Læsetid: 5 min.

Billige modevarer koster dyrt

Det, som har været frigørende for kvinder i Vesten, er et system, som bogstavelig talt hviler på ryggen af kvinder i udviklingslandene
27. juli 2010

OXFORD - Jeg må gå til bekendelse: Jeg gør det også. Ligesom de fleste vestlige kvinder gør jeg det jævnligt, og hver gang er det en fornøjelse iblandet skyld. Det er svært at lytte til sin samvittighed, når man bliver konfronteret med så utroligt mange fristelser.

Jeg taler naturligvis om billige modevarer. Jeg vil besøge en Zara-butik eller en H&M eller - eftersom jeg tilbringer sommeren i Storbritannien - den fantastiske Primark og købe varer, der er »søde«, sagtens kan undværes og så chokerende billige, at lige jeg snupper en ekstra. Jeg er nødt til at se min afhængighed i øjnene - og det er alle kvinder ligesom mig også nødt til. Moden er blevet forvandlet af den nylige fremkomst af detailkæder, der hyrer gode designere til at lave moderigtigt brug-og-smid-væk-tøj og -tilbehør. Denne udvikling har frigjort vestlige kvinder fra modeindustriens tyranni, der i de dårlige gamle dage dikterede en stil og tvang kvinder til at investere kraftigt i en opdatering af deres garderobe for derefter at erklære indholdet i deres klædeskabe for forældet.

Frigørelse og udbytning

Når kvinder i Vesten træder ind i masseproduktionens varehuse, har de den tilsyneladende lækre og befriende mulighed for at købe sommerens uundværlige, bitte-små kjoler med blomstertryk i 80'er-retrostil, som vil se forfærdeligt konede ud til næste sommer, for blot 70 kroner. Vi kan vælge at investere i klassiske produkter, som ikke går så hurtigt af mode, og samtidig tilegne os billige og smarte engangsartikler, når humøret er til det.

Disse butikker løser også et psykologisk problem for os, fordi man kan shoppe i lang tid - en fornøjelse, som vækker dyb genklang i kvinders hjerne på grund af vores evolutionære udgangspunkt som samlere - uden at føle skyld over at have brugt for meget, når øvelsen er overstået. Men det, der har været frigørende for kvinder i Vesten, er et system, som bogstavelig talt hviler på ryggen af kvinder i udviklingslandene. Hvordan kan Primark og deres konkurrenter i indkøbscentre og på gågader i Vesten sælge denne søde kjole så billigt? Ved at udhungre og undertrykke kvinder i Bangladesh, Kina, Mexico, Haiti og andre steder. Sådan er det.

En familiehemmelighed

Vi ved alle, at billigt tøj som regel bliver fremstillet under dårlige arbejdsforhold og som oftest af kvinder. Og vi ved eller burde vide, at kvinder, som arbejder i sweatshops verden over, fortæller, at de bliver løst inde, forhindret i at gå på toilettet, udsat for sexchikane, forhindret i at organisere sig i fagforeninger og udsat for andre former for tvang. Men som enhver familiehemmelighed, der ville gøre os ubehageligt tilpas, hvis vi blev konfronteret direkte med den, vender vi vestlige kvinder det blinde øje til det. Boykot af t-shirts fra de amerikanske universiteter, som blev fremstillet i sweatshops, førte til en mere retfærdig fremstillingspraksis, og boykot af kaffe og andre produkter, som primært blev gennemført af kvindelige forbrugere, førte til, at de store supermarkedskæder begyndte at indkøbe varer, der er fremstillet under rimelige forhold. Og velhavende kvinder har før haft succes med at boykotte varer, som blev fremstillet ved grov udnyttelse af arbejdskraften:

I slutningen af 1800-tallet blev fattige kvinder, som arbejdede i tekstilindustrien, blinde af at lave omstændelige broderier til velhavende kvinder, indtil forbrugernes ubehag tvang producenterne til at forbedre arbejdernes betingelser.

Men i dag er der derimod ingen større bevægelse blandt kvinder i de rige lande, som arbejder for at få en stopper for den globale udnyttelse af underbetalt arbejdskraft - også selv om vores penge er det eneste værktøj, som har gennemslagskraft nok til at tvinge producenterne til at ændre praksis. Årsagen er enkel: Vi kan lide tingene, som de er.

Protester i Bangladesh

Men det bliver stadig vanskeligere for os at bevare vores 'ude-af-øje-ude-af-sind'-holdning. Kvinderne i udviklingslandene, som er nogle af de mest udnyttede og ufrie kvinder på Jorden, skal have ros for, at de begyndt at hæve deres stemmer. F.eks. berettede Financial Times den 23. juni, at »hundredvis af tekstilfabrikker i Bangladesh, der leverer til vestlige kunder som Marks & Spencer, Tesco, Walmart og H&M, nu gradvist er ved at åbne igen under kraftig politibeskyttelse efter flere dages voldsomme protester fra titusinder af arbejdere, som kræver højere løn«. Tusinder af urobetjente brugte gummikugler og tåregas mod arbejdstagerne, som blev såret i hundredvis, men de gav sig ikke.

De fleste af de to millioner mennesker, der arbejder i beklædningsindustrien i Bangladesh, er kvinder, og de er de dårligst betalte tekstilarbejdere i verden med månedsløn på omkring 150 kroner. Nu kræver de, at deres månedsløn bliver næsten tredoblet, så de kommer til at tjene 400 kroner om måneden. Deres ledere gør opmærksom på, at arbejdstagerne ikke kan brødføde sig selv eller deres familier med det nuværende lønniveau. Økonomer forudser, at vi vil opleve flere strejker og uroligheder i Bangladesh og i Vietnam, og selv repræsentanter for investeringsbankerne, som er citeret i Financial Times, betegner lønningerne for kvindelige tekstilarbejdere i disse lande som »uholdbart lave«.

Forbrugsmønstre

Nu er fabrikkerne genåbnet - indtil videre. Men Bangladeshs regering overvejer at hæve mindstelønnen. Hvis det sker, vil en af de mest undertrykte, lovlige arbejdsstyrker i verden have vundet en stor sejr. Det er i første omgang primært en symbolsk sejr, som dog vil inspirere andre kvindelige tekstilarbejdere rundt om i verden til at protestere. Vi kvinder i Vesten bør udfordre os og følge med i denne historie, så vi kan gøre det rigtige og ændre vores forbrugsmønstre. Det er på høje tid, at vi støtter kvinder, der helt åbenlyst lider under en systematisk, globaliseret og omkostningseffektiv kønsdiskrimination, som de fleste af os ikke længere er udsat for. Lad os støtte fair-trade-økonomien og nægte at handle i forretninger, som kritiseres af aktivister for at udnytte arbejdskraften (se mere på http://www.worldwatch.org/node/1485).

Hvis kvinder rundt om i verden, som bliver fastholdt i uacceptable arbejdsforhold, formår at vinde denne vigtige kamp, vil den søde kjole fra Primark komme til at koste noget mere. Men den er allerede for dyr for de kvinder, der ikke har råd til brødføde sig selv og deres børn. 15 kroner for de nuttede sandaler? I betragtning af de menneskelige omkostninger er prisen alt for god til at være sand.

Naomi Wolf er aktivist og samfundskritiker. Hendes seneste bog er 'Give Me Liberty: A Handbook for American Revolutionaries'

© Project Syndicate og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Ja, det er noget skidt.
Men er det bedre, at de usselt betalte arbejdere intet job har?
Husk: Man kan ikke forlange, at virksomhederne bliver i f.eks. Danmark og giver overenskomstmæssige lønninger; for så bliver de udkonkurreret på en månedstid. Heller ikke, at de giver lønninger på dansk niveau til deres arbejdere i u-landene. Så sker det samme.
Omkostningerne SKAL ned, hvis profitten skal i hus.
Ingen kan bestemme over kapitalen; man kan kun forvalte den efter den iboende nødvendighed af dens stadige forøgelse (det kaldes økonomisk vækst).
Sådan er loven. Og den kapitalist, der ikke retter sig efter den, udkonkurreres og er færdig som kapitalist.
Gammel betonmarxisme, men sandt.