Læsetid: 5 min.

Det store i det små

Når humoren tager en tur med prætentionen - P1 og Frederik Dessau og Søren Østergaards figur Bager Jørgen igen, igen, igen
Når Bager Jørgen alias Søren Østergaard med friluftstænder, grydefrisure og ternede bukser på fuldtonet århusiansk tager fat og smadrer wienerbrød og tarteletter, er der tale om absurd, men nødvendig sjov humor.

Når Bager Jørgen alias Søren Østergaard med friluftstænder, grydefrisure og ternede bukser på fuldtonet århusiansk tager fat og smadrer wienerbrød og tarteletter, er der tale om absurd, men nødvendig sjov humor.

5. juni 2010

P1's rubrik Radioklassikeren bragte et af Frederik Dessaus legendariske radiocauserier fra 1990'erne. Tænk at noget sådant engang lod sig gøre i DR.

Lytteren sad forleden tilbage med glæden over genhøret og smerten ved det kulturtab, DR siden har påført sig selv og nationen. Men dengang var det altså muligt, som det i øvrigt fortsat er i andre landes radiofonier, at tilbyde lytterne et intelligent og kunstnerisk med- og modspil, det som Dessau og andre med ham præsterede i det nu så forringede P1.

Arrogante og løsagtige formodninger om, hvad lytterne vil have og kan tåle, har givet middelmådige chefer, udpeget af fagligt svage generaldirektører, et alibi for at påtvinge lytterne deres egne begrænsninger og slippe af med krævende medarbejdere. Fordummelsen foregår i et stadig mere forskruet elektronisk vræl af selvforelsket betagelse; en marmelade af jubel om alt det ufatteligt vidunderlige, DR leverer.

»Du er på P1,« slikker lillepige-stemmen lytteren i øret. Sådan må der lyde i et bordel for pædofile. »Tankevækkende radio«. My foot!

Forleden var du så på P1 i et langt gyldent øjeblik med Frederik Dessau, en af de betydelige formidlere i radioens historie, den uforglemmelige stemme i balance, og personen bag stemmen der med god ret stolede på sit stofs bæredygtighed og uden vaklen eller leflen eller højrøvet nedvurdering af sine lyttere frejdigt tog de store emner op i den mest krævende form af alle, den mundtlige.

Jantelovens genfødsel

Ingen andre dikkedarer i disse legendariske udsendelser end relevant musik. Og ikke musik som muzak eller væg til væg, men som medbefordrer af dagens tekst.

Bag Dessau stod chefer, der turde tro på deres kunders lyst og evne til at modtage oplysning. Denne pædagogiske selvfølgelige og menneskevenlige bestræbelse: fra mig til dig, er i mere end en halv snes år og med flertallets velsignelse nedgjort som politisk korrekthed. Oplysning er snavs, eksperter er vi jo selv, som Den Kreative Bogfører belærte sin samtid.

Janteloven fik sin renæssance i Fogh Rasmussens Danmark, hvor panikken under propagandabetegnelsen 'genopretningspakke', som Radioavisen end ikke behæfter med det lille forbehold såkaldte, yderligere beskærer uddannelserne: Du skal ikke tro, du kan blive klogere.

Dessau talte om humor. Tænk sig at holde et radiocauseri om humor! Alene antydningen af denne mulighed i radioen. Hvad ville ikke ske!

Men det skete forleden. Det kan man nemlig godt: tale om de store ting i radioen, hvis man altså har noget på hjerte. Den højst nulevende Dessau er altså hermed ophøjet til klassiker og jo dermed fortid. Men det fortidige ligger ikke til Dessau. Det reaktionære er at finde i den kulturløshed, der brøler sin perspektivløse selvforherligelse ud i hovedet på de sagesløse lyttere.

De stakler, der stadig og af gammel vane åbner for P1, bliver overvejende spist af med selvforherligende genudsendt sekundastof, og som for længst er holdt op med at håbe på forandring til det bedre.

Tag dog folk alvorligt

En vittig mand sagde engang, at selvglæde kan være udtryk for stor nøjsomhed.

I komikken er denne ufrivillige forveksling ofte motiv og drivkraft. Den, der prætenderer, men nøgternt set ikke yder mere end prætentionen, er latterens mål.

»Kan De godt lide god musik,« spørger Victor Borge ud i salen.

»Ja,« råber publikum.

»Så er De kommet til den forkerte koncert,« lyder svaret. Og det var publikum jo så alligevel ikke, hvilket også var pointen. De var kommet til lige præcis den rigtige.

Når den store catalanske klovn Charlie Rivel optrådte, bestod nummeret i at sætte sig på en stol. Hverken mere eller mindre. Stolen blev verdens centrum og bestræbelsen erobringen af universet. End ikke Rivels andalusiske primalskrig blev det til, da stolen efter et kvarters oprivende anstrengelser var nedkæmpet. Blot Rivels sørgmodige bagoverbøjede: »Ohh!«

I samme slægt som Dessaus sagtmodige konstatering af humorens væsen, Borges dementi af det oppustede og Rivels minimalistiske erobring af alt og intet, findes Søren Østergaards skiftende udgaver af det præsterende menneske i et udkantsland, der forveksler sig selv med verdens navle.

Politisk teater er Zirkus Nemo ikke, det vil direktør Østergaard have sig frabedt. Ham om det.

Manden, der optræder som hentehårsartist og med sine lokker, der efter alt at dømme har kendt bedre dage, skaber både Eiffeltårnet og Forum Romanum for ikke at tale om de uforglemmelige bygninger i den danske provins med cykelskur.

Og han fremkalder på forunderlig vis associationer til ledende politikere i skryderens ringhjørne, ministre uden bund i sig selv og virkeligheden, der jublende udråber landet som verdens bedste, mens det er under hastig nedbygning.

Børnene i den tidligere Bertel Haarders ruinerede skole bliver stadig dummere, den gennem 10 år Sander-styrede forskning fører til fup før faktura, og fanden står og tager de sidste.

Tarteletters køn

Når Bager Jørgen med friluftstænder og ternede bukser på fuldtonende århusiansk igen tager fat ved disken og nu er nået til tarteletterne, må Søren Østergaard tilgive tilskueren, hvis såfremt i fald tankerne forvilder sig ind i paraden af platugler, der - vild med dans, gamle ugeblade og himmelråbende dilettanteri - har så fast en plads i de redebonne medier.

Hvorledes man i øvrigt kønsbestemmer en tartelet i tarteletkorpset, dét ved ifølge Østergaard kun Bager Jørgen. Det er så ustyrligt i Zirkus Nemo, at denne publikummer kun mindes noget lignende mavekrampefremkaldende hos Kjeld og Dirch engang i urtiden: Målermanden, der kan vurdere alle minimale afstande på frihånd og øjemål, Manden der ikke kan fløjte, og derfor ikke fløjter det, han ikke kan fløjte, Smadremanden med følsomhed som en løbsk krigstank, og Marianne Stork der rørende kær i sig selv tryller som en debil ko og gør det, så pinligheden sætter sig som gigt i alle ens krumme tæer.

Kort sagt er de der alle - Søren Østergaards fortrolige galleri, alle som fod i hose i deres selvskabte ego og i egen ret.

Men også som stadige påmindelser om det ingenting i mediekarrusellen, der i sorgløs selviscenesættelse og henrykt annoncering gøres til altings moder.

Søren Østergaard overkommer i sin komiske store kunst, som dette totalteater er, mere end nogensinde at forsvare sine platugler.

Kolde skiderikker

Alle i beskuerens rolle bringes i øjenhøjde med dem. Det hele er meget menneskeligt og minder publikum om mediernes uafladelige behov for ørkesløs ophøjelse af de udvalgte efterfulgt af det modsatte. Forbruget af mennesker, hvis ambition om at vise sig er større end deres frygt for at kvaje sig, er fortsat uhæmmet.

At den åndelige ambition i de herskende kredse, den politiske elite, flugter plankeværket, demonstrerede på samme tid enhver mors mareridt af en svigersøn i den soignerede smadremands skikkelse ved navn Thulesen Dahl.

I et interview vedkendte denne magtfulde mand sig sin forkærlighed for stokroser. Den deler han for resten med PH, et af DF's hadeobjekter. PH - der næppe havde delt andet med Thulesen Dahl - skal selv have plantet de dekorative vækster ved sit bindingsværkshus på landet. Men stokroser! Og danske! Og hvad er der galt med Morten Korch? spurgte Thulesen Dahl indigneret på danskhedens vegne.

Svar: Det gale er det banalt sentimentale, som er kolde skiderikkers erstatning for følelser. Bid spids på den, Thulesen Dahl og lad dig så roligt oplyse!

Lyt til Dessau og Søren Østergaard og bliv lidt klogere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

I sig selv er der vel intet galt med hverken stokroser, Morten Korch eller PH-lamper? (og har Pia Kjærsgaard ikke PH-lamper?)

Først når længslen efter det tabte land kommer ind, det vi andre kalder for nostalgi sætter ind, så kan der være noget galt. Så mindes man den tid, der var og sætter den i et positivt lys. Og længes tilbage en virkelighed, der måske aldrig har været der - undtagen måske beskrevet i Morten Korchs romaner om det gamle Danmark.

Pointen er jo, at Morten Korchs romaner om gamle Danmark allerede da de blev skrevet, beskrev en illusion, en længsel tilbage til det tabte land, som det var i Morten Korchs barndom.

Det man måske godt kan kalde det banalt sentimentale - farligt bliver dette dog kun hvis man altid insisterer på det banalt sentimentale. Og ikke indser, at livet og tiden har ændret sig siden 1920 eller 1960.

"De stakler, der stadig og af gammel vane åbner for P1, bliver overvejende spist af med selvforherligende genudsendt sekundastof, og som for længst er holdt op med at håbe på forandring til det bedre."

En af de stakler er jeg og jeg har klaget de relevante steder bl.a. til Anders Kinck-Jensen over forringelsen af P1-morgen som er blevet overfladisk, poppet og ulideligt at høre på især med Dorte Krogsgård som vært. Hun lyder som en uvidende teenager og taler til både gæster og lyttere som sådan - fyr hende!!!

AKJ påstod arrogant at man skam havde forbedret programmet - for hvem?

Det kan ikke være for de 10% af befolkningen som plejer at være faste lyttere af P1.

Og hvad skal al den elektroniske larm til for?

Mellem udsendelserne får man at vide at man lytter til P1 - jamen det er da dejligt at blive mindet om, for det kan efterhånden ikke høres på programmerne mere.

Det var gode tider da Dessau hver søndag formiddag kunne høres og nydes i en hel time.

Hvor jeg dog savner den slags kvalitetsradio. - Dessau kan heldigvis stadig høres på Den2Radio.

Martin Vindum

Karsten ja tillad mig at tilføje
Derfor denne selvglæde over en serie som Matador, som bortset fra at være et rent tyveri fra Sherfig ( kemisk renset for alt ironi og kritik) jo er blevet en del af den danske national arv.
Vi vil så gerne se os selv som de ærkegode, der ville alle det bedste, derfor disse løgne og fortielser om hvad der foregik under besættelsen, bare et eksempel, hvorfor har ingen dansk historiker gravet i at der faktisk var mange danske menneske- smuglere som tjente godt på at sejle jøder til sverige.
Hvorfor det lukkede Boutruparkiv osv.
Kan vi ikke snart komme os over 1864, og se os selv og verden som den er

MVH
Martin Vindum

Kirsten Svejgaard

Jeg skal ikke gøre mig klog på humorens væsen, og jeg har ikke hørt Dessaus definition.

Hvad forskellige mennesker opfatter som humor er lige så forskelligt. Da jeg var lille, kunne mine omgivelser ikke forstå, at jeg ikke grinede ad en film med Gøg og Gokke i TV. Jeg fandt den afskyelig. Og så er der andre ting, jeg kan ligge fladt ind over bordet af grin over, uden at omgivelser helt forstår hvorfor.

Der er vel ikke noget galt med stokroser, men Morten Korch har jo mildest talt aldrig været socialrealist. Disse DF'ere spiller på menneskers længsel efter trygheden i moders liv. "Vi vil have Mor Danmark tilbage". At denne tryghed aldrig har eksisteret uden for moders liv, at verden altid har været i forandring, er der åbenbart stadig utroligt mange, der nægter at se.

Christian Olesen

Tak igen Metz!
Ja! det var ren eufori at Dessau pludselig var i P1 en aften for nylig, man blev helt høj den tid det varede, den standard er der sgu ikke meget af i øjeblikket.
PROBLEMET er blot at der er ikke andet end P1.

Tak igen Metz. Vi må huske at gøre denne salut til vores mantra: " Men stokroser! Og danske! Og hvad er der galt med Morten Korch? spurgte Thulesen Dahl indigneret på danskhedens vegne.
Svar: Det gale er det banalt sentimentale, som er kolde skiderikkers erstatning for følelser. Bid spids på den, Thulesen Dahl og lad dig så roligt oplyse!"
Det banalt sentimentale er de kolde skiderikkers erstatning for følelser. Ja det er det, der er galt med DFs såkaldte nationalisme!

Jesper Wendt

Jeg har ikke hørt radio i 15 år snart, men der er åbenbart stadig nogen der hænger ved, nu vi taler om en verden i forandring.

Men ganske fint at høre hvad mine penge går til, det går så ikke så godt kan jeg forstå.

Men DR er jo presset økonomisk, hvordan må guderne vide. Men det gør vel at produktionen, bliver til billige discount indkøb, og knap så kompetente værter, lader det til.

Peter Andreas Ebbesen

Tove Andersen har helt ret.
P1-Morgen er blevet noget poppet fis.
Hvis jeg ikke i tide og navnlig utide fik at vide at jeg lytter til P1, så skulle man næsten tro det var Godmorgen P3 jeg lyttede til.
Eller endnu værrer The Voice's morgenflade.
Jeg har naturligvis også klaget min nød til rette sted, men uden held.
Problemet er, at man har ansat flere og flere medievidenskabstosser i DR.
Og det eneste de går op i er lytter og serertal, Eksfaktor og alt det andet ligegyldige og fordummende radio og TV.
Gud hvor jeg dog savner en TV-kanal der svare til www.den2radio.dk, som den kære klummeskriver jo også har en vis aktie i...
VH en svigtet P1-lytter.

Et af de grundlæggende problemer med demokrati vil altid være de mange mod de få.

Nu er det jo selvsagt ikke i sig selv en kvalitet at tilhøre de få. At man tilhører de få kunne jo være den ganske enkle grund, at man er et røvhul.

Men når viden kommer på tale, så ér det et problem. Hvorfor ? Jo, har man sat sig ind i noget, har man også lært den uheldige sidevirkning, at man fjerner sig ganske eventyrligt fra andre. Derfor, netop derfor, skal man have et sted hvor de få unikke mennesker, der ud over at have indsigt der flyver de fleste forbi, også kan videreformidle det, så der åbnes ører, hvis radioens P1 ved et uheld er blevet tændt af en af de der ALDRIG kunne drømme om at lytte til oppustede vidensbærere med autistiske egenskaber.