I begyndelsen af juni afleverede regeringens rejsehold sin rapport fra 360 graders eftersynet af den danske folkeskole. Rapporten præsenterede ti anbefalinger. En af dem lød, at forskning i skoleudvikling skal styrkes.
Men hvordan sikrer man sig, at uddannelsesforskning bidrager til udvikling af den danske folkeskole? Diskussionen har været engageret: Skal den være filosofisk eller empirisk, skal den være kvalitativ eller kvantitativ? Og hvordan skal den organiseres?
Skal den ligge på universitetet, på et helt nyt sektorforskningsinstitut (som rejseholdet foreslog) eller i et samspil mellem den universitetsbaserede uddannelsesforskning og den omfattende professions- og skoleudvikling, der foregår på professionshøjskolerne?
Går man tilbage i historien, vil man se, at spørgsmålene er stillet og besvaret tidligere, nemlig af en af uddannelsesforskningens fædre, John Dewey, som i 1894 tiltrådte stillingen som professor på University of Chicago med særligt ansvar for uddannelsesudvikling.
Dewey tog afstand fra den opfattelse, at uddannelsesvidenskab primært er en filosofisk disciplin. Nej, sagde han: Uddannelsesvidenskab er en empirisk og eksperimentel videnskab. Af samme årsag grundlagde han allerede to år efter sin tiltrædelse, i januar 1896, den første såkaldte 'laboratory school' knyttet til universitetet i Chicago.
På basis af erfaringerne fra denne forsøgs- og udviklingsskole skrev Dewey sin første bog om uddannelsesvidenskab: The School and Society.
Heri fastslog han for det første, at grundlaget for uddannelsesforskningen er det, der kan studeres empirisk på forsøgsskolen og i uddannelsesverdenen. Ja, denne skole skulle have samme funktion for arbejdet med pædagogik som laboratorierne har i forhold til biologi, fysik eller kemi, erklærede Dewey.
For det andet skal man sammenkæde forskning og social innovation. Forskningens opgave er at styrke både den enkelte lærers performance og hele skolesystemets funktion med henblik på undervisnings- og skoleudvikling.
I forlængelse af dette tog Dewey også afstand fra den fremvoksende positivisme, der i den amerikanske uddannelsesvidenskab havde som motto, at kun det, der kan måles og kvantificeres, har gyldighed som videnskab. Dewey's begreb om viden var langt bredere og baserede sig på alt det, der kan tilskrives videnskabelig gyldighed.
Komplekse forhold
I dag kan vi se, at Dewey havde ret: Forholdet mellem undervisning og læring er så komplekst, at det unddrager sig simple kausalbetragtninger. Men det indebærer ikke, at undervisning alene kan kvalificeres af den erfarne undervisers skøn og præferencer. Nej, nogle metoder og nogle måder at organisere undervisning på er - i en bestemt og kompleks kontekst - bedre end andre metoder. Det skal forskningen bidrage til at afklare. Og denne viden skal læreren kunne udnytte i kraft af sin metodiske professionalisme, dvs. sin didaktiske kompetence.
For at nå dette mål må forskningen betjene sig af et bredt spektrum af metoder - det der i dag hedder 'mixed methods'. Ifølge Dewey rummer uddannelsesvidenskaben tre hovedingredienser: Psykologi forstået som teorien om det enkelte individs læring. Pædagogisk filosofi forstået som teorien om det, der former uddannelsesmålene, for selv om undervisningen skal være effektiv, har den også et utopisk element, så sandt som hvert enkelt barn i sig bærer muligheden for en bedre fremtid. Og samfundsvidenskab forstået som teorien om undervisningens og uddannelsessystemets indlejring og funktion i samfundet. Men målet er hele tiden didaktisk, nemlig at skabe bedre undervisning.
Disse overvejelser stammer fra slutningen af 1800-tallet. Hvordan griber vi udfordringerne an i Danmark i 2010?
Mange tilgange
For det første var det ud fra overvejelser, der ligner Dewey's, at DPU for godt to år siden skabte en ny struktur med tre store institutter: Læring, didaktik og pædagogik, som alle med hvert deres fokus bidrager til den videnskabelige forståelse af læring, uddannelse og kompetenceudvikling. Tilgangen kan være psykologisk, didaktisk, statistisk, psykometrisk, antropologisk, sociologisk, historisk, idehistorisk eller filosofisk - under alle omstændigheder er den orienteret mod det samlede uddannelsesfelt. Målet er fokus, tværfaglighed og balance, ikke mindst fordi den kvantitative tilgang, som indtil for få år siden var næsten fraværende, nu har fået sit eget rum og sine egne medarbejdere.
For det andet var det også ud fra sådanne overvejelser, at DPU sammen med de tre store professionshøjskoler UCC, Metropol og VIA samtidig med rejseholdets rapport præsenterede et stort konsortium med titlen 'Fire svar på ti udfordringer'. Forslaget er at satse på fire områder: Målrettet undervisning i læsning, matematik, naturfag og engelsk. Udvikling af metoder til at fremme elevernes alsidige udvikling og sociale kompetencer. Styrkelse af klasseledelse, undervisningsdifferentiering og inklusion. Og styrkelse af pædagogisk ledelse og organisationsudvikling.
Virkemidlerne er: Forsknings- og udviklingssamarbejde sammen med et antal såkaldte professionsløftskoler - svarende til Dewey's 'laboratory school' - over hele landet. Et sammenhængende udbud af kurser, diplom- og masteruddannelser til lærere, pædagoger og ledere, fordi det er efteruddannelse der vil have effekt her og nu. Og et sammenhængende forskningsbaseret løft af læreruddannelsen, f.eks. gennem en ph.d.-skole.
Målet - i dag som hos Dewey - er uddannelsesforskning, der virker. Det ene middel er mixed methods: Der er ikke nogen 'kongedisciplin', hverken filosofi eller statistik. Nej, der er behov for, at mange tilgange arbejder sammen, kvalitative såvel som kvantitative, blot de leverer sikker viden, der kan bruges. Det andet middel er at knytte forskning, professionsudvikling og praksis sammen i et tæt samarbejde mellem uddannelsesforskning, professionshøjskoler og den praktiske skoleverden, hvor hver part bidrager med det, vedkommende er bedst til.
Lars Qvortrup er dekan for DPU, Aarhus Universitet
