Nyhed

Når redaktører er dovne

Genmæle. Forfatteren Martin Glaz Serup svarer igen på kulturredaktør Peter Nielsens påstand om, at forfatterne i øjeblikket er tavse og ikke gider tage stilling. Forfatterne er netop ikke tavse, forfatterne skriver bøger, dem kan man jo læse. Til at begynde med, skriver Glaz Serup
Debat
4. juni 2010

I sidste uges bogtillæg (den 28. maj 2010) havde kulturredaktør Peter Nielsen en kommentar på lederplads, hvor han under titlen »Tavse forfattere« beklager sig over, at der sker for lidt i den litterære andedam, og over, at forfatterne ikke længere »gider tage stilling«. »Har lige været en tur rundt i aviserne og i blogosfæren, men der sker ingenting. Ingen manifester, ingen ophedede debatter, ingen, der tør satse noget, ingen der råber op over verdens fortrædeligheder og uretfærdigheder, og ingen forfattere, der tager stilling til store politiske spørgsmål,« skriver han.

Meget sigende er det eneste sted, redaktøren af tillægget Bøger ikke kigger, i forfatternes bøger, og det midt i højsæsonen for nye danske udgivelser. Meget sigende for den generelle jagt på den hurtige, overfladiske featurebaserede 'debat', der nu i nogle år har præget en stor del af Informations bogsider, hvor succesparameteret lader til at være kvantitativt på den måde, at bare der sker noget, er det mindre vigtigt, hvad der sker. Forfatterne er netop ikke tavse, forfatterne skriver bøger, dem kan man jo læse. Til at begynde med.

Bobergs 'Hesteæderne'

Hvis Peter Nielsen ville tage de mulige politiske tolkninger og udsagn, der kan læses ud af for eksempel Thomas Bobergs seneste bog for gode varer, kunne det være, at savnet af den politiske tænkning blandt forfatterne ville være mindre. I Bobergs digtsamling Hesteæderne kunne man for eksempel se hestene og hesteæderne som et allegorisk udtryk for en totalitær kapitalisme, hvor al kamp handler om den samme ressource, nemlig hestene og en beskrivelse af den grådighed og forråelse, som eksisterer i og på grund af det vestligt kapitalistiske samfund. Eller kunne man læse den som en påstand om eller beskrivelse af velfærdssamfundets sammenbrud under konsulens og hans nihilistiske sønners styre (eventuelt Anders Fogh Rasmussen og Venstres) og den grådighed og forråelse, der > er i kampen om den eneste vigtige ressource 'hestene', der på allegorisk niveau af og til kan læses som pengene, andre gange som et narkotikum og atter andre gange og mere direkte som føde, altså fødevaremangel i et nært, men fremtidigt dystopia. Her er der da rigeligt af »verdens fortrædeligheder og uretfærdigheder« at tage fat på, skulle man mene.

Gade Kofods 'Superhelte'

I Dennis Gade Kofods fjerde roman, Superhelte i det hele taget, der netop er udkommet, følger vi den yngre folkeskolelærer Per. Han bor med sin kone og lille datter i et hus i Rønne. Per lider af depression og angstanfald og for at få hverdagen til at hænge sammen, må han benytte sig af små tricks.

Han laver lister for sig selv, og han forestiller sig, at superhelten Jean Grey-Summers passer på ham, superhelten Jean-Grey, som også er hans virkelige kone Henriette. Beskrivelsen af depressionen fra den deprimeredes synsvinkel og krop er så nænsom og forekommer så præcis; frygten for, at 'de' eller at 'man' en dag vil fjerne datteren på grund af hans sygdom, frygten for, at den er gået i arv til hende, den konstante opmærksomhed, Per har på sig selv, om hans sygefravær er højere end andres, om hans datter har rent nok tøj på, om han optræder normalt nok, om de opleves som normale nok som familie.

Ritualer

Den sensibilitet, denne virkelighed og hverdag er beskrevet med, kunne for eksempel tjene som afsæt for en 'debat' eller diskussion - hvis det er det, litteraturen skal - af normalitetsbegrebet som sådan, men for mig er det ikke det mest interessante i den bog. Det er derimod det blik, der bliver os tilbudt; på ritualerne i børnehaven, på ritualerne i Brugsen, på madritualer og opdragelse, på »Det, der kan klages over, uden man afslører sig selv som svag« (priser, skolelærere, politikere med mere), og »Det, der ikke kan klages over uden man afslører sig selv som svag« (ligestilling, vores retssystem, forholdet mellem i- og ulande med mere). Et Bornholm i forfald beskrives - eller nok snarere bare, som det ser ud, uden den negative valorisering; i Kofods roman finder man en nøgtern, næsten fænomenologisk beskrivelse af tingene, der omgiver os og relationerne, vi knytter til dem og hinanden; det bliver ikke for storladent, synes jeg, at sige, at bogen handler om kærlighed, ømhed, hvor vi får vores kraft fra, og menneskelig skrøbelighed i det hele taget. Det unge par, der som alle skaber deres eget system i systemet, uden at de behøver at være specielt marginaliserede. Det er så fint, næsten knitrende beskrevet, i en klar, klar prosa. Hvordan det er at være nogle andre. Og den friske oplevelse af verden i Superhelte i det hele taget - bare bogens mange onomatopoetika, der giver et bud på, hvad det egentlig er, der omgiver os, i vores hverdag og liv, det vi tager for givet, hvordan det egentlig lyder. At skrive sådan en bog er for mig at se at turde »satse noget«, og dét på en mere lavmælt og intelligent facon end størstedelen af de »ophedede debatter« jeg blandt andet i Information støder på fra tid til anden.

Ved siden af Thomas Bobergs digtsamling og Dennis Gade Kofods roman turde de seneste bøger fra for eksempel Harald Voetmann, Niels Frank, Pia Tafdrup, Birgitte Kosovic, Hans Otto Jørgensen og Marina Cecilie Roné i sig selv være nok til at sætte gang i grundigere overvejelser om politik, hverdag, viden, virkelighed, alder, sted, stemme, køn, krig, lyst og andre fuldkommen fundamentale menneskelige kategorier. Det er bare at komme i gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per-Olof Johansson

- selvfølgelig kan vi vente en uge på redaktørens svar - men hvorfor ikke bruge Internet, når nu vi har det? Kom nu ud af hullerne!