Kommentar

En krig om Nilens vande truer

Om 15 år vil der være næsten 800 millioner indbyggere i Nilbassinet, og af dem vil kun 150 millioner være egyptere og sudanesere. Det er meget svært at tro, at de to lande fortsat ville kunne beregne sig 90 procent af flodens vand til eget brug
Om 15 år vil der være næsten 800 millioner indbyggere i Nilbassinet, og af dem vil kun 150 millioner være egyptere og sudanesere. Det er meget svært at tro, at de to lande fortsat ville kunne beregne sig 90 procent af flodens vand til eget brug
29. juni 2010

Da han havde underskrevet den israelsk-egyptiske fredsaftale i 1979, udbrød Egyptens Anwar Sadat: »Det eneste, der nu kan føre Egypten ud i en ny krig igen, er vand.« Nuvel, verden gik videre, optaget af nye konflikter, men nu kan det konstateres, at den egyptiske præsidents ord var profetiske: En potentiel krig står i dag højt på Egyptens dagsorden.

Egypten er den arabiske verdens økonomiske og kulturelle supermagt: Nationens 78 millioner indbyggere udgør næsten en tredjedel af verdens arabisktalende befolkning. Men 99 procent af landet er ørken, og havde det ikke lige været fordi, en meget stor og lang flod ved navn Nilen løber igennem landet, ville Egyptens folketal næppe have været større end nabolandet Libyens fem millioner. Derfor kan det ikke undre, at Cairo ser skævt til enhver slags intiativ, der truer med at svække strømmens brusen i den majestætiske flod.

Tilbage i 1929, da Det Britiske Imperium kontrollerede både Egypten, Sudan og næsten alle andre lande ved flodens udspring i Østafrika, blev der indgået en aftale, der gav Cairo vetoret over for alle anlægsprojekter længere oppe ad floden, der kunne mindske Nilens vandmængde på dens vej mod sin udmunding i Middelhavet. Dette blev dengang begrundet med, at mens de områder, der lå tæt på flodens dobbelte udspring (Den Hvide Nil udspringer i Victoriasøen i Uganda, Den Blå Nil i Tanasøen i Etiopien og begge løber sammen i Nilen ved Khartoum i Sudan, red.) kunne forlade sig på rigelige nedbørsmængder, hvorimod Egypten og det meste af Sudan (der dengang blev regeret som én og samme koloni) var totalt afhængig af Nilens vande.

30 år senere, i 1959, havde Egypten og Sudan opnået deres uafhængighed, men alle øvrige stater ved Den Øvre Nil, bortset fra Etiopien, var stadig kolonier. Dette år blev der indgået en ny aftale, som sikrede Egypten retten til næsten 80 procent af Nilens vand, Sudan ti procent, og resten ti procent. Begrundelsen var stadig den samme: Landene længere oppe af floden kunne forvente masser af regn, mens det kun meget sjældent regner i Egypten og Sudan.

Lange forhandlinger

De lande ved den Øvre Nil, som næsten intet vand fik ud af denne aftale, anser sig nu ikke længere forpligtet til at overholde den. For 13 år siden overtalte de Egypten og Sudan til at indlede nye forhandlinger om floden, men da disse tilsyneladende trækker ud i uendeligt dødvande, har man nu konkluderet, at de to arabiske lande kun gik med til dette på skrømt for at forhindre, at der overhovedet skulle komme en ny aftale. Så nu har man hægtet dem helt af. Den 14. maj underskrev Uganda, Rwanda, Tanzania og Etiopien derfor i stedet deres egen aftale om at udnytte en større mængde af Nilens vand. Siden har også Kenya skrevet under, og Congo og Burundi ventes at gøre det inden for de nærmeste dage. Kenyas minister for vandressourcer, Charity Ngilu, betegner 1929-aftalen som »forældet og fra en anden tid« og insisterer på, at Egypten og Sudan ikke har »andet valg« end at gå med til en forhandlingsløsning om en anden fordeling af Niles vand.

Den egyptiske regering har på sin side repliceret, at den nye aftale »på ingen måde binder Egypten ud fra et juridisk synspunkt«, og at »Egypten ikke vil underskrive en aftale, som indskrænker vores andel.« Det er forståeligt, set i lyset af det perspektiv, at Cairo er nødt til at finde ud af, hvordan det om bare 15 år skal kunne brødføde ikke 78, men 95 millioner egyptere.

Vandkrige forudses

Det egyptiske perspektiv vækker imidlertid ikke nogen sympati i Addis Ababa, som i dag skal forsørge 91 millioner etiopiere, men om 15 år skal finde mad til hele 140 millioner. Alle landene i Østafrika og på Afrikas Horn har langt højere demografiske vækstrater end Egypten og er dybt bekymrede for, hvordan de skal kunne brødføde deres befolkninger.

Navnlig fra Etiopien, hvis floder leverer 85 procent af det vand, der i sidste ende når Egypten, er der i den senere tid kommet militante toner. Som Etiopiens præsident, Meles Zenawi, sagde tidligere i år: »Den nuværende ordning kan ikke fastholdes. At den har kunnet bestå så længe, skyldes kun, at Egypten har spillet med sine diplomatiske muskler. Men der kommer en tid, hvor Østafrikas og Etiopiens folkeslag vil blive for desperate til at bekymre sig om diplomatiske omsvøb, en tid, hvor de vil handle.«

Forudsigelser om 'vandkrige' har der været mange af, og alligevel er der stort set aldrig blevet udkæmpet nogen. Som regel finder parterne ud af, at det er billigere at forhandle sig frem til en fordeling. Men Nilbassinet tæller i dag 400 millioner indbyggere, mens Egypten og Sudans i alt 120 millioner bruger næsten alt dets vand.

Ingen overlegenhed

Om 15 år vil der være næsten 800 millioner indbyggere i Nilbassinet, og af dem vil kun 150 millioner være egyptere og sudanesere. Det er meget svært at tro, at de sidstnævntes to lande vil være i stand til at sikre dem 90 procent af flodens vand til eget brug. På den anden side:

Hvordan skal de kunne overleve uden?

Tidligere har Egypten fra tid til anden følt behov for at værne om sin andel ved at ty til militære trusler. Da det længe var i en helt anden militær liga end nogen af landene mod syd, var dette trusler med et indhold, man skulle tage alvorligt. I dag er dets militære overlegenhed falmet betydeligt, og Egyptens handlemuligheder tilsvarende drastisk indsnævret.

Som Meles Zenawi sagde for nylig: »Jeg vil mene, at det er en offentlig hemmelighed, at Egypten har tropper, som har specialiseret sig i at føre junglekrig. Egypten er ikke just kendt for sine jungler. Så hvis disse tropper har uddannet sig til junglekrig, er det nok fordi de skal kæmpe i østafrikanske landes jungler.«

Til denne udtalelse føjede Etiopiens præsident følgende advarsel: »Af og til har egyptiske præsidenter truet lande med militæraktion, hvis de prøvede på noget. Selv om man ikke kan lade hånt om denne sabelraslen, så tror jeg ikke, den er nogen farbar vej. Hvis Egypten skulle forhindre Etiopien i at bruge vandet fra Nilen, ville det blive nødt til at besætte Etiopien, og det har intet land i verdenshistorien nogensinde præsteret.«

Gwynne Dyer er uafhængig journalist og kommentator. Hans klummer bringes i aviser i 45 lande verden over

© Gwynne Dyer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vigtig og væsentlig artikel om fremtidens store problem - vand. Mere væsentlig end at den norske kronprins er faldet i vandet fra sin båd.

Selv i lille skala er vi selv godt i gang med at ødelægge vores egne vandressourcer. Af
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/06/29/081720.htm

fremgår, at forbruget af Roundup er steget med 27 %. fra 2007 til 2008. Stadig flere vandboringer er forurenede over grænseværdien.

Hvad er der i vejen? Skal vi mon i krig mod os selv for at sikre en naturgiven og vedvarende fællesskabsressource??

Eller lider vi af Påskø-syndromet?

Se denne reference:

http://en.wikipedia.org/wiki/Collapse_(book)

og læs bogen.

Påskeø-syndromet selvfølgelig.

Jeg ved ikke, hvorfor linket ikke blev aktivt, men det kan da altid kopieres ind, så virker det. Jeg prøver lige igen:

http://en.wikipedia.org/wiki/Collapse_(book)#Easter_Island_Collapse

Bogen er: Diamond Jared: Collapse. How Societies Choose to Fail or Survive. 2005.

Fin sommerlæsning, omend mere uhyggelig end de værst tænkelige opdigtede uhyggeligheder.

John V. Mortensen

Denne artikel får de mange skrappe om Israel - til at ligne små hyggelige børneeventyr, den er en grim gyser, der handler om et større problem en land - nemlig vand.

Nu forstår man, hvorfor Egypten ikke deltager i protesterne mod Israel, for - om ikke så mange år vil landet stå i samme situation som Israel, hvor kampene handler ikke så meget - om bo- og be-sættelser af land - som vand.

Det frygtelige er bare, at i Afrika - bliver kampen både - større - længere - og værre.

Den middelalderlige Britiske nilbassinets aftale som udelukker en af Nilens vigtigste land Etiopien er ikke gyldig i vores tid. Etiopiens regering og de øvrig Østafrikanske lande vil har ny og fair floder aftale. Der er ikke nogen af de østafrikanske lande som ønsker forhindrer Ægypten fra at bruger nilbassinet, men der skal findes en fair aftale som alle involverende lande kan bruger og live med. Ægypten skal holder op med at terroriser de fattige afrikanske lande med trusselen om sine militante toner. I krig er der ingen vinder alle ville være taber. I øvrigt som Etiopiens Statsminister Meles Zenawi er citerede i artiklen
»Af og til har egyptiske præsidenter truet lande med militæraktion, hvis de prøvede på noget. Selv om man ikke kan lade hånt om denne sabelraslen, så tror jeg ikke, den er nogen farbar vej. Hvis Egypten skulle forhindre Etiopien i at bruge vandet fra Nilen, ville det blive nødt til at besætte Etiopien, og det har intet land i verdenshistorien nogensinde præsteret.«
Der er også en anden tidligere Etiopisk leder som sagde » at ønske fred er ikke enes betydning med at vi er bange for krig «
Der med er det bedst for Ægypten og det østafrikanske at de finde den fredelig diplomatisk løsning som er til gavn for alle.

John V.,

du er desværre for sent på den. Der er en gevaldig kold krig mellem Israel, Palæstinenserne, Syrien og Jordan om lige nøjagtig vand.

Hvis du kigger på linieføringen af Israels nye ghetto-mur, så vil du se at en hel del af de udbulinger den laver for ind i Vestbredden er for at få fat i vandkilder.

Jordan-floden er så udpumpet at den ikke længere når det Døde Hav men bliver til en mudderpøl længe før.

Syriens Golanhøjder leverer ca 20-30% af Israels vand, stjålet fra Syrien.

Israels kystakvifer er så overbrugt at der trænger saltvand i fra Middelhavet. Samtidigt er salttolerancerne for Israels drikkevand sat højere end WHO anbefaler.

Kampen om vand er lige så vigtig i den konflikt som kampen om land.

Man må bede til, at der i den aktuelle situation kan opnås et godt, retfærdigt og bæredygtigt kompromis for, hvorledes Nilens vandressourcer kan fordeles mellem de involverede parter, men man kan ikke være optimistisk, hvilket bl.a. skyldes stigende befolkningstal i alle de berørte lande samtidig med at forbruget af vand er øget dramatisk.

Som eksempel kan nævnes, at alene i Egypten er befolkningstallet vokset fra knap 58 millioner til 83 millioner i perioden 1990 til 2010.

Selvom vandet i Nilen er en fornyelig naturressource, så er denne ressource ikke brugbar udover et bæredygtigt niveau. Hvis den overeksploiteres vil ressourcen blive ødelagt - lissom andre fornyelige ressourcer, som f.eks. skove og fiskebestande. I USA og andre steder i verden er det således, at for visse store floder er der ikke vand i floden ved dens udløb i havet.

En bæredygtig forvaltning af en given fornyelig naturressource kræver, at naturressourcen udover at levere bidrag til mennekenes velbefindende også er med til at opretholde biodiversiteten i området. Ellers vil det i sidste instans alligevel gå ud over mennekenes velbefindende.

Det er derfor således, at forvaltningen af denne vandressource - og for den sags skyld alle andre vandressourcer på kloden- hænger nært sammen med løsningen af en række andre problemer, vedrørende bæredygtighed, hvoraf her kun er nævnt befolkningstilvækst og øget pres på ressourcen i form af øget forbrug.

I Danmark er der såmænd ikke anderledes, selvom vi ikke så gerne taler om det, men også vores vandressourcer (blandt andre) er truet på bæredygtigheden ved den form for for omgang med vores givne naturressourcer, vi bedriver.

Men vi kan jo ikke skyde skylden på andre, når vi ødelægger vores egne vandressourcer.