Læsetid: 2 min.

Sport og kunst

Sport er ikke kunst. Men med Pierre de Coubertins ord: Sporten kan inspirere kunsten, og kunstens opgave er at deltage i fejringen af olympisten og fortolke sportens kvaliteter.

Sport er ikke kunst. Men med Pierre de Coubertins ord: Sporten kan inspirere kunsten, og kunstens opgave er at deltage i fejringen af olympisten og fortolke sportens kvaliteter.

1. juli 2010

Forleden aften sad en sportsøkonom fra CBS i Deadline 2 og stønnede henført, at det jo er kunst, vi er vidne til, når vi oplever de mest sublime øjeblikke ved VM i fodbold i Sydafrika.

Betragtningen er ikke ny. Den trådte for alvor ind i den danske debat i slutningen af 1970'erne, da Danmarks Idræts-Forbund argumenterede for, at danske eliteidrætsudøvere burde have statsstøtte, fordi der var en klar lighed mellem topatleter og kunstnere, og begge parter hørte jo hjemme i Kulturministeriet. Når balletdanserne ved Det Kongelige Teater kunne få statsstøtte, burde også sportens elite tilgodeses!

Den limpind hoppede det kulturministerielle udvalg, der i 1983 fremlagde forslag til oprettelsen af Team Danmark - og dermed til statsstøtte af eliteidrætten - ikke på. Man valgte at tillægge eliteidrætten en værdi i sig selv, og hvis staten skulle støtte elitesporten, var det for at fremme en social og samfundsmæssig forsvarlig udvikling af sektoren. Så enkelt.

Det var nok meget klogt. For forskellene mellem sport og kunst synes større end de ligheder, der fornemmes, når man henrykkes af eliteidrætsudøvernes præstationer. Sat på spidsen kan følgende påstande fremsættes:

•Sportens resultater giver kun mening inden for et sæt af klare og transparente regler. Kunsten kan tillade sig at sprænge alle regler og stadig være kunst - måske endda ret god kunst

•Kunsten er centralt forankret i en æstetisk udfordring, som sporten kan ignorere - og alligevel opnå et godt resultat

•Sportens resultater lader sig i modsætning til kunstens altid måle - og bruges til at etablere et veldefineret hierarki

•Kunstværker beundres, uanset om kunstneren dopede sig i produktionsfasen - sportsudøverens resultater forkastes

•Kunsten tillægges en fortolkning af den virkelighed, den er en del af - sporten iværksætter sin egen

•Kunsten forholder sig ofte kritisk til tilværelsens vilkår - sporten rummer næppe korrektioner til samfundets orden

•Personen og fodboldspilleren Michael Laudrup er sammenfaldende i handlingen og dens konsekvenser, hvad man ikke kan påstå om balletdanseren Erik Bruhn i rollen som James i Bournonvilles Sylfiden

•Kunstens avantgarde er uden folkelig gennemslagskraft - sportens rekordsættere dyrkes af folkemasserne

•Kunstens fornyelse har vanskelige finansieringsforhold - sponsorer og marked halser efter sportens resultatfornyere

•Sporten frembringer magtfulde, korporative organisationer - kunsten er desorganiseret

•Endelig afgrænser den formentlig oftest brugte kunstdefinition, 'institutionsteorien', kunsten fra sporten. Det er således ikke et træk ved selve værket, der gør det til kunst, men alene det forhold, at en kunstner udnævner det til et sådant, at det bliver udstillet og beskuet, anmeldt i medierne og evt. solgt - alt sammen i den kunstinstitutionelle sammenhæng.

Selv ikke de moderne olympiske leges grundlægger baron Pierre de Coubertin - der i en periode fik indført konkurrencer i kunst ved de olympiske lege - havde forestillinger om idræt som kunst. Men han var optaget af sammenhængen: Sporten kunne inspirere kunsten og kunstens opgave var at deltage i fejringen af olympismen og fortolke sportens kvaliteter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu