Kommentar

Hvad Tea Party-bevægelsen kan lære venstrefløjen

Tea Party-bevægelsen i USA baserer sit politiske program på misinformation og fornægtelse, men som politiske bevægelse er den lammende effektiv
21. juni 2010

I Holland ser en politisk bevægelse, der er baseret på paranoia og udplyndring af de fattige, ud til at blive en del af den nye regering. I USA er en af verdenshistoriens mest eklatante eksempler på falsk bevidsthed millioner af mennesker samles for at kæmpe for en mindre andel af nationens velstand blevet en magtfaktor i det republikanske primærvalg. Det yderste højre griber chancen, men hvor er den yderste venstrefløj?

Såvel Frihedspartiet i Holland og Tea Party-bevægelsen i USA baserer deres politiske programmer på misinformation og fornægtelse. Men som politiske bevægelser er de sønderlemmende effektive. Kontrasten til de møder på venstrefløjen, som jeg har deltaget i de seneste to år, kunne ikke være mere iøjnefaldende. De er tænkende, overbevisende og realistiske og har fremsat meget få konkrete forslag.

Indre modsætninger

De højreorienterede bevægelser næres af deres indre modsætninger, mens venstrefløjen er ved at drukne i sine. Medlemmer af Tea Party-bevægelsen, der opfatter sig selv som stålsatte individualister, vil følge et fugleskræmsel, hvis blot det bærer den rette mærkat, og udviser en flokmentalitet, som de selv beklager. Venstrefløjen taler derimod om kollektiv handling, men forkæler sig selv med rethaverisk individualisme. I stedet for at samles om fælles sager består møder på venstrefløjen i dag af personer, der fremmer deres egne idéer og mener, at alle andre burde tage disse idéer til sig.

Det ville være forkert at karakterisere Tea Party-bevægelsen som et arbejderklassefænomen. Meningsmålingerne viser, at bevægelsens tilhængere har en indkomst og et uddannelsesniveau, som ligger lidt over landsgennemsnittet. Men det er den eneste fremstormende politiske bevægelse i USA, som nyder udbredt støtte i arbejderklassen. Den giver stemme til dem, der føler, at de ikke har fået andel i den amerikanske velstand. Men de fører kampagne for en politik, der risikerer at marginalisere dem yderligere. »Kontrakten for Amerika«, som Tea Party-bevægelsens medlemmer har vedtaget, kræver, at USA vedtager flad skat, at Obamas sundhedsreform bliver afskaffet, og at George Bushs reduktion af arveafgifter samt skatten på indkomster og kapitalgevinster opretholdes. Det vil virksomhederne og de rigeste nyde godt af. De, der vil blive hårdest ramt, samles i delstaternes hovedbyer og kræver vredt, at forslagene føres ud i livet.

Økonomien forsvinder

Tea Party-bevægelsens protester begyndte, da erhvervsjournalisten Rick Santelli angreb regeringens plan om at hjælpe de fattige, som ikke kunne afdrage deres lån. Santelli forslog handlende på børsen i Chicago, at de skulle smide værdipapirer i Lake Michigan i protest mod Obamas plan, som efter hans mening gik ud på at »støtte tabere«.

Protesterne, som hævder at forsvare arbejderklassen interesser, begyndte med andre ord med bankernes oprør mod de uværdige fattige. De blev bakket op af Fox News, som ejes af de fattiges forkæmper Rupert Murdoch og finansieres af andre milliardærer.

Før denne bevægelse fik et navn, blev dens indre modsætninger belyst i Thomas Franks skelsættende bog, Whats the Matter with Kansas? Frank hævder, at det geniale ved den nye konservatisme er, at den »systematisk udelader økonomien«. Den giver kulturlivet og ikke de økonomiske kræfter virksomhedernes og overklassens magt, lavere lønninger, skattelettelser og outsourcing skylden for de fattiges problemer. Man kan kun tro, at George Bush var en mand af folket ved at ignorere hans families velstand. Og man kan kun tro, at medierne er en venstreorienteret sammensværgelse ved at ignorere medieselskaber som CNBC og Fox og de konservative milliardærer, som ejer dem. Vreden bliver i stedet rettet mod ægteskaber mellem homoseksuelle, abort, bandeord på tv og fransktalende venstreorienterede. Den amerikanske arbejderklasse stemmer på kandidater, der lover at forsvare den amerikanske kultur, men kan i stedet imødese en overførsel af velstand fra de fattige til de rige.

Mundlam venstrefløj

I Holland optræder Geert Wilders Frihedsparti med lignende tryllekunster ved at overbevise arbejder- og middelklassen om, at deres egentlige fjender er muslimer, men kræver samtidig skattelettelser, afskaffelse af mindstelønnen og reduktioner i børnebidrag. Det er kun på grund af de britiske vælgeres politiske søvnighed, at sådanne bevægelser endnu ikke har vundet indpas i Storbritannien. Men det skal nok komme.

Selv om de fleste påstande er falske, lyder en af Frihedspartiets og Tea Party-bevægelsens beskyldninger sand: Venstrefløjen hører fortiden til. Det understreger endnu en selvmodsigelse i deres filosofi: Venstrefløjen er svag og har ingen rygrad, de venstreorienterede er hensynsløse og almægtige. Men det gør ikke noget, for på begge sider af Atlanten har venstrefløjen vist sig at være mundlam, forlegen og ude af stand til at sige simple økonomiske sandheder og sætte navn på og bekæmpe de kræfter, der undertrykker arbejderklassen. Det har ryddet banen for højreorienterede demagoger.

Brug vreden

Venstrefløjens kryben er kun en del af problemet. Vi har nemlig også opgivet at skabe folkebevægelser til fordel for Facebook-politik. Vi ønsker ikke længere at forfølge et fælles mål, men søger i stedet at høste bifald for vores egne ideer og vores egen identitet. Hvor er massemobiliseringerne mod nedskæringer, bankerne, BP, arbejdsløshed, mangel på socialt boligbyggeri og den endeløse krig i Afghanistan?

I USA er den yderste højrefløj i færd med er at erhverve ejendomsretten til Det Republikanske Parti. I Storbritannien forsøger venstrefløjen ikke engang at generobre Labour, når lejligheden byder sig.

På et område har Tea Party-bevægelsen den ægthed, som venstrefløjen mangler: Den er vred og parat til at omsætte vrede til handling. Den marcherer, rekrutterer, omvælter og afsætter. Vi taler, de handler. Det slår mig, at de største muligheder i USA ikke ligger i at bekæmpe Tea Party-bevægelsen, men i at vende den på hovedet. Den er stadig flydende og flygtig, så fagforeningerne kan gå ind og sige, at der rent faktisk er en elite, som fratager arbejderne deres rettigheder. Det er ikke en intellektuel, kulturel elite eller venstreorienteret elite, men en økonomisk elite. Højrefløjen har noget at lære os: Verden styres af dem, der møder op.

© Guardian News & Media og Information 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Monbiot er som sædvanlig helt i top. Min eneste indvending skulle være hans afsluttende kommentar, og han ville uden tvivl ikke være helt uenig: Det er ikke kun dem der møder op, verden styres af. Verden styres af dem der møder op OG har et stort højredrejet mediemaskineri som kun er alt for begejstrede for at støtte dem, OG velfinancierede højrefolk til at give dem økonomisk støtte, OG masser af sagførere.

Peter Jensen

Så længe Monbiot ikke tør se i øjnene
(eller erkende offentligt)
at den officielle konspirations-teori angående 11-9
er i modstrid med naturlove kan han rende mig .

Niklas Monrad

Citat "Såvel Frihedspartiet i Holland og Tea Party-bevægelsen i USA baserer deres politiske programmer på misinformation og fornægtelse."

Jamen i så fald har de da det til fælles med de gode gamle socialist/kommunist partier ...

Peter Hansen

Tværtimod, Niklas Monrad, er der vel næppe noget at sige de gamle socialist OG kommunistpartier på, når det kommer til renfærdig analyse af de faktiske forhold i jernindustrien.
En analyse i dagens kronik i Politiken om kriges økonomiske chokvirkning giver måske den bedste forklaring siden den kolde krig på Sovjets umådelige problemer. Dermed ikke sagt, at der ikke var tale om et totalitært, menneskeforagtende og virkelighedsfornægtende system; men årsagerne til udviklingen handler måske om de godt 40 mio hovedsageligt unge mænd, man mistede i "Den store fædrelandskrig".
Derudover skal man da være noget af en sjuft for at kaste vrag på en fremstilling, der på det nydeligste afklæder de usleste politiske bevægelser i vor tid.

Niles Whitman

Ha ha, Peter Jensen, you are a funny man :-)

"Så længe verden ikke retter sig efter mit kommunistiske verdensbillede, så kan den rende mig."

The Church of the Flying Spaghetti Monster er sgu godt tjent med sådan nogen som os!

Karsten Johansen

Monbiot våser utrolig her: ingen kan lære noe av den fascistiske Tea-party-bevegelsen annetenn galskap. Man må være mediot for å tro noe annet.

Hva skulle noen kunne lære av Goebbels og Stalin annet enn å lyve? En ekte antikapitalistisk bevegelse har ingen interesse i å fremme noe annet enn sannheten.

Eller mener Monbiot at vi skal lære av deres plakater av Obama med Hitler-bart? Skal vi lage vår egen versjon av annonsen i Dallas Morning News hvor John Birch Societys milliardær Hunt på morddagen i november 1963 anklaget John F. Kennedy for å være kommunistisk agent? Skal vi lære av the american lunatic right deres rabiate, gammeltestamentelige og sionistiske antisemittisme? Mener han at vi skal lære av palinistene hvordan man får telepatisk "makt over" mediemoguler som Rupert Murdoch? Skal vi lære av dem hvordan man stikker hodet i sanden og benekter klimatiske fakta?

Eller skal vi lære av Stalin/Mao eller Mussolini/Berlusconi hvordan man hetser "folkets fiender"?

Monbiot har begynt å lide av mediaturets illusjoner, han prøver å innbille mildt venstreorienterte lesere at militærindustrielt/milliardær/mafia/politisk-politi-genererte "bevegelser" som den "folkelige" nazismen, "Tea Party"-teateret, the Lee-Harvey-Oswald-show, Al Qaida, 1914s serbiske "Svarte Hånd" og andre Riksdagsbrann- og Kirovmord-"bevegelser" utnytter demokratiske muligheter som liksom skulle ligge åpne for alle. Monbiot har ikke begrepet et kvakk av hva kapitalisme (og dermed også statskapitalisme) er og hvorfor dette systemet i alle sine varianter nødvendigvis måtte ende med det globale tyranniet, den globale totalitære terroren og galskapen vi ser nå: fordi dette systemet er uttrykk for psykopatenes diktatur, at menneskeartens verste narsissister blir allmektige gjennom det pengemessige manipulasjonssystemet de har skapt, og som nå kun kan (og vil bli) stoppet av naturlovene, av sin frontale kollisjon med naturgrunnlaget, med sine økologiske forutsetninger.

"Alle forsto Hitler straks" (Georg Johannesen, 1937-2005, bergensk forfatter).

"I EU har de såkalla veljarane skjønt, at dei nok kan stemme, men ikkje har noko valg. Difor deltek dei stadig mindre i "valg"". Skrevet av den norske forfatteren Kjartan Fløgstad om vår situasjon i det han kaller Media Thule eller mediaturet.

En tredje norsk forfatter, Einar Økland uttalte 2005, at først når valgdeltakelsen synker under 30-40 pst. (i flere EU-land er den jo forlengst på vei under de 30) kan i se tegn på at "velgerne" begynner å våkne, dvs. å innse at det ikke lenger er noe å velge imellom.

Kapitalismen har forlengst seiret ad helvete til, og lar seg nå kun stoppe av de naturkatastrofer den utløser. I virkeligheten er den sjøl en naturkatastrofe, menneskeartens amokløp ved sine verste lemenførereksemplarer.

Det fornødne er stoisk ro. Av skrikeballonger som Palin kan man hverken lære det eller noe annet enn sprøytegal atomhybris.

Karsten Johansen

http://www.thedailyshow.com/watch/wed-june-16-2010/an-energy-independent...

Dette er historien om USAs "demokrati" og "ytringsfrihet", fra mordene på Kennedyene og Martin Luther King 1968 og framover. Maos tyranni seiret i 1966, og USA gjorde ham kunsten etter i 1968 - ikke merkelig det ble "ping-pong"-"diplomati" morderne imellom. I dag er Kina kapitalismens motor og blir i forkullet allianse med USA artens dødgraver.

Historien for Jon Stewart forteller her, avslører hvem som sto bak disse mordene, og dem på Dag Hammarskiöld, Lumumba, Che Guevara, Aldo Moro, pave Johannes Paul I, Palme osv. osv. osv.

I det gamle Roma spurte man i slike tilfeller: cui bono? Hvem gavner det? Mens vår "demokratiske" presse forlengst er blitt alt for "ytringsfri" til å stille kloke og kritiske spørsmål. Den representerer forlengst kun maktens speilekko"samtale" med seg sjøl a la Narcissus. Men naturen går sin gang, og vil ikke lenge la seg tildekke av den latterlige svindeloptimismen fra de førte pennene i FNs klimapanel. Det de spår om hundre år, skjer nå.

http://nsidc.org/data/seaice_index/images/daily_images/N_stddev_timeseri...

http://video.hint.no/mmt201v10/osc/?vid=55

Niklas Monrad

Peter Hansen, jeg er fuldt ud enig med analysen og kaster på ingen måde vrag på den. Jen påpeger blot at bevægelserne ikke er enestående. Hadebilleder, misinformation og dyb fornægtelse både af sig selv og af konsekvenserne af deres handlinger er et udpræget træk ved venstre ekstremistiske partier, både den gang og nu. Jeg synes bare det er an mangel ikke at påpege dette i analysen.