv eller muligvis blev udløst af de Hamas-aktivister, som havde held til at vride dem ud af soldaternes hænder. I hvert fald hviler ansvaret for dødsofrene på Hamas. Eller på Iran. Eller på de massakrerede selv.

Hele ansvaret, vel at mærke. Et møjsommeligt tilrettelagt officielt israelsk virkelighedsbillede pustes i løbet af få timer op til stadig mere selvsikre forklaringer og postulater.

Ordet 'massakre' anvendes selvsagt ikke i sammenhængen. I stedet tales om 'lynchning'. Det officielle israelske billede af virkeligheden er, at pirater eller Hamas-aktivister har forsøgt at lynche en israelsk soldat, hvorefter Israel i nødværge skød mindst ni af dem og sårede et ukendt antal.

Den kvindelige programvært udtrykker bekymring for, at verden ikke vil kunne forstå det israelske virkelighedsbillede, og at regeringer og folkeopinioner ikke vil kunne begribe, at Israel lever i en virkelighed, og resten af verden i en anden - at verden ikke vil kunne fatte, hvorfor Israel med fuld militær styrke og skarpladte våben kan finde på at begive sig ud i internationalt farvand midt om natten for at opbringe civile fartøjer med hundredvis af ubevæbnede mennesker om bord.

Mindsket sikkerheden

Jeg kigger ud igennem bilruden. Vi kører på den nye vej mellem Jerusalem og kysten, vej 443, delvis anlagt på besat jord og stedvis flankeret af mure, vagttårne og pigtrådsruller. Indtil for ganske nylig var vejen totalt spærret af for indbyggerne i de palæstinensiske byer, som titter frem bag mure og pigtråd, men da der skal opføres flere vejbaner, har disse byboere fået lov til at benytte sig af begrænsede passageovergange til at tage fra en by til en anden. Kilometer efter kilometer af mure, patruljeveje og pigtråd skærer sig igennem centrale dele af det israelsk-palæstinensiske landskab: En slange, som i uforudsigeligt mønster slynger sig frem og trænger hensynsløst gennem olivenlunde, boligkvarterer og byer og med jævne mellemrum omringer eller isolerer dele af dem. Til tider kan det være svært at vide, om man befinder sig uden for muren eller indenfor. Til tider er det svært at tro sine egne øjne. Og det meste af tiden er det svært at forstå, hvad alt dette har med Israels sikkerhed at gøre.

Det er i hvert fald ikke af sikkerhedsgrunde, at muren, pigtråden, bosættelserne og de segregerede bosætterveje i praksis har gjort store dele af Vestbredden til en del af Israel. Det er heller ikke af sikkerhedsgrunde, at Israel opretholder et hårdt militærregime omkring 400 fanatiske bosættere i hjertet af Hebrons gamle by. Det er heller ikke af sikkerhedsgrunde, at en ring af mure og bosættelser - veritable byer - er på vej til at adskille det østlige Jerusalem fra en fremtidig palæstinensisk stat og den nordlige del af Vestbredden fra den sydlige.

At den fire år lange blokade af Gaza og krigen mod Gaza i december 2008 og angrebet mod 'piraterne' den 31. maj 2010 har mindsket Israels sikkerhed i stedet for at forstærke den, begynder at stå klart for stadig flere af Israels venner i verden. Også verdens jøder står stadig mere splittede og undrende over for det virkelighedsbillede, som Israels politik udspringer fra.

Ingen militær løsning

Værten i radioen gør ret i at bekymre sig. Verden forstår stadig mindre af Israels virkelighed, og Israel forstår stadig mindre af verdens.

Israels virkelighed bygger på, at verden altid vil udgøre en trussel imod Israel (og jøderne), at Israel derfor for evigt må være en militærbunker, at alle trusler imod Israel kan afværges med en pædagogisk dosis af våbenmagt, at våben med andre ord er Israels bedste våben.

At våben er palæstinenserne værste våben er stadig mere åbenlyst - også for flertallet af palæstinensere. Væbnede palæstinensere er, hvad Israel er bedst til at besejre.

Det spørgsmål, som dog trænger sig stadig mere presserende på, er, om ikke våben er blevet et stadig ringere våben - også for Israel. De krige, som Israel har udkæmpet over de seneste år (Libanon, Gaza), har begge blotlagt den militære overmagts begrænsninger. De trusler mod Israel, som fortsat eksisterer, har ingen militær løsning, ej heller truslen fra Iran. Den fortsatte besættelse, som Israel påtvinger tæt ved tre millioner på Vestbredden i Østjerusalem med mure, pigtrådsruller og bosættelser, er i grunden snarere en trussel mod Israel selv og ikke et forsvar.

Sådan ser i alt væsentlighed størstedelen af den øvrige del af verden på sagen.

Hvor længe kan Israel blive ved med at leve i sin egen verden?

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Inf.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

"Hvor længe kan Israel blive ved med at leve i sin egen verden?"

svar: helt præcis så længe, USA lydigt føjer pro-israel-kræfterne i USA med den magtfulde israel-lobby i spidsen ved at sætte kikkerten for det blinde øje, hver gang det gælder staten Israels brutale, chauvinististe og folkeretsstridige overgreb, handlinger der i enhver anden sammenhæng prompte ville have medført harmdirrende bebrejdelser og skrappe sanktioner for slet ikke at sige væbnede aktioner.

Måske kan forholdet USA-Israel ligefrem betragtes som et eksempel på "halen, der logrer med hunden".

Jesper Wendt

Jeg tvivler på det kan løses uden en blodig krig, så den må vel komme før eller siden.

Men Palæstinenserne har nok ikke meget at slås med mere. De bliver vel systematisk udraderet, i mørket. Det lyder bekendt ikke.

Hans Jørgen Lassen

Rachel Aliene Corrie (April 10, 1979 – March 16, 2003) was an American member of the International Solidarity Movement (ISM). She was crushed to death in the Gaza Strip by an Israel Defence Forces (IDF) bulldozer when she was kneeling in front of a local Palestinian's home, thus acting as a human shield, attempting to prevent IDF forces from demolishing the home.

Karsten Johansen

"...a situation like this, in which an American citizen in transit was murdered by our faithful "allies."
That kind of thing hasn’t happened since the sinking of the USS Liberty – and it may be a sign of
what’s to come that a survivor of that heinous assault was traveling with the flotilla, too.

In the case of the USS Liberty, the whole thing was covered up in a shameful act of official
suppression: against the testimony of the sailors on that ship, 34 of whom were killed, the
US government ruled that the savage Israeli assault was a tragic "accident." Yet US government
officials knew the truth. As then secretary of state Dean Rusk later put it:

"I was never satisfied with the Israeli explanation. Their sustained attack to disable and sink
Liberty precluded an assault by accident or some trigger-happy local commander. Through
diplomatic channels we refused to accept their explanations. I didn’t believe them then, and I
don’t believe them to this day. The attack was outrageous."

So is this attack outrageous, but if the US government can whitewash the Israeli murder of 34
American sailors, it can overlook the murder of a single American in nearly identical
circumstances."

http://original.antiwar.com/justin/2010/06/03/this-says-it-all/

Piratmentaliteten er ikke ny, allerede Augustin på 400-tallet skrev, at stormakter bare var
større pirater (men det er ikke det han siteres for i lærebøkene, skal jeg hilse og si. Hva det
nå kan skyldes.)

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Moshe_Dayan.jpg

Dayan var i det minste ærlig med sitt utseende - han innså kanskje karakteren av det som var hans
yrke, og selv han protesterte mot israelsk okkupasjon av Golan ut fra taktiske hensyn og
lå noe fra nåtidens dommedagssektvisjoner om å bygge "Det Tredje Tempel" osv. selv om han
lot seg dyrke som "helten av Det Tredje Tempel":

"Following the heavy defeats of the first two days, Dayan's views changed radically; he was close
to announcing "the downfall of the "Third Temple" at a news conference, but was forbidden to
speak by Meir. Dayan further backed from high level political role, and turned publicly as symbol
for Israel independence and hope for a Third Temple to be built."

http://en.wikipedia.org/wiki/Moshe_Dayan

"Though it remains unbuilt, the notion of and desire for a Third Temple is sacred in Judaism,
particularly Orthodox Judaism, as an unrealized place of worship. The prophets in the Tanakh
called for its construction, to be fulfilled in the Messianic era."

http://en.wikipedia.org/wiki/The_Third_Temple

"Den messianske era": der slipper katten ut av sekken, og man oppdager hva Israel er, og
hvorfor denne statsdannelsen nå er blitt en viktig rot til et stadig voksende lementog i retning av religiøst
vanvidd og fascistoid fanatisme i nåtida. Verdenskapitalismen har "beveget" seg fra Det Tredje Rikets era til Det Tredje Templets,
eller "hvor du enn snur deg, har du røven bak."

"Skit är skit, om än per satellit".

Robert Kroll

I gamle dage kunne man checke ind i lufthavnene uden sikkerhedskontrol af nogen art , og man kunne medbringe lommeknive, fyldte flasker o s v.

Så kom palæstinensernes flykapringer ( og et par skibskapringer), og nu er vi så i den situation, at man skal stå og spilde tiden med gennemlysning og befamling inden man slipper ind i lufthavnenes afgangshaller.

Jeg har uendelig lidt sympati for de terroraktioner , som palæstinenserne og deres venner har stået for i tidens løb - men nu er Israel ligesom ved at vælge metoder, som for folk til at glemme palæstinensernes terrorisme og betragte Israel som problemet..

Det er helt givet de ultra religiøse kræfter i Israels parlament, der har fået for meget magt - og det koster i det lange løb omverdenens støtte til Israel..

Fanatiske religiøse ledere og ideologer skal holdes ude af politik.

Hans Storgaard

@ Robert Kroll

Jeg går hellere ikke ind for terror, men hvis man kigger på Israels invasion af Gaza i 2008, med over 1400 dødsfald, heraf 2/3 civile palæstinensiske kvinder og børn, må man spørge sig selv om, hvem er de egentligt terrorister?

Lægerne opererede i døgndrift for at redde civile, men kunne konstatere at de blev nødt til at amputere, for IDF havde brugt våben (DIME og fosfor bomber) hvilket bestemt ikke er lovligt når det gælder reglerne for krigsførelse.

Svend Nielsen

"At den fire år lange blokade af Gaza og krigen mod Gaza i december 2008 og angrebet mod ‘piraterne’ den 31. maj 2010 har mindsket Israels sikkerhed i stedet for at forstærke den"

Sikke noget vrøvl. Tesen bygger på nogle falske premisser.

Man må i stedet spørge sig selv hvad Israel ellers kunne have gjort? Lade terrorbevægelsen Hamas i Gaza fortsætte med at sende raketter ind og traumatisere Israels sydlige befolkning? Lade fredsaktivisterne bryde søblokaden for i næste øjeblik at smugle våben med i ris og kornsækkene?

Hr Rosenberg skulle tage at anskue verden fra andet end sit elfenbensslot.

Erik Karlsen

Det er underligt med folks kommentarer til Robert Kroll: I har vel ikke læst hele hans indlæg?

Til Svend Nielsen:
Kan du ikke forklare nærmere, hvad det er for falske præmisser, og dernæst forklare, hvad der er de rigtige præmisser?

Må indrømme at jeg savner nuancer i artiklen.
Ud over ensidigt at kritisere Israel med udgangspunkt i pacifistisk tankesæt så indeholder den ikke nogen væsentlige analyser.
Baggrunden for blokaden er at Hamas holder en israelsk soldat som fange, men nægter at lade internationale organisationer som røde kors se ham.
Blokaden har ifølge WHOs rapport om Gaza fra 2009 haft en væsentlig indvirkning på de civile i Gaza og det er klart at det er uholdbart at opretholde den på ubestemt tid.
Løsningen er selvfølgelig at presse Hamas til at frigive fangen, på denne måde kan man lægge pres på Israel til at ophæve blokaden.
At sende væbnede folk forklædt som nødhjælpsarbejdere er kun med til at eskalere situationen yderligere, og det burde have mødt flere protester at et humanitært skib medbragte våben da dette er en grov krænkelse af internationale regler.
De aktivister der medbragte våben har gjort det sværere for de næste aktivister der vil hjælpe et sted da de gennem deres brug af svig har kastet mistanke på aktivister som værende part i konflikten.

Men hvorfor valgte israelerne så at bygge disse mure hr Rosenberg er så vred over? Skyldtes det måske selvmordsbomber eller er de allerede glemt?
Murene har rent faktisk virket efter hensigten og standset selvmordsangreb imod civile israelere.

Der skal nu engang to til at standse en konflikt, men kun en part til at fortsætte den.
Hamas har erklæret at de vil udslette Israel og dræbe alle jøder, derudover har de gjort et godt forsøg på at bryde alle kendte internationalle konventioner og regler for krigsførelse.

Skal krigen i Israel og Palæstina stoppes er første hindring Hamas, næste hindring israelske bosættere og først når de to problemer er taget hånd om kan man forsøge at lave en fredelig løsning dernede.

En sidste ting, det bliver ofte rapporteret at israelerne udfører massakre på Gaza.. I virklighedens verden er dette dog ikke tilfældet faktisk er israel ret blide i forhold til hvad deres rygte er.

Men uanset hvad så er der en grund til at verden aldrig vil forstå Israel eller konflikten dernede, og det er at vi aldrig får hele sandheden om hvad der foregår, hverken fra israelerne, palæstinenserne eller de pressefolk der forsøger at skabe en historie dernede.

De største tabere har indtil nu været de mennesker der er blevet slagtet i sudan og andre steder mens verdens øjne har været rettet imod en selvskabt situation i middelhavet.

Niels Østergård

Lasse Dahl,
Det var da et fantastisk indlæg i debatten.
Har du selv oversat det, eller laver IDF selv en dansk udgave?

Peter Lauritzen

Personligt synes jeg, der er snakket nok om løsninger. Løsningen bør være en enstatsløsning.
Gaza og vestbredden indlemmes i Israel. De arabere, der vil kan blive og leve med samme rettigheder som jøder, resten skal smides ud.
Det var sådan, den slags små problemer blev løst tidligere.

Heinrich R. Jørgensen

Peter,

arabere der lever i Israel, har ikke samme rettigheder som jøder. Der er tale om etnisk forskelsbehandling i stor skala.

Peter Lauritzen

Det skal de have, ellers fungerer det ikke. Jeg er sikker på, at et stort flertal af israelerne vil acceptere det uden problemer.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Lauritzen:
"Det skal de have, ellers fungerer det ikke"

Helt enig, men de israelske arabere er andenrangsborgere i deres land.

Jeg kan ikke spore nogen ændring mod en større lighed og jævnbyrdighed mellem befolkningsgrupperne.

De ikke-arabiske segment, består i øvrigt også af mange fraktioner, der spænder over fanatiske religiøse tosser, til kulturelt meget forskellige befolkningsgrupper der er immigrere fra vidt forskellige dele af verden, og som igen er opdelt i zionister og ikke-zionister.

Det er mildest talt en broget flok, der skal forsøge at finde fælles fodslag.