Klumme

Glasskår i urinen

Skønt valgdagen endnu er fjern fyger ukvemsordene
Debat
10. juli 2010

Det bliver en beskidt valgkamp. Er en beskidt valgkamp. VKO-politikerne farer til pumperne, mens regeringens fundament smuldrer. Statsministerens lillebror lever smukt op til Venstres tradition for elektronisk raffinement ved betroelsen til nettet at han »hellere æder pigtråd og pisser glasskår end er ven med Mette Frederiksen«. Det kan jo siges på mange måder. Brormand har som selverklæret kommunikationsrådgiver valgt sin.

Der står meget på spil for det lille flertal der i snart 10 år har marginaliseret et stort mindretal og sat sig på magtapparatet i alle dets forgreninger. Andre vil selvsagt også udøve magt, men forhåbentlig ikke på samme måde. Noget andet som ikke er rart at tænke på for VK er at et andet flertal kan og vil måske iværksætte undersøgelser af dette og hint. Ting og sager som DF i dette partis - for nu at sige det høvisk - magtorienterede adfærd siden 2001 har holdt hånden over. Moral er noget andre ikke har. Det bliver ikke kønt, når nye ministre efter et flertalsskifte får nærindblik i forholdene. Alene den tidligere arbejdsministers ulovlige forvaltning. Hvad ligger der mon mere?

Danmark har med VKO i alt for lang tid og usædvanligt for landet, snarere haft et regime end en demokratisk regering. Adskillige ministre ville ved deres embedsførelse og arrogance være fældet under normale parlamentariske vilkår uden det store O's principfaste principløshed.

Nu er jo valget, skønt flertallet synes fordampet, hverken tabt eller vundet. DF's loyalitet når lokummet brænder afholder dem ikke fra at losse VK-vennerne i deres ømfindtligste legemsdele. Ikke hvis dét betaler sig.

Den med sygehusene i det vilde vesten var en anledning. Peter Skaarup for straks ud med sin salvelsesfulde bas: han mente skam også dengang at det var for galt, osv. Hvorfor Skaarup så ikke ved den lejlighed hev gulvtæppet væk under regeringen, se det spurgte radiojournalisten ikke om. Vel næppe fordi DR-journalisterne er venstreorienterede, som Ralph Pittelkow, kandestøberens svar på Komiske Ali nu igen har bragt til torvs. Pittelkow begrunder sit festlige synspunkt med tv's behandling af Lene Espersen. En uvigtig sag, mener Pittelkow. Så sandt som det er sagt. Såfremt man da mener at udvist mangel på dømmekraft er lige så uvigtigt for en dansk udenrigsminister og partiformand som for én bestemt kommentator ved Jyllands-Posten.

Lasse Ellegaard kaldte i et stort øjeblik den slags folk på frihjul i medierne: badegæster.

Illusion om anstændighed

Løkke Rasmussen har i mellemtiden indset sin sårbarhed på sygehussagen. Adskillige venstrefolk i disse udkantsområder, som man så nænsomt beskriver de egne man ikke gider gøre noget ved, er med god grund onde i sulet. Indrømmelsen i form af en ubrugelig undskyldning kommer for sent. En sådan kvarthjertet og halvhjernet bodsgang gør kun ondt værre. Græsted ligger langt fra Brovst, Hurup og Vestervig. Løkke er heller ikke som forgængeren en af deres egne, men københavnerforstadsdansker. Fogh ville for resten have gjort nøjagtigt det samme ved de udgiftskrævende udkantsområder, men havde som med så mange andre sager plattet sig gennem og i den grad insisteret på at et nedlagt sygehus er bedre end et fungerende og producerer langt mere for færre penge, så de berørte vælgere var hoppet på limpinden. Meget skidt kan man sige om Løkke, men som demagog er han (heller) ikke overbevisende.

DF er på den baggrund fuldt på det rene med at de forholdsvis nemt kan gafle stemmer hjem, og at de også gør det, og snakker derfor allerede nu højt om de ministerbiler, de snart gerne vil have. Roald Als' gamle vision om Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften virkeliggøres nu endeligt. Løkke vil under ingen omstændigheder have DF med i regering. Så brister den luftige men livsnødvendige alliance for VK, nemlig den mellem disse to partier og en eller anden mystisk illusion om borgerlig anstændighed garanteret af samarbejdet og vel at mærke uden formel direkte medvirken af det vulgære underdanmarksagtige udkants-DF.

Selvsagt er illusionen illusion. VKO er realiteten, og VK har ansvaret, hvad enten Peter Skaarup dikterer sine krav om nedsættelse af den kriminelle lavalder til ni år på cykel eller fra bagsædet af en fin bil af dem Bendt Bendtsen i sin tid har kreglet.

Apropos lavalderen lykkedes det forleden at knalde en 14-årig for at have stjålet en bil og kørt 180 i en by. Det unge menneske havde tidligere på ugen stjålet andre trafikmidler blandt andet en gokart og en robåd. Nogen stor karriere på forbryderbanen synes ikke at vente denne mindreårige rod. Til gengæld bliver den efter alt at dømme lang, og det kan være svært at se, hvorfra inspirationen til at tage skeen i en anden hånd skulle komme.

Såfremt den unge kriminelle taber, der med den nye lavalder nu får et hak i straffeattesten, har bivånet folk ude over de første lavaldre flintrer af sted i deres firhjulstrækkere både 160 og 180 ud af motorvejene, uden at der sker dem en hujende fis, kan det hænde at den driftige unge mand på sin egen kreative facon tænker sit om det samfund der nu stempler ham. At alle eksperter mener det er galmandsværk med lavere lavalder, nævnes lige i forbifarten. Eksperter defineres jo som personer man gerne lytter til, hvis de siger, hvad man selv mener med 90 mandater i ryggen. Andre, der på baggrund af indsigt og viden mener noget andet, er, som Lene Espersen engang sagde: bare det sædvanlige hylekor.

Smagen af pigtråd

Det venstreorienterede element i pressen må igen have vist sig for Pittelkows skarpsindige blik i skattesagen. Her skånede journalisterne jo Helle Thorning. Eller hvordan var det nu det var? Andre regeringstalerør end Pittelkow fremstillede hr. Thorning Schmidts tilsyneladende uagtsomme arrangement med sit andet hjemlands skattemyndigheder som langt mere oprivende end landets udenrigsministers aktivt udførte brøler og stædige afvisning af denne som lige netop en sådan. Det er vist det man kalder Rundetårn og et tordenskrald.

Dertil er at tilføje, hvad ens blufærdighed forbyder: hvordan ligger landet med VK's ledende folk og det med orden i sagerne? Hvordan var det nu det var? Var der ikke noget med en finansminister og hans sommerhuse? Var der ikke noget med en økonomiministers jagtture, haglgeværer og biler? Var der ikke noget med en miljøministers korruptionslignende bevillinger til vennerne? Var der ikke noget med en kirkeminister der ville give sin mand en økonomisk håndsrækning? Var der ikke noget med en udviklingsminister og lettisk arbejdskraft? Var der ikke noget med en skatteminister der forærede TDC et skattehul på over 10 mia. kr.? Var der ikke noget med en landbrugsminister og en økonomiminister og en videnskabsminister der optrådte som reklamesøjler for private firmaer? En arbejdsministers lodrette ulovligheder se ovenfor. Og var der ikke noget med en statsminister der i sin tid bedrev kreativ bogføring og løj? Løj den statsminister ikke også om krigen? Og var der så ikke også noget om en anden statsminister der som sundhedsminister fuskede med tallene og i fritiden fik både fadøl, cigaretter og naturfilm pr. bilag? Dertil kommer den uoverskuelige mængde af politiske skurkestreger.

Det er ikke for noget. Men kom ikke for godt i gang, for så kan det ske at en og anden venstreorienteret journalistisk sjover med eller uden glasskår i urinen er taktløs nok til at minde de glemsomme om smagen af pigtråd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et skridtspark til regeringens demokratiske sindelag.

Super godt gået Metz...

Apropos Hjort Frederiksens dokumentfusk:

http://www.information.dk/238781

Tak for det, Metz. De ugentlige vitaminer mod håbløsheden. Tilbagevendende erindringsopkvikkere som denne burde have langt større gennemslagskraft end de kommende valgkampagner til svimlende millionbeløb. Desværre har vælgerflertallet indbyggede filtre mod kendsgerninger og værn mod proportionssans, hvilket kampagnelederne som bekendt benytter sig flittigt af. "Men skulle vi nu ikke se fremad", som det siges så skyldbevidst - denne gang mod næste kryds i stemmeboksen. Med erindringen i behold.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Koch:
"De ugentlige vitaminer mod håbløsheden"

En rammende beskrivelse -- tak for den.

Og tak til Georg Metz for en veloplagt svada.

Lene Timmermann

Metz i superform! Utrolig morsom (omend baggrunden er kun alt for sørgelig), skarp og velformuleret satire, ikke set bedre siden Hans Scherfigs Frydenholm.
Og fint at få repeteret nogle af VK´s mange moralske skurkestreger, selv om jeg savnede eksemplet med Lene Espersen (senere justitsminister) og Henriette Kjær (senere socialminister), som i 1998 blev afsløret i socialt bedrageri med tilskud fra Folketinget. Siden de i 1994 var blevet valgt ind i Folketinget havde de opgivet, at de boede i Jylland, mens realiteten var, at de boede i København. Konsekvensen var, at de hver kunne stikke 225.000 kr. ekstra i lommen - skattefrit (citeret fra www.forbryderalbum.dk)

Per Jongberg

Himmel, hvor er han ond ... tak.

Jesper Wendt

Fin artikel Metz.

Det bringer jo minderne frem, til noget med et gulvtæppe.

Joe Baphemetis

Pengene fosser ud af statskassen, vi er rentefølsomme som aldrig før, 155.000 boliger står tomme og venter på at destruere boligmarkedet, der er stadigt for mange der lever på lån og hvis gæld bare hober sig op, private konkurser er rekordhøjt, alligevel forsøger regeringen stadigt at sælge sig selv som en ansvarlig succes.

Det er lige kommet frem at der er ansat ekstra 18.000 i det offentlige i det sidste års tid, læg dertil alle dem der indirekte arbejder for det offentlige gennem udliciteringer. Man ønsker dog ikke at inddrive den ekstra udgift med skatter og man gav tidligere skattelettelser mens man holdt fest i staten.

Klart at det ikke kan hænge sammen, kun en jubeloptimist kan ikke se det. Nu vælger man så at spare på velfærden, Claus Hjort skal spare yderligere 10 miliarder for at komme ned på 3% og disse vil ikke blive fundet blandt offentligt ansatte konsulenter eller lignende men i velfærden.

For at forstå denne udvikling hen mod det socialdarwinistiske Big-Mother-samfund er man nødt til at forstå neokonservatismen. Ja den findes skam også i DK.

Neokonservatismen har rødder i marxismen og er således en fusion mellem socialisme og liberalisme (conservatism på USAnsk). Det er samtidigt en dybt religiøs rørelse, man kan fristes til at sige ultrafanatisk. Når det vi andre ser som noget der bare ikke kan hænge sammen så tænker de neokonservative at alt kan lade sig gøre bare man tænker positivt nok.

Neokonservatismen arbejder således med viljens styrke og tror at universet er fyldt af tanke, dette er den esoteriske traditions hemmelighed. Hvor der i den almindelige religiøse tradition normalvis ikke regnes med mirakler og man ikke indlader sig på at fortælle noget om hvordan Gud eller kosmos fungerer så er de neokonservative overhovedet ikke i tvivl, de kristne nøjes med at sige "Guds veje er uransaglige", man kan således være kristen uden rigtigt at tro at Gud overhovedet blander sig i vores verden.

Det er en ganske forfærdelig fanatisme vi er oppe imod, de har ikke det fjerneste imod at landet går fallit når blot de kan ensrette os alle til at tænke som dem - først når vi alle tænker positivt nok vil vi opnå alt hvad vi vil, vi har nået det højere stadie i den nye tid. Er man kritisk og tænker at dette ikke kan lade sig gøre er man et problem.

I den hellige sags tjeneste bliver der heftigt manipuleret (også på dette site) og propaganderet for at få folk til at indgå i de neokonservatives planer, og da de både kan vise et socialistisk ansigt og et liberalt ansigt kan de smyge sig ind de fleste steder.

Det er lykkedes at ødelægge den ægte samfundsbærende konservatisme - neokonservatismens værste fjende, samtidigt har man fået en stor del af kvinderne med på idéen om den nye gloriøse tid. Der tales om Det Guddommeligt Feminine, om at det nu er kvindernes tur til at styre samfundet selvom de blot bliver heftigt manipuleret.

Savitri Devi er her repræsentanten for den nye kvinde, hende der hader tabermænd, hende der tror på det okkulte og nu skal hun have magten i de næste 1000 år. Kvinderne tror på Adi-Shakti og alt det andet sorte nonsens fordi de vil tro på at der findes genveje, at man kan blive kernesund millionøse helt uden at røre en finger, men blot ved at tænke positivt. De er prinsesser der er det hele værd.

Det lyder sindssygt og det er det også, det er jubeloptimisme, men det er desværre det der foregår. Heldigvis kan man nu se at UK vender sig væk.

Heinrich R. Jørgensen

Joe Baphemetis:
"Neokonservatismen har rødder i marxismen og er således en fusion mellem socialisme og liberalisme (conservatism på USAnsk). Det er samtidigt en dybt religiøs rørelse, man kan fristes til at sige ultrafanatisk."

Jeg mener du tager lodret fejl i din beskrivelse af hvad neokonservatisme er. Der må være noget andet du beskriver, som jeg ikke ved hvad er.

Heinrich R. Jørgensen

Neokonservatismen er snarere præget af tanken om den uhæmmede privatkapitalisme, koblet med en fundamentalistisk tiltro de liberalistiske principper og dogmet om at statsmagten ikke skal regulere noget som helst, men blot være instrumenter for at skabe vilkår for at det frie marked kan opstå.

Altså en bevægelse, der hader New Deal, Keynes, blandingsøkonomi, velfærdsstaten, demokrati osv., og som intet som helst har lært af f.eks. krakket i 1929.

De neokonservative fundamentalistiske økonomer, har haft held med at afvikle de spirende blandingsøkonomier, demokratier og velfærdsstater i Sydamerika op gennem 1970'er, ved at alliere sig med CIA og militære kupmagere i de forskellige regimer. De forventede økonomiske resultater er udeblevet, og det eneste der lykkedes, var at privatisere stort set alt, skabe angst og armod i befolkninger, repressive regimer og enorm velstand hos de allerigeste på alle andres bekostning.

Siden er det gået slag i slag med at udvikle konceptet om hvordan man skaber nationale katastrofer og kriser, så de neokonservative økonomiske ideer kan indføres mens folk har mistet orienteringen.

Jesper Wendt

Jeg vil nu mene Joe Baphemetis indlæg rammer tidens trend meget godt. Om det så bliver kaldt det ene eller det andet. Så er der bestemt noget om snakken.

Jeg håber vi får indtil adskillige rigsretssager når regeringen skifter.

Joe Baphemetis, god kommentar

lige en anke de neokonservative har ikke det fjerneste imod at landet går fallit når blot de kan ensrette os alle til at tænke som dem

Jeg tror faktisk ikke de sigter mod at vi skal tænke som dem. De neokonservative drømmer ikke om at blive "elsket" - de vil frygtes. Målet med destabilisering af staterne, er at skabe områder hvor konglomeraterne kan agere uden statslig indblanding og hvor firmaer som Blackwater, Haliburton o.a. udgør den lokale justits.

Joe Baphemetis

Hvis man vil forstå neokonservatismen skal man først og fremmest søge på Irving Kristol og tildels Leo Strauss. Ifølge Irving Kristol kan den defineres som:

Nul velfærd - kun workfare.
Socialdarwinisme - tabere er selv skyld i det.
Tvangsoptimisme/jubeloptimisme.
Flere niveauer af sandhed - som de selv forstår den.
Antinihilisme - spiritualisme - New Age.
Nepotisme - netværk - skid hul i kvalifikationerne.
Ingen regulering af finanssektoren. Spil med alt.
Ærligt arbejde er for idioter der ikke kan tænke positivt.
Anti-intellektualisme.
Hegemoni (førertrang, blindt følgende).
Supply-side economics (Reaganomics).

Dette har ikke noget at gøre med uhæmmet privatkapitalisme, det uhæmmede ligger kun i spil, dem der ønsker uhæmmet privatkapitalisme kan få det og gå nedenom og hjem (though love).

Det er specielt lykkedes at bringe nepotismen ind i det danske samfund, alt drejer sig nu om netværk, man kan ikke søge et job på sine kvalifikationer jomindre man går langt uden om HR-afdelingerne (og det er jo så for det meste også nepotisme).

Heinrich R. Jørgensen

Jesper Wendt:
"Jeg vil nu mene Joe Baphemetis indlæg rammer tidens trend meget godt"

Jeg er enig, og anfægter blot påstandene om at grundlaget skulle findes i marxisme, og at der skulle være tale om en religiøs bevægelse. Blot fordi der er tale om fundamentalisme og fanatisme, behøver denne ikke at være religiøs.

http://en.wikipedia.org/wiki/Neoconservatism

Stop nu det cirkus om neo-konservatisme.

Denne her er langt farligere end neo-konservatisme efter min mening:

http://en.wikipedia.org/wiki/Neoliberalism

Christian Olesen

Tak Metz!

Joe Baphemetis

De neokonservative elsker at skabe myter om sig selv, en del af disse er at finde på Wikipedias side om neokonservatismen. De elsker at fremstille sig selv som universets herskere selvom de fleste af den mandlige slags tilhører Stein Bagger-segmentet.

George Soros er iøvrigt anti-neokonservativ, hans Open Society Institute får en hård medfart på diverse teabagger-sites hvor han også fremstilles som den store konspirations mester. Det åbne mod det lukkede, hvor neokonservatismen har det med at vende tingene på hovedet, det lukkede er således det gode.

At kvinderne har købt nepotismen skal ses i idéen om EQ, kvinder mener at de godt kan lide mænd med høj EQ, altså mange facebook-venner og at dette er en vigtigere kvalifikation på deres arbejdsplads end hårde mandlige fagkvalifikationer. De har således ingen forståelse i deres empati for at EQ er en normalfordeling som så meget andet og at den frygteligste idé noget menneske nogensinde har fået er at udrydde de onde.

Det er troen på de selvforstærkende effekter, den psykologisk økonomiske flokmentalitet, kan man få alle med på tanken om evigt stigende huspriser så vil det ske, Det er ensretning med den skrækkelige esoteriske tanke om det positive væsen der kammer over i tvangsoptimisme. De selvforstærkende effekter går også under betegnelsen dynamiske effekter - de tilhører ringlogikken - idéen om at man kan lave en omvendt Keynes, fuld turbo under højkonjukturen vil sørge for positiv feedback og vi vil blive endnu rigere i fremtiden (så kan vi jo godt låne af den nu).

Nå jeg kunne blive ved i timevis om det emne...

Heinrich R. Jørgensen

Rune,

hvad der er neocon og neolib er vist ikke skrevet i sten endnu :-)

Hvis de definitioner du henviser til skal tages for pålydende, er det klart neoliberalismen der er farligst.

Niels Mosbak

Endnu et fremragende indlæg fra Metz, omend han glemte Kristian Jensen, og dennes grundlovsstridige administration som skatteminister, men på den anden side, hvis der er nok at tage fat på, kan man jo glemme en enkelt eller to.

Hvor er nobelprisvinderen i økonomi Milton Friedmann henne, når vi taler om Neo-Cons.?
Iøvrigt er det rigtigt at mange af de tidligere Neo-Cons. havde deres tidlige politiske gang i venstre-orienterede miljøer - ligesom Ralf Pittelkow.

Heinrich R. Jørgensen

Joe Baphemetis:
"Nå jeg kunne blive ved i timevis om det emne…"

Bliv endelig ved, når der er lejlighed til det :-)

Der skrives og tales alt, alt for lidt om disse fænomener, og navnligt savnes danske vinkler på disse fænomener.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
"Hvor er nobelprisvinderen i økonomi Milton Friedmann henne, når vi taler om Neo-Cons.?"

Fraværende iflg. Wikipedia, men til gengæld rubriceret som neoliberal.

Jeg må tilstå, at jeg ser neokonservatisme og neoliberalisme som to sider af samme fænomen, hvor de kapitalistiske og de liberalistiske dogmer går op i en højere menneskefjendsk enhed.

Joe Baphemetis

Iøvrigt hvis der er nogen der kan finde ud af at skrive og er interesseret i at åbne emnet op så kan de henvende sig til mig: baphemetis@forum.dk

@Heinrich:
Nej, måske er det ikke hugget i sten, men jeg synes Joe's påstande er helt ude på overdrevet. Det lyder mere som konspirationsteori end noget andet.

Peter Andreas Ebbesen

Også her kipper vi med flaget Metz.
Håber ikke du ryger i fængsel for at være imod regimet i Danmark.
Det kan du jo godt risikere hvis Dansk Folkedanserparti får ministerposter.
Det ville i øvrigt være en fantastisk god ide hvis vi kunne få genindført demokratiet her til lands.
Oprør og borgerløn nu!!
Først når det er gennemført, så har vi et godt samfund, hvor der er plads til alle.
Og der burde også være forbud mod høje lønninger som dem vi har set de rige svin øsle med på samfundes bekostning.
Var der ikke noget med en direktør fra Saxobank der lige smuttet til Schweitz med 2,8 miliarder kroner forleden...
Jo, grådigheden trives i beste velgående.
Tak for det kære regering og DF
Vh Heidi Madsen og Peter Andreas Ebbesen

Henning Holten

For mig ville være virkelig interessant hvis informatioh kunne afdække hvor historierne fra.
Først og fremmest Stephen Kinnocks skatteforhold flere dage før fristen for at indlevere selvangivelse.
Men også alle historierne om privatskoler, Lars Løkke, Helle Thorning, Mette Frederiksen

Joe Baphemetis:

Den der med at 'kvinder' har købt det ene og det andet er da godtnok det mest generaliserende vrøvl jeg længe har hørt. Det er næsten sådan så jeg fristes til at spørge hvem pokker der har pisset på din sukkermad for nyligt, siden (spirituelt funderet) feminisme nu skulle være roden til al verdens elendighed.
Helt generelt må jeg stå af, når folk begynder at bruge sådan nogle altfavnende definitioner: 'Mænd'.... 'kvinder'....'indvandrerne'....'hylekoret'....'socialisterne'....'muslimerne'... 'jøderne'...

Heinrich R. Jørgensen

... 'danskerne' ... 'vi' ... ???

Joe Baphemetis

@Marie - Jeg mener sådan set at kvinder er lige så forskellige som mænd, jeg ser det netop som kvindenedgørende at påstå at alle kvinder er ens som der ligger i det Guddommeligt Feminine.

Mænd er ikke fra Mars og kvinder er ikke fra Venus, hvis der er en bog der godt kunne brændes så må det være den. Vi har ikke kønsmæssigt forskellig interesse, vi en fælles interesse i at få landet til at fungere og vi er alle mennesker og ikke guder.

Folk kan jo selv gå ind på siden adishakti.org og se hvor vanvittigt et kvindebilled de sætter op, for mig at se er det altså stærkt kvindenedgørende at påstå at alle kvinder mener at 21/12-2012 kommer der en mystisk stråle fra universets centrum og forandrer menneskeheden, jeg kender da heldigvis kvinder der udemærket er i stand til at bruge fornuften og ikke har den ringeste interesse for mysticisme.

At sætte et guddommeligt kvindebilled op med faste værdier som uretfærdighed, irrationalitet, mystik og prinsessenykker i bedste Marie Antoinette stil kan altså ikke være feminisme, det kan kun være ensretning. Og jeg tror ikke på at danske kvinder er en flok høns med førertrang som de så godt vil sælge til jer, kvinder kan altså godt tænke selv så måske er det mig der er feministen.

Hold da op, Joe fik en hel fanklub.

Søren Kristensen

G.M. er Danmarks svar på John Steward. Hvornår kommer han på tv (igen)?

Heinrich R. Jørgensen

Nix, Michael Bertelsen er Danmarks svar på Jon Steward, der med underfundighed og mindre armbevægelse gør det lige så begavet og suverænt.

Heinrich R. Jørgensen

* Mikael Bertelsen, naturligvis

Morten Thorpe

Til Joe Baphemetis:
Den linie du fører i dine indlæg er et soleklart eksempel på den aller-farligste slags ræsonnement. Du bruger floskler, ord og beskriver situationen som du ser den ved brug af meget afkoblende vendinger. Afkoblende, fordi dine vendinger ikke skaber en bro mellem ide og realitet. Hvor er de konkrete eksempler på det du påstår? Hvordan er de hæftet ved bestemte politikker, politikere og ikke hæftet ved andre?

Dine tone er så selvsagt af en religiøs-fanatisk art, så den kritik du gerne vil fremføre drukner i din egen religiøse retorik.

Hvad skal man bruge disse meget afkoblede betragtninger til, andet end ukonstruktiv brok fremført af en med anden 'tro' end den han kritiserer?

Morten Thorpe

Og så lige til alle 'tosserne' der taler om at Danmark er et regime... Let jer fra jeres flade røv og udfør jeres demokratiske ret til at lave det om, hvis i er utilfredse! Er der for langt fra den bløde sofa til den hårde politik på Borgen???

Heinrich R. Jørgensen

Morten Thorpe:
"Er der for langt fra den bløde sofa til den hårde politik på Borgen???"

Ja, der er alt for langt. Vejen går via oprettelse af et nyt politisk parti, hvor ligesindede skal findes, et stort partiapparat skal organiseres, underskrifter til at være opstillingsberettiget skal findes, og massiv markedsføring af partiet og dets holdninger skal ske i medier, der næppe er videre venligt stemt, og hvor de eksisterende politiske partier vil bruge deres indflydelse på at forsøge at skyde opkoblingen ned.

Morten Thorpe

Hej Heinrich... Jeg må tillade mig at sige, at det er meget uopfindsomt foreslået. Der findes masser af måder at råbe en regering op på, også at gøre medierne lydhøre og villige til at bringe sagerne på. Sandheden er nok nærmere, at gennemsnits-borgeren er for bange for at stikke snuden frem, og ved ikke rigtigt længere hvordan man skaber en samhørighed med en gruppe mennesker omkring en sag. Der findes masser af måder, Internet - som du bruger nu - t.eks. - eller opslag om møder, så ligesindede kan organisere sig i grupper og gøre den forskel de ønsker. Det er da også langt nemmere at overlade ansvaret til andre, og så skyde på dem når man er utilfreds...

Joe Baphemetis

Morten - Jeg er agnostiker, jeg påstår ikke at jeg ved noget som helst om hverken guder eller kosmos' mystiske opbygning. Jeg forstår ikke hvordan du kan få mine indlæg til at blive til religiøs fanatisme når det netop er det jeg kritiserer.

Heinrich R. Jørgensen

Morten Thorpe:
"Jeg må tillade mig at sige, at det er meget uopfindsomt foreslået."

Her i kongeriget er kongen blevet kørt ud på et sidespor i løbet af de først 100 år Grundloven(e) har eksisteret, af politikere og embedsmænd, og rigets faktiske magthavere er nu reelt de politiske partier og deres sponsorer.

Man slap af med én despot, og fik sig til gengæld en ny. En ny hersker, der ligesom den tidligere påberåber sig, at de beslutninger der træffes, sker til folkets bedste.

Sådan ser jeg forholdene, og af samme grund mener jeg man kan tale om et regime.

Og personligt, bryder jeg mig ikke om den nye hersker. Det er ganske tydeligt, at konstruktionen ikke formår at holde fokus på nationens og befolkningens bedste interesser, men interesserer sig for hvad der er i de politiske partiers bedste interesse, herunder at de belønner deres sponsorer ved at indrette landets lovgivning eller regeringsførelsen, så de opnår store fordele.

Hvis man med legale og fredelige midler skal ændre på det forhold, er den eneste farbare vej at etablere et politisk parti, der har som politisk målsætning at få ændret landets grundlov, så magten kommer til at tilfalde folket, og ikke nogle obskure konstruktioner, der til enhver tid vil sætte egne interesser over nationens og befolkningens.

Et nyt politisk parti, som i fald det fik gennemført sin dagsorden på et tidspunkt, kunne fejre det med at opløse sig selv som politisk parti.

evert friberg

Hver lørdag er der kamp i den ellers fredelige familie om Informations første sektion, hvor Metz har sin "J'accuse" kronik. Hvor herligt, hvor spogligt begavet, genopfriskende, 3D-fremmende refleksion fra hans hånd. Bliv ved Metz !!
Men så er det jo også en trøst af karat, at finde Rune Lykkebergs artikler i avisens anden sektion.

Thorsten Lind

Den siddende regering er tonedøv,
så noget af det første man afskaffede var KAMMERTONEN.....................~~*~~

Hvis ikke det var så sørgeligt og trist vil Georgs artikel være vældig sjov.