Kommentar

Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt

Men betyder det, at vi skal lade os true til kun at gøre det gavnlige?
9. juni 2010

Grundlovsdag havde jeg den ære at være indbudt som taler på Højskolen Østersøen, der ligger i Aabenraa. Og jeg måtte som noget ganske naturligt i min tale lægge vægten på det, jeg mener, er det vigtigste i Grundloven, nemlig ytringsfriheden.

Den har jeg skrevet om før på denne plads, men der er meget mere at sige om den end det. Og efter kaffen var der en ret livlig diskussion, hvor en af deltagerne sagde, at han da var enig i det med ytringsfriheden, men ... Når ytringsfriheden følges op af dette 'men', er jeg altid på vagt. For enten har vi ytringsfrihed, eller også har vi ikke. Men det, spørgeren mente, var nu ikke så alarmerende. Han citerede Paulus for at have sagt, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Og han spurgte, om jeg ikke var enig med Paulus?

Og jo, det er jeg da. Ytringsfrihed er jo ikke det samme som ytringstvang. Spørgeren gav selv et eksempel: »Hvis nu du synes, at din menighedsrådsformand er en kæmpe idiot, så kunne du vel ikke finde på at skrive det i avisen, selv om du i princippet har ret til det?«. Nu er det heldigvis ikke tilfældet, men skulle det være, har han da ret: Det ville jeg aldrig drømme om at skrive offentligt. Det måtte komme frem på et møde, evt. under fire øjne. På samme vis: Hvis man inviterer gæster, og en af damerne møder op i århundredets (nu er der jo heller ikke gået så meget af det endnu) absolut mest rædselsfulde kjole, ville jeg naturligvis heller ikke benytte mig af min grundlovssikrede ytringsfrihed til at meddele hende min mening.

Og i ingen af de to tilfælde er der jo hverken tale om meningscensur eller selvcensur, men om ganske almindelig pli. Hvis det endelig skal kaldes selvcensur, så øver vi jo alle selvcensur hver eneste dag. Når jeg skriver prædiken til om søndagen, går jeg da heller ikke på prædikestolen med den uden først at have læst den kritisk igennem flere gange; og støder jeg på passager, der er misforståelige eller uforståelige, ja, så stryger jeg dem da eller laver dem om. Er jeg i tvivl, spørger jeg min kone. Men er det selvcensur? Nej, det mener jeg ikke. Det er det først i det øjeblik, hvor jeg f.eks. får øje på biskoppen nede i kirken og da udelader noget, jeg ellers ikke ville have udeladt, om kirken havde været bispefri zone den dag.

Men her er et eksempel på uforfalsket selvcensur: Da jeg i dag, mandag, gik ind på Politikens hjemmeside for at finde en artikel, jeg var blevet gjort opmærksom på, stødte jeg på noget helt andet, som var temmelig uhyggeligt. Det var en artikel fra april, der kunne fortælle, at MTV ikke tør sende alle afsnit af en serie, der hedder South Park. Begrundelsen var den, at Muhammed optræder i bjørnedragt i to af afsnittene, som man derfor har censureret bort.

På hjemmesiden Revolutionmuslim.com blev folkene bag serien, Trey Parker og Matt Stone, ifølge CNN truet med følgende ord: »Vi må advare Trey og Matt om, at det, de gør, er dumt, og de vil sandsynligvis ende som Theo van Gogh, efter de har vist dette show.«

Men, står der videre på hjemmesiden, stadig ifølge CNN: »Dette er ingen trussel, men en advarsel om den virkelighed, der sandsynligvis vil overgå dem.« På den baggrund har ledelsen altså besluttet ikke at sende de to afsnit. »Det kan der jo være mange holdninger til, især i Holland og her i Norden. Men det er ikke en beslutning, der har været lagt ud til debat i plenum,« siger den danske MTV-chef, Kenneth Kristensen.

Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Betyder det, at vi skal lade os true til altid kun at gøre det gavnlige?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kringlet argument. I og for sig kan jeg godt se hvad den gode præst mener.
Det jeg kan undre mig over er den tvangs-agtige fokus i selvcensur-debatten, som der er på netop sammenstødet mellem den islamiske verden, og den vestlige. Altså, mellem 'os', og nogen som 'vi', som kulturkompleks betragtet, har erklæret krig imod, al den stund at vi indtil hans afgang har støttet op om en neokristen og neokonservativ amerikansk præsident med en personlig vendettar, som mente at han modtog instrukser fra Vorherre (V-o-r-h-e-r-r-e, ingen mindre!).
Set i det lys er det at afspore debatten at lade som om den handler om ytringsfrihed. Det gør den ikke. Den handler om diplomati, i modsætning til det man i gammel norrøn fortælletradition handler om at yppe kiv.

Jep, i krigssituationer forekommer der masser af censur - lav blot lidt research ind i, hvilke nyheder medierne tillades at bringe fra brændområderne, og hvilke de ikke får lov til at bringe.
Der forekommer også propaganda, hvor den der opfattes som fjenden skal hånes og nedgøres.

Når det er sagt, så er det min opfattelse af South Park folkene er at de gør grin med det meste - således også Muhammed. Jeg kunne bare godt tænke mig at se, om de nu vil lade sig presse af de kristne interesseorganisationer der rører på sig over satirefolkenes afbilding af Jesus som almindelig fyr med håndvåben og bandetøj, i et voldeligt Amerikansk storbymiljø.
På den måde deler de sol og vind lige, mellem Muhammed og Jesus. Til stor fortrydelse for kristent konservative Amerikanere.

Hvad mon Jens Kvist synes om den sag?

Peter Hansen

Der er al for megen tale om ytringsfriheden, der skulle hellere være lidt vægt på gode manerer, så folk ved, hvad det er rimeligt, de siger.
Lad os få retorik i folkeskolen.

Heinrich R. Jørgensen

Ytringsfrihed som sådan er verdens mest opreklamere vrøvlebegreb. Ingen har frihed til at ytre lige hvad man vil, og det kan umuligt være et ideal man bør tilstræbe.

Det der betyder noget, er fraværet af censur, og at enhver har lyttepligt, så de der mener at have noget at sige, ikke taler for døve ører. Det er vejen til, at det der skal sige, bliver både sagt og hørt.

Nok kan alt siges, men alt der siges, sker under ansvar. ligesom alle andre handlinger. Det er mange gode grunde, til at man ikke kan tillade sig at ytre hvad som helst.

Selvcensur er verdens fornemmeste dyd. Uden selvcensur ville meningsfuld kommunikation være en umulighed, eller i det mindste meningsløst. Pli er sådan set blot et andet ord for selvcensur.

Søren Kristensen

Det der med at lytte til hinaneden kunne folketingsmedlemmerne godt lære noget om, under debatterene i salen, for de ser ofte ud til at gøre en dyd af det modsatte. Selvfølgelig er meget af det taktisk, men alligevel. De er jo også en slags rollemodeller og burde foregå med et godt eksempel. Især når der er tv på.

Alt er tilladt er anarki, men selvsensur er dog at foretrække. Det er fint og forståeligt, at Jens Kvist er glad for grundloven og kirken, en offentlig syndsforladelse måske, men han har endnu ikke erkendt, at nogle af os såkaldte danskere ikke fik ytringsfriheden med efter krigen. Vi opbrugte kvoten under krigen, for siden har det politiske system sat politiet til at registrere og overvåge, når vi har forsøgt at sige vores mening, navnlig når det sker i fællesskab. Vi kriminaliseres, men har ellers ikke tænkt os at føre krig for eller imod muslimerne.

Peter Jensen

"men om ganske almindelig pli"
Vil du være så venlig at definere det begreb nærmere ?
At Stats-præsten mener det vigtigste i Grundloven er "ytringsfrihed" siger et eller andet sted noget om naturen af hans ytringer, temmelig konforme, ja nærmest "PC" ..
Personligt ville jeg jo nok mene at det absolut vigtigste i Grundloven er det forhold at Staten, i teorien, ikke bare kan anholde dig og/eller spærre dig inde som det passer dem ..
Og kan vi så ikke snart få de der Jøde-tegninger, eller er der ingen der tør ?

Heinrich R. Jørgensen

Per Diepgen:
"Alt er tilladt er anarki"

Jeg vil nu mene, at det er kaos eller kaotisk, og ikke et udtryk for anarki.

Anarki handler vel om, at enhver vælger sine egne spilleregler, og dermed ikke et fravær af regler.

Mht. kommunister, har du ret. I vid udstrækning fik de frataget deres ytringsfrihed, og apropos den aktuelle straffesag mod Bent Jensen, er det tydeligt, at den position stadig forsvares.

Heinrich R. Jørgensen

For en statsansat prædikat, burde det jo være GRL § 4 der er det væsentligste.

"Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Uden den bestemmelse, vil han jo være både uden job og frataget sin status som autoritet.

Af §§ 72-79 i Grundlovens kapitel VIII, er det vanskeligt at se, at det netop er § 77 der skulle være vigtigere end de øvrige rettigheder. Tværtimod.

Ursula Nielsen

Jeg indrømmer det med det samme: Jeg er en banal husmor, der føler mig mest hjemme blandt madopskrifter og pudemode(!) Når det så er sagt så ligger ytringsfrihed mig meget på sinde. Jeg vil til enhver tid kæmpe for min ret til at sætte stribede viskestykker sammen med blomstrede karklude. (Ups... måske kan truslen om at blive udstillet som en med dårlig smag i Bo Bedre få mig til at trække i land- men ellers vil jeg KÆMPE til min DØDSDAG).

I min lille husmor verden så ser det ud som om at vi danskere tror at fordi ytringsfriheden er skrevet ind i vores grundlov- ja så er vi fødte frihedskæmpere.. Men en frihed er først interessant når man bruger den til noget. Og det jeg ser er at ytringsfriheden ligger og sover ligesom Holger Danske. Hvor ofte er det vi selv, eller andre, bruger vores ukrænkelige ret til at udtale os når det virkelig handler om noget? Fx så ser det ud som om at embedsmænd holder deres kæft af frygt for repressalier, jf. ombudsmandens rapport der blev offentligjort for et par uger siden. Her konkluderede han at offentligt ansattes tilbøjelighed til at holde kæft, er en trussel mod demokratiet! Så hvornår har du ytret dig med risiko for at miste dit job, eller blive ekskluderet fra andre hårdt tilkæmpede goder?

Jeg synes at det er meget fint at tegne Muhammed-eller skrive satire(dansk folkesport !) men det er vel der der hvor man virkelig sætter noget på spil, at ytringsfriheden får liv?

Heinrich R. Jørgensen

Ursula,

det er naturlig essentielt, at man finder modet til at bruge sin ret til at ytre sig, når det gælder og ærindet er vigtigt.

Når embedsmænd finder modet, går det dem som regel ilde. Frank Grevil er det klareste eksempel på, at hæderlighed afregnes med karaktermord og udstødelse. Når embedsmænd bryder al anstændighed, og svigter deres ansvar, er der til gengæld for at modtage udnævnelse til høje embeder -- f.eks. som højesteretsdommer eller politidirektør.

Men det har måske mest at gøre med en syg embedsmandskultur, end det har noget med ytringsfrihed at gøre?

Dansk kultur og historie er formodentligt langt mere kendetegnet ved opportunisme og konfliktskyhed, end stålsat principfasthed og modet til at handle derefter.

Heinrich R. Jørgensen

rettelse:
naturlig -> naturligvist

tilføjelse;
er der til gengæld mulighed for at modtage udnævnelse

Anarki fører til kaos. I modsætning til monarki findes ingen monark, en fører, en autoritet eller statsmagt.
I forbindelse med ungdomsoprør, f.eks. "jagtvej69", kan man tale om anarki, men jeg mener, at ordet autonomi er det rette, fordi de unge vil i fællesskab bygge deres eget system, i modsætning til det bestående og i modsætning til kaos. (Sådan var det også i 68, men kun få 68'ere kan indse parallellen.)

Niklas Monrad

Citat: "Freedom of expression is important, but more important is what is holy for me".

Disse vise ord blev udtalt af Recep Tayyip Erdogan, og ifølge visse indlæg her på siden lader det til at han har mange trosfæller.

For nogle er deres religion helligt, for andre deres politiske ideolgi, for andre igen bare det at have og fastholde magt og rigdom.

Det ville være en køn verden vi levede i hvis de alle kunne være berettigede til at kneble alle dem som ikke havde de samme helligdomme.

Heinrich R. Jørgensen

Per,

jeg kan ikke se, hvordan anarki (eller autonomi) nødvendig fører til kaos. Personer der bevidst ønsker selvbestemmelse, tager som regel udgangspunkt i at de ikke vil dikteres andres regelsæt, men tager ansvar for selv at finde ud af at man kan begå sig blandt andre, dvs. selv vælger sig de regler man vil følge. Hvis man ønsker at sværge til anarki, må man nødvendigvis også tage ansvar for, og hensyn til, fællesskabet.

Egoister, der er ligeglade med fællesskabet, og blot ønsker at té sig -- f.eks. ytringsfrihedsfundamentalister, chaussestenskastere og bandemedlemmer -- betragter jeg ikke som anarkister. De er hensynsløse, afstumpede og selvoptagerne mentale undermålere.

At de kalder sig anarkister, er lige så forrykt, som når ægkastende lømler kalder sig muslimer, eller ytringsfrihedsfundamentaliste fanatikere kalder sig frihedskæmpere.

Heinrich! Hvor jeg adskiller anarki og autonomi, sætter du lighedstegn. Derfor kan du tale om selvbestemmelse i en individul (og måske også gruppemæssig) opfattelse og mener derfor at en anarkist skal påtage sig et ansvar.
Jeg kalder ungdomsoprørere autonome, både i forholdet til det omgivende samfund og indadtil i viljen til at danne et samfund. Autonome (som christianitter) vil ikke nedbryde det bestående samfund, men opbygge, det være sig vore små landsbyers aktuelle decentrale oprør såvel som føderalister i EU. Nærmest dine anarkister kan jeg komme ved at sætte mig ind i den russiske historie i zartidens slutfase, der førte til opstand, men derefter til en ny monarkistisk dannelse, der skulle have været kommunisme (proletariatets demokratiske styreform), netop oprindeligt at søge væk fra anarkiets kaos, f.eks. i spændvidden mellem Bulganov og Tolstoj.

Tilladt, lovligt og forbudt.

Når man bruger et så belastet ord som "tilladt" i forbindelse med det altomfattende "alt" leder man straks tankerne hen på norm og lov, stat og ret - og på beslutninger og afgørelser. Med stor forsigtighed vil jeg forsøge et juridisk udspil:
Giver man en tilladelse, har man en norm for, hvad man kan og ikke kan. Men normen i sig selv giver ingen afgørelse i en tvistighed, kun en kvalitet af kvantiteten, det sker først med en retlighed, med loven. Men end ikke loven kan bruge retten, før man har bestemt lovgiver og en lovudøver. Der må en autoritet, en kompetence eller en suveræn til
for suveræniteten. Man kan beslutte hvordan og hvornår, men først når man véd / har bestemt, hvem, der skal sætte retten og udøve magten har man dannet sig et helt billede af det, som er tilladt.
Den rolle spillede den enevældige konge i monarkiet, diktatoren i diktaturet, eller nu den parlamentariske opdeling i folkestyret. At bestemme suverænen var altafgørende for nazismens gennembrud, idet man beskrev tilstanden som en undtagelsestilstand og
indordnede sig under Føreren.
Og det er netop hvad der sker i dag med et kriseberedskab og en krigserklæring.
Anarkisten vil slet ikke kendes ved en norm, en ret, en lov, en monark, for "alt flyder", som de gamle grækere kunne sige, og hver især må vi til at måle hændelserne relativt. Samfundet kan opløses i indivikualisme (enhver er sig selv nærmest) og gå mod minimalstatslige tilstande med en enkelt central ledelse (en gammel konservativ idé), samtidig med at grupper i samfundet danner autonome enheder.
Derfor skelner jeg mellem anarki og autonomi.
Og deri findes vel grunden til, at nogle grundlovssager i dag ikke afgøres i højesteret.