Kommentar

Et europæisk Tyskland

Trods sin nyvundne nationalfølelse er Tyskland stadig dybt forankret i det europæiske samarbejde - derfor kårer Europabevægelsen i morgen kanslerinde Angela Merkel til 'Årets europæer'
12. juli 2010

Berlin anklages for at være egoistisk og usolidarisk og for at sætte nationale interesser højere end de europæiske. Der har endda været spekulationer om, at Merkel bevidst blokerede for bestræbelserne på at redde de sydeuropæiske lande for dermed at tvinge dem ud af euro-samarbejdet, så det kan finde en ny platform som en klub af mere økonomisk stabile nordeuropæiske lande.

Hvor vi sjældent bebrejder Paris eller London, når de sætter nationale interesser over de europæiske, er sagen en anden, når det drejer sig om Tyskland, der bare har at underskrive checken og stikke piben ind.

Og dog bidrog Tyskland med mellem 20 og 25 procent af de seneste måneders milliardstore hjælpepakker. Samtidig var de skrappe betingelser, som først og fremmest Tyskland ønskede at stille Grækenland mfl. overfor, motiveret af ønsket om at sikre euroens overlevelse, hvilket absolut er i europæisk interesse.

Under Kansler Angela Merkel er Tyskland virkelig kommet ud af fortidens skygge. Wirtschaftswunder - Tysklands økonomiske genrejsning efter krigen - blev i det øvrige Europa sjældent omtalt med den beundring, det fortjente. I dag er det anderledes. Det tyske fodboldlandshold er et sindbillede på det nye Tyskland: Det er ungt, sprudlende og selvbevidst. Fodboldfeberen gjorde det legitimt at hejse det tyske flag og fylde gaderne med rødt, gult og sort.

Da Willy Brandt i 1971 som forbundskansler modtog Nobels Fredspris udtalte han: »En god tysker kan ikke være nationalist. En god tysker ved, at han ikke må svigte sin europæiske bestemmelse«.

Det gælder også i dag, selv om Tyskland nu i højere grad forfægter tyske interesser og er blevet et 'normalt' land.

Ingen nationalisme

Kansler Merkel har i høj grad formået at holde balancegangen mellem at føre Tyskland frem til den plads, som landet fortjener i Europa, uden at det er kammet over i nationalisme og indadvendthed. Tysk Europapolitik handler i dag mindre om skyld og store luftige visioner og mere om pragmatisme og problemløsning.

Også Danmark har brug for et stærkt og selvbevist Tyskland - især på det økonomiske område. Der findes næppe et land, som er mere på linje med den tyske økonomiske politik end Danmark. Lav offentlig gæld og underskud er nok så meget et dansk som et tysk mantra.

Alligevel lyder myten, at Tyskland tryner de små lande og i øvrigt kun tænker på den tyske sværindustris interesser. Realiteten er snarere, at Tyskland altid tager hensyn til sine nabolande, især de små.

På konkrete politikområder er der også ligheder mellem Danmark og Tyskland. Begge lande er budgetbisser og sætter ønsket om rettidig omhu på finanserne højt. På miljøområdet deler vi også fælles interesser. Tyskland er langt fremme med vedvarende energi. Planerne om en fælles dansk-svensk-tysk vindmøllepark ved Kriegers Flak er kun et eksempel på sammenfaldende dansk-tyske interesser. Den faste forbindelse over Femern gør det yderligere oplagt at rette blikket mod Tyskland.

Farvel til D-Marken

Hvorfor er Tyskland mere selvbevidst end tidligere? Tyskland ydede et enestående stort bidrag til EU-integrationen ved i sin tid at sige farvel til sin stærke D-mark - helt imod ønsket i flertallet af den tyske befolkning.

I de første årtier efter krigen var topprioriteten i tysk Europa-politik integration i EF og NATO. Kun sådan kunne Tyskland med sin historiske arv opnå udenrigspolitisk handlerum. Tyskland bidrog til EF/EU-samarbejdet med massive økonomiske tilskud og stillede ofte op som kompromismager mellem små og store lande, mellem Bruxelles og nationale regeringer, og mellem det kontinentale Paris og det atlantiske London.

I dag er krigsgenerationen væk. Tyskland synes, det har betalt nok af på krigsgælden. Allerede kansler Schröder var mere realist og mindre idealist i sin Europapolitik. Hvor EU før var et spørgsmål om krig og fred, er det i dag for Tyskland - som for andre medlemslande - først og fremmest et spørgsmål om at veje de økonomiske omkostninger op mod samarbejdets fordele.

I de første efterkrigsårtier var Tyskland en frontlinjestat. I dag er Tyskland omgivet af venner - det giver bedre muligheder for at forsvare nationale interesser.

Men i et EU med 27 medlemslande er det blevet sværere at lade Tysklands interesser være lig EU's. Interesserne er for forskellige - og derfor sætter Tyskland i højere grad sin nationale interesse igennem.

Endelig har den tyske genforening været dyr og besværlig og gjort Tyskland mindre generøs.

Eliten forsømte ansvaret

Nej'erne til forfatningstraktaten ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland i 2005 gjorde et stort - negativt - indtryk i Tyskland. Tyske forsøg på at komme videre i EU-integrationen via et 'EU i flere hastigheder' med et 'Kerneeuropa' blev også afvist, især af Frankrig.

Samtidig har den EU-velvillige tyske elite forsømt at forklare betydningen af det europæiske samarbejde til befolkningen - især til den unge generation. Det er en alvorlig forsømmelse i en situation, hvor engagementet i EU ikke længere kan tages for givet. De tyske medier er tillige blevet mere EU-skeptiske.

De indenrigspolitiske omkostninger ved en engageret Europa-politik er også blevet højere, som vi så ved Merkels valgnederlag i Nordrhein-Westfalen. Merkel har heller ikke en Europapolitisk engageret udenrigsminister som Joschka Fischer eller Hans-Dietrich Genscher.

De andre EU-lande bør erkende, at de har meget at lære af Tyskland - Frankrig f. eks., at den højtbesungne solidaritet forudsætter økonomisk ansvarlighed. Og en række af de mindre lande, at de ikke altid bør gemme sig bag Tyskland og lade Tyskland gøre det grove, f. eks. når det gælder om at stille Grækenland over for barske men nødvendige økonomiske betingelser.

Vi har med Thomas Manns ord i dag et europæisk Tyskland, og ikke et tysk Europa. I denne ene sætning sammenfattede Thomas Mann 100 års tysk historie: Fra at have været en kulturelt dominerende centraleuropæisk magt med en ofte aggressiv adfærd blev Tyskland efter Anden Verdenskrig en international kompromissøgende medspiller. Det er i dag Merkel, som forvalter denne arv, og trods massiv kritik i især den franske debat er Tyskland mere europæisk end nogensinde. Tyskland tager i dag et ansvar, som er større end at skrive en check. Tyskland tager et politisk ansvar for EU i en tid, hvor det var lettere at ty til kortsigtede og populistiske løsninger.

Erik Boel og Ellen Trane Nørbye (MF, V) er henholdsvis landsformand og næstformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Det kneb ellers gevaldigt med begejstringen, da Gerhard Schröder nægtede at gi' en hånd med i Irak, og pizza-Aage på Fanø sagde "så ka' de lære det". Så kom Angela Merkel, Kohls favorit, på tronen, og Fogh blev endda velsignet med en Sarkozy i Frankrig på nogenlunde samme tid.

I disse VM-tider kan man for øvrigt mindes Rudi Strittich fra Østrig og ikke mindst Sepp Piontek fra Tyskland, der var landstrænere for Danmarks fodboldlandshold i sin tid. Totalt utænkeligt i dag! De danske superliga-klubber bebyrdes til gengæld med uduelige spiller fra alle egne af det britiske Commonwealth.

Når Tyskland føjer sig, hedder det "at tage ansvar". Herunder at betale Grækenlands gæld til kapitalfondene i City of London og Wall Street.