Kommentar

Klassekampens nye klæder

Venstrefløjens fortrængte negativitet spøger i højrepopulismen
Debat
4. juni 2010

Frem til 1980'erne var klassekampen en afgørende del af venstrefløjens politiske identitet. Men med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister gennem næsten ti år blev klassekampen fejet af banen på den brede venstrefløj. Til gengæld genopstod klassekampen i en ny form på højrefløjen. Indholdet er anderledes, men de retoriske figurer er forbløffende ens. Højrefløjens værdikamp står på skuldrene af klassekampen.

Det, der sker i 1990'erne, er, at hovedparten af venstrefløjen annullerer klassekampens negativitet og fjendebilleder. Den toneangivende venstrefløj bliver forvalter af velfærdsstaten, og det historiske grundlag for dette samfund fejes skamfuldt ind under gulvtæppet. Velfærdsstaten bliver et alment ideal uden modsætninger eller fjender. Venstrefløjen modellerer velfærdsstatens fremtid for det fælles bedste.

Det handler om modernisering og økonomisk ansvarlighed, hvilket netop er positive sandheder, der er klinisk renset for modsætninger, negativitet eller fjendebilleder. Hvis man ikke er tilhænger af modernisering, er man ikke en modstander. Man er usynlig. Hvis man afviser økonomisk ansvarlighed, er man ikke en fjende. Man er ekskluderet fra den politiske diskurs.

Os og dem

Der er tale om et radikalt brud. Venstreorienterede var tidligere modstandere af 'modernisering', f.eks udlicitering og kommercialisering. De var også 'økonomisk uansvarlige', dvs. grundlæggende kritiske over for liberalistiske økonomer og erhvervslivets 'sandheder'.

Venstrefløjens fortrængte negativitet danner baggrund for højrepopulismens genkomst som central politisk kraft i slutningen af 1990'erne. Annulleringen af klassekampens enorme sprængkraft og mobiliseringsevne efterlader et politisk tomrum, som højrefløjen står på spring for at udfylde. Dansk Folkeparti (DF) genfortæller klassekampen i en ny kontekst og appellerer hermed til de politiske energier, som den brede venstrefløj ikke længere kan rumme.

Den gennemgående figur er modstillingen mellem os og dem. Tidligere var det arbejderklassen mod kapitalisterne. Nu er det danskerne mod de(t) fremmede. Hermed udvides det politiske grundlag. Venstrefløjen fumlede altid med afgrænsning af arbejderklassen, men DF fandt her en elegant løsning, idet alle danskere nu er rene og gode, mens det beskidte og onde er lokaliseret i den truende omverden. Man kan sige, at DF realiserede den gamle drøm på venstrefløjen om almengørelse af arbejderklassen. Men selvfølgelig med den nye begrænsning, at almengørelsen er national, og netop er det.

Dæmonisering

For DF har danskerne altså overtaget arbejdernes rolle som essentielle indehavere af de gode værdier. Danskerne kæmper for lighed og velfærd. De udbreder demokrati og ligestilling. Heroverfor står tidligere tiders kapitalister. De(t) fremmede, terrorister og den diffuse kulturelite er de nye fjendebilleder. Men deres egenskaber minder meget om venstrefløjens gamle fjender. De er essentielt onde. Undertrykkere og snyltere. De modarbejder ligestilling og demokrati. De er usolidariske og repræsenterer ulighed.

Venstrefløjens umiddelbare svar på Dansk Folkepartis fremmarch var ironisk nok en dæmonisering, der genoplivede den fortrængte negativitet ved at udstille højrepopulismen som en mørk og truende kraft. Men da der reelt ikke var tale om andet end tomme fraser i det glatte politiske spil om teknokratiske løsninger, så virkede dæmoniseringen af DF helt modsat. Det var benzin på det bål, som DF varmede sig ved. Vælgerne strømmede til og resultatet blev 'systemskiftet' i 2001. Herefter er DF's indflydelse kun vokset.

Ny konsensus

Den politiske konsensus er blevet afgørende forandret, idet DF nu er frontfigur i værdikampen. De seneste år har vi i forlængelse heraf været vidner til en radikal historisk forskydning, idet den brede venstrefløj delvist har genoplivet klassekampen - nu i dens højrenationale klæder. SF står i spidsen for en udvikling, hvor DF ikke dæmoniseres, men accepteres og efterlignes.

Der sker en oprustning af den nationale identitet gennem fremhævelse af Danmark som verdens bedste velfærdssamfund og foregangsland i venstrefløjens trygge hænder. Men denne udvikling sker sideløbende med, at modernisering og økonomisk ansvarlighed er mere dominerende på venstrefløjen end nogensinde før. Venstrefløjens værdipolitiske negativitet er også halvhjertet. DF har i stigende grad patent på negativitet og fjendebilleder. Venstrefløjen indgår derfor aktuelt i en fatal balance, der skaber grobund for yderligere højre-drejning. Ikke mindst i en krisetid.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Jeg er enig med forfatteren i at klassekampen blev nedtonede i 1990´erne & i virkeligheden er det en proces der startede i 1960´erne. Så langt så godt. Imidlertid forekommer det mig, at Peter Nielsen anser historiske processer som drevet frem, at ideer og forestillinger. Jeg mangler en materialistisk forklaring på venstrefløjens, og højrefløjens diskurs skift. Ligesom jeg mangler nogle differencer og nuancer. Alligevel kom jeg til at skrupgrine; for Peter Nielsen få da spiddet venstrefløjen noget så elegant – jeg kom til at tænke på Karl Marx ord om bourgeoissocialismen (for det er jo hvad venstrefløjen udvikledes sig til, da den mistede sit afsæt i arbejderbevægelsen):
” De vil have det bestående samfund minus de elementer, der revolutionerer og opløser det. De ønsker bourgeoisiet uden proletariat.”
Ellers syndes jeg det kunne være givende, at se på ”kultur”. Både højrefløjen og venstrefløjens ensidige kultur fiktion, har trukket tænderne ud på klassekampen. Hvis man nu flyttede fokus fra kultur, til sociale og økonomiske fænomener – ville man vinde klassekampen tilbage!
PS: arbejderklassen har aldrig set sig som bærer af essentielle gode værdier. Ifølge Marx er det, et synspunkt som skyldes ”Den kritiske-utopiske socialisme”. I stedet skal man se arbejderklassen som bærer af: ” en historisk selvvirksomhed, af en særlig politisk bevægelse.” (Det kommunistiske manifest)

Bernhard Dragsbjerg

God artikel og kommentar. Der er meget gods i den gamle Marx, selv Wall Street fandt ham frem i 2008. Han burde have Nobel Prisen i økonomi, post humt forståes.

Lennart Kampmann

Var der ikke tale om at diktomien var socialisme v. kapitalisme, hvor den i dag er blevet til venstrefløj v. højrefløj?

Og er det virkeligt rigtigt at kalde socialdemokrater for venstrefløj, når de måske er tættere på at være midten af dansk politik?

Endvidere er spørgsmålet om ikke kulturbårne klassekampe i dag har afløst økonomisk bårne klassekampe!

DF har opnået sin position ikke gennem massiv popularitet, men gennem Venstre og Konservatives udsalg af værdier, idet Venstre bestemt ikke kan kaldes liberalt og konservative ikke vil håndhæve det medmenneskelige sindelag, de mere moderate medlemmer normalt besidder.

med venlig hilsen.
Lennart

Glimrende analyse af Peter Nielsen.

Forfatteren har ikke defineret begrebet "venstrefløj" i sin ellers tankevækkende artikel. Hvad snakker du om, Peter?

At skrive dette:

"SF står i spidsen for en udvikling, hvor DF ikke dæmoniseres, men accepteres og efterlignes."

Er noget vås, og forfatteren skylder at komme med argumenter for sin uhyrlige påstand.

Claes Pedersen

@ Claus Oreskov.

Det er ikke helt rigtig hvad du skriver, nedtonningen af klasse kampen kom allerede sidst i 50 erne fra den socialdemokratisk top ved kirkeminister Bodil Kock.

Hvor kampen imod de kristlige organisationer blev nedtonnet og st¢tten til Arbejderbevægelsen organisationer forsvant som organisationer DAI ARTE AOF og Dansk Arbejder skak (AS04) hvor arbejderne og deres b¢rn kunne udvikle deres evner under lideværdige forhold.

Socialdemokraterne og den ¢rige venstre fl¢j er i dag så styret af den forstilling af den offentlige sektor kan klare den opgave, hvad den har vist ikke at kunne og den skaber mure mennesker imellem frem for nedbrude dem, og de taler ned til de mennesker som de virkeligheden skulle hjælpe ved at skabe et ugennemskuligt system hvor man ikke udviller et tilh¢rs forhold til.

Men om klassekampen så tror jeg bare befolkning var træt af begrebet og ord som solidaritet som blant mange på ventre fl¢jen er blevet misbrugt uden at forstå, at man kan ikke bare kræve solidaritet fra andre, uden selv at udvise en solidarisk adfærd.

Men selvf¢lgelig er der klasser i dagens Danmark i dag bruger man bare andre ord for det, som på kommunerne man opdeler brugerne i social grupper fra 1 til 5 som jo i den grad medvirker til en udst¢delse og stigmatisering af bruger af det kommunale system.

Personligt går jeg ikke ind for en ny klasse kamp igen i Danmark, hvor jeg tror det bedre vi demokratisere det offentlige behandling system med et folkevalgt kammer under vores folketing, der har det overordnet ansvar for hvordan vi bedst ydre hjælp til mennesker der har problemer.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Bjarne Hosbo Poulsen

Indtil engang i 1980'erne kunne man karekteriesere en venstreorienteret som en person, der gik ind for SAMFUNDETS OVERTAGELSE AF PRODUKTIONSMIDLERNE - netop med henblik på at afskaffe klassesamfundet.

Selv socialdemokraterne havde officielt samfundsovertagelsen som endemål.

Men dette standpunkt har ikke længere sin gang på Jorden. Derfor er det vel også på tide at omdefinere de politiske grupperinger. Fx er det latterligt at betegne radikale som et "rødt" parti.

Det er jo også ganske uvist, hvilket politisk synspunkt, der på længere sigt har fremtiden med sig ...

Bjarne Hosbo Poulsen

Det er jo også meget lidt sandsynligt at vor "proletariet" / socailgruppe 5 skulle blive en samfundsomvæltende kraft. Vi medvirker jo ikke til produktionen.

Desuden er de fleste i Danmark på én eller anden måde på én gang lønmodtagere og kapitalister.

Claes Pedersen

@Bjerne Hosbo Det var målet for dele af venstre fl¢jen staten skulle eje virkesomhederne, jeg mener at huske socialdemokraterne arbejdede med 2 moddeller den ene blev kaldt ¢D hvor arbejderne skulle være medejer af deres arbejdsplads ved k¢b af Aktier i virksomheden.

Men det har i min tid været stor problem hos mange på venstre fl¢jen at kunne tage ansvar for eget liv og personligt har snakket med mange på venstre fl¢jen om at starte en kooperativ virksomhed men det været helt uoverskudligt for dem, og når man selv evner at vise omgivelser at man kan praktisere det man selv står for eller pr¢ve så mister man sin troværdighed som menneske.

Klassekamp er en permanent tilstand og kan ikke fejes af banen ... Det kan derimod klassebevidsthed.

Det er ganske rigtigt at Poul Nykup Rasmussen var den drivende kraft bag en undergravning af klassebevidstheden i lønmodtagergrupperne ...

Overklassens bevidsthed derimod forblev usvækket revanchistisk , samtidig med at Dansk Folkeparti foranstaltede et klasseforædderi, og udnyttede den ængstlige middelklasses fremmedfrygt og borgerlige hang til en nattevægterstat...

Socialisterne skal først og fremmest forme en ny klassebevidsthed, hvis Danmark forsat skal være et solidarisk samfund med plads til alle...

Kirsten Svejgaard

Det er en rigtig god analyse.
Klassekampen bliver vel en forplumret størrelse, fordi kapitalen koncentreres på stadigt færre hænder, hvor personerne delvis kan være anonyme bag diverse knopskud af "selskaber". Også direktørerne bliver lønmodtagere.

samtidig, som det er nævnt i kommentarerne, bliver mange lønmodtagere småkapitalister med små aktiebeholdninger i disse selskaber. Dermed får de modsatrettede interesser, idet udbytning på ét felt står over for grådighed på et andet.

DF har fået succes blandt især småborgerskabet, fordi så rigtigt har formået at skabe nye fjendebilleder. De forstår lige så mesterligt som nazisterne at spille på 'almindelige' menneskers usikkerhed og frygt.

Bill Atkins:

»Dansk Folkeparti foranstaltede et klasseforædderi, og udnyttede den ængstlige middelklasses fremmedfrygt og borgerlige hang til en nattevægterstat…«

Dansk Folkeparti er og bliver middelklassens og overklassens parti, og derfor kan man ikke betegne partiets politik som et forræderi mod underklassen. Dansk Folkeparti er et småborgerligt parti, der per definition er indlejret i et modsætningsforhold til underklassen.

De højreradikale ideologer er alle til hobe akademikere fra de ” højere kulturkredse” samtidig med, at de mener at kunne tage patent på at være ”den lille mands” stemme.

De højreradikale racister forsøger at bilde os ind, at de taler den lille mands sag, præcis lige som de gjorde i trediverne.

Det var en falsk melodi dengang, og det er det stadigvæk

Til gengæld er det tale om et klassisk og genuint klasseforræderi, at S og SF har overtaget Dansk Folkepartis retorik, udlændingepolitik og menneskesyn, og på den måde reproducerer VKOS del-og hersk politik i forhold til underklassen.

Den politiske udbytning fandtes vel i Helle Thornings ord "jeg kan slå Fogh", idet hun var sig bevidst, at politisk tænkning har en tendens til gentagelser, en indre konsensus beroende på folks tillbøjeligheder. På den baggrund vil jeg gøre opmærksom på den evigt "nationasociale/listiske" politik, der er forudsætningen for et hvilket som helst Dansk Folkeparti.
Når Peter Nielsen skriver, at DF har overtaget arbejdernes rolle...., så var det netop hovedsagen for Danak Folkeparti under besættelsen. En udbygningsproces.
Det var DF, der førte et frontalangreb på socialdemorkratiet, specielt Hans Hedtoft, havde opskriften på afskaffelse af social uretfærdighed og nød, partiet, der kunne skaffe arbejderne arbejde i modsætning til Staunings parti- og pampervælde, partiet, der satte intellektuealisme, kulturradikalisme og kunst på porten ("rindalisme"), partiet, der midt under krigen ville skabe tryghed for familie og hjem, et 'lov-og-orden-parti', som hvilede på den nationale selvbevidsthed (Rødams 'Danmark i tusind år'), og derfor ligesom i dag for et lille land må sikre sig alliancen til stormagten.
Dansk Folkeparti blev også kaldt et genopretningsparti, fordi 'folkeviljen var kommet på afveje', og var ligesom kræfter i partiet i dag antiparlamentarisk - netop Søren Krarups genopliverlse af Harald Nielsen. Det gjaldt Nationen: "Kom så, du danske arbejder, og tag din del af genrejsningsarbejdet".
Det skal på grundlovsdagen i henseende til påstanden om den politiske konxensus fuldstændiggøres, at DF var - ligesom i dag - et antikommunistisk parti, dengang på linie med DNSAP, der hovedrede over indespærringen af kommunisterne i 1941.

Der er tilsyneladende enighed om at klassebevidsthed i disse år er en frustrerende størrelse...

Vejen ud af frustrationerne kunne være at socialistpartierne formulerer en ny paradigme for klassebevidsthed, baseret på en åben og gennemskuelig erhvervs- og samfundsøkonomi med styrkede styringsredskaber i form af et magtfuldt finanstilsyn, en statsdrevet virksomhedsrevision og en statsbank - alt sammen forudsætninger for tanken om økonomisk demokrati...

Robert Kroll

Spøjs artikel - tænk at man kan sidde lunt og godt på RUC og få en fast løn for at tænke tanker om politisk økonomi og klassekamp.

OK - det er vel ikke mere mærkeligt, end at der er nogen der kan sidde på andre universiteter og få løn for at være theologer eller for at studere religionshistorie ?.

Nic Pedersen

Er det egentlig ikke bare et spørgsmål om, at i dag er arbejderklassen i modsætning til Marx´s tid ikke længere underklassen, men snarere middelklassen?

Erhvervs- og bankvæsen skal nok klare sig uden hjælp, og den såkaldte underklasse afskaffes ikke, fordi man samler politik og økonomi omkring en middelklasse og måske ser samfundet delt i en middelklasse og en overklasse. 'Under, middel og over' er uerstattelige ord, og middel bliver meget let middelmådighed.

Spot on Peter Nielsen. Håber du har mod på mere.

Bo S. Nielsen

Rigtig skarp analyse, Peter Nielsen. Tak for den.