Kronik

Görings liste

Hitlertysklands nummer to, Hermann Göring, havde en bror, der foragtede nazister, og brugte sit efternavn og indflydelse til at skaffe jøder ud af landet. Men efter krigen var hans navn en belastning, der gjorde livet ubærligt
Ingen troede efter Anden Verdenskrig på, at Hermann Görings lillebror var antinazist, og da han i 1947 endelig blev løsladt, ville ingen have med ham at gøre. 
 Foto fra Nürnbergprocessen. 
 Arkiv

Ingen troede efter Anden Verdenskrig på, at Hermann Görings lillebror var antinazist, og da han i 1947 endelig blev løsladt, ville ingen have med ham at gøre.
Foto fra Nürnbergprocessen.
Arkiv

23. juli 2010

Topnazisten Hermann Göring, nummer to i Det Tredje Rige efter Hitler, deltog aktivt i det nazistiske inferno af massemyrderier og blev efter krigen dømt til døden i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden. Göring gav med sin underskrift den 31. juli 1941 den formelle ordre til Die Endlösung, et blodbad uden sidestykke i verdenshistorien, hvor millioner blev udryddet i Hitlers dødslejre. I årevis blev navnet Göring således udelukkende kædet sammen med død og ødelæggelse. Da aviser i München i december 1966 bragte en dødsannonce over en lokal byggekonstruktør ved navn Albert Göring, blev det af de fleste betragtet som en fodnote til historien om broderens forbrydelser. Man trak på skulderen: endnu en Göring ... Der var ikke levnet plads til en anden Göring i offentlighedens bevidsthed.

En godhjertet levemand

Men årtier senere blev det afsløret, at dusinvis overlevede rædslerne under Holocaust takket være netop Albert Göring, Hermann Görings lillebror, der i årevis satte sit liv, sin formue og karriere på spil for at redde ofrene for nazisternes - og sin brors - hensynsløse terrorregime.

Midt i dette ragnarok, hvor næsten al idealisme gik i forrådnelse, rager Albert Göring op: et menneske med svagheder på godt og ondt, en charmerende levemand og skørtejæger med sans for wein, weib und gesang. Han passer ikke helt med vor opfattelse af Godhedens koryfæer som Gandhi med sit lasede lændeklæde eller Moder Theresa i sin ydmyge nonnedragt - for Godhed drikker ikke, holder ikke elskerinder på stribe ...

Hidtil hemmeligholdte dokumenter i britiske arkiver og vidneudsagn fra mange overlevende har godtgjort den næsten utrolige historie om deres redningsmand. I årevis spillede Albert Göring i godhedens tjeneste på de selvsamme talenter, der tidligere havde gjort ham til en behændig forretningsmand, nemlig flair for bestikkelse og storslåede armbevægelser, og han udnyttede uden blusel sit berømte slægtsnavn for at redde de mange ofre gennem Holocaust.

Foragtede nazisterne

De holdt livet igennem meget af hinanden, de to brødre, selv om der syntes at være en verden til forskel på dem - den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein.

Albert Göring foragtede nazisterne af hele sit hjerte, og da Hitler kom til magten i begyndelsen af 1930'erne, hastede han til Østrig og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han befandt sig godt og lagde aldrig skjul på sin ringeagt for nazisterne. Det fortælles, at når han handlede ind, forlod han altid butikken med et venligt Grüss Gott. Men fandt han ikke, hvad han søgte, lød det i stedet sarkastisk Heil Hitler. Han kom alvorligt i klemme, da nazisterne invaderede Østrig i 1938, men takket være brormand - den næstmægtigste i det nazistiske regime - led han ingen overlast fra SS' og Gestapos side, selv om han blev arresteret flere gange.

En dag fik et par SS-officerer øje på Albert Göring på en balkon og genkendte ham som rigsmarskallens bror. De smækkede hælene sammen, gjorde stram nazihilsen Heil Hitler - hvortil Albert svarede: 'I kan rende mig ...'

Ved en anden lejlighed var brutale SS-officerer i færd med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet med små børster til stor morskab for nazisterne og tilfældigt forbipasserende. Da Albert Göring kom forbi, smed han resolut jakken, faldt ned på knæ ved siden af kvinderne og gav sig til at skure løs. Nazisterne hev ham op og forlangte hans identitetspapirer. Da en SS-officer så hans efternavn, blev skrubningen indstillet for den dag ...

Hånden over jøder

Få dage senere blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazibøller havde overfaldet en 75-årig bedstemor og tvunget hende til at bære et skilt om halsen: »Jeg er en jødisk so.« Uden tøven gik Albert i krig med hele flokken, stak et par nazister et par på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo, og igen måtte Hermann Göring gribe ind.

Efterhånden som det blev for broget i Wien, blev Albert Göring sendt til Tjekkoslovakiet som eksportchef for de tjekkiske våbenfabrikker Skoda. Hér fortsatte han ufortrødent med at holde hånden over ikke alene sine jødiske ansatte, men også medlemmer af den tjekkiske modstandsbevægelse. Fabrikkernes jødiske direktør, Jan Moravec, og hans familie overlevede takket være Albert Göring, der fik udstedt falske visa, så hele familien kunne flygte til Rumænien.

Fornærmede nazister

Hans tidligere assistent, Karel Sobota, har senere fortalt, at Albert Göring konsekvent nægtede at gengælde Heil Hitler-hilsnen, når naziofficerer besøgte Skoda - i dé tider blev mange ellers henrettet for langt mindre forseelser. Han forlangte også, at alle uanset rang og position meldte deres ankomst, inden de trådte ind på hans kontor. En dag marcherede en højtstående nazist forbi assistenten direkte ind til Albert Göring - han blev smidt ud igen med fuld musik og beordret til at vente udenfor kontoret. I stedet bad Albert Göring assistenten komme ind, og de næste 30-40 minutter tilbragte de to med en hyggesnak om lidt af hvert, vejret, familien, ligesom der var tid til at kigge billeder i Görings familiealbum. Først da gjorde Albert Göring mine til at ville modtage sin fornemme gæst, idet han med et smil sagde til assistenten:

»Nå, herr Sobota, nu er det vist tid til at tale med den sortklædte herre. Vær venlig at bede ham komme ind ...«

Den højtstående officer i sort SS-uniform, højrød i hovedet af indestængt raseri, kunne forsigtigt træde nærmere.

Görings liste

Efter krigens afslutning blev broren Hermann Göring kendt skyldig i krigsforbrydelser og dømt til døden ved hængning. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle ved at sluge en cyanid-kapsel, han havde haft held til at skjule. Selv sad Albert Göring fængslet igennem flere år efter krigen - navnet Göring viste sig at være en næsten uovervindelig belastning. De allierede forhørs- officerer stirrede vantro på dèn liste, han lagde foran dem med 34 navne, han havde reddet fra de nazistiske bødler, blandt andre komponisten Franz Lehàrs jødiske hustru Sofie Paschkis, som han i årevis formåede at beskytte mod Gestapo, Ærkehertug Josef Ferdinand IV af Østrig, der blev frigivet fra KZ Dachau takket være netop Alberts indgriben, og den jødiske filminstruktør William Szekely, som han hjalp til flugt til Schweiz. Han sendte regelmæssigt pakker med mad og medicin til bekendte, der sad fængslet i KZ-lejre, ligesom han fik sikret en jødisk lægeven ved at attestere, at han var hans personlige læge.

Dømt af eftertiden

Da Albert Göring hørte om forbrydelserne i KZ Theresienstadt 60 km nord for Prag, hvor næsten 35.000 indsatte døde i årene 1940-45, reagerede han prompte ved at sende nogle lastbiler til lejren. Et vidne, Jacques Benbassat, kunne senere fortælle, hvordan Albert næsten beordrede lejrkommandanten:

»Jeg er Albert Göring, Skodafabrikkerne. Jeg mangler arbejdskraft.«

Kommandanten turde ikke andet end at opfylde kravet, og lastbilerne blev fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standsede bilerne ved nogle store skove, og fangerne blev sat i frihed.

Men selv om mange af de overlevende taknemmeligt vidnede om Albert Görings indsats for at redde dem, forblev forhørsofficererne skeptiske, og rapporterne blev begravet dybt i de britiske arkiver.

Albert blev først løsladt fra fængslet i 1947, efter at en lang række af tidligere medarbejdere på Skoda-fabrikkerne var kommet ham til undsætning. Han flyttede til Salzburg, men ingen ville ansætte en Göring.

Skuffet og desillusioneret drak han tæt, førte et kaotisk privatliv med flere skilsmisser og klarede sig kun igennem efterkrigsårene takket være hjælp og støtte fra de mennesker, han havde frelst fra de nazistiske kz-lejre. En parallel til Oskar Schindler, den centrale figur i Spielbergs drama Schindlers Liste.

Albert Göring døde ensom og ludfattig i 1966 som 71-årig efter at have arbejdet gennem nogle år som konstruktør i et byggefirma i München.

Louis Bülow har gennem mange år skrevet om begivenheder i Det Tredje Rige

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Gandhis lasede lændeklæde - hvad er det dog for noget sludder.
Hvilke kvalifikationer har Bülow? Det plejer I at oplyse om. Eller er at have skrevet om et emne"gennem mange år" i sig selv en kvalifikation?

"Göring Liste" stod at læse i Berlingske d.17, hvotil en kommentar efterlyste baggrund. Louis Bülow er kendt for forskellige publikationer om emnet, f.eks. koncentrationslejre, og kunne som anført have oplyst nogle kilder, f.eks. var Göring ikke chef for koncentrationslejrene, men SS og den nok så magtfulde Himmler (- begge begik selvmord).

Henning Ristinge

Såe Diepgen - Göbbels var rigsmarskal og chef for luftvåbnet - ikke for SS - hvis du vil rette andre så få lige føst selv styr på det .

Peter Lauritzen

For nu at få det helt rigtigt, Göring var rigsmarskal og chef for luftvåbnet, Göbbels propagandaminister og Himmler chef for SS.

Artiklen handler om Göring og koncentrationslejre. Goebbels begik i øvrigt også selvmord - sammen med sin kone og seks børm - og Adolf. Göring var flyver fra 1.verdenskrig og luftmarskal i 2. (indtil Speer tog over), men det er så længe siden.

Ole, det lader til, at du var til stede.
Det nærmeste jeg kommer var en kollega for omtrent fyrre år siden, der som DNSAP-sygeplejerske i Berlin april-maj 45 lappede krigsofre sammen i en bunker tæt på førerens. Hun hed dog ikke Eva, men cyankalium i små ampuller var også et brugt middel i Danmark under besættelsen. Du kender åbenbart forskellen på mord og selvmord?

Heinrich R. Jørgensen

Per, jeg er ret sikker på at Ole har ret i, at de seks Goebbels-unger blev myrdet.

Ved at de først blev bedøvet med morfin, og mens de sov/var bedøvet, blev en cyankalium kapsel knust i hvert enkelts mund. Doceret tilmed af deres mor. Der er rigeligt stof til en græsk tragedie i den historie.

Bjarne F. Nielsen

Der har nyligt været en TV-udsendelse (hvilken kanal er glemt), hvor mordene på de 6 børn var dramatiseret, og omstændigheder blev vist og speaket præcist som Heinrich beskriver det.

Jeg ser heller ikke nogen grund til at betvivle, at det gik således for sig.

Ole Falstoft

Per: Ja jeg kender forskel på mord og selvmord det tror jeg de fleste gør - men gør du måske ikke?
Børn begår ikke selvmord (altså børn før puberteten)) - der sker altid på de voksnes foranledning. Jeg har ingen grund til at tro at scenerne i filmen 'Der Untergang' ikke skulle være historiskt korrekte

Ingen kommer nogen vegne med mistillid og kontrol, måske længere med en blanding af tillid og skepsis.

Rejser vi ca. 10 år tilbage fra 1945, fik vi i de år i min omgangskreds fra folk i Tyskland de senere så kendte underretninger om virkningen af eutanasilovene. Når nogen, som dengang tyskerne, finder på at slå sine egne børn ihjel, må man opfatte det som den mest radikale form for selvmord. Visheden om de vilkår satte præg på den solrige forårsdagdag, 9.april 1940.

Historien er ikke særskilt fra vores egen tid, men kan læses i de ældste skrifter. Homo sapiens er kendt i dyreverdnen som den art, der udrydder sin egen art.

Ole Falstoft

Per: Jeg forstår ikke hvor du vil hen. Hvis Goebbels børn hvad haft et valg mon så ikke de havde valgt livet?

Heinrich R. Jørgensen

Det minder vel lidt om den amerikanske sekt, der begik kollektivt selvmord for måske 25 år siden?

Som vistnok handlede om, at sektens karismatiske leder, som havde opnå høj status ved at besnakke de der var blevet medlemmer af sekten, var ved at blive afsløret, blive sat i fængsel eller noget i den stil.

Og hvad gør en selvforherligende, navlebeskuende manipulator med trang til at bestemme hvad flokken skal mene og tænke? Overbevise flokken om, at livet fremover ikke at værd at leve, når den kære leder ikke kan længere kan forhindre, at flokken opnår mulighed for at tænke og vurdere selv.

I den situation kan man vel sige, at grænsen mellem mord og selvmord er noget udvisket?

Man vælger ikke selv livet, og derfor lige så tåbeligt at fravælge det. Netop i slutningen af 30'erne fandt en debat sted i kulturradikale og reformpædagogiske kredse, idet man imødegik trangen til evig og altid at lære børn at sige tak. Børnene har ikke valgt livet, det har deres forældre.