Kronik

Københavns kommunale institutioner forringes fatalt

Københavns Kommune ignorerer med sine bebudede strukturforandringer i daginstitutionerne andre kommuners dårlige erfaringer. Uden at høre hverken forældre eller pædagoger vil kommunen gribe afgørende ind i børnenes liv og forringe kvaliteten af daginstitutionerne
Ledelsesstrukturen i de københavnske børnehaver skal laves om, selvom en undersøgelse, som kommunen selv har sat i værk, netop fraråder at ændre i strukturen.

Ledelsesstrukturen i de københavnske børnehaver skal laves om, selvom en undersøgelse, som kommunen selv har sat i værk, netop fraråder at ændre i strukturen.

Kristine Kiilerich

16. juni 2010

I Københavns Kommune er hver dag en retorikkens dag. Argumenterne for den snarligt kommende ændring af ledelsesstrukturen i daginstitutioner og fritidshjem har udviklet sig i eventyrlige retninger. Lige fra at stordrift skaber CO2-besparelser, til at områderne er som små landsbyer, hvor seks måneder gamle børn kan kravle ned i klubben til de 13-årige og spille computerspil og æde pomfritter.

Derudover vil integrationen ifølge politikerne også lykkes med besparelserne, fordi områderne så vil bestå af sammenlagte institutioner i lokalområdet (læs: så blandes kulturerne).

Hverken forældre eller bestyrelser er blevet hørt, og rundt om i byen bliver der nu dagligt afholdt aktioner og stormøder, og på dagbladenes redaktioner vælter læserbrevene ind. Erfaringer fra landets anden og tredie største kommuner, Århus og Odense, viser nemlig, at omstruktureringerne er en kæmpe fiasko. I begge kommuner er der for eksempel opstået behov for at ansætte flere ledere. Det var ligeledes anledningen til, at Socialdemokraterne sløjfede ideen i Furesø Kommune.

Derudover har den bebudede omlægning til klyngeledelse vist sig at eliminere forældredemokratiet ved at sætte bestyrelserne uden for indflydelse. Det er en ekstremt umoderne og halsløs gerning.

Til efteråret kommer den første store evaluering af tiltagene rundt om i landet. Men den evaluering gider Københavns Kommune ikke at vente på. Derfor bekymrer det os som skatteborgere i København, at kommunen må skalte og valte med eksperimenter, som vi på forhånd ved vil være en kæmpemæssig økonomisk belastning for kommunen.

Ignorerer erfaringer

Det interessante, men også ærgerlige, er, at debatten, siden beskeden blev offentliggjort og satte gang i panikken blandt forældre og pædagoger, har stået i privatiseringens tegn. For den eneste løsning for Københavns mindre institutioner er at blive private. Det er ganske enkelt ikke en ønskelig situation. De 350 selvejende institutioner i Københavns Kommune er med til at opfylde kravet om, at tilbuddene i København både skal være fleksible og mangfoldige, og dermed tilgodese borgerbefolkningens brede vifte af behov. Vender de Københavns Kommune ryggen, vil det stik imod vores ønske være med til at undergrave kvaliteten.

Det undrer os meget, at dette er kommunens ønske. Og det undrer os, at kommunen ikke evner at tænke langsigtet, sammenhængsskabende og borgerrettet. Disse tre præmisser er i og for sig kommunens eksistensberettigelse.

Hertil kommer, at Københavns Kommune i 2007 fik foretaget en strukturundersøgelse på daginstitutionsområdet. På den baggrund udkom en rapport, hvor det blev anbefalet eksplicit, at man ikke ændrede i strukturen på dagsinstitutionsområdet.

Så hvad er motivet for de kommende beslutninger, hvis det allerede er bevist, at planen er dødsdømt? Det er fristende at forfalde til at beskylde kommunen for decideret at modarbejde mangfoldigheden og fleksibiliteten i daginstitutionstilbuddene. Ja, det virker som om, at der foregår en klapjagt på alt, hvad der hedder god kvalitet og heterogenitet.

Hvad værre er, virker det som om, at børneområdet er det letteste at skyde til jorden med besparelser. Dels er området kæmpe stort, og dels er kommunens budgetter på området tilslørede af mange årsager.

Netop børnefamilierne er så fortravlede og økonomisk belastede, at overskuddet til at gå ind i debatten ikke er til stede. Det fravær af spørgsmål udnytter både politikere og embedsmænd ved at præsentere planen som et forslag der endnu ikke er vedtaget, selv om stort set al struktur er på plads. Og så lægges høringerne i juli, hvor alle børnefamilier af hensyn til fastlagte lukkedage er taget på sommerferie. Er det ikke snart sagt metoder, vi kun kender fra regimer, vi tager stor afstand fra?

Rammer bredt

Der er også en hel række paradokser i det konkrete strukturtiltag og de mange besparelser. Lige fra fjernelse af morgenåbninger på fritidshjemmene, til at forældre selv skal medbringe mælk, frugt, bleer og madpakker, samt afholde sommerferie ifølge kommunens lukkeplan. Samtidig hæves forældrebetalingen, og normeringerne er ulovlige.

Hvem rammes? Vores børn, fordi de skal tilpasses stordrift. Herved kan det enkelte barn ikke mødes der, hvor det er. Mødrene, fordi de får så dårlig samvittighed over utrygheden, at de forlænger deres barsel, går på dagpenge eller lever af mandens indtægt. Samt de fattige, fordi de ikke har penge til at deltage i festen og må affinde sig med at blive placeret i deres såkaldte klynger og dårlige institutioner.

Pædagogik og børns udvikling kan ikke formaliseres, generaliseres og effektiviseres med styringslogikker, der stik imod menneskets natur isoleret kigger og fastholder blikket intenst på strukturer. Det er en fatal udvikling, at man nu kan opleve konsekvenserne af 80erne og 90ernes indførelse af New Public Management i den offentlige sektor. Det absurde er, at entreprenørerne bag ideologien allerede for et par år tilbage offentligt bad om tilgivelse for, hvor ødelæggende ideen om, at købmandslogik kan styre i et felt, hvor humanismen har retten, har været.

Ødelagt pædagogik

Med Foghs smagsdommermord og krisen har besparelser fået sit helt eget liv. Hertil hører ingen diskussioner om velfærd, demokrati, udvikling, omsorg, nærvær, kærlighed, tryghed, læring, kreativitet og kompetencer. Det pædagogiske arbejdes præmis er grundlæggende ødelagt. Der findes ikke længere ambitioner og indsigt i faget og dette menneskeområdes afgørende funktion og betydning for samfundets levedygtighed og udviklingspotentiale.

Det er en udvikling indrammet i ligegyldighed, og lige nu sidder vi og ser på, at vores børns liv er blevet taget som gidsel. Som de siger i Århus Kommune, er problemerne allerstørst der, hvor strukturen ikke er naturlig og ikke er en forlængelse af det pædagogiske arbejde.

Pædagogik er en kropslig indlejret intelligens, en nærværets og nuets intelligens, der mere og mere tvinges til at blive italesat i et fremmed sprog. Når pædagogikken tvinges ind i andre logikker forstummer fagligheden.

Vi vil gerne pege på det meget problematiske i at tro, at man kan tænke sig frem til at kunne styre børnenes udvikling i daginstitutionerne med tænkte beregninger uden at inddrage pædagogerne, for hvem disse beregninger får fatale konsekvenser.

Det fatale og ubærlige er, at de ansvarlige handler med bind for øjnene. Vi ved, at de bebudede strukturforandringer vil gribe fatalt ind i børnenes liv og forringe kvaliteten af daginstitutionerne til et uacceptabelt og urealistisk niveau. Vi kræver, at de københavnske politikere lytter til de erfaringer, der er gjort. Vi kan garantere, at hvis de ikke lytter til de andre kommuner, så ender det med et endnu større underskud. Og hvem skal så bøde for det?

I dag arrangerer Københavns Forældre Organisation KFO en stor aktion imod besparelserne. Følg med på www.kfo.dk & facebookgruppen Nej!til besparelser

Anne Esther Boukris er rådgivende konsulent og ligebehandlingsekspert. Christina Bornemann Surel er socialpædagog og cand.pæd.soc.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birgitte Hollegaard

Tak for et rigtig godt indlæg.
At være forældre til børn i Københavns Kommune er sørgeligt. Der snakkes aldrig forbedringer, kun besparelser. Der tages aldrig hensyn til børnene eller personalet, kun økonomien i kommunen.
Vi er på gaden i dag og viser vores utilfredshed. Gid det ikke var en nødvendighed at gøre dette hvert eneste år!

Så kan Københavnerne da glæde sig over de nys mange ansatte pr. medarbejdere i Frank Jensens regi. De er der for at forklare Franks holdninger og det positive i kommunens politik.

Københavnerne har selv valgt Frank Jensen, så de får hvad de selv har ønsket.

Politikere har også været børn engang, de har bare glemt det.

Men, så er det jo dejligt at der er nogle der gider at erindre dem om at de spæde år stadig eksisterer, selvom de - som de egoister de er - finder at der hvor de er, der skal vi andre også være. Om vi er nyfødte eller 97, har bare at være 37, 28, 48, eller aktive krigere, vareleverandører, spekulanter, eller blot et gennemsnitligt røvhul.

Næste valg skulle gerne sørge for at de genfinder sutten, for at trøste sig selv, over det magtmisbrug der har fundet sted tre valg i træk.

Kom så i dumme danskere, i kan godt få det bedre, der skal bare helt andre intellekter ind i borgen.

Folk der kan tænke i vidder, perspektiver, livsforløb, og putte projektioner og teamløb, skråt op.