Kommentar

Der er så meget, amerikanere ikke forstår ...

Og fodbold som tilskuersport forstår vi slet ikke. Trods USA's hæderlige præstation ved dette års VM er fodbold slet ikke i nærheden af at appellere lige så stærkt til den amerikanske folkesjæl som football, baseball og basketball
1. juli 2010

KNOXVILLE - Det amerikanske fodboldholds historisk fornemme præstationer ved dette VM er gået ikke upåagtet hen i Staterne. Men vild begejstring har Landon Donovan og hans kammeraters præstationer på den anden side heller ikke skabt. Det rejser naturligvis atter det ældgamle spørgsmål om, hvorfor vi sportsgale amerikanere nu engang har så svært ved at fatte ægte interesse for verdens mest populære sportsgren. Nå ja, vi kan da lide at spille fodbold eller soccer, som vi siger herovre. Vi gider bare ikke rigtig se på, at andre gør det.

Sandt nok ynder vi at bruge udtrykket soccer mom for at beskrive klichéforestillingen om den overstressede forstadsmor, der bruger timer af sin tid på at køre sine børn til og fra fodboldtræning. De fleste amerikanske skoler har efterhånden deres eget fodboldhold, og selvfølgelig kan vi blive stolte og glade over at se vores døtre sparke en bold rundt på en grønsvær. Også over at se vores sønner gøre det selvfølgelig, men ikke helt så meget, og under alle omstændigheder ikke ret længe ad gangen.

Soccer er populært som tilskuersport i nogle dele af USA, navnlig i områder, der har store indvandrerbefolkninger, men i popularitet halter det stadig langt bagefter amerikansk fodbold, basketball og baseball. I et forsøg på at finde ud af hvorfor, delte jeg et par øl med min tyske ven Günther, en sand soccer-fanatiker, som for nylig er blevet naturaliseret amerikaner. Jeg så nogle VM-kampe i hans stue og deltog behørigt i hans jubel. Dog uden helt at fatte, hvad der foregik på skærmen.

Mine personlige erfaringer med fodbold begrænser sig til dengang, jeg som 13-årig sparkede en dårligt oppumpet bold rundt på en slidt plæne, mens trænere piftede i fløjter og råbte ad mig. Jeg husker ikke en eneste aflevering eller nogen form for holdindsats. Vi løb rundt som gale og lossede til bolden, når vi kunne komme til det, eller gik ud på sidelinjen og kastede op, når vi var helt flade. De ivrigste forsøgte også at ramme bolden med hovedet, men hvis det lykkedes, faldt de bagefter sanseløse til jorden. Den langsomste og fedeste dreng var målmand, og jeg kan ikke huske, at han havde en eneste vellykket redning, når bolden tilfældigvis tog retning mod hans net.

Hurtige resultater

Jeg forsøgte at forklare Günther min teori om, hvorfor fodbold som tilskuersport ikke kan tiltrække et amerikansk massepublikum: Vi amerikanere vil se resultater i en fart, og udebliver de, taber vi hurtigt interessen. Okay, vi kan til nød leve med de sjældne defensive opgør i baseball, amerikansk fodbold og basketball, der fører til en lav score, men en træner, som konsekvent var ude af stand til at skabe offensivt festfyrværkeri, ville ikke holde længe i branchen.

Günther var helt enig og supplerede med den pointe, at amerikanere har ufattelig svært ved at acceptere uafgjorte resultater som det amerikanske landsholds i VM-kampene mod England og Slovenien. Ingen amerikaner kan holde ud at bruge 90 minutter af sin tid på at se på en sport, der ender uden afgørelse. Desuden, mente Günther, forlanger vi amerikanere den øjeblikkelige tilfredsstillelse ved beslutsomme angreb, der ender i mål og sejr.

Ydermere er vi vant til højdepunkter og klimakser, ikke til konstant handling. Amerikansk fodbold spilles i intervaller - i korte udbrud af voldsom og ofte brutal kontakt, i pludselige retningsskift i form af akrobatiske spring, blokeringer, sammenstød og fremstød mod målet, efterfulgt af 'klyngerådslagning', hvor strategien for næste angreb drøftes.

Günther påpeger, at amerikanske sportsgrene også rummer langt mere kompliceret statistik. Selv om fodbold også genererer statistik, så er sportsgrenen mere »doven« og »primitiv« i sin kompleksitet, i den forstand at det så langt fra er alle bevægelser på banen, der kan kompileres ('oversættes', red.) til en algoritme, som matematikelskere kan studere. Det kan baseball derimod i udpræget grad, og derfor er baseball formentlig den aktivitet, der har genereret flest futile data siden alkymisternes og astrologernes storhedstid.

I tilknytning til statistikmanien fremhæver Günther også, at amerikanske sportsgrene synes at udmærke sig ved en overdreven grad af specialisering: Man har spillere, som kun træder ind i kampen for at udføre en bestemt funktion og derefter hurtigt forsvinder fra scenen igen. For slet ikke at tale om, at vi har regelsæt så komplicerede, at hele paneler af jurister kunne beskæftiges med at holde rede på overtrædelser og udmåle sanktioner.

En blasert bonderøv

Mens Günther fortsatte med at fintune sin analyse med en Mercedes-mekanikers præcision, indså jeg, hvor forfærdeligt det omvendt må være for ham at være tvangsindlagt til at overvære en baseballkamp eller for den sags skyld udholde en hel football-collegeturnering.

Da han begyndte at tale om gloriøse øjeblikke i internationale fodboldturneringer, om de europæiske fans 'orkestrerede tilråb', om nationale forskelle i spillestil mellem Brasilien, Italien, Holland og Tyskland, og om VM-slutrunden, som for Günther er noget nær en religiøs åbenbaring, følte jeg mig beskæmmende indskrænket. Som om jeg slet ikke var en rigtig verdensborger, men en blasert bonderøv uden forståelse for en begivenhed så kosmisk som måneformørkelser.

Men selv om jeg oprigtig ønsker at slutte mig til resten af menneskeheden og deltage i dens måben over, hvad de små spurtende figurer på skærmen kan præstere i deres evige jagt på den runde bold, så ved jeg med mig selv, at jeg altid vil være langt mere interesseret i at høre de seneste slagsstatistikker fra The Atlanta Braves. Det må jeg erkende, men jeg ved godt, at det er værst for mig selv.

Hvis det amerikanske fodboldlandshold havde klaret sig helt frem til finalen, ville jeg dog helt sikkert have set kampen. Med eller uden Günthers selskab.

Jeg kan godt blive bekymret over holdet nye tilsyneladende vinderkurs. Tænk hvis USA en dag vandt VM i fodbold! Et amerikansk VM-trofæ ville bringe vores selvbillede i alvorlig fare. Vi kunne gå hen og miste vores historiske sans for exceptionalisme.

Hvem ved? Måske ville vi tilmed begynde at nyde en sport, som vi grundlæggende skal forestille at hade.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Effektiv spilletid på 2x45 minutter giver ikke plads til reklamer, og derfor har US medierne ingen motivation til at vise fodbold. Såre enkelt.