Kommentar

Gammel, ældre, ældst

Når man bruger tonsvis af skattekroner på at overbevise befolkningen om, at den skal leve længere, må man også tage konsekvensen af det og droppe besparelser på ældreområdet
19. juli 2010

Jeg kan lige så godt røbe det med det samme: Jeg er blevet medlem af Ældre Sagen.

Når man er det, får man et blad. Ældre Sagen Nyt hedder det ikke ganske overraskende. Det kan jeg vist godt fortælle uden at blive beskyldt for at reklamere for sagen.

I juninummeret er der et glimrende interview med en sygehuspræst, der hedder Tom Andersen Kjær. Det har overskriften »Værdigheden er det værste, man kan tage fra et menneske«. Og det er fuldstændig rigtigt. Det værste er bare, at det sker temmelig tit. Patienterne er jo ikke ved deres egen fulde magt. Var de det, var de ikke patienter. Patient betyder lidende. De er ofte afmægtige. Og da kan personalet meget nemt komme til at tale ned til dem eller hen over hovedet på dem. Ikke mindst på den medicinske akutafdeling, hvor der er totalt overfyldt, og forvirringen derfor er stor. Patienterne ligger på gangene. Tom Andersen Kjær siger: »Det er, for at sige det lige ud, et bunkebryllup af alle mulige ting. En ældre patient, som er indlagt for tredje gang med en lungebetændelse, ligger ved siden af en patient på 50-55 år med en uhelbredelig lungecancer. Og en anden ældre patient på den anden side. Så ligger du der i midten, og du skal se på al deres lidelse og al deres lort. Det eneste privatliv, du har, er, hvis du kan vende dig på maven og trække dynen op over hovedet.«

Når man læser sådan noget, fristes man tilsammen med Hans Edvard Nørregård-Nielsen at undre sig dybt. Som han er citeret for at have sagt i sin seneste bog: »... jeg er endnu ikke nået til vejs ende med mit forsøg på at forstå, hvorfor lægevidenskaben har anvendt så mange ressourcer på at gøre folk gamle, når samfundet så åbenlyst ikke bryder sig om gamle folk.« (citeret fra Kristeligt Dagblad 22. april 2009).

Længere levetid

Nu er det jo ikke bare lægevidenskaben, men samfundet som sådan, der bruger mange ressourcer.

Sidste år kørte en kampagne, sat i værk af den såkaldte Forebyggelseskommission, hvis mål var at have danskerne til at leve tre år længere. Væk med usund kost, tobak og sprut. Tag ud og løb en tur i stedet for. Og man offentliggjorde undersøgelser om omkostninger ved usund kost, ved rygning, ved overdrevent alkoholforbrug og ved fysisk inaktivitet og deraf følgende overvægt. Alt sammen noget, der må have kostet tonsvis af skattekroner.

Men hvorfor gør man så det? Skyldes det kærlighed til gamle mennesker, siden man lokker med forlænget levetid? 'Længst muligt i eget liv', kunne man også kalde det.

Desværre er jeg bange for, at det snarere skyldes kærlighed til besparelser. Det koster jo, når folk bliver syge af en eller anden usund livsstil. Og kan man så virkelig skræmme med, at de ovennævnte ting er livsforkortende, er målet jo nået.

Lad os nu bare sige fint nok med det. Men så skal man saftsusemig også tage konsekvensen af, at en sådan kampagne lykkes - hvis den altså gør det. Så skal man ikke give sig til at tale om 'ældrebyrden' eller bruge lignende aldersfascistoide udtryk. Min nu afdøde far fik et føl på tværs, når han hørte netop dét udtryk i radio eller tv. Og det gik ikke stille af.

Siden kommunalreformen for nogle år siden har man ikke hørt om andet end besparelser. Men der er altså områder, hvor det er uanstændigt at spare. Ældreområdet bl.a. Og det kunne måske endda tænkes, at nogle af kampagnepengene var bedre anvendt her end ved at spilde penge på at forsyne hver eneste cigaretpakke med en advarsel om, at rygning er sundhedsskadelig. Det ved vi altså godt. Det behøver Big Brother ikke at fortælle os!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Her kunne de ny udviklede robotter gør en forskel (som det så smukt hedder i dag) så de ældre kunne få et mere værdigt liv i deres eget hjem, hvis regeringen virkeligt mente noget med de 3 år længere. Men det gør regeringen desværre ikke, da OVK ikke ville lave sundhedsstyrelsens (eller hvad den styrelse med ansvar for hjælpemidler hedder i dag) fandt at el scooter ikke længere kunne betragtes som et hjælpemiddel , der blev stillet gratis til rådighed , da de nu kunne fås i den almindelige handel og slet ikke hvis brugeren brugte den til en tur til fx stranden eller til andre fornøjelses ture. Jeg kan ikke forstå at denne bestemmelse ikke har vakt større debat efter debatten i Folketinget, da en bevægelseshæmmet netop vil få et mere værdigt liv ved selv frit kan disponerer og sit eget liv og tage af sted når vejret er godt ol som andre mennesker gør.

grete jørgensen

Ja, hvorfor er det så vigtigt at vi skal leve 3 år længere, når samfundet ikke vil give os værdige vilkår i de 3 år.

Kære Jens Kvist, kunne du mon ikke få Ældresagen på banen i langt højere grad end de er nu. Jeg er ikke medlem, men synes ikke man hører ret meget til deres synspunkter i medieverdenen. Ikke nok, ihvertfald.

Jeg ved ikke hvordan de ældre bedst kan komme til orde, for det er svært. Nørregård-Nielsen har ret i de ord du citerer:
".. at samfundet så åbentlyst ikke bryder sig om gamle folk."
Hvem kæmper FOR ALVOR for de gamle?

Heinrich R. Jørgensen

Helt enig, Dorte, i at "plejerobotter" på sigt kunne skabe mulighed for mindre nedværdigende liv som ældre.

Bortset derfra, er det jo det rene vanvid, at gamle mennesker skal opfordres til at leve længere. Ja, de må da hjertens gerne leve sundt og bevare førlighed og livskvalitet så længe så muligt, men hvorfor skulle staten promovere dét?

Derimod ville det være logisk, at staten havde sundhedskampagner rettet mod de erhvervsaktive, og navnlig børn og unge mennesker, da deres sundhed er i samfundets og statens interesse.

Ud fra en nøgtern økonomisk vurdering, er det bedst for staten, at de ældre hurtigst muligt får stillet træskoene, så de skal subsidieres og være samfundsomkostninger i kortest mulig tid.

Det er nedværdigende at være affældig, at kroppen ikke længere virker særligt godt, at man er til byrde for andre, og at man opbevares på statslige anstalter, hvor respekten og værdigheden ikke er meget bedre, end den omsorg en gennemsnit kyllingefarmer udviser for indvånerne i dennes bure.

Hvis teologer ville gøre deres medmennesker en stor tjeneste, opgav de at prædike det religiøse dogme, at menneskers liv per definition altid er værdigt og værdifuldt, og tog i stedet hul på den mere realistiske tilgang, der kunne handle om at mennesker burde have lov til at afslutte deres livsbane, førend det bliver for uværdigt, for smertefuldt osv.

Men det kommer næppe til at ske...

Rachel Henderson

At have forlænget levetid som et mål er nu også noget forfejlet, synes jeg. Jeg synes hellere vi skal gå efter forøgelse af antal raske leveår.

Ikke fordi vi skal undgå at være til "byrde" for nogen, men fordi det nu engang er sjovere at være til, når man ikke har smerter og har sine sansers fulde brug.

De gode råd om lægge tobakken på hylden, spise sundt, ikke for meget, bevæge sig osv. er skam også egnede til at øge antallet af raske leveår.

Udryddelsen af rygsygdomme kan komme til at betyde mere for antallet af raske leveår end udryddelsen af cancer, se her: http://www.si-folkesundhed.dk/Ugens%20tal%20for%20folkesundhed/Ugens%20t...

Huskes skal det også, at tobaksrygning ikke blot kan give lunge- , læbe- og spiserørscancer, men også sinke helingen efter operationer, give forøget risiko for nyresten pga cadmium i tobaksrøgen,
give forøget risiko for diskusprolaps, grim hud osv.

Jeg tror det er mere væsentlig at fokusere på hvordan folk har det mens de lever, end at fokusere på risiko for død. Når man først er død kan man jo alligevel ikke selv mærke noget. Det er kun de efterladte, der (måske) siddder med smerten....

Emnet har intet med kirke og tro at bestille, og det fremmer ikke tilværelsen først og sidst, at nogen er bange for at dø, og at nogen vil leve længere end naturen tilskriver. Døden er vores eneste vished og næppe at foragte, når den kommer. Et slagtilfælde er et slagtilfælde, en chance, og politikerne skal holde sig fra manipulation med demografien, derunder at lade soldater skyde folk i andre lande.