Læsetid 5 min.

Verdens fattige flytter til byen

Om 20 år vil der være to milliarder flere byboere end i dag. Den udviklingsbistand, verden har brug for, er derfor byudviklingsbistand
I Kina er der kommet cirka 20 millioner nye byboere til hvert år i de seneste 20 år, hvilket svarer nogenlunde til det antal mennesker, som i samme periode er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom i Kina. Det er en utrolig succeshistorie, som vi kan lære meget af.

I Kina er der kommet cirka 20 millioner nye byboere til hvert år i de seneste 20 år, hvilket svarer nogenlunde til det antal mennesker, som i samme periode er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom i Kina. Det er en utrolig succeshistorie, som vi kan lære meget af.

Christina Hu
22. juni 2010

FN forventer, at vi om 20 år er omkring to milliarder flere mennesker, som næsten alle vil leve i byerne i den fattige del af verden. Dermed vil antallet af byboere i denne del af verden blive fordoblet i løbet af bare en generation.

At bygge byer til knap 100 millioner mennesker hvert år i de næste tyve år er en udfordring, men også en mulighed af helt enorme dimensioner. Afhængigt af hvordan det bliver gjort, kan det enten blive en af menneskehedens største succeser eller en af de værste katastrofer.

Befolkningstilvæksten er på mange måder problematisk, men det er trods alt bedre, at væksten sker i byerne end på landet. Det skyldes, at vi er bedre til at løse problemerne, når vi er mange om det, sådan som vi er det i byerne. Det er derfor også i byerne, vores samfund udvikler sig.

To milliarder nye byboere kan sætte skub i en fantastisk samfundsudvikling.

Det er ikke tilfældigt, at de første store civilisationer opstod i de frodige landområder omkring Eufrat og Tigris, Nilen, Indusfloden og Den Gule Flod. Her kunne landbrugsproduktionen forsyne store befolkningsgrupper, hvilket var en afgørende forudsætning for udviklingen af byer. Og med byerne kom også den kulturelle, politiske, sociale, teknologiske, videnskabelige og økonomiske udvikling.

Det er ikke landbruget, som skaber udvikling, men et effektivt landbrug, som kan brødføde mange mennesker, er en forudsætning for udvikling.

I byerne kunne man begynde at fokusere på andet end det at skaffe sig mad. I de græske og kinesiske bystater fra før vor tidsregning levede nogle af de tænkere og kunstnere, som skabte grundlaget for verdens to store kulturer - den vestlige og den østlige.

Romerriget er et af højdepunkterne i den vestlige kultur. I centrum af dette rige lå Rom, som allerede for to tusinde år siden havde omkring en million indbyggere.

Mindre end tusind år senere boede der omkring to millioner mennesker i og omkring Chang'an, den daværende hovedstad i Kina. Her læste man trykte bøger og fulgte tiden på astronomiske ure - magen til Jens Olsens. Man brugte aircondition, naturgas, kloakering og toiletpapir. Det var også i Chang'an, at Silkevejen begyndte eller endte. Fra by til by langs denne 'vej' udvekslede romere, kinesere og mange andre folkeslag varer og viden i en tidlig form for globalisering.

Byer beskytter bedre

Koncentrationen af tanker, viden og ideer i byerne - og udvekslingen imellem byerne - har resulteret i en lang række opfindelser, som har forbedret vores levevilkår. Til gengæld har byerne også selv skabt mange problemer og er blevet ramt af store ulykker, som f.eks. udbredelsen af pesten i de europæiske middelalderbyer med deres elendige sanitære forhold og de nylige naturkatastrofer i New Orleans, Port-au-Prince og andre storbyer, som har vist, hvor sårbare, især de fattige byboere, er.

Problemerne virker ofte større i byerne end på landet, men det svarer til, at flyulykker virker værre end bilulykker, selv om der samlet set dør mange flere i biltrafikken. For faktisk er byerne bedre i stand til at hjælpe og beskytte sine indbyggere, end man er på landet.

For mange mennesker er byerne desuden den eneste mulighed for at undslippe fattigdommen på landet. Det er derfor ikke mærkeligt, at de vokser så voldsomt både i størrelse og antal.

I Europa tog det, fra begyndelsen af den industrielle revolution omkring år 1750, godt 200 år at flytte godt 200 millioner mennesker fra land til by. Det ser ud til det er den samme udvikling mange udviklingslande nu er påbegyndt. Forskellen er bare, at denne anden bølge af urbanisering omfatter cirka 10 gange så mange mennesker og forløber cirka 10 gange så hurtigt.

I dag lever hvert fjerde menneske i verden i ekstrem fattigdom, mere end 100 millioner børn kommer aldrig i skole, og selv om den relative børnedødelighed i verden aldrig har været lavere, er der stadig millioner af spædbørn som hvert år dør af lungebetændelse, underernæring, diarre, malaria, infektioner og lignende.

Ifølge Verdensbanken lever tre fjerdedele af alle fattige på landet. Det handler derfor først og fremmest om hvordan man kan hjælpe landbefolkningen - på en anden måde end det hidtil er sket. For det sørgelige resultat af mange års udviklingsbistand er, at millioner af mennesker er blevet fastholdt i fattigdom på landet.

Den bedste måde at hjælpe landbefolkningen ud af fattigdom er ved at hjælpe en stor del af den ind til byerne, hvor man kan skabe muligheder for bedre betalt arbejde samt bedre uddannelse og sundhed, samtidig med at man kan effektivisere landbruget, så der bliver færre mennesker til at producere mere på landet.

Det kræver en enorm indsats.

I dag ender mange af dem der flytter (eller måske rettere flygter) fra landet til byerne i slumbebyggelser, hvor håbløsheden og fattigdommen er ligeså stor eller endda større end den er på landet.

Men i ét udviklingsland er det tilsyneladende lykkes at undgå dette og det endda i et land, som gennem de seneste årtier har oplevet verdens hidtil mest intense byvandring.

I Kina er der kommet cirka 20 millioner nye byboere til hvert år i de seneste tyve år, hvilket svarer nogenlunde til det antal mennesker, som i samme periode er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom i Kina.

En utrolig succeshistorie, som vi kan lære meget af.

Muligheden er nu

Det begyndte med Deng Xiaopings eksperimenter med byudvikling og markedsøkonomi i kystområderne i det østlige Kina i begyndelsen af 1980'erne og med reformer af landbruget, som gjorde det i stand til at brødføde stadig større bybefolkninger.

Dengang levede fire-femtedele - omkring en milliard mennesker - af befolkningen i Øst-asien i ekstrem fattigdom. Heraf langt hovedparten i Kina. Godt tredive år senere, i 2005, var dette tal reduceret til 337 millioner, eller færre end en femtedel.

Og selv om dødeligheden i byerne er lavere end på landet, er konsekvensen af at flere flytter dertil, at den samlede befolkningstilvækst falder, fordi byboere simpelthen får færre børn. Også selvom man ikke har en etbarnspolitik som i Kina.

Kineserne adskiller sig på mange måder, men der er ingen tvivl om, at deres erfaringer kan bruges til at hjælpe befolkningerne i andre udviklingslande ud af fattigdom. Det bør vi lære af, men der er også brug for noget mere.

Problemet er, at de nye byboere hurtigt tilegner sig de samme forbrugsmønstre som vi har i den rige del af verden, og fordi de er så mange, og man forudsætter at denne udvikling vil fortsætte, kan konsekvenserne for miljøet og klimaet blive fuldstændige uoverskuelige. Der er derfor et akut behov for udvikling af nye politikker, metoder og teknologier til byudvikling i udviklingslandene. Det kræver viden om og forståelse for de lokale forhold, men også adgang til de erfaringer der er gjort andre steder i verden.

Gennem samarbejde kan vi forsøge at finde de løsninger, som passer bedst til de lokale forhold, og som samtidig integrerer det bedste af den viden, de ideer og de erfaringer, der findes rundt om i verden. Nødvendigheden af sådanne samarbejder gælder naturligvis også i vores del af verden, hvor udfordringen er at ændre de allerede eksisterende byer - og den måde vi bruger dem - så vi kan reducere forureningen og genskabe naturens ressourcer.

I den fattige del af verden er udfordringen derimod at bygge nye byer uden at ødelægge jorden, vandet og luften.

Hvis to milliarder mennesker skal have et bedre liv i byerne, og de ikke må forbruge og forurene på samme måde, som vi gør, så er det byudviklingen i udviklingslandene som vil skabe en 'grøn' revolution.

Vi kan vælge at være med - og dermed også være med til at bekæmpe fattigdommen og befolkningstilvæksten, fremme ligestillingen og udbrede demokratiet, forbedre arbejds-, uddannelses- og sundhedsforhold for disse mennesker og hjælpe dem med at skabe økonomisk udvikling. På den måde kan vi også styrke vores egen økonomiske udvikling, reducere flygtningestrømme og bekæmpe klimaforandringer.

Men hvis vi vil være med er muligheden nu - ikke om tyve år!

Henrik Valeur er arkitekt, kreativ leder af UiD og kurator for CO-EVOLUTION - et prisbelønnet dansk-kinesisk samarbejdsprojekt om bæredygtig byudvikling i Kina

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
Aksel Gasbjerg

"FN forventer, at vi om 20 år er omkring to milliarder flere mennesker, som næsten alle vil leve i byerne i den fattige del af verden".

Den logiske slutning ud fra tanker om bæredygtighed, klima, miljø, energi, fødevareforsyning mv ville være at anlægge en strategi, hvor disse milliarder mennesker forblev ude i landdistrikterne i stedet for at flytte ind i blikskure og slum i de i forvejen nedslidte storbyer.

Men kronikøren argumenterer tværtimod positivt for en stigende urbanisering: "To milliarder nye byboere kan sætte skub i en fantastisk samfundsudvikling".

Men han indrømmer, at hvis de nye byboere "tilegner sig de samme forbrugsmønstre som vi har i den rige del af verden... kan konsekvenserne for miljøet og klimaet blive fuldstændige uoverskuelige."

Kronikøren mener, vi kan hjælpe dem med en mere grøn byudvikling.

Men hvordan skal vi kunne hjælpe, når vi ikke engang selv kan blive enige om bompenge i vores eneste millionby? Når vi selv udbygger motorvejsnettet og udsulter den kollektive trafik. Når vi selv hører til blandt verdens top 10 mht udledning af drivhusgasser osv.

Vi kan naturligvis vise dem, hvad de ikke skal gøre.

Men når den bagvedliggende kapitalistiske samfundsstruktur, baseret på vækst, er ens både her og i udviklingslandene, hvordan kan den kolossale befolkningseksplosion i byerne så blive positiv mht bæredygtighed, miljø og klima?

Brugerbillede for Niels Ipsen

Som mangeårig bistandsrådgiver er jeg 100% enig med Henrik Valeur. Økonomisk udvikling har i alle lande været tæt tilknyttet urbaniseringen. At fastholde størstedelen af befolkningen i landområder er at fastolde ineffektive dyrkningsmetoder og lav eller ingen økonomisk udvikling. Et effektivt landbrug kræver få personer og resten er der brug for til industri og services - i byerne. Ydermere ved de det selv i ulandende. Unge mennesker ønsker ikke at leve som man har gjort i tusinder år med hakke i jorden - de tager under alle omstændigheder til byerne for at søge bedre levevilkår. - Så for alles skyld - støt effektivt landbrug og støt udviklingen af byerne.

Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
Aksel Gasbjerg

@Niels Ipsen.

En decentral udviklingsstrategi er naturligvis ikke synonymt med "at leve som man har gjort i tusinder år med hakke i jorden".

Verden står overfor enorme problemer inden for miljø, energi, produktion, befolkningstilvækst osv. som kalder på andre løsninger end de sædvanlige.

Skal vi derfor fortsætte en forfejlet globaliseret udvikling ved at kikke i bakspejlet og gøre som vi altid har gjort?

Skal vi forøge kæmpemetropolerne med enorme miljø- og forsyningsproblemer til følge?.

Skal vi fortsætte "et effektivt landbrug" med udpinte og overgødskede marker og med en animalsk produktion som i filmen "Food Inc"?

Skal vi fortsat forurene og overfiske vores have?

Skal vi fortsætte en udvikling, hvor vi ikke imødeser de snarlige, gigantiske problemer med peak oil og klimaopvarmning?

Måske skulle man forsøge at finde nye decentrale udviklingsstrategier, baseret f.eks. på større regional selvforsyning, økologi, bæredygtighed, genbrug etc.

Brugerbillede for Niels Ipsen

Det er ikke et spørgsmål om "vi" skal fortsætte.. eller "vi" skal gøre som "vi" altid har gjort. Det er et spørgsmål om vi under ulandene at komme bare lidt på fode.

Tag til Afrika og se hvordan livet leves i landsbyerne. Udvikling fra et niveau på 2-300 USD BNP/person til noget der bare minder om et fornuftigt niveau udvikles ikke gennem en iøvrigt velment "decentral udviklingsstrategi". Hvis Afrika skal flytte sig - også med hensyn til fødevaresikkerhed SKAL landbruget effektiviseres - fødevarerne produceres i langt større mængder og af langt færre mennesker.

Opbygning af industri og service-erhverv må ske i byer - hvor den nødvendige infrastruktur kan opbygges hurtigst - ellers får de lov til at vente meget længe på nogen generel fremgang.

Selvfølgelig kan og skal der læres af "vores" fejl, og bæredygtighed ER målet i mange ulande. Men vi kan ikke tillade os at blive farisærer, der hindrer at fattige samfund løfter sig økonomisk fordi vi selv i vores overmåde rigdom endelig jer blevet meget bevidste om bæredygtighed.

Iøvrigt kan vi diskutere dette til juleaften, men folk flytter til byerne alligevel - og derfor er det helt rigtigt at Henrik Valeur gør opmærksom på at støtte til urbanisering er vigtig....

Brugerbillede for Henrik Valeur
Henrik Valeur

Tak til Niels Ipsen for at gøre det tydeligt hvordan vi kan være med til at afhjælpe fattigdommen i udviklingslandene, nemlig ved at hjælpe til med at effektivisere landbruget og støtte urbaniseringen.

Og fordi folk i udviklingslandene under alle omstændigheder søger ind til byerne i jagten på et bedre liv, er spørgsmålet ikke om dette er den ”rigtige” udvikling, men om hvorvidt vi kan være med til at gøre denne udvikling bæredygtig?

Derfor kunne man måske også tilføje, at det ikke bare handler om man føler sig moralsk forpligtiget til at hjælpe udviklingslandene, men at det også handler om at hjælpe os selv i forhold til globale udfordringer som klima, forurening og ressourceforbrug, og i forhold til vores egen økonomiske udvikling, fordi der er et kæmpe markedspotentiale for miljøvenlige løsninger i byerne i udviklingslandene. I forbindelse med COP15 talte man f.eks. om en klimafond til udviklingslandene på 500 milliarder kroner om året!

Hvis vi kan være med til at udvikle bæredygtige løsninger til byudvikling i udviklingslandene, tilpasset de individuelle, lokale forhold, kan vi således gøre noget godt både for os selv og for resten af verden!

Brugerbillede for Claes  Pedersen
Claes Pedersen

Det er ikke 20 millioner Kina har fået ud af fattigdom derimod er det op imod 300 millioner mennesker alt efter hvordan man g¢r fattigdom op.

Samt når Kina netop har kunne få så mangew ud af absolut fattigdom skylles det jo de iforhold til andre lande, tallet 20 millioner er de der har mange penge og råd til at rejse til andre lande.

Men ellers vil det have været sobert om Henrik Valeur kunne komme med andre eksempler på store byerne hjælper mennesker ud af fattigdom, jeg er pt i Metro Manila og ved så ganske udmærket hvad fattige tjerner bedst ved her og den indkomst de kan få ved almindlig arbejde hjælper dem ikke ud af fattigdom.

Middelklassen bruger de fleste af deres penge på deres b¢rns uddannelse så de kan komme til andre lande og arbejde og blive misbrugt udnyttet til en lille l☼n.

Men klart byerne spille en afg¢rende rolle i udviklingen af et land, dog for at udviklingen ikke bliver for de få er det vigtigt at styre udviklingen i mindre byer hvor det mere overskueligt at bygge veje og skoler, hospitaler og gr¢nne områder og der er plads til virksomhederne og udvikling af en kollektiv trafik.

Men da N¢dhjælps organisationer og kirkelige bevægelser har letter ved få mennesker i deres net i store byerne er der her man ser dem mest og der bliver samlet flest penge ind til.

Samt de fattige på landet kan som regel altid få et eller andet at spise, hvad de ikke kan i store byerne som vokser og vokser uden planlægning, og for skabe mulighden for planlægning så er det n¢dvendigt at stoppe befolknings tilvæksten i fattige lande og give seksuael undervisning i skolerne og begrænse de religi¢ses indflydelse i forhold til hvad er relavant læredom for mennesker at h¢re om Jesus, muhammed, Moses, Kisna eller at lære mennesker have en basal ¢kologisk forståelse, og hvor vigtigt det er at have renovations system.

Pt. har jeg sky cabel tv her på Philippinerne på grund af VM i fodbold og det eneste TV program der kan bruges er Global 3000 tv fra Berlin som sender gode udsendelser om udvikling projekter og videnskablige progammer og under byggede sundheds programmer, BBC og CNN og lidende nyheds programmer kan menneskeheden ikke bruge til meget men forudregner mere mennesker tanke verden ved udvedkommende problemer man inet kan g¢re noget ved.

Så der må sættes krav til nyheds formidlingen om der skal være nærværende programmer om formidling og undervisning, som hvordan man undgår at få AIDS og at man ikke bare smider alt affald i naturen eller brander den af og hvordan kan opdyrke sin jord, hvis man har en lille baghave.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Brugerbillede for Claes  Pedersen
Claes Pedersen

Til Henrik Valeur Vi er mange der vil det gode, men til tider tror jeg bare det er godt vi begrænser os i hvad vi kan og har penge til.

Vi dansker er tilb¢jelig til tage munden for fuld og specielt hvad angår n¢dhjælp tror vi vi igennem sundhedsprogrammer hjælper de fattige, hvor dem der får mest ud af det er medicinal industrien og mindre de fattige når vi taler om afhjælpe fattigdom på længere sigt.

Samt hvordan skulle Danmark kunne g¢re en forskel i byer der har en befolkning, som er 2 til 3 gange st¢rre end Danmark og Danida har faktisk gode projekter eller har haft her på Philippinerne. Som at st¢tte landet med få en bedre ris produktion og opsættelse af vindm¢ller, hvor en udvikling af vindm¢ller virkelig ville kunne g¢re en forskel i et land der stort importere alt sin olie selv.

De programmer FN arbejder med at opbygge bydelle med huse til landbefolkningen når de flytter ind til stor byerne anser jeg som hovedl¢se hvor der er bedre at fremme en udvikling i mindre byer der mere overskudlige, og få menneske str¢mmen væk fra metro polerne som vil medvirke til skabe mere luft og bedre mulighed for få en ordentlig by planlægning i de store byer.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Brugerbillede for Henrik Valeur
Henrik Valeur

Til Claes Pedersen

Jeg bruger Kina som eksempel på hvordan man vha. byudvikling kan løfte mennesker ud af fattigdom, fordi jeg kender lidt til den historie og fordi det netop er en fantastisk – og temmelig overset – succeshistorie: 20 millioner x 20 år = 400 millioner

Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

Leve omkostningerne i en by er meget større end på landet. Og selv om lønnen er højere så er det svært at få arbejde, som man kan leve af. Når byen bliver for stor så stiger transport omkostningerne fordi trafikken bryder sammen.

Det værste ved storbyen er det overfladiske sociale liv, uden plads til ægteskab og børn.
Det sidste er når storbyen forlades, til fordel for en anden by. Først er det de unge rige, som rejser.
Så kommer den kriminelle periode, som jager dem der kan flytte væk.
De sidste tilbage er skrotsamlerne.
Tilbage er en skovbevokset losseplads. med firkantede søer. Og med farlige dybe sorte huller, hvor gruset plasker når man går forbi.