Kronik

S og SF skal være modigere

Skal de offentlige finanser for alvor styrkes på længere sigt, samtidig med at der rettes op på alvorlige mangler og skævheder i beskatningen af kapitalindkomst, må oppositionspartierne væk fra angsten for at ændre på rentefradrag og boligbeskatning
Skal de offentlige finanser for alvor styrkes på længere sigt, samtidig med at der rettes op på alvorlige mangler og skævheder i beskatningen af kapitalindkomst, må oppositionspartierne væk fra angsten for at ændre på rentefradrag og boligbeskatning
Debat
14. juni 2010

Den økonomiske politik fra S og SF i de seneste par år har været vigtig for at opbygge et troværdigt alternativ til VKO. Da S og SF i august 2009 lancerede udspillet Fair Forandring, fik danskerne efter adskillige år med socialdemokratisk kopipolitik for første gang virkelig noget at vælge imellem, når det gjaldt regeringens kontra oppositionens politik.

S og SF ville i modsætning til VKO genoprette velfærden. Og her satte Fair Forandringen ny realistisk skatte- og velfærdspolitisk dags- orden: Velfærd skal finansieres - højere velfærd kræver altså højere skatter. Men selv om der således var gode takter i Fair Forandring, er der klart også plads til forbedring.

Fair Forandringville i forhold til VKO's 'rødvins- reform' godt skabe noget mere rimelighed i fordelingen af skattelettelserne gennem indførelse af millionærskat samt gennem øget beskæftigelsesfradrag og forhøjelse af overførselsindkomster.

Men alligevel lader det sig ikke skjule, at opgøret med VKO's skattereform er noget forkølet og halvhjertet. Fair Forandringfastholder langt hovedparten af VKO's skattelettelser for højere indkomster under en million. Selv millionærerne kommer ikke engang til at betale samme skat som før skattereformen.

Positivt nok vil Fair Forandringbruge omkring 12 mia. kr. mere årligt på offentlige udgifter, heraf omkring syv mia. kr. til øget offentligt forbrug til service. Det er naturligvis langt bedre end VKO's nulvækst. Men for det offentlige forbrug svarer det til en årlig gennemsnitlig vækst på omkring 1,4 pct., hvilket ligger i underkanten af den årlige gennemsnitlige realvækst i offentligt forbrug fra 2002 til 2010 og en del under den årlige gennemsnitlige realvækst i offentligt forbrug under Nyrup.

Der vil derfor på sigt være behov for en større ramme for både regioner og kommuner.

Vokse sig ud af krisen

Også S og SF's seneste økonomiske plan, En fair løsning, må anerkendes for en række positive elementer.

Grundlæggende satser planen helt rigtigt på, at Danmark skal vokse sig ud af krisen i stedet for - som regeringen mener - at spare sig ud af den, hvilket risikerer at bremse opsvinget og øge regningen. Og fremadrettet har En fair løsninghelt rigtigt fokus på genopretning af økonomisk og produktivitetsmæssig vækst og på at skabe fremtidens arbejdspladser gennem en målrettet og selektiv udviklings- og erhvervspolitik. Også gennem sin satsning på et uddannelsesløft er S og SF's økonomiske politik langt mere fremtidsrettet end VKO's. Sidst, men ikke mindst må det anerkendes som stærke elementer i En fair løsning, at de nyliberalistiske krav om ny reduktion af tilbagetrækningsalderen afvises ligesom regeringens nulvækst for den offentlige sektor.

Men der er også mærkbare svagheder i En fair løsning: Først og fremmest må det betegnes som fordelingspolitisk dårligt og finansieringsmæssigt problematisk, at en stor del af finansieringen af udspillet skal fremkomme ved, at alle skal arbejde en time mere.

Vi ser her bagsiden af, at S og SF i Fair Forandringikke havde modet til at rulle VKO's topskattelettelser tilbage for indkomster under en million og ned til 600-700.000. Derfor nødsages man nu til at smøre finansieringen af statsunderskud og velfærdsforbedringer ud over alle borgerne ved, at de skal arbejde en time mere.

Dette element i En fair løsninger også tvivlsomt i henhold til at forbedre holdbarheden af de offentlige finanser. For på den kortere bane vil en forøgelse af arbejds- tiden ikkegive øget beskæftigelse og dermed øgede skatteindtægter. For inden for en overskuelig årrække vil der ikke være mangel på arbejdskraft, og så længe risikerer en forhøjelse af arbejdstiden i stik modsætning til hensigten tværtimod at øgearbejdsløsheden.

Også forslagene om, at unge skal hurtigere gennem uddannelse og om fleksibel dagpengeordning risikerer at vende den tunge ende nedad, ligesom det er tvivlsomt, om det bidrager til øget finanspolitisk holdbarhed.

Kunne sagtens forbedres

Fair Forandring kunne her forbedres både fordelingspolitisk og i henseende til at styrke de offentlige finansers holdbarhed. En mere retfærdig fordeling af skattebyrden kunne opnås gennem, at ikke en seks procents, men dog en tre-fire procents skat kunne gøres gældende for årsindkomster mellem en million kr. og ned til 700.000 kr. Hermed ville almindelige lønmodtagere fortsat kunne friholdes for en sådan ’ny mellemskat’. Og ikke mindst – staten kunne få nogle tiltrængte ekstra milliarder i den i forvejen slukne kasse.

Andre både socialt og statsfinansielt gode forslag kunne være at nulstille VKO’s forhøjelse af topskattegrænsen og at genindføre formueskatten. Der er også god grund til at kigge erhvervsstøtten igennem, der årligt koster omkring 24 milliarder, heraf de 14 via skattesystemet. Får samfundet vækst og øget beskæftigelse herudaf, eller er der bare tale om velerhvervede gamle rettigheder? Et godt spørgsmål til for eksempel bankernes momsfritagelse, den umanerligt lave rederibeskatning og den allerede i dag udstrakte landbrugsstøtte.

Gennem udbygning af Fair Forandring med sådanne forslag kunne den slunkne statskasse tilføres større holdbarhed og øgede midler til en beskæftigelsesfremme og en ny vækstorienteret erhvervspolitik.

Men skal de offentlige finanser for alvor styrkes på længere sigt, samtidig med at der rettes op på alvorlige mangler og skævheder i beskatningen af kapitalindkomst, må Fair Forandring væk fra angsten for – på sigt – at ændre på rentefradrag og boligbeskatning. Det ville her være rimeligt i højere grad at gribe ind over for personer, der skatteplanlægger og anvender skattesystemet til et stort statsstøttet lånefinansieret forbrug, ved – som foreslået af Radikale Venstre – at rentefradragsretten sænkes yderligere fra 25,5 til 15 pct. for meget store renteudgifter ud over 250.000 kr.

Og det burde sikres, at beskatningen af ejerboligerne følger med boligværdierne op, så boligmarkedet bliver mere stabilt – også til fordel for boligejerne. Det siger sig selv, at noget sådan først skal indføres, når boligkrisen er ovre, samt at det skal ske gradvist over en mangeårig periode.

Fair Forandring kan igennem disse skatteforslag udbygges, så skatteprovenuet gradvist over fire år øges med godt 20 mia. kr. yderligere årligt og på sigt med 30 mia. kr. Midlerne skulle for det første bruges til i forhold til Fair Forandring yderligere at genoprette og forbedre velfærden og øge offentlig beskæftigelse gradvist for brutto 5 og netto 2,5 mia. kr. mere. For det andet skulle midlerne bruges til i forhold til Fair Forandring yderligere at øge den private beskæftigelse og den økonomiske vækst gennem at øge offentlige investeringer for årligt brutto 10 og netto 7,5 mia. kr. For det tredje skulle midlerne afsættes til at forbedre de offentlige finanser og reducere stats-
underskuddet samlet netto med årligt 10 mia. kr. og på sigt med yderligere 10 mia. kr.

Mere arbejdskraft

Med denne kritik af forslaget fra S og SF om, at alle skal arbejde mere, skal der imidlertid på ingen måde her afvises, at der på langt sigt – på den anden side af krisen, formentlig først efter 2015 – vil være behov for at øge beskæftigelsen. På dette tidspunkt vil der formentligt være brug for flere hænder til at erstatte den stigende afgang fra arbejdsmarkedet på grund af pensionering indtil da og fremover.

Spørgsmålet er imidlertid, om dette skal ske ved, at de, som allerede er i arbejde, skal arbejde mere? Eller primært ved, at flere af de, der er uden for arbejdsmarkedet, kommer i arbejde? Og her er det oplagt at søge at øge arbejdsstyrke og beskæftigelse ved at reducere beskæftigelsesreserven på over 700.000 personer på midlertidig eller varig indkomsterstattende ydelse.

Den øgede tilgang af arbejdskraft, der på længere sigt vil være brug for, kan skaffes gennem øget integration, reduceret udstødning, øget tilgang af arbejdskraft udefra samt ved, at værende medarbejdere fastholdes længere eller går op i tid.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient.adm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Henrik Herlev Lund for den kronik.
Jeg vil bare tilføje, at et bedre arbejdsmiljø kan spare samfundet – både den offentlige og private sektor - store udgifter til sygedagpenge, omskoling, førtidspension mv. Ligeledes kan forebyggelse af arbejdsulykker også nedbringe samfundets omkostninger. Her gik Fogh Rasmussen den modsatte vej da han i sit første regeringsår fik indført store besparelser i Arbejdstilsynet og mindsket bøderne til arbejdsgiverne for at overtræde Arbejdstilsynets sikkerhedsregler. Bare et par eksempler på at der er andre sparemåder end OVK har fremlagt i deres Genopretningsplan ( bare navnet efter 9 år ved magten)

Claus Piculell

Hej Henrik
Jeg er meget enig med dig, selv om vi jo nok begge ved, hvorfor oppositionspartierne ikke tør røre boligbeskatningen - der i øvrigt også slår indirekte igennem på lejere i privat udlejningsbyggeri ... I alt er det mange vælgere at skyde fra sig.
At det burde være anderledes kan vi også hurtigt blive enige om: Man skal fremlægge den rigtige politik og gøre den spiselig, ikke gøre den spiselige politik rigtig.
Det ironiske er, at re Radikale, som insisterer på deres image som økonomisk ansvarlige, på den ene side foreslår de mest horrible forringelser f.eks. på dagpenge, men når det kommer til boligbeskatningen - hvor lige præcis deres vælgere også bliver ramt - så er de lige så store kyllinger - hvis ikke større.
Der er dog en ting, som vi ikke er enige om: At det er en stor forringelse, at alle på arbejdsmarkedet skal arbejde en time mere. Det er faktisk den mest solidariske løsning, når det nu skal være.
At en yderligere beskæftigelse kan komme fra at åbne for mere fleksible ordninger for folk på overførsel ved du, at vi er enige om. Det foreslog jeg i "Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen" ... :-)
vh Claus

Margit Kjeldgaard

Netop om boligbeskatning har de radikale da en rigtig god politik og er modsat den øvrige opposition ikke kyllinger. De går ind for tilbagerulning af skattestoppet - det første af de ufinansierede skattelettelser til rige under den borgerlige regering - så ejendomsværdiskatten igen kommer op på 1 % af ejendomsvurderingen og så grundskylden også følger vurderingerne. Jeg er ikke klar over om de - ligesom det økonomiske råd (DØR) og velfærdskommissionen - går ind for at hæve procenten til det såkaldt neutrale niveau for ejendomsværdien - det er pt. 1,2 % ifølge DØR 2010. Men modige er de, for de har givetvis mindst lige så mange boligejere blandt deres vælgere som S, SF og EL.

Christian Larsen

Sikken et ubehjælpsomt indlæg, der viser at skattesocialismen ikke er død i Danmark.

Danmark har nogle af de højeste marginalskatter i OECD, som skader dansk konkurrenevne og skævvrider borgernes og virksomhedernes dipsositioner.

Den højere marginalskat straffer uddannelse, den straffer dem der tager ekstra vagter eller et ekstra job.

Løsningen er afskaffelse af topskatten og halvering af selskabsskatten. Det vil give en konkurrencedygtig dansk økonomi, som dels vil øge investeringerne, og dels vil give øge indtjening til de ansatte igennem højere løn og højere afkast på deres pensionsordninger.

De er ikke behov for endnu flere ufinansierede offentlige udgifter, som vil dræbe væksten i dansk økonomi og skade konkurrenceevnen.

Der ligger et utal af analyser der viser, at skatten i Danmark er skadelig. Alligevel vil S og SF indføre en dummebøde til medborgere der tjener over en mio.

Dette viser blot hvor ringe og dårligt økonomisk funderet deres plan er.

Dorte Sørensen

Christian Larsen
Det er ret sjovt at borgerlige altid kommer med det høje danske skattetryk, når flere undersøgelse viser at OECDs opgørelses metode og sammenligning af skattetryk ikke holder, da OECD ikke tager forsikringsordninger og arbejdsgiverbidrag med, hvis disse som i Danmark bliver betalt over skatten tages med ligger Danmark ikke i top men i midten af skattetryks ranglisten. Ligeledes er den danske selskabsskat heller ikke den højeste. Hvorfor alle disse myter?

Robert Kroll

Det er en meget "enøjet" positiv kritik af "fair forandring".

Jeg tror ikke, man bare kan "vokse sig ud af krisen".

Da Danmark under J O Krag's og Anker Jørgensen's S-regeringer havde utilfredsstillende økonomi, da prøvede man netop at "vokse sig ud " af problemerne - med den effekt, at en S-finansminister ( Knud Heinesen ) måtte erklære , at Danmark var på vej mod afgrunden.

Der skal besparelser til for at frigøre ressourcer til de "vare-producerende " erhverv - større eksportindtægter giver mere bæredygtig beskæftigelse og skaber overskud til Danmark og dermed større skatteindtægter , og sikrer dermed velfærdsstaten.

"Retfærdig beskatning" er ikke et objektivt begreb - typisk synes mange , at de selv er hårdt spændt for, og at de andre ( kapitalisterne , de "rige" , social-nasserne , de dyre flygtninge o s v) derfor må betale "gildet" ?

Dengang for mange år siden, da man ophævede skattefradragsretten og indførte kildeskatten mente de fleste politikere (uanset partifarve) at 50% vist var det højeste, man burde betale i indkomstskat - idag er opfattelsen helt anderlades, og Danmark har vist i dag det højeste skatte-og afgiftstryk i verden.

Og hvorfor skal boligen være et skatteobjekt - man burde kunne købe sig en bolig og blive borende når man går på pension - man skal ikke tvinges fra sit hus af stigende husskatter når ens indtægt går ned når man bliver gammel - og måske vil bruge noget af sin husopsparing (friværdi) til at nyde de få år, der er tilbage af ens liv.

Den bedste måde at udryde misundelsen på friværdier er, at sikre ,at der er boliger nok - så kommer prisen til at afhænge af kvaliteten og ikke af forventninger til kommende prisstigninger.

Sparer man op i kunst , antikviteter, sjældne frimærker , gamle biler o s v, så beskattes man ikke - men er man dum nok til at spare op i sit hus, så anses det af mange som noget, der skal beskattes særlig hårdt.

At skære i rentefradraget for ejerboligen giver blot en mangel på skattemæssig symmetri, som snildt kan udnyttes hvis man registrerer sig som erhvervsdrivende . Det er kun lønmodtagere, der rammes af beskæringer af rentefradraget for lån i ejerboliger.

Hverken Fair Forandring eller regeringens genopretningsplan løser problemerne - der skal mere til.

Men lige her og nu, så er det Fair Forandring, der er mest flosset i kanten.

Christian Larsen

@ Dorte Sørensen

Jeg taler om marginalskatten, som i Danmark er på hele 56 % og som med en "millionærskat" vil blive banket hel op på 61,6 og dermed den femtehøjeste i OECD.

Denne foreslåede skat er som topskatten, udelukkende af sympolpolitisk karakter og giver intet provenu af betydning, tværtimod.

Man glemmer oftest i disse sammenligninger, at dem der i Danmark også plages af topskat, i modsætning til tilsvarende indkomstgrupper i udlandet derudover betaler enorme beløb i registreirngsafgifter.

Lavere selskabskat vil give højere vækt og flere investeringer, samt jobs - det er evident, men forfatteren til denne klummer lever åbenbart i et parallelt univers.

F .eks. højere skat på rederier - rederier der blot kan udflage, højere skat på ejerboliger, men ikke skat på almene boliger eller fri markedsleje på udlejningsboliger osv.

'Fair and square' er amerikansk, en slags pæn udskæring af ret og rimeligt, og bliver for tiden brugt i europæisk politik, f.eks. som bindeordet i tilnærmelsen mellem de tyske konservtive og liberale. For S og SF er udgaven en 'light kapitalisme'.
Både regeringen og S-SF har planket den politiske midte, regeringen ved at tale om solidaritet og social ansvarlighed, modstanderne ved at overtage en række af højrefløjens mærkesager. Det er måden at slå modstanderen på.
Den politiske midte er det apolitiske standpunkt, middelmådigheden, den tredje vej til kapitalismens status quo, et typisk national(istisk) projekt, der intet ændrer ved kapitalismens frie bevægelser på verdensmarkedet og storkapitalens indgreb i dansk politik. Helle Thornings og Villy Søvndals forklaringer vil derfor over for de økonomiske vanskeligheder være som Claus Hjorth Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens:
Desværre, vi er undergivet de internationale spilleregler.

Travis Malmzon

Positivt nok vil Fair Forandring bruge omkring 12 mia. kr. mere årligt på offentlige udgifter, heraf omkring syv mia. kr. til øget offentligt forbrug til service.

Ja, det er altid rart at bruge penge.
Specielt hvis det er andres penge.

Artiklens forfatter lyder fuldstændigt som fjolserne fra Luksusfælden, og det kommer til at gå Danmark på samme måde som det er gået deltagerne før de kom med i programmet, hvis vi fortsætter som hidtil.

Men med al det spin, som efterhånden fuldstændigt har overtaget i forhold til substansen, virker det som om alle tror vi deltager i et realityshow, og at der på et tidspunkt dukker et par kendisser op og giver points.

Men det gør der ikke.

Om et par år når pyramidespillet braser sammen, så er der ikke nogen til at betale for os længere.