Kronik

Ludomaner er uden forbrugerbeskyttelse

Brug af spillemaskiner går for at være det mest afhængighedsskabende spil på markedet. Ikke desto mindre har spillemarkedet siden 1993 prøvet at vænne os til at betragte spil som en dagligvare
Håbet om at få del i overskuddet gennem spil er hovedmotivet for at spille. Og de sansemæssige stimuli er det, der præger ens oplevelse af spillehallen.

Håbet om at få del i overskuddet gennem spil er hovedmotivet for at spille. Og de sansemæssige stimuli er det, der præger ens oplevelse af spillehallen.

Claus Bech Andersen

19. juni 2010

En gruppe unge mænd i gå-i-byen-drive står sammen foran en række spillemaskiner og kaster på skrømt mønter i dem i håb om at få jackpot- gevinst. Sir Win a Lot-maskinen blinker og bipper lystigt, mens de unges slanter klirrende suser til bunds i bugen på den: »HD'en (high definition-skærmen, red.) knepper mig med øjnene,« siger den ene, mens han giver spillemaskinen et let spark med sin gummisko. Situationen opstod, mens jeg som kunde i spillehallen samlede forskningsmateriale ind til et større antropologisk forskningsprojekt om spillehaller.

Spil med spillemaskiner går for at være det mest afhængighedsskabende spil på markedet. Ikke desto mindre har spillemarkedet siden 1993 prøvet at vænne os til at betragte spil som en dagligvare. Når jeg køber kaffe og avis i banegårdskiosken, spørger butiksassistenten, om jeg ikke også skal have en lottokupon, og på hvert andet gadehjørne reklameres der for spillehaller. Man giver et let tryk på en knap, og spillene kører - cirka ét hver tredje sekund (!) - og nærer vores håb om en vej til økonomisk og social frihed.

Samtidig med liberaliseringen af spillemarkedet lancerede forudseende personer et behandlingstilbud for det, som kom til at hedde 'ludomani'. Ludomani, eller pathological gambling, er optaget i det internationale sygdomsregister som en 'impuls-kontrol-forstyrrelse', som opstår som resultat af en såkaldt 'manisk episode'. Ifølge gængs forskning på området - fortrinsvis psykologisk og psykiatrisk - kan et menneskes manglende impulskontrol blandt andet være udløst af såkaldte trigger-effekter (det at spillesituationen udløser bestemte signalstoffer i hjernen, som gør personen høj og afhængig). Men ludomanidiagnosen fokuserer også på spillerens moralske karakter - for eksempel det, at spilleren lyver om sin færden og overvejende tænker på spil og penge.

Når et menneske oplever, at spillemaskinen knepper ham med øjnene, sandsynliggør det imidlertid, at de problemer, folk kan få med spil, ligger i relationen mellem spilleren og spillemaskinen/spillehallen og ikke kun i spillerens moralske habitus. Ydermere sandsynliggør det, at det, der sker i relationen mellem mennesket og spillemaskinen, er betinget af, hvorledes de hver især er skruet sammen. De unge er håbefulde og spillelystne, men fattige og uden arbejde og uddannelse, mens spillehallen er gearet til med bip-blip og Sir Win a Lot-strategi at få kunderne til at slippe pengene - jo flere, jo bedre, for »der er jo flere parter, der skal dele indtjeningen på en spillehal«, som en spillehalsbestyrer forklarede mig - staten, spilleindustrien og de, der leaser spillehallen, som undertiden er de samme.

Menneske og maskine

Når man iagttager mennesker, der febrilsk og til tider hidsigt satser den ene bunke 20-kroner efter den anden, bliver det ret tydeligt, at målet er at få den nærmest bulimiagtige spillemaskine til at krænge sig selv voldsomt ud. Den skal 'brække sig' og 'lukke røven op', som det udtrykkes. Selv om de er sjældne, forekommer jackpot- gevinster, og alene det at have hørt om nogen, der har oplevet det, kan være et incitament til at prøve lykken igen og igen.

De kropslige termer antyder, at spillemaskinen inkarnerer bestemte slags oplevelser af forbundethed mellem menneske og maskine. Men arten af kropslige termer antyder også, at spillemaskinen opleves som en udbytningsrelation - her imellem mennesket/spilleren/kunden på den ene side og spilleindustrien og staten på den anden side som udbyder af varen. Min forskning viser, at spillerne er delvist bevidste om relationens beskaffenhed. Men idealet om fairness - altså håbet om at få del i overskuddet gennem spil - udgør hovedmotivet til at spille. Og de sansemæssige stimuli er det, der præger ens oplevelse af spillehallen.

De spil, der spilles på spillemaskinerne, er udformet som mere eller mindre eventyrlige rejser - for eksempel bjergbestigning på Mount Everest og rejse med Orient- ekspressen. De repræsenterer noget ekstraordinært - et handlerum som modstykke til en problemfyldt eller fastlåst livssituation. I spillehallen bliver nogle menneskers triste og problematiske livshistorier flettet sammen med spillemaskinens historier om farefulde og spændende rejser i eventyrland.

Spillenes endeløshed kan undertiden slukke for ens normale tidsfornemmelse og hensætte en i en slags drømmetilstand: »Træd ind i månelyset og oplev edderkoppen gå i månelyset«, står der så lyrisk i den elektroniske rulletekst på en Midnight Magic-spillemaskine. Ens måske fastlåste livssituation bliver for en stund sat i bevægelse med indkast af 20-kroner og enkle tryk på startknappen.

De fattiges spil

I den sociologiske litteratur har spillemaskiner altid - og det ser ud til med rette - været anset for at være de fattige og marginaliseredes foretrukne spil. En af forklaringerne på dette kan være, at enkeltindsatserne er små sammenlignet med mange andre spil. En anden forklaring er, at spillemaskiner placeres i områder, hvor de marginaliserede bor, og tilbyder et uforpligtende samvær med ligestillede. En kvinde fortalte, at hvor hun for cirka syv år siden kunne vælge mellem beboercafeen og bodegaen, så kan hun i dag vælge mellem bodegaen og spillehallen. Og da hun ikke kan fordrage fulde mennesker, har hun valgt spillehallen. Spillehallen er en legende ramme, der adskiller sig fra hverdagens krav. En spillehal kan opleves som et slags fristed, hvor man kan eksperimentere med og udfordre eller udforske sin væren: synke ind i selvforglemmelse, tavst søge sit tabte selv, glemme en hjertesorg eller optimistisk og legende udfordre sig som lykkeridder i verden.

Som neoliberalt samfund har vi udskiftet 'borgeren' med 'forbrugeren'. Det offentlige betjener os som kunder i butikken, og vores identitet er i stigende omfang baseret på arbejde og det at forbruge bestemte varer. For nogle af os kammer det over i overforbrug af mad, psykofarmaka, spil og så videre. Et bugnende terapimarked står parat til at diagnosticere og behandle de af os, der ikke kan styre vores lyster. Men hvad med spillehallens lovprisning af såkaldt »høj tilbagebetalingsprocent« - det vil sige den andel af indsatsen, som betales tilbage i form af gevinster. Mange opfatter den som en slags bank: »Hvis bare jeg bliver ved med at spille længe nok, vil jeg på et eller andet tidspunkt have vundet de 85 procent af min indsats tilbage«, som en kvinde udtrykte det. Hvad med udsigten til »gratis spil«, som der reklameres med på spillemaskinen? Reelt kan de ikke spilles, uden at man har satset penge på spillemaskinen. Sammenholder man disse legaliserede termer for anprisninger af spillet med forbrugererfaringer i spillehallen, forekommer de at være en mystificering af spillehallen som vare, og de medvirker til, at kunderne fastholdes i spillehallen.

Man kan så nemt som ingenting miste sine husholdningspenge og nogle gange andres opsparinger på grund af spil. Man kan miste sine næres tillid, fordi man lyver om sin færden, og man kan gå menneskeligt til grunde af skam over det hele. I tilgift stemples man som behandlingskrævende ludoman. Spillehallens 'som om'-univers af leg, fairness, lykke og rigdom gælder ikke uden for spillehallen. Der er tale om en virkelighedsforskydning, og det er kunderne, der betaler prisen for den forskydning.

Forskningsprojektet har vist, at den største risiko for at blive ludoman er kombinationen af at være enten enlig, arbejdsløs eller befinde sig i en presset livssituation, samtidig med at spillehallen udbydes som en dagligvare i ens nærområde. En af konklusionerne er, at det synes mere bekvemt, billigere eller bare mere ideologisk rigtigt at sygeliggøre forbrugeradfærd, end det er at udforme en forretningspraksis og en lovgivning, der tager sigte på forbrugerbeskyttelse.

Lise Hildebrandt-Eriksen er antropolog, mag.art. og ph.d.-kandidat ved Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet. Hun har skrevet ph.d.-afhandlingen 'There are no ludomaniacs - an ethnography of gambling with gambling machines'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

For ikke at nævne reklamer på tv for bet sites, skjulte reklamer for dansk tipstjeneste i form af odds, og man kan sikkert blive ved.

Der mangler i den grad fokus på det område, men staten tjener jo tykt på det, så spiller klaveret som regel homogent.

Gælder det ikke alle former for x-maner, at de bare er nogle svage sjæle der ikke kunne tåle mosten i forbrugshelvede, og derfor må sejle deres egen sø.

Søren Geckler

Tillad mig som ex-misbruger at komme med et lille pip: Der var sgu også alkoholikere før alkoholreklamerne, og intet tyder på, at antallet er steget med reklamerne.

Desuden irriterer det mig, når folk taler om afhængighedskabende maskiner (eller stoffer) - for det fortæller, hvor lidt de kender til fænomenet.

Det er trangen til at flygte fra virkeligheden, der får en misbruger til at gamble, drikke, hore umådeholdent. Og det er noget, der ligger i den enkelte misbruger, ikke i en maskine.

Visse konklusioner er altså også meget svære at tage seriøse: "Forskningsprojektet har vist, at den største risiko for at blive ludoman er kombinationen af at være enten enlig, arbejdsløs eller befinde sig i en presset livssituation, samtidig med at spillehallen udbydes som en dagligvare i ens nærområde."

Det virker i hvert fald som at vende tingene på hovedet Og helt ude i skoven finder jeg det følgende: "En af konklusionerne er, at det synes mere bekvemt, billigere eller bare mere ideologisk rigtigt at sygeliggøre forbrugeradfærd, end det er at udforme en forretningspraksis og en lovgivning, der tager sigte på forbrugerbeskyttelse."

Men hvad nu, hvis ludomani, narkomani, alkoholisme er sygdomme? Og hvad nu, hvis det tjener den ulykkeliges sag bedre, at det betragtes som sygdomme? Det var da i hvert fald først, da jeg begyndte at forstå, at jeg simpelthen ikke kunne tåle at drikke skidtet - i nogen form, under nogen omstændigheder - at jeg fik glæden og selvværdet og livet tilbage.

Eller hvad med dette: "Spillehallens ‘som om’-univers af leg, fairness, lykke og rigdom gælder ikke uden for spillehallen. Der er tale om en virkelighedsforskydning, og det er kunderne, der betaler prisen for den forskydning." Kunne man ikke sige det samme om barer og caféer? Burde man så ikke lukke barer og bodegaer i visse belastede områder i Underdanmark?

Det farlige ved disse i virkeligheden gode mennesker er desværre, at de ikke helt forstår, at de ikke helt er i det godes ærinde - og at andre, som heller ikke helt forstår, bakker dem op. De når helt frem til at skrive ph.d.-afhandlinger med uheldige konklusioner.

Nu taler jeg jo selvfølgelig kun af egen erfaring, men den i artiklen udtrykte holdning mødte jeg desværre i det offentlige behandlingssystem - og jeg kunne ikke bruge den til noget. Det var faktisk først, da nogle kærligt fortalte mig, at jeg var en behandlingskrævende alkoholiker, at jeg selv indså det - og det har sgutte stemplet mig. Tværtimod slap jeg både af med et misbrug og et stempel.

Men hvordan forklarer man det til de velmenende? Det er i hvert fald ikke lykkedes mig endnu. Måske, fordi de velmenende er mere interesseret i at mene det rigtige, fremfor at hjælpe på den rigtige måde...?

Jeg har deltaget i et par programmer på P1 og har også skrevet noget, som jeg kunne linke til, men jeg vil nøjes med at henvise til Dostojevskijs fremragende lille roman om fænomenet, Spilleren. Jeg tror ikke på, at nogen afhandling kan beskrive det bedre - og især ikke velmenende afhandlinger.

Niklas Monrad

Citat "en lovgivning, der tager sigte på forbrugerbeskyttelse." er utvivlsomt en eufemisme for endnu et forbud. Lad os forbyde alkohol, stoffer, spil, prostitution, fluebinderi og onani så opnår vi givetvis det ideelle, problemløse samfund. - Eller måske gør vi ikke ...

En kvinde fortalte, at hvor hun for cirka syv år siden kunne vælge mellem beboercafeen og bodegaen, så kan hun i dag vælge mellem bodegaen og spillehallen. Og da hun ikke kan fordrage fulde mennesker, har hun valgt spillehallen.

Det er ikke forbudt at starte en beboerforening?