Kronik

Da danskerne sejlede verden rundt og opdagede sig selv

Debatten om hvorvidt dansk u-landsbistand dur eller ej ville være mere interessant, hvis man turde inddrage de folk, der egentlig skulle nyde godt af den. Som f.eks. nepaleserne
Nepalesere ved Pashupati templet for at ofre helligt vand til guden Shiva. Hindu kvinder bærer altid rødt tøj og grønne og gule armbånd.

Nepalesere ved Pashupati templet for at ofre helligt vand til guden Shiva. Hindu kvinder bærer altid rødt tøj og grønne og gule armbånd.

NARENDRA SHRESTHA

Debat
30. juli 2010

Astrid Saalbachs teaterstykke Rød og Grøn har i de seneste måneder skabt debat i den danske bistandsverden. Stykket handler om en gruppe korrumperede Danida-folk i Nepal, som ikke kan udrette noget og går til i tennis og hor midt i en borgerkrig i det ludfattige land.

Saalbach skader sagen, lyder de vrede reaktioner fra bistandsmiljøet. Men det er faktisk ikke problemet med stykket, som tager fat i de ofte ret grimme menneskelige dramaer, der udspiller sig sådan et sted. Problemet er nærmere den virkeligt interessante og principielle historie, som vi gik glip af.

Det er en historie, som Saalbach kunne have fortalt, hvis hun havde talt med nogle nepalesere også, og skrevet et stykke, der hørte til i det 21. århundrede og ikke på Ibsens tid, hvor dramaer foregik mellem fire hvide mennesker i en dagligstue.

Der er ikke en eneste nepaleser, der får lov til at sige noget i stykket. Hvis de havde fået lov at tale, kunne vi måske have hørt noget om, hvordan vores ærlig talt ofte ujævne bistand - og opførsel - ser ud set fra andres øjne. Rød og Grøn bygger delvis på en virkelig hændelse, som har været genfortalt i P1's Orientering, om hvordan danske bistandskroner kroner forsvandt, og ambassaden prøvede at skjule det for Rigsrevisionen.

Men hvem var det egentlig der tog pengene? Bare endnu en korrupt tredjeverdens tyv, der lever højt på danskernes naivitet og selvoptagethed?

Kender ham personligt

Lad mig fortælle jer om en mand, der blev skabt af dansk bistand, og hvis liv er mindst lige så interessant som dem, Saalbach fortæller om:

Jeg har arbejdet i tre år hos den nepalesiske organisation, der var beskyldt for korruption i sagen. Det var godt nok før den omtalte sag, men udfra hvad jeg ved om organisationen og manden, der ledede den, overrasker sagen mig på ingen måde.

Vil det sige, at jeg har arbejdet tre år af mit liv sammen med en mand, som jeg mistænkte for korruption? Ja, lige præcis.

Jeg føler mig næsten ligesom Jørgen Leth, der kom til at afsløre for meget om sin tredjeverdenssex. I Danmark er man som bistandsmand enten korrupt eller idealist, der er ikke plads til sammensatte mennesker.

Sammensat personage

Men Dilli Chaudhary, lederen af den omtalte nepalesiske græsrodsorganisation, er netop sammensat. Han voksede op i det vestlige Nepal som tharu, en af Nepals fattigste og mest undertrykte befolkningsgrupper, og er siden blevet en af landets mest anerkendte ngo-ledere.

Han kommer fra et indfødt folk, som har levet stavnsbundet til store godser i det vestlige Nepal. Gennem et tilfældigt møde med en dansk sygeplejerske som 15-årig, får Dilli kontakt til den danske ambassade, der derefter gennem 10 år støtter en massiv uddannelseskampagne, som lærer tharuerne i titusindvis at læse og skrive. Samtidig opbygger han en af Nepals største græsrodsorganisationer, der organiserer fattige landarbejdere i et område på størrelse med Danmark.

Da jeg bliver udstationeret, som udviklingsarbejder er Dilli på mange måder på sit højdepunkt organisationsmæssigt. På samme tid har hans kometkarriere trukket spor i hans personlighed. Han drikker meget, har et voldsomt temperament og har tendens til at love folk omkring ham projekter og støtte, som han efterfølgende ikke kan levere.

Hans egne medarbejdere - gamle venner, som er vokset op sammen med ham - hvisker, at han tager af kassen og er begyndt at opføre sig som de godsejere, han altid har kæmpet imod.

Samtidig er hans organisation ved at have muskler nok til at udfordre de virkelige godsejere. Og det er lige præcis, hvad han gør.

Hjertet på rette sted

I den tid jeg arbejder sammen med ham, leder han en kampagne, der tvinger den nepalesiske regering til at ophæve gældsslaveriet og frigive over 30.000 gældsslaver fra godsejerne. Det sker i år 2000 og er en del af den verden, Saalbach beskriver i sit stykke.

Jeg har stået ved siden af Dilli på en støvet hospitalsgang, mens han siger til lægerne, at de skal gøre alt - koste hvad det vil - for at redde en gældsslave, der lige har fået armen næsten hugget af af en godsejer, der ikke ville slippe sin ejendom.

Jeg har set Dilli brødføde hele teltlejre af familier, der var forvist fra den jord de havde dyrket igennem generationer. Hvilken budgetlinje kommer pengene fra, kunne man jo spørge i sådan en situation, for manden administrerede et uddannelsesprojekt og ikke et nødhjælpsprojekt. Jeg spurgte personligt i flere tilfælde - og følte mig nogle gange som en mand, der stod og forsøgte at holde tingene lidt rene under en fødsel.

Korruption utilgiveligt

Jeg mener ikke, at Dillis korruption kan undskyldes. I min tid derude prøvede jeg både at snakke med ham, og i sidste ende også at gå direkte til de donorer, der støttede ham, for at få dem til at gennemgå regnskaberne.

Korruption er ødelæggende, også selv om det går til et godt formål. Hans medarbejdere følte sig forrådt og i øvrigt fik hans egen familie og venner vist også gavn af hans noget løsagtige forhold til budgetter.

Men pointen er bare, at verden er mere interessent end skoler, der ikke bliver bygget, mens de hvide fester i Kathmandu.

Hvis Saalbach tror, at der intet kommer ud af udviklingsbistanden kan jeg og tusindvis af tidligere gældsslaver fortælle hende, at hun må tro om.

Sandheden er, at den mand, der tager penge af kassen, også nogen gange er ham, der bevæger et lands historie. >Det er ikke det samme som at sige, at vi bare skal lukke øjnene og sende flere penge.

Ødsel buffet over for sult

For der er mørke sider i bistandsarbejdet. Dillis egen historie er en del af det: En fattig landsbydreng, der både når at blive menneskerettighedshelt og korrumperet bistandspamper, før han bliver 30 år. Han var selv i oprør mod de tennisspillende bistandseksperter i hovedstaden. Når de inviterede ham til konferencer om fattigdom på de fine hoteller i Kathmandu, ville han tage ordet og skælde dem hæder og ære fra for at spilde deres penge på overdådige buffeter, når der var folk i landsbyerne, der sultede ihjel.

Men samtidig var han fascineret af de smukke mennesker Saalbach beskriver i sit stykke. Han vidste, at deres penge og magt gjorde dem til solen i bistandsuniverset. Og han ønskede også selv at skinne som solen.

Magt er vanedannende

Saalbach har jo ret i at bistand - læs: penge - giver magt, og magt kan gøre én selvoptaget og ude af stand til at se, hvordan verden ser ud med andres øjne. Bistand underbygger ofte magtmennesker og -strukturer. Men det komplicerede er, at disse mennesker også nogle gange er med til at ændre verden til det bedre.

Hvis vi vil have en reel diskussion om bistand er vi nød til at starte med at høre på stemmer fra de lande, vi arbejder i - og det er derfor, det er så deprimerende, at Saalbachs stykke som så meget andet kritik af ulandsbistanden ikke når længere end til en motivfortolkning af os selv. Undskyld mig, fru Saalbach, but that is so last century.

I en global tidsalder er der flere vinkler på det, vi laver, end det vi selv kommer med. Det er jo det, der gør verden - og ikke mindst bistandsverdenen - spændende og meningsfuld.

Jeg så frem til stykket, fordi jeg faktisk savner et opgør i bistandsbranchen. Ikke som dem vores regering har serveret indtil videre - gentagende nedskæringer pakket ind i floskler om effektiviseringer.

Nej, et rigtigt opgør om vores evne til at engagere os i verden på andre præmisser end vores egne. For hvor har verden dog brug for os - og hvor har vi brug for den!

Men selv om opgøret handler om os og vores egen selvforståelse, så tror jeg ikke, at det kommer, så længe vi kun snakker med os selv. Vi skal have andre stemmer med.

Spørgsmålet er, hvornår der kommer et teaterstykke om dansk bistand, hvor Nepaleserne også får lov at tale? Det vil være en historie for det 21. århundrede ...

Tim Whyte har arbejdet som rådgiver i Nepal i fem år for bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og FN.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

fascinerende

Ivan Breinholt Leth

Tim Whyte.

Det forekommer mig, at du vil besvare spørgsmålet om hvorvidt udviklingsbistanden dur eller ej med spørgsmålet om, hvorvidt den er korrupt. Det er ikke det korrekte spørgsmål, du stiller. Spørgsmålet må være om udviklingsbistanden, overhovedet har nogen udviklingsøkonomisk effekt - eller om den evt. har en direkte skadelig økonomisk effekt. Mig bekendt har ingen - efter omkring 60 år med udviklingsbistand - været i stand til at påvise nogen positiv udviklingsøkonomisk effekt i form af fattigdomslempelse. En del har været i stand til at påvise udviklingsbistandens skadelige effekter. F.eks. har et ekspertpanel nedsat af FN påvist, hvordan udviklingsbistanden indirekte har været med til at finansiere krigen i Congo, der af FN betegnes som den største humanitære katastrofe siden holocaust. Andre har påvist hvordan store udviklingsøkonomiske projekter har forvredet den lokale økonomi, og skabt inflation og arbejdsløshed, hvordan bistanden skaber en afhængighedskultur, som ikke befordrer udvikling baseret på egne ressourcer, hvordan bistanden dræner et u-lands intellektuelle ressourcer, hvordan bistand cementerer magtforhold baseret på race, hvordan bistand udkonkurrerer lokal produktion, etc.

Set i et udviklingsøkonomisk perspektiv er det primære spørgsmål ikke spørgsmålet om korruption, men desværre handler den gængse kritiske holdning til udviklingsbistanden mest om, hvorvidt pengene havner i korrupte embedsmænds lommer, eller om de virkelig når ud til målgruppen. Moralsk set er spørgsmålet ikke uvæsentligt, men udviklingsøkonomisk er det irrelevant.

Ifølge Transparency International er Kina et af de mest korrupte lande i verden, og sådan har det været i de 20-30 år, hvor det er lykkedes Kina at bringe næsten 300 millioner mennesker ud af fattigdom. Forskellen på Kinas og Afrikas korruption er, at kinesere anbringer rovet i kinesisk økonomi, mens korrupte afrikanere mest anbringer rovet i vestlige banker. Hvis jeg snyder en dansk investor for 1 mill kroner, som jeg derefter investerer i dansk økonomi, har det ingen skadelig effekt rent udviklingsøkonomisk, uanset hvor kriminel min handling er.

Man kunne da udmærket spørge modtagerne af udviklingsbistanden, hvad de selv synes om den, i stedet for ’motivfortolkning af os selv’ (efter min mening bestemt ikke uinteressant). Det svar, du ville få, anhænger af, hvem du spørger og i hvilken sammenhæng. Min egen erfaring stammer fra Afrika, og jeg har intet kendskab til Nepal. Hvis du spørger Samir Amin - afrikansk intellektuel og direktør for IDEP - vil svaret være, at bistandens primære formål er at gøre tredje verdens lande regeringer så afhængige af den, at Vesten kan kontrollere adgangen til deres ressourcer. Ifølge min egen erfaring, er denne holdning udbredt blandt afrikanske intellektuelle - selv hos de, der lever af bistanden. Hvis du spørger blandt den brede befolkning i Afrika, vil svaret sandsynligvis være enten, at de intet ved om udviklingsbistand, eller at bistanden gives af hvide mennesker, som er gode kristne. Hvis du spørger personer, som er direkte involverede i et eller andet projekt, vil de besvare dit spørgsmål, ud fra hvad svar de tror, du forventer.

Det er muligt, at bistandsverdenen har været ‘spændende og meningsfuld’ for dig, men jeg er ikke så sikker på, at den er speciel meningsfuld for dem, hvis stemmer du gerne vil høre. Heldigvis er der en del indicier på, at de godt kan klare sig uden vores bistand.

Karen Helveg

@ivan, det er rigtigt, at det udviklingsøkonomiske perspektiv er det mest interessante i det store billede. Men der er naturligvis også et mere konkret og jordnært billede af nogle initiativer. Mht. det første så glemmer du, at når man måler udviklingsbistandens effekt (svært nok i øvrigt), så prøver man at estimere effekten af den måde man har drevet udviklingshjælp på hidindtil, mens man glemmer, at der var tale om bestemte modaliteter. Det er misvisende at tage ressourcer givet i bistand som lig med ressourcer, der faktisk overføres, og så spørge, hvor alle de penge blev af. Der har da så sandelig været mange tvivlsomme 'tiltag'. Argumentet at bistandspenge crowder lokale initiativer ud og fordrejer samfundets interesser, forudsætter at de småpenge, der faktisk overføres, kunne have udvirket mirakler. Som noget tredje, så er mange penge overhovedet ikke brugt eller projekter har taget så lang tid, at det har været med til at forsinke en udvikling.
Men i øvrigt overser du, at udviklingen ikke går fra a til b til c, men at der er nye tegn i sol og måne på, at det rent faktisk flytter sig, der er kommet bedre styr på mangt og meget, således at de ressourcer, der faktisk stilles til rådighed, bruges mere fornuftigt og ansvarligt.
Mht demokrati og Rwanda-debatten, så glemmer man, at det har mange facetter, demokratiet altså. Normalt taler donorerne om transparens og accountability osv, og der scorer Kagame høfolkjt - sådan da. Men så kommer der den autoritære overstyring, der synes at være indbygget i mange afrikanske lande. Man glemmer, at vores demokrati - vores yndlingsforestilling om det, der daterer sig fra forne tider - har at gøre med et middelklassesamfund, som vi ikke har i de her lande. Men først og fremmest glemmer man, at folk selv må tilkæmpe sig det, ellers kan det i sagens natur ikke udvikle sig.

Ivan Breinholt Leth

Karen Helveg
For mig er udviklingsbistand ikke de solstrålehistorier, som der måtte være om enkeltpersoner, som har nydt godt af et eller andet projekt. Det er velgørenhed.
Jeg spørger ikke om, hvor pengene er blevet af, men hvor effekten er. Det første er netop spørgsmålet om korruption, som jeg ikke synes er specielt interessant i et udviklingsøkonomisk perspektiv. Desuden tror jeg ikke på, at det er sværere at måle udviklingsbistandens effekt, end det er at måle de økonomiske konsekvenser af en national regerings økonomiske politik. At det er svært at måle effekten er en af de mange udflugter, som udviklingsorganisationerne anvender, fordi de ikke kan levere varen. Ligesom påstanden om, at pengene er for små. Hvis jeg var bevilgende myndighed, ville jeg ikke bevilge et større beløb, før jeg kunne se en effekt af et lille beløb. Det er at kaste gode penge efter dårlige penge. Ideen om at vi kan skubbe Afrika ud af fattigdom med et ‘big push’ (et meget stort pengebeløb) har William Easterly hudflettet i sin bog: “The White Man’s Burden.”
At bistand kan have den uheldige effekt, at den fortrænger lokal produktion er ikke en påstand. Et amerikansk sundhedsprojekt i Kenya engang i 90erne, uddelte gratis myggenet, og ødelagde markedet for de lokale producenter, men det som kan være meget værre er, når meget store udviklingsprojekter bevirker stigende efterspørgsel efter den lokale valuta, stigende inflation, og dermed stigende priser for de lokale eksportører, fald i eksporten og stigende arbejdsløshed. Fænomenet betegnes som ‘den hollandske syge’, og selveste IMF har påpeget, hvordan dette har fundet sted i en række afrikanske lande. Selvom $100 millioner er småpenge rent udviklingsøkonomisk, kan beløb i den størrelsesordning have en uheldig effekt i følsomme økonomier, hvor en normal gennemsnitlig månedsløn er på et par hundrede kroner.
Jeg læser ikke alle rapporter om udviklingsbistandens positive økonomiske effekter, fordi den normale cyklus er, at når sådan en rapport offentliggøres, griber udviklingsorganisationerne den med kyshånd, og det bliver slået stort op i offentligheden for kort tid efter at blive skudt i sænk af en eller anden forsker. Og så kan vi starte forfra - de der gider. Mens udviklingslandene bliver fattigere og fattigere.
Når du meget rigtigt påstår, at et folk selv må tilkæmpe sig demokrati, tror du så ikke, at det også kunne gælde for økonomisk udvikling og fattigdomsreduktion? Ligesom vores eget land gjorde det fra omkring 1870, da den danske økonomi lå i ruiner og fattigdommen var dyb. Ingen udefrakommende bistand trak Danmark ud af hængedyndet.

@Ivan At måle om bistanden virker ved at se udelukkende på BNP er lidt ligesom at vurdere en restaurant udelukkende på hvor mange borde der i den. Det er klart væsentligt, men det er på ingen måde det eneste det handler om. BNP-forøgelse er i øvrigt heller ikke det som pengene bliver bevilget til, så det må siges at være noget af en falsk opstilling du laver. Dansk bistand arbejder jo med en række landespecikke målsætninger på områder som uddannelse, bæredygtig skovforvaltning, og menneskerrettigheder. Du ville vel ikke vurdere det danske skolevæsen, dansk miljølovgivning eller indsatsen mod prostitution eller børnemishandling i Danmark ud fra om dansk BNP går i vejret?

Et stigende BNP er i øvrigt heller ikke en garanti for reduktion af fattigdom i et land, og problemstillingen i mange udviklingslande handler jo både om indkomstvækst og indkomstfordeling.

Men egentlig kan man sige at netop den diskussion vi er igang med nu -- om dansk bistand virker eller ej -- efterhånden er temmelig uinterressant, hvis det kun er os to der diskuterer det. Jeg har hørt "vis mig BNP"-argumentet mange gange før -- og du har tilsyneladende dårligt gjort dig den umage at læse mit synspunkt (jeg mener netop ikke at korruption er hovedproblemstillingen) før du fremfører den gamle traver igen.

Min pointe er en hel anden, næmlig at svaret på spørgsmålet om bistanden fungerer eller ej, fås bedst ved at spørge nogen af de mennesker der skal nyde godt at den. Hvis, som du siger, at der er bred enighed blandt alle afrikanske intelektuelle om at bistanden blot er et neokolonialt instrument, så er det jo vigtigt at få dem mere på banen i Danmark. Min egen erfaring er at det er muligt at få mere nuancerede svar ud af folk. Svar som jeg tror kunne være med til at forbedre bistanden i de lande vi arbejder i væsentligt. Men under alle omstændigheder er det jo de synspunkter -- også dem der gør ondt og modsiger det som du og jeg tror vi ved om verden -- som Danida og resten af os skal være bedre til at høre.

Ivan Breinholt Leth

Tim Whyte
Jeg henviste ikke til BNP, som den mest præcise indikator for fattigdomsreduktion, men nu da du selv nævner det, er her en række lande, hvor en sammenhæng mellem stigende BNP og faldende fattigdom er ret klar: Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Frankrig, Belgien, Sydkorea, Japan, Kina, Taiwan. Forsæt selv listen, hvis du gider. Lande hvor man kan påstå, at sammenhængen er knap så tydelig er Sydafrika og Brasilien, som er de lande i verden med den skæveste indkomstfordeling. At udjævne indkomstfordelingen i et u-land er en kamp, som de selv skal kæmpe. Ingen udviklings-bistand kan løse problemet med fordeling af indkomster (som vi ikke har løst hos os selv), men man kunne måske forestille sig, at rådgivning vedr. opkrævning af skatter, kunne have en vis effekt. Det er der vist ingen bistandsorganisationer, som har vist nogen interesse for.

Du rammer lige ind i det, som er problemet med dansk udviklingsbistand: At bistanden på den ene side er fokuseret på ‘bløde områder’ som sundhed, uddannelse og menneskerettigheder, og på den anden side hævder at være fattigdomsorienteret og fattigdomsreducerende. Af forskellige grunde ønsker danske ngo’er ikke at beskæftige sig med de ‘hårde områder’, som måske kunne have en direkte fattigdomsreducerende effekt - dvs. udvikling af u-landenes produktion og af markeder for denne produktion.

Bare lige et spørgsmål: Hvis de, som du gerne vil spørge, svarer negativt - at bistanden ingen effekt har - vil du så plædere for at udviklinsbistanden skal afvikles? Eller har også du en eller anden karriere i klemme, som handler om at tjene penge på andres fattigdom? Hvis du ikke er parat til evt. at medvirke til en afvikling af bistanden, så lad være med at ulejlige dig med at spørge.