Kommentar

Det rette greb på det forkerte tidspunkt

I 1984 gav det god fornuft at skabe statsfinansieret konkurrence til public service-radio. Men i 2010 er det snarere sænkelse af koncessionsafgifterne og en dato for lukning af FM-nettet, der mest effektivt kan skabe ny energi og bevægelse i radiobranchen
2. juni 2010

Set fra norsk radiobranche må det påkalde sig interesse, at Danmark har fået en ny kulturminister, som er optaget af radiomediet og aktivt iværksætter nye initiativer, fordi han tror, de kan skabe større grokraft i branchen. Da stærkere konkurrence i reglen fører til, at alle parter skærper og fornyer sig, er det let at have sympati for det overordnede mål med det nye danske medieforlig - nemlig at bidrage til, at DR bliver påført en øget konkurrence også på nyheder, debat, fakta og kulturstof i radioen.

De midler, som tages i brug, hører imidlertid hjemme i 1980'erne.

Intern konkurrence

Kulturminister Per Stig Møller vil oprette en ny radiokanal, som skal konkurrere med DR's P1. Den skal sende på den frekvens, som bliver ledig med lukningen af DR P2 og modtage 100 millioner kr. i statsstøtte til gengæld for at påtage sig public service-forpligtelser og afstå fra at sælge reklamer.

En sådan kanal findes allerede i Norge. Det er dog ikke P4 Radio Hele Norge, som Møller bl.a. selv henviser til som forbillede for sit kanalprojekt, men derimod NRK P2, som blev startet tilbage i 1984. Udviklingen af de to kanaler er et interessant bagtæppe for den aktuelle debat om det danske medieforlig.

Per Stigs meningsfælle Lars Roar Langslet blev kulturminister i den Høyreregering, som kom til magten i Norge i 1981. Han havde opløsning af NRK-monopolet som sin vigtigste mærkesag, men dengang var der endnu ikke politisk flertal for at åbne for reklamefinansierede kanaler uden for NRK. Så Langslet gik efter det næstbedste. Han oprettede P2 som en ny NRK-kanal, der fik til huse i Trondheim med en konservativ avisredaktør som chef og udstyret med klart mandat til at konkurrere med det gamle Oslo-baserede NRK P1. Jeg var selv med til at opbygge dén kanal. Vi oplevede nærmest os selv som en guerillaorganisation, som skulle bevise, at der kunne produceres mere, bedre og mere nyskabende radio for pengene end i gamle P1.

NRK havde brug for en fornyende impuls, og den gang kunne en sådan kun komme fra statspåtvunget intern konkurrence. Langslet indså det, gennemførte det, og resultatet blev en succes. Det var det rette greb til tiden.

Ekstern konkurrence

Monopolopløsningen fortsatte. I 1993 skiftede fokus for alvor fra NRK-intern til ekstern konkurrence. Det var året, da P4 kom til med landsdækkende, reklamefinansierede radioudsendelser.

Ved udbuddet af radiokoncessionen traf de norske myndigheder en disposition, som har ført til, at kommerciel radio har fået en langt stærkere stilling i Norge end i Danmark. Den bestod i at tildele koncession ud fra en skønhedskonkurrence med tilbudt samfundsnytte som udvælgelseskriterium - og ikke gennem en auktion til the highest bidder som i Danmark. Derved fik P4 et meget gunstigt udgangspunkt med lav koncessionsafgift, overkommelige public service-forpligtelser og privilegiet ved at være eneste landsdækkende radiokanal med reklamer i ti år. Kanalen erobrede rask væk en markedsandel på 20 procent og tjente gode penge. Som indarbejdet mærkevare klarede P4 sig fortsat fint, da der kom endnu en landsdækkende reklamekanal i 2004 (Kanal 24, nu Radio Norge). I dag ligger den kommercielle sektors markedsandel på 33 procent mod 67 procent tilsammen for NRK's tre hovedkanaler. Til sammenligning har kommerciel radio i Danmark en markedsandel så lav som 20 procent, mens DR sidder på de 80 procent.

Flerkanalskonkurrence

I dag fremstår P4 som en jævnbyrdig konkurrent for NRK over for aldersgruppen under 50 år på mainstreammusik og lettere magasinprogrammer. Men i forhold til de ældre lyttere og de mere ressourcekrævende produktioner er NRK langt mere enerådende. Én grund til dette er, at hvor de kommercielle aktører må tilfredsstille alle sine lyttere gennem samme kanal, kan NRK skræddersy sine tre hovedkanaler til forskellige målgrupper. Den konkurrencefordel kan dog blive udjævnet, når overgangen til den digitale radiodistribution, som vil tidoble kanalkapaciteten, bliver ført ud i livet. Derfor bakker kommercielle aktører i Norge og Sverige op om en hurtig overgang for at få mulighed for at konkurrere på mere lige fod med NRK og SR. Herefter vil det også blive interessant for de kommercielle kanaler at konkurrere om kulturstoffet.

Nationale radiomarkeder er forskellige, men her er de greb, som har fungeret vitaliserende i Norge:

- Intern konkurrence inden for NRK ved udgangen af monopoltiden

- Fokus på ekstern konkurrence ved at opbygge en bæredygtig kommerciel radiosektor

- Lav eller ingen koncessionsafgift for frekvenskapacitet for kommercielle aktører

- Tidlig varsling om en lukkedato for FM om en fem års tid og en hurtigst mulig overgang, når omstillingen sker (sådan forløb overgangen til digital tv, og noget tilsvarende diskuteres nu inden for digitalradio.)

Rolf Brandrud er norsk radioekspert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Hornstrup

Informations nyfundne ”radioekspert” fremturer i sin lovprisning af konkurrence uden at gøre klart – tilsyneladende heller ikke for sig selv – hvad han mener med ordet. Som i denne passus, der kunne være hentet ud af en trosbekendelse fra Tvangstanken CEPOS: ”Da stærkere konkurrence i reglen fører til, at alle parter skærper og fornyer sig, (….)”. Skærpelse og fornyelse er vage plusord – styrke for resten også, og konkurrence er vel i sig selv et plusord for de mere religiøse liberalister. Men konkurrence er aldrig i luften frit svævende. Det er altid konkurrence om noget: Ressurcer, f.eks. radiokanaler, sendetilladelser, penge - eller politikergunst, der kan omsættes til alle de nævnte. Og hvad konkurrencen ”skærper” afhænger helt og holdent af, hvad der konkurreres om. Enhver konkurrence foregår på en eller flere parametre. Hvis man ikke nævner dem, bliver det bare til sniksnak.

For at hæve ”kvaliteten” med konkurrence skal man gøre kvalitet til konkurrenceparameter, og det forudsætter igen at man kan blive enige om, hvordan kvalitet defineres og måles. I sport er det forholdsvis let – hvem løber hurtigst? – men i andre sammenhænge er det ofte så svært, at man i stedet vælger at konkurrere på noget, der er lettere at måle, nemlig pris. Den form for konkurrence giver med garanti lavere pris – i det mindste hvis man undlader at tælle med, hvad det koster at reparere på møget, man fik så billigt…

Den fælde undgår parterne i medieforliget i det mindste. Ved at give den kommende konkurrent til P1 et beløb langt større end det, det i dag koster at lave P1, skulle de effektivt have sikret at pris ikke bliver en konkurrenceparameter! Håbet er vel så, at det bliver ”kvalitet”. Vanskeligheden er bare stadig den med at definere og måle…

Hvordan den kommende konkurrent vil reagere i den situation er selvfølgelig en ukendt faktor, men lur mig om det bliver meget anderledes end den måde, DR vil reagere på – og den er temmelig let at forudsige ud fra, hvordan Radiofonien sædvanligvis reagerer: De vil konkurrere på lyttertal. Med det højst sandsynlige resultat, at P1 og konkurrenten tilsammen får større lyttertal end P1 har i dag. Man får hvad man beder om…

Fremtidens mediebillede bliver mere sort/hvidt -
konkurrence på seer/lyttertal vil logisk nok ikke bringet flere alternative synspukter eller vinkler...

Dorte Sørensen

Med til billede om den kommercielle radiokanal i Norge høre vel også at NRK havde ikke et så sammen hængende sendenet som Danmark, dvs. de havde ikke landsdækkende radio kanaler, som Danmark har haft og udbygget i mange år. (Kilde: Mennesker og medier på P1 – en af DRs udsendelser der er produceret uden for DR)

Sven Karlsen

Kultur kan vel - blandt andet - deles op i det vi har til fælles og det der gør os forskellige.

Og det gælder også internationalt. Ja, vi er da skandinaver, en del af Europa, Vesten, osv., men hvorfor har man efterhånden fået så travlt med at synkronisere hele nationen med resten af verden?

Er der noget galt i lidt originalitet? Stræben efter en egen, unik løsning, som måske nok vil indeholde nogle fejl og uhensigtsmæssigheder, men til gengæld er skræddersyet.

Dannebrog, kongehus og Kirkegaard er bare arv. Naturligvis er det nemmest, hvis man kan nøjes med nedarvet og indkøbt identitet. Gem din kreativitet til regnskabsføringen og slå op i Bo Bedre og find en færdigpakket løsning på, hvordan du indretter dit hjem med "enestående" og "unikke" møbler.

At stræbe efter originalitet er hårdt arbejde, så hvis man er den der har ansvaret for et helt samfund, så kan jeg da godt forstå hvis man lader være. Det er da nemmere bare at efterligne andre, for hvis det går galt, så har man i det mindste nogen at henvise til - "det var ham der fandt på det!"

Men Danmark er ikke for lille til at være en original. Vores uddannelsessystem behøver ikke at blive bygget over det finske, vores arbejdsmarkedsmodel behøver ikke at blive en kopi af den tyske, vores skattesystem skal ikke dikteres EU og vores mediepolitik skal ikke baseres på, hvordan det tilfældigvis er gået i Norge.

Vi skal have et samfund der er vores. Vores konstruktion, og nok med vores fejl, men selv de fejl er en del af det overordnede kvalitetsprædikat: vores!

Og netop mediefladen er en af de vigtigste elementer i det prædikat. Vores radio og tv er de billeder der hænger på væggene i vores fælles dagligstuer, og det er vores valg om gæster kan se en del af os i de udtryk, eller om de er nødt til at checke boarding-passet, for at finde ud af hvilket land de er landet i.

Sæt DR fri igen!