1. juli beslutter Sveriges rigsdag, at forældelsesfristen for mord bortfalder. Olof Palmes morder kan altså fortsat dømmes, hvis han fanges. Det sker nu næppe. Han døde i sommeren 2009.
Manden delte fornavn med den frikendte Christer Pettersson (CP), og hans efternavn var lige så almindeligt. Men det bliver ikke denne Christer (eller Krister), som vil fylde de svenske medier, når Riksdagen træffer sin beslutning.
At det er den forkerte Christer/Krister - alkoholisten og ikke børsspekulanten - som får al opmærksomheden, er mildest talt mærkeligt. For hvordan kom CP overhovedet ind i sagen?
En chilensk indvandrer bærer skylden i første omgang. Manden brød sig ikke om, at det 'fantombillede', som var udsendt på baggrund af en tegners iagttagelser, havde 'sydlandske træk'. Altså opdigtede han en 100 pct. løgnagtig forklaring om »en høj mand med nordeuropæisk udseende«, som han havde set følge efter Palme dagen før mordet ved Åhléns varehus på Kungsgatan.
Der udarbejdedes et nyt fantombillede, som døbtes 'Skyggen'. CP's ulykke blev, at han lignede denne fantasifigur. Politifolk bemærkede ligheden, og når svenske Palme-efterforskere senere har udgivet bøger om mordet, henvises til disse politifolk som et indicium mod CP. Men baggrunden forties: Løgnehistorien som ellers erkendtes senere.
Forsøg på justitsmord
Forudsætningen for, at justitsmordet kunne køre gnidningsfrit igennem, var, at anklageren kunne sælge historien om, at CP var identisk med den mand med 'et ubehageligt stirrende blik', som adskillige vidner havde bemærket foran biografen Grand, lige før ægteparret Palme forlod stedet. Af disse vidner var to finske kvinder de bedste, da de havde set 'Grand-manden' i længst tid og på tætteste hold. De sagde begge bestemt, at CP ikke var 'Grand-manden', og politiet hemmeligholdt deres eksistens. Kun vidner som sagde, at CP måske var 'Grand-manden', kunne bruges. Et af gerningsstedets vidner, Lars. J., kendte udmærket CP af udseende. Men selv om morderen nærmest luntede forbi ham på det modsatte fortov, forklarede Lars J. i retten, at manden ikke fik ham til at associere til CP.
Hvad med Lisbeth Palme, som genkendte CP?
Dagen efter mordet afgav hun til politirapporten en præcis beskrivelse af gerningsmanden - troede hun. Hun beskrev nemlig vidnet Anders B., som stod syv meter fra hende i forretningen 'Dekorima's indgangsparti. Havde hun deltaget i rekonstruktionen på mordstedet, var misforståelsen blev opklaret. Men det nægtede hun, og det gik derfor aldrig op for hende, at hun forvekslede Anders B. med den morder, hvis ansigt hun aldrig så. At det forholdt sig sådan, var sagens første anklager K.G. Svensson aldrig i tvivl om, men han blev mobbet ud af sagen.
Bedre blev det ikke af, at CP's kammerat, Ulf S., befandt sig i CP's lejlighed på mordaftenen. Han sagde, at CP var kommet hjem før midnat. Altså kunne CP ikke være morderen - tunnelbanens køreplan taget i betragtning. Dette udsagn klarede man ved et karaktermord på Ulf : Hvem kan stole på en kriminel?
Dog gjorde politiet en undtagelse fra denne regel. Den lige så kriminelle Roger Östlund kunne godt bruges som vidne, da han skulle forklare, at han havde set CP udenfor Grand lige før Palme forlod biografen.
Læser man samme Östlunds første forklaring til politirapporten fem dage efter mordet, er det klart, at han var så omtåget af amfetamin og sprit, at han reelt intet huskede.
'Hukommelsen' tilbage
Dette fik kriminalinspektør Ture Nässén rådet bod på knapt tre år senere. Det skete via noget så usædvanligt som et 'omvendt forhør'.
Forhørslederne gav Roger den nødvendige information om hans færden denne aften - Östlund var blevet bemærket af mange - og han behøvede blot at bekræfte deres oplysninger. At han reelt absolut intet huskede, betød mindre.
Alligevel var det vanskeligt at placere CP foran bio-grafen. Der var ingen vidner at henvise til jvf. de to finske kvinder, men efterforskerne lod Östlund forstå, at han havde mødt en kammerat ved Grand. Men hvem? Östlund tænkte så det knagede, men tavlen var blank.
Men da CP blev anholdt, gik sammenhængen op for Östlund, og knap tre år efter mordet 'huskede' Roger pludselig, at han så CP foran Grand.
Altså genfortalte han i retten, at han bemærkede CP, inden han fra biografens mønttelefon ringede til narkohandleren Sigge Cedergren. Ifølge politiet begyndte samtalen kl. 23.15 og sluttede 23.21. Altså straks efter Palme-parret havde forladt biografen.
Men her gjorde justitsmordets iscenesættere regning uden et af de bedste Grand-vidner, den kunststuderende Pia E. Hun havde været til samme forestilling som Palme, og bagefter ventede hun på bussen ved stoppestedet lige syd for Grand og på samme fortov. Hun bemærkede Palme-parret gå mod syd ad Sveavägen og fulgte dem med øjnene knap halvvejs til mordstedet.
Kort efter dukkede Östlund op sydfra og bummede en cigaret. Han kom altså fra den direkte modsatte retning af Grands mønt-telefon. De kom i snak kl. ca. 23.20.
Mens Roger forsøgte at holde liv i samtalen, kom nogle punkere forbi og sparkede til busstoppestedet, og Östlund sprang løs på dem med en kniv. De løb bort, mens Roger skar sig selv i fingeren.
Samtidig kørte to ambulancer med udrykning mod nord ad Sveavägen. I den ene var den døde Olof Palme, myrdet kl. 23.21.30.
Pias bus ankom omkring 23.28, og Pia kørte væk, mens Östlund gik til biografen for at ringe til Sigge.
Sammenlagt har syv vidner set Roger ringe fra Grands telefon kl. 23.30 - eller senere. Derimod har ikke et eneste vidne set Östlund i Grands foyer mellem kl. 23.15 og 23.30. Forfalskede politiet tidspunktet for samtalen for at få kabalen til at gå op?
Efter Landsrettens enige frifindelse har pensionerede efterforskere via dygtigt spin i medierne holdt liv i myten om CP som morder, og især 'Expressen' har med nordkoreansk lydighed pareret ordre, således at CP i dag i de flestes øjne fremstår som gerningsmanden. Politiets inkompetence blev skjult.
Serienummer 61575
Udueligheden viste sig især ved, at ingen bed mærke i det faktum, at Olof Palme blev skudt med en Smith & Wesson .357 Magnum. Det er et 'Clint Eastwood-våben'. Ca. 600 i Stockholms len havde licens til denne våbentype. Palme var næppe det store hit i dette miljø.
Da politiet endelig fik en af disse revolverejere indkaldt til afhøring ni år efter mordet, konstaterede ordensmagten: »Hans udseende, holdning og måde at bevæge sig på viste en forbløffende lighed med oplysningerne om Olof Palmes banemand«.
Revolveren med serienummer 61575 havde han meget bekvemt ikke længere. Den var solgt til en ukendt 'sydlænding', påstod han. Han havde heller intet alibi for mordaftenen, hvor han kun boede 10 minutters gang fra biografen Grand. Derimod havde han et motiv - et milliontab, som han tilskrev Palme. Tidligere havde han skudt sit tv i stykker, mens Palme var på skærmen.
Men denne mand har ingen interesse i svensk presse. Her lader pressen sig trække rundt i manegen af typer som kriminalinspektør Ture Nässén.
Paul Smith er historiker og har udgivet bogen 'Mordet på Olof Palme. Den endelige opklaring', Hovedland 2010
