Læsetid: 3 min.

Skal kroppen hjælpes på vej til større præstationer?

Begrebet om den normale krop er foranderligt, så når vi accepterer den forandring af kroppen, p-pillen afstedkommer, er der så nogen grund til ikke at høste gevinsterne ved at bruge f.eks. epo og ritalin?
Debat
18. juni 2010

P-pillen fyldte 50 år i maj. I den anledning udtrykte hjerneforskeren Lone Frank sin begejstring for p-pillens udbredelse i et indslag på DR2. Lone Franks begejstring skyldtes imidlertid ikke alene pillens umiddelbare emancipatoriske potentiale, men også at p-pillen er et præparat, der på lige fod med f.eks. ritalin kan anvendes til at styre kroppen. P-pillen sikrer kvinden mod en uønsket graviditet; ritalin holder den arbejdsivrige fra søvnen. Begge præparater menes ikke at give skadelige mén på kroppen, så incitamentet for at lade være med at tage præparaterne er af mere etisk end medicinsk karakter.

Nu er det er nok de færreste, der betragter p-pillen som et præstationsfremmende middel, men faktisk blev p-pillen ligesom en række andre præstationsfremmende præparater udviklet med henblik på at afhjælpe en lidelse - i p-pillens tilfælde manglende fertilitet. Det samme gør sig gældende for præstationsfremmende præparater som f.eks. EPO og ritalin, der blev udarbejdet med henblik på at have en helbredende effekt på diagnosticerede lidelser.

Den præstationsfremmende effekt, som f.eks. EPO og ritalin har, er altså snarerer en bi-effekt end det egentlig formål med præparaterne. Den voksende brug af ritalin og EPO skyldes både, at flere bliver diagnosticeret med en lidelse, der kan behandles med et af præparaterne, men også at stofferne kan anvendes til at transcendere kroppens 'normale' barrierer.

Den bioetiske diskussion om, hvor de kropslige grænser går, og hvor grænserne skal sættes, kan derfor ikke undgå at blive mere og mere nærværende. Og hvorfor ikke udvide kroppens potentiale?

Listen over bioetiske argumenter for ikke at udvide kroppens ydeevne med præstationsfremmende midler er lang. Det første og mest umiddelbare er overskridelsen af barrieren mellem kultur og natur. Fiktive historier om fejlslagne og fatale menneskelige forsøg på at bemægtige sig naturen - >i denne sammenhæng naturen som egen krop - er mange. Fra Xerxes' hybris til dr. Frankensteins monster. Men også faktiske begivenheder som de nazistiske eksperimenter i koncentrationslejrene udarbejdet med henblik på at sikre fremtidige vilkår for et arisk overmenneske er udtryk for, at man ikke behøver at være religiøs eller ateistisk miljøaktivist for at bekymre sig om, hvad forsøget på at udvide kroppen kan afstedkomme, i såvel processen som i forhold til slutresultatet.

Der er dog også bekymring for, at præstationsfremmende præparater kan føre til ulighed og i bogstaveligste forstand skabe overmennesker - og derved også undermennesker. Her kommer begrebet 'den normale krop' ind i billedet. For hvad sker der, når 'den normale krop' anvender Ritalin eller EPO, andet end at 'den normale krop' bliver afhængig af disse to præparater for at forblive 'normal'? Og hvor stiller det de folk, der er blevet diagnosticeret med f.eks. ADHD, der behandles med Ritalin, eller med et for lavt antal røde blodlegemer, som behandles med epo? Hvor stiller det de folk, der ikke har råd til Ritalin eller EPO, og hvis krop derfor ikke kan blive normal? Illusionen om en kollektiv opnåelse af en normaltilstand, hvor alle f.eks. har tilgang til stoffer som Ritalin, afhjælper ikke den kontrast, det normale konstant skal sættes i for at forblive normalt. Med andre ord beror normaltilstanden på undtagelsen og derfor på eksistensen af det unormale. At anse præstationsfremmende midler som en mulighed for at afhjælpe social ulighed, er derfor mere end meget naivt.

Naturtilstanden

Men 'den normale krop' vil altid ændre sig og er blevet ændret, selv om det kan forekomme, at den ændrer sig hurtigere nu end tidligere. Vi kan med andre ord ikke vende tilbage til en natur- tilstand - den findes simpelthen ikke.

Et argument, man ofte hører, er, at man kun skal give præparaterne til dem, der er blevet diagnosticeret med en specifik lidelse. Her bliver diagnosen garanten for en opretholdelse af 'den normale krop'. Men alt imens diagnosen kan være med til at ændre vores forestillinger om kroppen, bliver diagnosen konstant revideret i forhold til en forestilling om 'den normale krop' og er derfor ikke noget, vi uden videre kan sætte vores lid til i et desperat forsøg på at fastholde kroppen.

I et felt, hvor dystopier og utopier står på spring for at afløse hinanden, kan det være svært at afgøre, hvad vi skal stille op med en krop, hvis konstante foranderlighed kan forekomme at være dens eneste kendetegn. Skal vi acceptere, at præparater som Ritalin bliver en del af vores hverdag, ligesom p-pillen er en del af mange kvinders hverdag, eller skal vi med næb og kløer forsøge at holde fast i en normal krop, der om ikke andet kan agere som rollen for den standard vi kalder menneskeheden?

Michael Andersen er ph.d. stipendiat ved Center for Sund Aldring, SAXO-instituttet, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gorm Petersen

Hitlers livlæge (Morell) begyndte fra foråret 41 at tilsætte amfetamin til Førerens daglige vitaminindsprøjtning.

Ca. 4 mdr. senere angreb Hitler Sovjet.

Dot-com boblen skyldtes måske lykkepiller, som i 5-året op til aktiekursernes amokløb var gået sin sejrsgang kloden rundt.

Enhver brandert rummer en tilhørende aha-oplevelse: "Det her skal vi ikke gøre for tit - i hvert fald ikke hver dag".

Alle euforiserende stoffer virker ved at trigge signalstoffer i hjernen. Når de naturlige kirtler til dannelse af de tilsvarende stoffer dagligt ser at

"ahaa - der er jo rigeligt af signalstoffet - jeg bør minimere min egen størrelse - der er ikke brug for mig" - er det ikke så underligt, at misbrugeren efter en længere periode kommer til at mangle præcis de egenskaber stoffet ellers fremmede (hvis stoffet ikke konstant blev tilført).

Altså både fysisk og psykisk afhængighed.

Lige så meningsløst det ville være inden for sport at lade udøverne benytte hydrauliske aggregater i stedet for muskler, lige så skørt er det at fremme hjerner uden velfungerende indre kirtler.

Allerede i dag har vi kunstnere, der intet kan præstere uden stoffer. Hele ideen med evolutionen skulle jo være, at en naturligt talentfuld kunstner skulle få succes og efterfølgende en masse afkom, så de gener der giver gode indre hjernekirtler bliver mangfoldiggjort.

Mette Hansen

Der er lavet spændende forskning med meditation, som også har en fremmende effekt på hjerne og krop. Og så er den metode naturlig.
Præstationsfremmende stoffer forekommer mig at være at springe over, hvor gærdet er lavest.