Klumme

Ugens medarbejder: Det er ligesom at have en bondegård

Som kioskejer har man aldrig fri, fortæller Keld Pedersen. Hele hans familie står bag disken i hans kiosk på Vesterbro
Som kioskejer har man aldrig fri, fortæller Keld Pedersen. Hele hans familie står bag disken i hans kiosk på Vesterbro
Debat
5. juni 2010

Jeg har haft kiosken i 25 år. Egentlig skulle jeg have en universitetsuddannelse og gå den vej. Men efter to år på RUC stoppede jeg, blev arbejdsløs og blev så ansat her i 1985. Dengang var det en meget lille kiosk, og kvarteret var meget anderledes. Efter et stykke tid, købte den daværende ejer en anden butik og spurgte, om jeg ikke ville forpagte kiosken. Jeg sagde ja, men det var en meget svær beslutning, fordi jeg ikke brød mig om tanken om at være arbejdsgiver. Det var faktisk det værste, jeg kunne forestille mig at være. Jeg kom fra et venstreorienteret miljø, og der fandtes der kun to ting - arbejdsgivere og arbejdstagere, og de to var i konflikt med hinanden. Men det var en opbrudstid, og som 27-årig var jeg endelig ved at blive voksen. Det var mange af mine venner også. De fik job, flere blev også selvstændige, og det smittede af. Efter tre måneder besluttede ejeren sig for at sælge kiosken. Da havde jeg allerede lånt pengene til varelager, så jeg var nødt til også at købe den. Nu har jeg lige holdt 25 års jubilæum.

For 25 år siden var Vesterbro meget anderledes. Men for 10-12 år siden skete der virkelig noget. Forældrekøbsbølgen startede, og far og mor købte lejligheder til deres børn her. De unge mennesker flyttede ikke ud af byen, da de fik børn, så i dag er her en skøn blanding af børn, unge mennesker og gamle beboere. Det smitter også af på kiosken. Tilbage i tiden åbnede den klokken tre om eftermiddagen, og det var nogle helt andre kunder. Der var rigtig mange narkomaner. I en af lejlighederne ved siden af boede der en narkoman, der var 'tissemand' og passede toiletterne henne ved Amager Torv. Hans lejlighed endte med at blive det, som politiet kalder en pumpestation, og der kom mellem 100-150 forskellige narkomaner hver dag, og de gik alle sammen forbi kiosken og stjal et eller andet. Man ved lige præcis, hvad narkomanerne går efter. Det er ananasvand, sølvpapir, citroner og bounty-chokolade.

Åndehul midt på gaden

I takt med at hele kvarteret har ændret sig, har mine ambitioner for kiosken også ændret sig. Førhen var det bare fedt, at man selv kunne definere rammerne for sit arbejdsliv, og det betalte huslejen. Siden er jeg blevet mere ambitiøs, og nu vil jeg gerne have, at kiosken fremmer livet i kvarteret. Vi har sat stole og borde op ude foran, så folk kan komme og slappe af. De behøver ikke købe noget, bare de bruger det som samlingssted. Bor man i byen, så har man brug for de små åndehuller, og åndehuller kan godt være midt på gaden.

Desuden skal vi have økologiske varer. Det burde faktisk slet ikke hedde økologi. Økologi burde være det almindelige, og resten af varerne burde være mærket med 'pesticid'. Selv om man går ud og handler på skæve tidspunkter af døgnet, skal man også have mulighed for at købe noget, som man ellers godt kan finde på at købe. Nogle gange er det en Stryhns leverpostej, fordi det er det, man har råd til, men det kan også være en lækker økologisk spegepølse. Derfor har vi et stort og bredt udvalg på hylderne. Hvis du vil have en kakaomælk, han du få en halvliters kakaoskummetmælk fra Arla, der nok er det værste i hele verden, eller du kan få Øllingegårds chokolademælk, der smager rigtig godt. Man skal efterhånden lede lidt efter varerne på hylderne, fordi vi har så mange på få kvadratmeter. Måske er det snart mere ved at være en købmand end en kiosk.

Bar numse

Sådan et sted her er der masser af besynderlige kunder. På et tidspunkt kom der et ordentligt stor brød af en kvinde ind og købte leverpostej. På vej ud af butikken røg bukserne længere og længere ned, og hun stod til sidst ude i lyskrydset på vejen med bar numse. Så råbte jeg efter hende, at hun var ved at tabe sine bukser, hvorefter hun svarede 'Jeg er ligeglad'.

Det mest ubehagelige ved at arbejde her er røverierne. Der har været røverier 25-26 gange i løbet af 25 år. Jeg har oplevet, at der kom to narkomaner ind, der var på rygeheroin. Da jeg hørte, de ladede deres våben, tænkte jeg 'nu er det ude med mig'. Så tog de 230 kroner fra kassen og forsvandt. Det er jo fuldstændigt åndssvagt.

Vi har altid solgt tegneserier. Jeg har 400 forskellige tegneserier, og folk skal bare komme og spørge, så finder vi det, de mangler. Kioskens navn (Kihoskh) kommer også fra en tegneserie. På et krydstogt møder Tintin den skøre professor Philemon, som er ude at lede efter den gamle faraos Kih-Oskhs grav. Navnet har også en funktion. Mange af beboerne fra det gamle Vesterbro sagde 'fedt, det er en dansker, der har en kiosk'. Det tænkte jeg lidt over, for det vigtige er vel, at det er en god kiosk. Derfor var det sjovt, at kalde kiosken 'Kihoskh', så det ligner, at jeg ikke er så god til dansk.

Kiosken skal gå i arv

Kiosken har åbent 365 dagen om året, så man har aldrig helt fri. Men det er et job, jeg med glæde ikke holder fri fra. Jeg har fire børn, og tre af børnene arbejder her, og selv om de er flyttet hjemmefra, så er det kiosken, vi snakker om, når vi mødes. Det er ligesom at have en bondegård, her er hele familien med. Det er en stor glæde, men også en stor udfordring.

Egentlig ville jeg gerne færdiggøre min uddannelse, men når alt kommer til alt, skal jeg jo nok være kioskejer resten af mit liv. Faktisk så tror jeg også, at mine børn vil overtage kiosken engang. Vi har en Christianiacykel, en gammel lortebil, et lille hus og så kiosken. De bytter lidt rundt, men som regel er det sådan, at den ene vil have cyklen, den anden bilen, én vil have huset og den sidste vil overtage kiosken.

I grunden er det meget sødt, men også lidt underligt, at Christianiacyklen rangerer så højt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorsten Lind

Tak til Keld Pedersen for indblikket!!
Tegneserier og økologi er sød musik i mine ører,
og hvis ekspressoen er velskænket, er det bare perfekt!! Såeh, held og lykke med Kihoskh´-en også de næste 25 år. Roger over and out herfra...;-)