Kronik

Vores virtuelle netværk fungerer som abernes

I den fagre nye virtuelle verden bejler vi til alle med status og ignorerer folk, der ikke har det. Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer
Facebook udvider vores netværk og bekendtskabskreds.  Men indimellem begrænser det også.

Facebook udvider vores netværk og bekendtskabskreds. Men indimellem begrænser det også.

Jennifer Daniel

28. juni 2010

Vi har aldrig har haft så mange muligheder. De fleste af os har i vids udstrækning et rigere liv end selv stjernerne i Guldalderen. Hvis vi havde kendt H.C. Andersen og Kierkegaard personligt, ville vi nok have fundet dem lidt enfoldige i deres selvoptagethed. Velbegavede mennesker har i dag på mange måder en større horisont end disse genier.

Vor tids rigdom gælder også anerkendelse, for mens de dengang udelukkede måtte gå for lud og koldt vand indtil tuberkulosen gjorde en ende på pinen - så kan vi i dag næsten alle realisere vore talenter og endda også blive kendt af en stor kreds via nettet. Om vi så kan leve af det, gør mindre - men under fattigere epoker kunne kun et privilegeret fåtal drive en privat interesse på et højt plan og samtidig tjene til livets ophold på helt anden vis. Arbejdsløse kan i dag leve på lige så god fod som folk, der dengang levede af kongelig understøttelse.

Materielle goder er dog ikke alt, for selv med en antagelig materiel levestandard er social underdrejethed hæmmende. Underdrejetheden beror ikke så meget på forskel i indkomst som på forskel i adgangsgivende status i de relevante sociale sammenhænge. Social 'profit' er målet for den moderne form for menneskelig udbytning, som ingen progressive koryfæer nævner.

Favoriseringen af etablerede navne beror på en forståelig formodning om, at autorisation oftest borger for en vis minimumstandard. Men derudover kan folk med status og indflydelse gøre gengæld for udvist rettidig omhu - i form af social 'returkommission', modsat isolerede talenter.

Ingen grænser

Men stadig er det lettere end i Guldalderen. Vor iagttagelse gælder over en bred kam: Tænk således på at i vore bedsteforældres ungdom var det kun sponsorerede specialister, der kunne tage fotos af eksotiske dyr. I dag kan de fleste få råd til en rejse med garanti for superoptagelser af løver og næsehorn - samtidig med at de lever af noget helt andet. Det har gjort det sværere at være professionel dyrefotograf, men det gør ikke spor: Mange professionelle tjener nemlig mere på at lade amatører få top-fotos af dyrene end på selv at tage dem. Og amatørerne behøver ikke at ærgre sig over at måtte forblive amatører - for det er jo ikke længere nødvendigt at være professionel for at få råd til eksotiske rejser.

I den virtuelle verden er der endda slet ingen grænser: For vi kan opleve alt på YouTube, i 3D osv. Den dag er måske ikke fjern, hvor folk ved hjælp af chips kan nyde virtuelle samlejer med hvem, de vil, mod en passende afgift: virtuel prostitution uden bagmænd! Men naturligvis bliver det aldrig helt det samme, og det gælder også de før nævnte eksempler: Den sejt erhvervede ægte vare rummer forløsning og kontinuitet - kort sagt eksistentiel mening.

Den dimension kan underholdningsindustrien aldrig indfange, ganske som kun få af vor tids højtuddannede har måttet arbejde sig til elementære og dybe erkendelser helt fra bunden. Andersen, Kierkegaard osv. havde i deres naivitet en helt anden intentionsdybde i tanke- og billeddannelser end alle vi, som pludrer frejdigt løs om dem - for i næste øjeblik at lufte vor uforgribelige mening om en stribe lande, som vi aldrig har besøgt.

Abeagtige netværk

Det samme gælder de menneskelige relationer. Da jeg som halvvoksen knægt nævnte min mors skilsmisse for en bonde, sagde han: »I min barndom var der ingen skilsmisser - for det var ikke spørgsmålet, om vore forældre elskede hinanden: »De behøvede hinanden for at drive gården«. Ja, i gamle dage kendte de fleste kun en lokal kreds: Man tilhørte et fag og et laug, der gik i arv - social mobilitet var undtagelsen. Ligesom man ikke kunne udskifte sin slægt, kunne man ikke let skifte arbejde og omgangskreds. Identitet var sjældent emne for diskussion.

Til moderniteten hører valgfrihedens afgrund af muligheder - og dermed bliver identitet et spørgsmål. For identitet handler både om evner, valg, lyst - og forbindelser! I stedet for venskaber har vi derfor i dag abeagtige netværker. Alle kan udskiftes: Nye arbejdspladser og uddannelsessteder åbner for nye relationer - og vi ved til sidst på forhånd, at gensidigheden er forretningsmæssig.

Når talen er om overfladiskheden af vore menneskelige relationer, så må vi nævne Facebook som tidens spejl. Her er den moderne lighed mellem professionelle og amatører så gennemført, at selv stjernerne er på Facebook - og de er undergivet samme dogmeregler som vi andre og kan derfor højst skrive syv linier per gang. Vi kan bruge Facebook til at udvide vor omgangskreds i gammeldags forstand, men langt det meste af udvidelsen forbliver i det digitale rum - og for mange er det ligefrem et mål at komme over et vist antal 'venner'.

Det harmløse i Facebook er, at ingen bliver udelukket; men just derfor er kynismen helt umaskeret. Nogle med meget god tid reagerer interesseret på manges indlæg, men får selv kun få tilbagemeldinger. Hvorfor? Fordi alle fornemmer, at de ikke har noget at bytte med socialt - og så kan de have det så godt. Desuden må ingen tro, at vi behøver tabernes selskab, for i så fald vil også vi fremstå som tabere - og da tør heller ingen omgås med os af frygt for at ligne tabere.

Denne uhøflighed er åbenlys på Facebook - ganske ligesom når børn herligt utilsløret ignorerer de af forældrenes bekendte, der ikke kan tilbyde dem noget. Både Sigmund Freud og Niels Bohr hyldede det princip, at selv ubehjælpsomme breve skulle besvares. Og Karen Blixen skrev: »Et menneskes karakter kan bedømmes efter, hvordan det ville have behandlet Kong Lear.«

I dag ignorerer 'eliten' derimod ængsteligt henvendelser fra ubudne for at kue deres selvtillid.

Bifald for bagateller

Men vi bejler til alle med status og søger deres venskab, for - 'fortæl mig dine venner'. Det får mig til at tænke på meget gamle dage: Fordums mjøddrikkende stormænd omgav sig altid med en skare af loyale hirdmænd - og beviset på stormandens status var, at uanset hvilke platheder, han fyrede af, vakte det vild jubel. Kendiser delagtiggør på Facebook ligeledes alverden i bagateller - og får bunker af bifald.

Hertil kommer omvendt en længsel tilbage til naiviteten! Ligesom man i japanske koncerner afreagerer ved under firmafesten at le i demokratisk flok ad enhver flovser, så får vi afløb ved på Facebook at optræde uden kvalitetskrav - for så er vi alle lige. Ja, selv stjernerne søger denne lighed: Ligheden begrænser nemlig vor indbyrdes frygt. Selv de dygtigste på et felt er derfor i vor tid typisk dygtige på samme måde: Ensretning tvinger os til at anerkende hinanden frem for at afvise hinanden som enten dumme, uvidende eller irrelevante - og vort ubehag derved er grundet ligheden forbigående.

Således gentager den nye skråmentalitet svundne tiders enfoldige identitet: 'Bagere taler sådan, smede sådan - og sociologer sådan'. Individualismens æra var et mellemspil: Det første vi spørger om, når et nyt ansigt dukker op, er: 'Hvordan kom han/hun frem?' Svaret er: 'Ved at gøre som de andre i klubben'. Snart købes bøger derfor mest af folk, der vil lure forfatteren succesen af.

Venner vi ikke kan lide

Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer: Familie og ægte venner bruges mest til psykologisk opbakning og trøst for vore nederlag ude i status-junglen. Men det futile i vor afhængighed af status fremgår af det amerikanske mundheld: »Vi spilder vort liv på at anskaffe os en masse ting for at imponere mennesker som vi ikke kan lide.«

I fremtiden vil mange måske af sjælelig nød søge over i jobs, der giver mere organiske relationer: omsorgssektoren, sundhedssektoren og sågar folkeskolen - hvis man ellers kunne få ro i klassen. For af fast omgang udvikler der sig personlige følelser hinsides modpartens brugbarhed. Og en glæde ved at blive genkendt og værdsat uden bagtanke.

I et af Strindbergs dramaer spørger en gæst: »Men har du slet intet godt at sige om din mand?« »Jo, men hvis jeg sagde det, ville han få storhedsvanvid!«

En god ting ved Facebook er, at alle kan være med, mens vi i det virkelige liv ikke kommer i klub med de rigeste og de mest berømte. En kødrand af 'venner' giver en vis primitiv status, så hvis endnu en taber bejler opad, er der ingen grund til helt at afvise ham. Sig så ikke, at vi på Facebook ikke kender til høflighed!

Henrik Bandak er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

God artikel. Væsentligt emne.

Skal man være lidt firkantet kan man sige der findes, - på disse omnibusvidensplaner og muligheder for selvstændig bedømmelse, som nettet åbner for folket vidensmæssigt, efter det 20 århundredes naivisme-ridende svinehundekampagner, - 3 slags mennesker
1 Kristne !
2 Folk der har misforstået noget - herunder en del kristne der her mindre og mindre undskyldning derfor, og en forfærdelig masse muslimer der er mere undskyldte af forskellige årsager - men ikke ret længe mere !!
3 Idioter og onde væsener - relativt sjældne iøvrigt.

Sagt på en anden måde - der er håb om at den historieløse generation ikke vil gentage sig. Og at den arabiske fascismes spøgelse i en sort basaltblok - omend den er blevet hele verdens problem (og det er såmænd da rimeligt nok) - bliver kværnet til skærver før end man havde kunnet håbe.

Det er bare et spørgsmål om - fri - oplysning.

Så er der tænkeevnen .... for sandt nok : det er de færreste der får noget af samme format som HC Andersen ud af deres førtidspensioner - andet end at konsolidere de særheder der har indbragt dem den ;-)
Ikke jeg - det var tungt nok at nå frem til stregen, og synet sveg på vejen - men med venligere hilsen end før så da i det mindste :-)

odd bjertnes

I tilfælde nogen så synes at jeg vildtvoksede emnet ovenfor :

Facebook ja alle blogs - er en del af det problem hvor man konsoliderer særheder til en ny form for dumhed. Intet er perfekt, og jeg har fravalgt facebook p.gr. af 'det offentlige samtalerum'. Ikke at det ikke er morsomt med gamle halvglemte bekendte som sådan .
Men overordnet er net og blogs en kraftig udvideelse af ens erkendelsespotentiale - og man kan hurtigt blive deprimeret når 'alt afsløres i de sidste tider' - før de næste forstås.

Jesper Wendt

Den adfærd vi vælger er knyttet til evolutionen, ikke til vores evner.

Facebook er ment som en dannelse af empati, i sin spæde oprindelse, det har dog den stik modsatte virkning. Det minder lidt om en skolegård.

Marianne M. Rosengren Pacarada

Så er det vel nok heldigt, at status måles forskelligt fra miljø til miljø. Alle har en chance :).