Danmark har siden Anden Verdenskrig været et af de mest lige samfund i verden. Og de fleste danskere har været stolte af det. Opfattelsen af Danmark som landet, hvor 'få har for meget og færre for lidt', afspejler en stærk forankret fornemmelse af, at ulighed er ødelæggende for den sociale sammenhængskraft. Derfor har det heller ikke været nemt at sælge den økonomiske doktrin, som har været fremherskende de sidste 30 år især i USA og England, nemlig at (lidt) mere ulighed ville være godt.
Argumentationen for at øge uligheden har været økonomisk. Større ulighed skaber større økonomisk vækst, hævdes det, og i sidste ende vil det komme alle, også de svageste i samfundet til gode. Altså, det væsentlige er ikke uligheden, men den økonomiske vækst. Når alle i et samfund bliver rigere og dermed, hvilket er en historisk erfaring, også sundere og lykkeligere, så kan uligheden vel ikke være noget problem?
Svaret på dette spørgsmål er mærkelig nok: Jo, uligheden er i sig selv et problem. De to forskere i folkesundhed, Richard Wilkinson og Kate Pickett, der har brugt de seneste 20 år på at forske i sammenhængen mellem levevilkår og sundhed, vender fuldstændig op og ned på de herskende forestillinger om sammenhængen mellem, rigdom, ulighed og 'det gode samfund'.
Tidligere i historien har den bedste måde at forbedre kvaliteten af menneskers liv været at øge de materielle levevilkår. Det er denne erfaring, som fortalerne for 'lidt mere ulighed' bygger på, og som fortsat gør sig gældende i mindre udviklede samfund. Men i de rige demokratiske markedssamfund, altså lande som USA, EU's medlemslande, Japan, Australien og New Zealand fungerer denne mekanisme ikke længere. Blandt disse lande er der stor forskel på bruttonationalproduktets størrelse pr. indbygger, men det forklarer ikke forskellene med hensyn til eksempelvis, hvor gamle folk bliver. I de sidste mange år er levealderen steget, men den er ikke steget mest i de rigeste lande. USA er næsten dobbelt så rigt og bruger mere end dobbelt så meget på sundhed som Grækenland, Spanien eller New Zealand. Alligevel lever folk ikke længere, men kortere i USA.
Det samme gør sig gældende med tilfredshed. I de første etaper af den økonomiske udvikling stiger menneskers vurdering af, hvor lykkelige de er, senere flader kurven ud. I lande som USA og England f.eks., hvor man har foretaget sådanne undersøgelser længe nok til at have oplevet en fordobling af rigdommen, er tilfredsheden alligevel ikke steget.
Lige lande lever længst
Det ser ud til, at vi er ved at være ved vejs ende mht., hvad materiel vækst kan tilbyde os. Men hvis ikke det er pengene, som spiller en rolle for et samfunds sundhed og lykke, hvad er det så der betyder noget? Svaret er ifølge Wilkinson og Pickett: graden af lighed. De rige demokratiske markedsøkonomier er alle ulige samfund, men de ikke lige ulige. I de mest lige lande Japan og Sverige har den øverste femtedel af befolkningen en indkomst (efter skat og overførsler) som er ca. 3,5 gange så stor som den nederste femtedel. I de mest ulige lande England, Portugal og USA er toppen mellem 7 og 8,5 gange rigere. Tallet for Danmark er 4,3 - større end Japan og de øvrige skandinaviske lande, men mindre end mellemgruppen Tyskland, Spanien og Frankrig.
Kender man et lands ulighedsgrad kan man stort set forudsige, hvordan det vil klare sig med hensyn til en lang række af de sociale problemer, som plager moderne samfund. Det er i lande med lighed, man lever længst, det er her, der er færrest psykisk syge, mest social mobilitet, og det er i de ulige lande, der er flest drab, flere i fængsel, at de unge dropper ud af uddannelse, flest overvægtige og fede.
De lande, som gør det bedst, er næsten hver gang de mest lige lande - Japan og Sverige (som opnår lighed på to forskellige måder: I Sverige foretager staten en kraftig omfordeling, medens Japan opnår ligheden i kraft af en meget lige lønstruktur). Bunden derimod er næsten på alle områderne de tre mest ulige lande - England, Portugal og USA. Japanerne lever næsten fem år længere end amerikanerne. I USA er tre fjerdedele af befolkningen overvægtige og en tredjedel fede. I England og Portugal er det hver femte som er fed. I Sverige er det hver 10. og i Japan kender man stort set ikke til problemet. I de relativt lige lande Japan, Tyskland og Spanien har færre end én ud af 10 været psykisk syg inden for et år. I de mere ulige lande New Zealand, Australien og England er det mere end én ud af fem, og i USA er det mere end én ud af fire.
Ødelæggende
Nu ved alle jo godt, at den korte levetid, kriminalitet, fedme og alle de øvrige problemer, som hænger sammen med ulighed, især forekommer i de lavere sociale lag. Så kan forskellene mellem f.eks. England og Sverige ikke bare forklares ved, at England har en større underklasse end Sverige, og at mellemklassen derfor kan være lige glad, eftersom de ikke bliver ramt?
Svaret er nej. De sociale problemer, som er beskrevet, forekommer ganske vist især i de nederste befolkningslag, men i de ulige lande er de i stigende grad sevet ind i alle sociale lag - også mellemklassen. Når man i Sverige lever længere end i England, så er det, fordi samtlige sociale lag i Sverige, altså også mellemklassen og overklassen lever længere, end man gør i England. Når uligheden er ødelæggende for et samfund, så er det fordi, den påvirker alle.
Uligheden er altså årsagen til en lang række af de moderne samfunds alvorlige problemer. Men hvorfor det er sådan, hvordan uligheden sætter sig igennem, ikke kun for de fattige men for alle i de ulige samfund, er først så småt ved at blive afdækket.
Mere af det onde
Et element i forklaringen er spørgsmålet om absolut kontra relativ fattigdom. Der er meget som tyder på, at det ikke kun er pengene, manglen på dem, det absolutte, der spiller en rolle. Det relative, hvordan vi er placeret i forhold til 'de andre' medlemmer af samfundet, den sociale status er måske væsentligere. De andres vurdering af os er ekstrem vigtig for vort velbefindende. Nyere psykologisk forskning viser, at noget af det, som stresser mennesker mest, er social nedvurdering og udelukkelse. Og videre ved vi også i dag, at stress svækker immunforsvaret og nervesystemet. Modsat ved man også, at gode sociale relationer og følelsen af at tage del og have aktiv kontrol styrker helbredet. Måske er det konstituerende for mennesker ikke det individuelle, men det fælles - at vi først og fremmest er sociale væsener.
Et andet element i forståelsen af ulighedens virkning er spørgsmålet om tillid. At leve i et ulige samfund er ensbetydende med mindre tillid, og der er stor forskel på, hvordan livet opleves i et samfund, hvor 80-90 pct. af befolkningen mistror hinanden og i samfund, hvor flertallet har tillid til hinanden. Mistilliden kommer til at præge interaktionen mellem folk på en lang række områder. Og hvad der også er væsentligt, de forskellige områder spiller sammen og skaber negative udviklingsspiraler.
Et eksempel på dette kunne være kriminalitetsproblemet. Når der i de ulige samfund sidder betydeligt flere i fængsel end i de lige samfund, så er forklaringen selvfølgelig, men ikke kun, større kriminalitet. Lige så væsentligt er, at holdningen til kriminalitet og straf også er anderledes. I de ulige samfund straffes flere forseelser, og man straffer hårdere. På lang sigt er det næppe løsningen på problemet. I følge de fleste eksperter, så fører det tværtimod til mere kriminalitet. Altså at endnu flere skal sættes i fængsel. Det er dyrt, og pengene hertil går selvsagt fra andre områder. I Californien er der de sidste 30 år bygget 21 nye fængsler, men kun et nyt college!
Når et samfund bliver mere ulige, så øges niveauet for de 'nødvendige' goder og konkurrencen om dem skærpes. Kampen for tilværelsen i de ulige samfund er ganske enkelt hårdere.
Uligheden i sig selv er ikke ligegyldig. Tværtimod, den er forklaringen på en lang række af de sociale problemer, som plager de moderne samfund. Det vi har brug for er ikke lidt mere ulighed, men mere lighed.
Vil du have et godt liv? Det vil dine naboer også gerne. Og hvis ikke de har det, får du det heller ikke.
Kasper Vieland Nielsen er redaktør af Kritisk Debat og Tobias Abell Nielsen er cand.scient.pol.
Bedrag: Det er i lande med lighed, man lever længst.
Som angivet i artiklen er DK et af de mest økonomisk ligeligt fordelende i verden. Måske det land hvor statsmagten deler mest ud af det arbejde folks penge til de arbejdsfri. ALLIGEVEL har denne fordelingslighed ikke ført til længere levealder hos os - tvært imod. Artikelens påstand er rent opspind.
Nej, det er lande der har lighed for loven og tager sig af de svageste, som har den høje levealder. IKKE det socialistiske danske fordelingssamfund med et sygt lighedsbegreb.
Lighed er ikke det ensartet, det er diversiteten i mennesket der er lighed.
Et sygt samfund undertrykker det spraglede, og slår psykisk mennesker ihjel dagligt.
Magt har den egenskab at den kun forstår sig selv, den vil sig selv, den kan ikke andet.
Lighed er det forskellige i fuld flor.
Lighed er at forstå man ikke forstår alle, men at der er andre der lever i verser der er parallelle med ens eget.
Lighed er ikke for meget, eller for lidt, det er tilstrækkeligt. Det er rummeligt. Det er verser, de er rummelige, uendelige.
Lighed er ikke det ensartet, det er diversiteten i mennesket der er lighed.
Et sygt samfund undertrykker det spraglede, og slår psykisk mennesker ihjel dagligt.
Magt har den egenskab at den kun forstår sig selv, den vil sig selv, den kan ikke andet.
Lighed er det forskellige i fuld flor.
Lighed er at forstå man ikke forstår alle, men at der er andre der lever i verser der er parallelle med ens eget.
Lighed er ikke for meget, eller for lidt, det er tilstrækkeligt. Det er rummeligt. Det er verser, de er rummelige, uendelige.
Overordnet set er jeg enig i, at lighed er vejen til et bedre samfund. Jeg vil blot sige, at jeg synes, det er ærgerligt, når man ikke benævner, hvor man har sine idéer fra. Jeg ved, han er gammel indforstået inden for sociologien, men det er måske ikke alle, der kan regne ud, at når I taler om relativ fattigdom og behovet for anerkendelse fra samfundets andre medlemmer, henviser i til Bourdieu. Så den anerkendelse vil jeg gerne give ham og hans idéer. Når det er sagt, synes jeg ellers, at det er yderst relevant, at I bruger ham.
Bent Kim Jepsen, nu er levealderen jo ganske voldsomt for opadgående (eller var, kan man måske regne med).
Som det fremgår af artiklen, er det deltagelse og anerkendelse, der bygger på relativ lighed, der giver de gode effekter, og på den måde har du ret: det er ikke godt at holde folk ude, slet ikke, når der er opgaver at udføre. Hvis folk fik lov til at bidrage med det, de kan overkomme - hvis vi f.eks. så til de lande med mere lighed end os, som artiklen nævner - ville den knugende fornemmelse, der har bredt sig siden 90erne, men mest i 00erne, af at have noget på hinanden, evaporere som tilforn.
Så kan vi ånde frit igen, og i stedet for at kere os om andres livsvalg få det meste ud af vore egne.
Artiklen minder os om noget de fleste af os har vidst hele tiden, at kriminalitet, fedme og utilfredshed hænger sammen med ulighed. Men analysen glemmer én vigtig faktor: Kedsomhed, og mon ikke den spillede den største rolle ved systemskiftet 2001, hvis vi lige lader værdidebatten ligge for en stund. Sammenfaldende med 9/11 var nationen nået til punkt hvor vi socialt og økonomisk havde "sejret ad helvede til". Vi havde ikke deltaget i en regulær angrebskrig i hundredevis af år, kampen for og mod vindmøller blev alligevel for søvndyssende og fagbevægelsen havde nok i sig selv. Noget måtte gøres og Anders Fogh var (action)manden der kunne gøre det, med lidt hjemmehjælp fra Pia Kjærsgaard. At resultatet af de følgende års eksperimenter, indenrigs- såvel som udenrigspolitisk blev som det blev havde de færreste nok regnet med. Vi var ikke vandt til kontraktpolitik, for så vidt den blev overholdt, og nu ligger vi som vi har redt. Spørgsmålet er så om det bliver lige så nemt at genetablere ligheden og alt det anden, som det var at afvikle det? Dumt spørgsmål.
Jeg ville bare gerne have EN kildehenvisning.
Der er stigende fokus i den engelsksprogede verden (muligvis undtaget særtilfældet USA) på lighed som ikke bare et intrinsisk men også et instrumentelt gode.
London Review of Books har en udmærket anmeldelse af Wilkinson og Picketts bog, som man kun kan håbe at en dansk forlægger er kvik nok til at få oversat og udgivet på det danske marked: http://www.lrb.co.uk/v31/n20/david-runciman/how-messy-it-all-is
Se iøvrigt også Stefan Collinis diskussion af en række nyere bøger og rapporter med samme tema:
http://www.lrb.co.uk/v32/n07/stefan-collini/blahspeak
Så rykker faktabenægterne ud igen ...
For dokumentation på engelsk: http://www.equalitytrust.org.uk/why/evidence, Og bogen er endnu mere sprængfyldt med dokumentation end den fremragende anmeldelse. Mere lighed er vejen til en bæredygtig økonomi!
vejen til lighed og ligestilling ,
går gennem ligeværd og den vej er , alt andet lige , meget lang !
En virkelig god artikel som sætter spot på hvorfor så mange inde for psykiatrien og vores behandling system bliver fede, netop fordi behandling systemmet og deres evne til g¢re det enkelte individ ansvarlig for hans eller hendes problemer.
Men ellers er femme ikke just et problem blandt fattige her på Philippinerne, hvor de ikke har penge til deres daglige kost, og her kan man se alle de konsekvenser som artiklen påpeger.
Selvfølgelig er lighed vigtigere. Hvad skal vi med flere penge, hvis naboen har det skidt?
Klam liberal kulde over DK.
Vigtige pointer i artiklen. Men det er bestemt ikke ny viden, når man nærlæser forklaringerne på hvorfor lighed betyder så meget. De sidste 50 års forskning i psykisk arbejdsmiljø peger på de samme faktorer som betydningsfulde: sociale kontaktmuligheder, mulighed for anerkendelse, mulighed for selv at tilrettelægge sit arbejde, mulighed for at anvende evner og færdigheder og udvikle samme, udfordringer i arbejdet, frihed for fysiske og psykiske belastninger. Det er ikke overraskende at dette gælder generelt i samfundet.
At der har sneget sig andre tanker om lighed og økonomisk vækst ind i de senere år skyldes jo, at der arbejdes aktivt på at 'sælge' den neoliberale ideologi - og er blevet arbejdet på dette siden ungdomsoprøret, der for mange tænketanke især i USA viste at demokratiet var gået for vidt! Der skulle bremses op inden krav om ægte demokrati blev ukontrollable for 'magthaverne'. Og neoliberalismen er fuld af 'falske' forklaringer og løfter, som nogle ser deres interesse i at videreføre. Jeg ved ikke hvorfor, fordi det er ikke i deres egen langsigtede interesse. Men måske den kortsigtede ... En pendant til lighedsforskningen er motivationsforskningen. Og den viser at økonomisk belønning er den ringeste motivationsfaktor - ja, den virker faktisk kun i forhold til hårdt fysisk arbejde. Men modsat i arbejde hvor et vist minimum af tænkning kræves. Så markedstænkningens forudsætninger 'det økonomiske egoistiske menneske' er helt forkerte.
Tænk på Linux og andre områder hvor udviklingen foretages af mennesker som arbejder gratis, fordi de høster social anerkendelse og respekt for dette arbejde - ære om man vil. Og det virker, bedre end så mange andre tilsvarende produkter.
En morsom kommentar til dette findes her:
http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc
God artikel. Jeg synes det er interessant at se, at der åbenbart er to strategier i forhold til at skabe større lighed. Den ene er den skandinaviske velfærdsmodel hvor man har stor forskel på lønningerne, men omfordeler via staten og så den japanske hvor man ikke har så store lønforskelle. Bortset fra at det viser, at lønforskelle ikke bare bestemmes af markedet, så kan man diskutere hvilket system, der er det mest stabile i forhold til at skabe lighed. Man kan forestille sig, at et system med store lønforskelle er mere sårbart, fordi højtlønnede grupper i og med at de beskattes mere, muligvis også vil være mere tilbøjelige til at modsætte sig for stor omfordeling, a la de diskussioner vi i de seneste mange år, kontinuerligt har haft omkring skatter og den offentlige sektor o.s.v.
Lighed er et juridisk begreb, ikke økonomisk.
Gary Prince, det er ret beset begge dele.
OK Peter hvornår har du og jeg økonomisk lighed ?
Tobias og Kasper - der er én ting jeg ikke forstår:
Hvis der i lande med lighed er størst social mobilitet - forsvinder ligheden så ikke?
Lighed i menneskelig forstand og en opfyldelse af de basale humane psykosomatiske behov er de vigtigste parametre som ethvert samfund må søge at tilstræbe. Det paradoksale er at vores nuværende samfundsstruktur gør det stik modsatte. På globalt plan stiger indkomstforskellen, 1% af verdens befolkning ejer nu 40% af verdens rigdom (penge). En milliard mennesker er underernærede, for bare at tage et åbenlyst eksempel på at vores samfund ikke sikrer de basale behov. Og indenfor de enkelte lande stiger uligheden også, og folk oplever i stigende grad at føle sig stressede og utilpasse, med deraf følgende dårligdom og tab af livskvalitet for én selv og for menneskene omkring en.
Det er på tide at vi indser, at vores nuværende samfundsstruktur har spillet fallit. Denne banebrydende film – http://zeitgeist3.dk – hvor Richard Wilkinson medvirker, demonstrerer mange af de problemer som vores nuværende samfundsstruktur er ansvarlig for, og den viser at den primære årsag er den monetære markedsøkonomi. Den præsenterer desuden en vision for et fremtidigt samfund, der tilgodeser de basale menneskelige behov til gavn for alle. Svaret er hverken kapitalisme eller socialisme.
Bo, hvad er det så du foreslår? For netop nu er vi jo tilhængere af det liberale og meget lidt af socialisme - faktisk har det været sådan siden 2001 og lur mig om vi ikke havde et bedre samfund sidst i 1990'erne. Ikke tagende regeringens løgne om S og Co's budgetter med hverken i 2001 eller i år (begge gange på påvist løgne). Hvilket land er set at du synes klarer sig bedre? Schweiz? Hver tiende lever i absolut fattigdom. Singapore? Næsten hver tredje leder i absolut fattigdom? Vi skal være glade for det vi har oh ikke gave då travlt med at ligne de andre. Det kommer der intet godt ud af.
Nu viser alle økonomiske modeller også at ulighed er negativ for væksten og at tinkle down effekten ikke virker... hvornår mon vi bliver klogere? Ikke så længere mere vil have mere, kammerateri og egen vinding stå højest på ønskelisten.
Øjensynlig har Bill Gates sagt i dag, at kun socialismen kan redde fremtiden. http://usuncut.com/climate/bill-gates-only-socialism-can-save-us-from-cl...