Kommentar

Lad et nyt klondike blomstre bag Khyberpasset

Hvorfor vil vi hellere fokusere på de potentielle problemer, som Afghanistans nyopdagede mineralrigdomme kan medføre, end på de enorme muligheder som de også rejser?
26. juni 2010

Den overrumplende og fantastiske melding om, at Afghanistans undergrund gemmer på enorme mineralrigdomme - formodningen var der allerede, den er nu bekræftet af analyser af systematiske indsamlinger af data fra luften i 2006 og 2007 - er straks blevet skudt ned af defaitister og pessimister, som var den en sikker forbandelse snarere end en mulig velsignelse: I stedet for at ville se de nye ressourcer som et glædeligt og løfterigt budskab, vil man hellere se de nye ressourcer som et glædeligt og løfterigt budskab vil man hellere se dem som en sandsynlig mangedobler af landets nuværende elendighed.

De store forekomster af jern, kobber, kobolt, guld og lithium (det sidste er en vigtig ingrediens i fremstillingen af dele til mobiltelefoner og laptop-computere) vil ikke blot styrke Taleban og dets allieredes vilje til at generobre landet og berige sig selv. De vil også blive incitament til fornyede ambitioner blandt landets andre fjender - her tænker jeg på dets egne krigsherrer og parasitære oligarker og på de nabolande, som ikke er kræsne over for, hvilken slags styre Afghanistan ender med. Apropos måtte den afghanske minister for minedrift for nylig gå af efter amerikansk pres, angiveligt for at have taget imod en bestikkelsessum på 30 millioner dollar for at lade en kobberudvindingsaftale gå til Kina, et land, hvis ressourceimperialisme er en skændsel overalt fra Nordkorea til Darfur.

Nationale ressourcer

Historien om lande, der er fattige, fordi de er rige, har vi hørt mange gange før: Congo har været et skandaløst eksempel, siden det i 1800-tallet fik status af den belgiske kongefamilies privatejendom, og til listen af nationer, der har været underkastet systematisk ressourceudplyndring, kan vi også føje lande som Haiti, Angola, Indien, og (for nu at være fair) Kina. Afghanistan har ingen infrastruktur eller professionelle offentlige tjenester, ingen tradition for udvindingsindustri og ingen mekanisme til at fordele ressourcer og indtægter blandt sine højst forskelligartede provinser og regioner. Et Klondike bag Khyber kunne meget vel være det sidste, det mishandlede og ludfattige land har brug for.

Og dog. Vi taler her om en national ressource, hvis værdi skal opgøres i mindst milliarder af dollar, og det i et land, der hidtil har haft en BNP med næsten ingen puls. Regeringerne i NATO, som omfatter lande med stor erfaring i minedrift, fra Tyskland til Canada og fra Storbritannien til USA, har næsten intet haft at foretage sig på den økonomiske front, udover at uddele bistand - hvilket i sig selv ofte kan være årsag til bitterhed - og har spildt en mængde tid i forgæves forsøg på at håndhæve et forbud mod opiumdyrkning. Kunne man ikke tænke sig, at en sådan alliance af udvindingskompetencer for en gangs skyld kunne finde noget virkelig konstruktivt at tage sig til i et land, hvor de allerede har FN-mandat til varetage genopbygning og udvikling? Vel er det sandt, at Afghanistans parlament og regering ikke har tradition for at føre overopsyn med så omfattende operationer, men parlamenter, pressen og ngo'erne i NATO-alliancens lande vil utvivlsomt kunne mobiliseres til at sikre, at dette ikke blot udarter til endnu en udplyndring af den art, som Kina ynder at engagere sig i. Og at det virkelig bliver den afghanske befolkning, som disse rigdomme kommer til gode.

Selvkørende Afghanistan

Det vil være af afgørende betydning at få klarlagt, hvordan disse forekomster fordeler sig mellem regionerne og etniske grupper. Der findes flere pålidelige og velorganiserede afghanske grupper - tadsjikerne for eksempel, og hazarierne, der virkelig hader Taleban - som hellere end gerne vil gribe chancen for at chancen for at udvikle og berige deres områder og styrke deres folkegruppe. Der er også en del pashtunere, der ser Taleban som det instrument for snigende pakistansk kolonisering, bevægelsen vitterlig også er. Visionen om et værdigt og økonomisk selvkørende Afghanistan har naturligvis også en stor appel til det store antal kvalificerede, men underbeskæftigede afghanske fagfolk, hvoraf flere nu vender hjem efter årtier med krig og barbari.

Ligeledes er det opmuntrende at konstatere, at den den nye afghanske minister for minedrift, Wahidullah Shahrani, allerede få dage efter nyheden om de nye mineralrigdomme, har udstedt en invitation til sin indiske kollega, BK Handique. Indien er allerede ved uddanne af-ghanske geologer i Hyderabad og støtter og finansierer en bred vifte af infrastrukturprojekter i Afghanistan. En tættere forbindelse mellem de to landes geologiske sonderinger kan der kun komme gode ting ud af. Som jeg gentagne gange har påpeget, var Indien i gang med bekæmpe Taleban og al-Qaeda før Vesten, ligesom Indien vil blive ved med dette, selv hvis vi skulle finde på at trække os fejt tilbage. Indien er også et stort, velstående, sekulært og multietnisk demokrati med særdeles sofistikerede væbnede styrker, en naturlig allieret for USA i regionen - i modsætning til de altid lunefulde pakistanere - og den naturlige modvægt til Kinas ambitioner. Det har desuden en minedriftssektor, som nyder stor faglig anerkendelse. Den planlagte udvinding af Af-ghanistans mineralressourcer giver en næsten ideel lejlighed til at uddybe og udvide denne alliance.

Giver håb

Det vil naturligvis tage lang tid endnu, før fordelene ved de afghanske mineralforekomster materialiserer sig. Men perspektiverne tilbyder noget, som længe har været en mangelvare, nemlig håb, og det kan give en ny følelse af retning til et engagement, der er ved at smuldre.

Kan nogen velmenende afghaner, uanset sin mulige mistænksomhed over for Vesten, virkelig ønske at se sit lands geologiske rigdomme bragt ind under kontrol af en bande middelalderlige håndsafhuggere og kvindeforagtere? Må ikke enhver velmenende ikke-afghaner håbe på at se dette land frigjort fra ikke kun lokale teo-krater og importerede jihadister, men fra århundreders fattigdom og stagnation?

Tiden må være inde for præsident Barack Obama til at holde en passende velbegrundet geopolitisk tale om dette spørgsmål med indlagte appeller til Kongressen og FN. Imens kan fredstosserne så begynde at øve sig på et nyt slagord: »Intet blod for lithium«.

© The New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fredstosser

....er det budskab der skulle ud.

...og så mener Christopher Hitchens i øvrigt at resten er Business as usual:

Mineselskaber med deres støtte af internationale hære og paramilitære vagtselskaber mod velbevæbnede krigsherrer og Talebaner som udkæmper borgerkrigslignende magtkampe om Afghanistans værdier.

En ressourcekrig som fuldstændig vil skævvride det afghanske samfund. Skabe en sindsygt rig overklasse og maser henover landsbyer og familier med død og folkeforflyttelser til resultat...

Krigsliderlighed og grådighed er drivkraften.

Karsten Johansen

"Hvorfor vil vi hellere fokusere på de potentielle problemer, som Afghanistans nyopdagede mineralrigdomme kan medføre, end på de enorme muligheder som de også rejser?"

Nå vet jeg ikke riktig hvem det er Hitchens snakker til. Og: "nyoppdagete"? Jeg husker at USA og USSR allerede ca. 1969 konkurrerte om å bygge en svær vei gjennom Afghanistan. Det skyldtes vel neppe afghanernes pene øyenfarger, og det er helt sikkert flere grunner enn den raskt voksende opiumsproduksjon til at den strategiske interessen for landet fra kapitalinteresser siden har vært jevnt økende.

Eksemplet Kongos mineralrikdommer som Hitchens selv bruker, peker ikke minst i dag med en permanent krigstilstand der og fem millioner døde foreløpig, intrigerende multinasjonal kapital osv. på det stik motsatte av de fatamorganaer Hitchens vil ha folk til å tro på. Ja, det virker nærmest som han gjør narr av oss.

Karsten Johansen

La meg apropos minne om en glemt boktittel, som fortsatt er like, om ikke mer aktuell enn da boken kom ut ca. 1967:

Hans Palmstierna: "Plyndring, sult, forgiftning."

Karsten Johansen

Ca. 1914 var verden oppdelt mellem de imperialistiske stormaktene.

Da begynte de å slåss.

Taperne likte ikke resultatet: krigen tok til igjen fra begynnelsen av trettitallet, og fortsatte etter 1945 som "kald" krig - i Europa - mange andre steder var den varm nok. Atomterroren skapte "fred" - en "fred" som EU nå tar æren for med ekte stalinistisk historieskrivningsmetode. Så sluttet den "kalde" krigen - i Europa - med at Sovjetimperialismens ledere innså at den måtte moderniseres, hva de så nå er i gang med, under ledelse av gamle KGB-sjefer. Hitchens og hans type mente da at historien var slutt, som Hegel mente det på Wienerkongressens tid i 1815. Historieløse medier jublet hemningsløst.

Nå begynner imidlertid også klodens lagernaturressursforekomster å gå tomme etter den voksende plyndringen av dem i 200 år, og naturens "deponier" for våre utslipp og vårt avfall går fulle, med de virkningene det fører med seg.

Da melder den neste fascismen og imperialistiske fordelingkrigen seg, nå om levningene, nihilistisk og pornografisk "munter" som en bayersk ølkjeller, skrytende av sin vilje til makt og sin makt til løgn.

Marianne Mandoe

Det var dog det mest ondskabsfuld ønske jeg længe har hørt/læst.

Klondike..... Landet uden lov og hvor den stærkeste rendet med det hele.
Og den stærkeste vil højst sandsynligt IKKE være den almindelige Afghaner.
Altås vil det ende som nu.
Vestlige magter der kæmper med Taleban.
Bare om råstoffer frem for sjæle.

Same old, same old.

Troels Ken Pedersen

Hæh, det her ville være morsomt, hvis ikke det var rigtige mennesker, det gik ud over (og selv da er det til at trække bittert på smilebåndet over).

Kineserne er forfærdeligt onde, når de uden militær besættelse prøver at skaffe sig adgang til råstoffer, mens vi er gode og rene af hjertet, fordi vi støtter "demokraten" Karzai.

Opiumsøkonomien i dagens Afghanistan demonstrerer med smertelig tydelighed naiviteten i Hitchens ide om, at penge fra minedrift ikke vil falde i de forkerte hænder. Ud fra vor nuværende mangel på succes med hensyn til at pacificere og dominere Afghanistan er det direkte idiotisk at antage, at det vil gå væsentligt anderledes i Afghanistan end i Congo, hvor mineralressourcer udgør det økonomiske grundlag for borgerkrig, korruption og militsuvæsen.

Og når Hitchens kalder tadsjikkerne for "velorganiserede" viser det bare graden af ønsketænkning, for de afghanske tadsjikker har ingen central, gruppeintern organisation af nogen nævneværdig slagkraft (i modsætning til f. eks. usbekernes krigsherre Dostum, og hvis de havde, ville det i sagens natur nok være en Dostum-type).

Kort sagt, det kan godt være at Hitchens kan gøre sig lystig over "fredstosser", men han viser sig tydeligt som en krigstosse.

Peter Jensen

Information bedes venligst fremlægge dokumentation for påstandende om at Afghanistans mineral-rigdomme er "ny-opdagede" ..
Som om man kan tro på noget som helst der kommer ud af munden på en neo-conservative .