Som mellemleder i hjemmeplejen, med over 10 år års erfaring, er jeg rystet over de afsløringerne der er fremkommet i pressen. Jeg imødekommer selvfølgelig kritikken, men den efterlader mig med en undren over, hvordan plejepersonale kan vælge at svigte det hverv, som de selv har valgt?
TV 2's optagelser viser enkeltpersoners handlinger - ikke standarden i hjemmeplejen. Der synes alligevel at være tale om et mønster, som kan relateres til tidligere sager fra omsorgssektoren.
Hvad er det for et billede som mønstret tegner? Afspejler det dovenskab, kynisme eller udbrændthed i omsorgs fagene? Eller fortæller det om stresshåndtering i et fagområde præget af følelsesmæssige belastninger, tidspres og ressourceknaphed? Det fortæller i hvert fald, at nogle medarbejdere havde udviklet en privat subkultur.
Hvordan undgår vi, den slags kan finde sted? Ifølge Megafon, mener 61 procent af danskerne, at der er for lidt kontrol i hjemmeplejen. Det er derfor let at konkludere, at løsningen må være mere kontrol. Men problemet er ikke kun, at plejepersonale kan snyde, men mere, at de kan have lyst til at snyde - og det ændrer øget ydelsesregistrering og kontrol af tid via låsesystemer ikke nødvendigvis på.
Kontrol og mistillid
Der er brug for en anden kontrol, nemlig den selvkontrol, der vokser ud af faglig forpligtigelse og ansvarsfølelse. Hvis vi ønsker indflydelse på denne, så mener jeg, at vejen går gennem det ledelsesmæssige og kulturelle arbejde med medarbejdernes faglige identitet.
Hjemmeplejefagligheden har udviklet sig gennem de seneste 30 år; vi er blevet professionelle. De første hjemmehjælpere var husmorafløsere, hvis faglighed primært byggede på egen praktisk erfaring. Derefter blev hjemmeplejefaglighed noget, man lærte på et syv ugers hjemmehjælperkursus. Og fra starten af 90'erne er fagligheden noget, der læres gennem den mere end et år lange uddannelse til social- og sundhedshjælper (SSH). Synkront med dette har plejefagligheden også taget form efter de styringsværktøjer, der dikterer rammerne for arbejdet. F.eks. tidsregistrering, døgn/uge planer og fokusområder, bestiller/udfører modellen samt arbejdspladsvurderinger i alle borgers hjem.
Hjemmeplejen er i dag blevet et servicefag, hvor vi leverer ydelser som borgeren er visiteret til at modtage. De timer, som husmorafløseren lagde i det enkelte hjem, er nu fordelt og planlagt, således at flest mulige borgere kan få bedst mulig service. Dermed er SSH'ens hverdag gået fra at handle om den tætte og langvarige kontakt, til kortvarige besøg med effektiviserede ydelser hos mange borgere - af færrest muligt hjælpere. Det gode ved udviklingen er, at vi får hjulpet mange og har fået kvalitetsstandarder for, hvad hjemmeplejen skal. Det knap så gode er, at vi i løbet af samme dag kan gå fra borgere med følelsen af, at vi kunne have gjort mere.
Jeg vil vove den påstand, at effektivisering, service- og ydelsestænkning gør noget ved kontakten i relationer mellem mennesker.
Set fra et oplevelsesperspektiv, så handler hjemmeplejefaglighed ikke længere om at være den ældres primære kontakt og fortrolige - det er ikke længere vores opgave. Hvor hjælperen før skulle forholde sig til borgerens samlede situation, er det i dag blevet mere tydeligt, hvordan vi kan kompensere for enkelte funktionsnedsættelser på enkelte områder af borgerens liv.
Forventninger
På den måde kan SSH'en opleve sig selv reduceret til en forlænget arm - både borgerens og systemets. Spørgsmålet er, om vi undervejs har glemt, hvad det kan gøre ved borgeren og medarbejderen?
Kan det tænkes, at der er sket en udhulning af hjemmeplejefagligheden? Mange opgaver ligger andre steder, og der er i langt mindre grad plads til selvstændig vurdering og ansvarstagen.
Det kan give anledning til frustration, når man som plejer identificerer sig med det at være tæt på den ældre. Derudover handler vor tids hjemmepleje om at levere ydelser til mange og om at tage medansvar for den administrative kabale i samarbejde med visitatorer og andre leverandører.
Hvis faglighed på den ene side handler om at have et personligt ønske om at ville hjælpe andre, og hjemme-plejefagligheden på den anden side handler om at få helheden omkring borgeren til at lykkes, så kan der opstå en konflikt imellem ens personlige og de hjemmeplejefaglige forpligtigelser. Det pokkers ved konflikten er, at den ikke kan forsvinde.
Hverdagen som SSH kalder på konflikten, fordi vi det ene øjeblik skal være nærværende og tryghedsskabende, mens vi det næste skal kunne bakke ud ad døren, velvidende at den ældre og/eller de pårørende ofte ønsker mere eller noget andet af os.
Der er ikke nogen tvivl om, at konflikten er belastende, men jeg oplever, at medarbejderne finder gode måder at håndtere den på. F.eks. accepterer de vilkårene og søger at få det bedste ud af dem. Men der er måske også nogle, som resignerer på konflikten mellem grundvilkår og nærhed. En sådan resignation kan f.eks. resultere i ansvarsforflygtigelse, sygemeldinger og manglende involvering. Udover at det kan påvirke ydelsen til borgen, kan det også påvirke hjemmeplejerens trivsel - og måske kan det ligefrem forklare nogle af de sager, vi har set i medierne. Måske nogle hjælpere er kommet frem til, at det må være i orden at snyde 'systemet', når nu systemet allerede snyder borgerne, og dem selv, fra det som arbejdet burde handle om?
Kompleksiteten kræver en faglig indsats, der kan styrke kulturen og identiteten omkring nutidens hjemmepleje. Jeg ved fra mit ledelsesarbejde, at det er muligt at udvikle faglig kultur og identitet i hjemmeplejen. Men jeg ved også, at det kræver en særlig indsats - ikke kun af medarbejderne, men også fra systemet i almindelighed og ledelsen i særdeleshed.
Omdrejningspunktet for arbejdet med kultur og identitet bør fra mit perspektiv være udfoldelsen af medarbejdernes engagement.
Løsning og engagement
Engagement kræver at vi har tid og lov til at engagere os i arbejdet. Sådan er det alle steder, også i hjemmeplejen.
En af måderne, hvorpå engagement kan fremmes, går gennem flere muligheder for ansvarliggørelse og øget trivsel - ikke færre. Jeg vil derfor pege på tre af hinanden afhængige områder hvor dette kan fremmes:
1) Det er nødvendigt, at hjemmeplejen får øget mulighed for fokus på medarbejdernes faglighed og nysgerrighed. Vi er derfor nødt til at sikre tid til eftertanke, så vi kan minde hinanden om, hvorfor arbejdet er vigtigt, og hvordan vi kan forholde os til, at det samtidig er et komplekst og krævende arbejdsfelt.
2) Dernæst er der flere erfaringer, som tyder på, at organisering i medstyrende teams kan fremme den ansvarstagende kultur. Det nære samarbejde og den gensidige forpligtigelse over for borgeren og hinanden fremmer medarbejdernes engagement. Kollegerne og 'vores' borgere bliver mere nærværende og forpligtende end 'systemet'.
3) Derudover skal vi have fokus på, hvad kvalitet er for den enkelte borger. SSH'en skal have tid til, at tale med borgeren om, hvad borgeren oplever som vigtigt i forhold til ydelsen og relationen med SSH'en.
Der er mange veje at gå efter den seneste tids afsløringer i tv. Men hvis udfordringen handler om engagement og ansvarliggørelse, så finder vi ikke kun løsningen gennem øget kontrol. Øget kontrol sikrer derfor ikke nødvendigvis oplevelsen af god hjemmepleje. Vandet er stillet frem, den bevilgede tid er leveret, men gav det borgeren en oplevelse af øget kvalitet?
Det er mit håb, at vi kan lære af afsløringerne, da vi er nødt til at få sat fokus på hvad der skaber ansvarstagende medarbejdere og god hjemmepleje, så vi konstruktivt kan sikre, at vi har set de sidste tilfælde af svigt i omsorgssektoren.
Sidst men ikke mindst: Tak til jer, der blev rystede over det, der kunne afsløres. I bekræfter mit billede af, hvem hjemmeplejen er og hvad vi står for. Og tak til alle jer derude som dagligt tager ejerskab og ansvar for vores faglighed!
Siff Hansen er teamleder ved Københavns Kommunes Hjemmepleje
Den eneste vej frem er tillid med en portion skepsis.
Overvågning og anmelderi er derimod lokkemad for misundelig ondskab. Der skal altid være tid til en kop kaffe eller en snak med bekendte. Pausen er måske samfundets vigtigste mentale resurse.
I dag gik den hjemmehjælper, der var blever overvåget og forfulgt (af tv-journalister og politiet!) igen i arbejde. Historien kunne læses allerede dagen efter i Arbejderen, men den slags tror "man" åbenbart ikke på.
Hvis intolerance er uundgåelig, så væk dog hellere mistillid til og kræv hellere kontrol af magtens mænd.
Sikke en gang ordgejl. Løsningen er flere møder og mere reflexion, min bare....
Den rigtige løsning er den personlige og forpligtende relation mellem bruger og hjemmehjælp og nul kommunal "ledelse" som dræber arbejdsglæden og ansvaret hos enhver. Giv pengene til brugerne og lad dem hyre og fyre de hjemmehjælpere de har tillid til.
@Morten Nielsen
Drop attituden og kom med nogle saglige argumenter for din påstand.
K. Hansen
Havde den beboer ingen familie eller venner. Hjemmeplejen plejer ellers at være gode til at kontakte familien. I den tid min mor var rigtig dårlig tilbragte jeg alle de timer jeg kunne hos hende . Hjemmeplejen vær også flinke til at komme .en 6 gange om dagen. Da hun var så syg at hun efter en sygehusindlæggelse kom på en akutstue på et af kommunens plejehjem sad jeg også hos hende, da plejen var den samme som hun havde fået i sin egen bolig.
Systemet til kontrol er opfundet for længe siden. Håndværkere har GPS i bilerne, så mester kan følge dem hjemme på kontoret via internettet. Hvor svært kan det være. I alle biler, som bruges af offentligt ansatte skal blot installeres en låst GPS. Kan man forestille sig en håndværkerbil UDEN GPS nu om dage. GPSen er grundlaget for at bilen ikke bruges til privat kørsel. Desuden er låsekontrol nødvendig. Det er et system, som registrerer ankomst og afgang for det enkelte besøg. Stempelure, af mere eller mindre elektronisk art, er almindelige på mange typer arbejdspladser lige fra restaurationer, maskinværksteder, banker, kreditforeninger mv. Desuden skal den ældre/syge selvfølgeligt vide hvad han/hun er visiteret til. Heri ligger der også en kontrol.
I Kbh. Kommune synes det som ok at det er FOA som bestemmer. Ingen politiker eller leder tør fyre, bebrejde eller øge kontrollen af FOAs medlemmer uden FOA’s accept. Hjemmehjælpen og plejen er fagforeningsstyret. Man tør ikke indføre effektiv kontrol. FOA siger at man skal have tillid til medarbejderne ellers mister disse motivationen. De gamle kan egentligt være ligeglade med om medarbejderne har ”motivation”. Det vigtigste for dem er, i første runde, at de får de ydelser, som de er visiteret til. Medarbejderne får løn for et vist stykke arbejde. Er de ikke motiverede bør de fortælle og klage til lederne hvorfor motivationen mangler eller finde sig et andet arbejde. Man skal ikke være taknemlig fordi man har et job, men man skal selvfølgeligt udføre det arbejde som man får løn for så godt som muligt.
Man kunne jo give sosu-hjælpere/assistenter noget mere i løn.
Det ville være en ide at lønne de som arbejder med mennesker efter ansvar.
Jeg ved godt at det skal være fordi man brænder for jobbet, men det kan ikke benægtes at man ikke kan leve på en sten.
Lønforhøjelse er en anerkendelse og forbedring af kompetence - uden at tale om 'arbejde med mennesker'. Andre taler om, at de elsker deres job - beøver de løn for det arbejde?
Hjælp hjemmehjælpen,
og daginstitutionerne, SFO´erne, skolerne, plejehjemmene, JobCentrene og alle de andre. Protestér mod leddeløs ledelse!
Hvorfor gør folk ikke, hvad de får besked på? Og er ansat til og dermed får penge for. Ja, nu lever vi jo i et samfund, hvis øverste ledelse har erklæret os tilhørende den demokratiske liberalisme, der skal sikre individdets frihed og markedskrafternes frie råden! Så hvad er problemet. Nogle ældre borgere har ikke fået, hvad de ikke vidste de skulle have - og nogle ansatte har udnyttet liberalismens frihedsrettigheder til at sørge bedst muligt for sig selv!
Javel ja, sådan kan man selvfølgelig ikke (!) stille problemet op. Som udenforstående, og dermed ikke grundet faglig indsigt på forhånd inhabil, kan man derimod undre sig. I tidligere tider kunne man på Handelsskoler m.fl., som voksen og erhvervsaktiv gå på fag, der handlede om Ledelse, Personaleledelse, Organisation o.s.v. og man kunne gå til eksamen, og man kunne dumpe, hvis man ikke kunne sin Maslow, sin Adizes, sine diagrammer over organisationsformerne, sine egne kilder og noter, fordele og ulemper ved de mange forskellige modeller og teorier, deres praktiske tillempninger og de tilhørende eksamensopgavekonkretiseringer. Derfor kan man, som sagt, undre sig over, hvor ledelsesansvaret er placeret i den organisation af hjemmeplejen, der jo må og skal findes på et eller andet plan.
Har man, på trods af de mange tusinde beståede Merkonom-eksamener (og tilhørende lærebøger), ladet et større, eller - javist måske mindre, antal medarbejdere leve deres arbejdsliv uden LEDELSE? Har man i ureflekterede organisatoriske konstruktioner prisgivet ledelsesfunktionen, og i stedet satset det aller øverste forvaltningsansvar på diverse, dertil ansatte, controlleres beherskelse af regneark og statistikmodeller? Langt væk fra og i sikkerhed for den operative hverdag? Har man prisgivet det fra organisationsmodellerne så vigtige mellemlederniveau. ”Første linies chef” - som det også hed! Hvor er/var kompetancen, ledelsesretten og -evnen, kulturbæreren, forbindelsen mellem de øverste og de nederste niveauer i virksomhedspyramiden?
Det var et almindeligt anerkendt faktum (delvis et aksiom og delvis et teorem) at, enhver gruppe af mennesker, der i fællesskab skal løse bestemte opgaver, skal ledes. Altså have en leder. Fra udlandet (sikkert militært) har vi udtrykket ”span of control”. Et begreb der fastslår antallet af mennesker én leder kan overskue som leder! Tommelfingerreglen er 12. Og det er under forudsætning af tilstedeværelse. Altså hverken geografisk adskillelse, distanceledelse, områdeledelse, gruppeledelse eller andet pseudobegreb fra nutidens politiske og konsulentbaserede ny-sprog´lige forandringsverden. 12 medarbejdere pr. direkte leder. Omvendt, - en direkte leder for hver 12 medarbejdere. Altså ledelsesmæssig tilstedeværelse, engagement, indsigt, kompetance, pligt og ret, mod! Bl.a for at forhindre den umyndiggørelse af medarbejderne som Rasmus Willig så glimrende beskriver i sin bog ”Umyndiggørelse”, Hans Reitzels Forlag, 2009.
Så man kan stadig undre sig. Er vi tusindvis, der har bestået på et forkert/fejlagtigt grundlag. Er lærebøgerne blevet skrevet om ( ja, det er de helt sikkert, men er f.eks. Maslow og Adizes kasseret), og er ”ingenting” længere, hvad vi blev undervist i?
Tilbage til virkelighedens verden. Selvfølgelig skal medarbejdere, der snyder, afskediges og evt. politianmeldes. Ligeså skal de, der er ansvarlige for den manglende ledelse, den amputerede organisation afskediges. Hele vejen op i virksomhedspyramiden må den manglende ansvarlighed, den manglende varetagelse af, hvad man er ansat til - få konsekvenser, markante! Kan der gøres rådgiveransvar gældende (der er jo altid konsulenter indblandet)? Er der et politisk ansvar? Uanset politisk ideologi - eller mangel på samme?
Måske er der slet ingen grund til at undres. Måske er dét bare sådan. Måske er det en ”naturlig” følge af det s.k. moderne samfunds behov. Har vi blandet de liberalistiske idealer med en forventning om, at alle altid gør det optimale i forhold til den til enhver tid værende store og overordnede plan. Nå, ihvertfald, - mediernes ”skjult kamera”-industri går en udbytterig fremtid i møde. Altså, såfremt vi ikke pludselig får Berlusconi-inspirerede EU-regelsæt til regulering af vores indsigt i ting, der ikke kommer os andre ved. Det man blot nu kan fundere over er, hvad bliver ”sagens” skæbne her i sommervarmen. Hvem ofres på hvilke altre? Bliver vores gamle eksamensresultater revitaliseret eller - er vi, i tusindvis, nu definitivt out-dated og - løses problemerne ”blot” med ny endnu ikke snyd-bar kontrolteknik?
Carsten Høeg-Petersen
3050 Humlebæk
En del af kritikken af hjemmeplejen i København gik jo ud på, at sosu-hjælperne købte ind privat - når de i virkeligheden var ude at købe ind for en borger.
Hele problemet er her, at folk generelt intet aner om, hvad sosu-hjælpere laver. Og de også køber ind for borgerne...
Carsten, du er måske ikke klar over, at såvel den daglige hjemmehjælper som ledelsen deltager jævnligt i opkvalificeringskursus. Adskillige ledere har oven i deres oprindelige uddannelse løbende eksaminer i ledelse, økonomi o.a.
Debattens grundlag findes næppe her, og man skal heller ikke nedgøre uddannelse, men omsorg lærer man altså ikke på en skole, og de senere års tiltro til uddannelsens betydning har ingen samfundsrelevans. At uddanne den arbejdsløse må være nedværdigende for den pågældende, hvis samfundet ikke har et arbejde til hende eller ham, når uddannelsen er overstået..
Hej Per, min pointe var vel netop at "ledelse" ikke kan være taget i anvendelse. Uanset alverdens opkvalificeringskurser og andre relevante indsatser, så har, som debatværten også er inde på, personalet udviklet en subkultur. Hvis jeg virkelig skal vende vrangen ud at problemstillingen, så er vi måske der, hvor en snedig jurist vil kunne hævde, at personalet har kunnet opleve en hævdvunden ret, i.o.m. deres praksis har fået lov at foregå. Dette kunne medføre at de i virkeligheden er uretmæssigt ell. usagligt opsagt! De har måske haft rimelig grund til at mene at deres adfærd var ok. og sanktioneret af "ledelseskulturen"?
Iøvrigt nedgør jeg ikke uddannelse. Men jeg bliver utilfreds, når det lærte ikke anvendes - og når der ledes i strid med det lærte! Ud over alle de gode og rigtige og bløde forklaringer på hjemmeplejens opgaver og muligheder, som ikke skal undervurderes, så mener jeg at denne "sag" handler om ledelse. Derfor antyder jeg også, at der må kunne gøres ansvar gældende, der rækker op over de nu afskedigede. Med andre ord: hvorfor er det altid "de mindste", der får tævene når noget går galt?
Og nu, ovenikøbet, er der fagkollegakrav om, at de formastelige skal ekskluderes af deres forbund! Altså, de der dumme stakler skal miste alle rettigheder - end ikke lidt faglig solidaritet har de åbenbart krav på, ifølge nogle!
Nej - problemet ligger højere oppe i virksomhedspyramiden.
Magtens mænd og kvinder kan ingen kontrollere, for så havde de ingen magt - og havde tabt deres berettigelse som ledere.
Hej igen Per.
Ok, - men så er debatten jo i og for sig afsluttet. Vi når ikke videre, hvis vi - som du her gør, bare slår ud med armene og kommer med et opgivende - og dertil vel ikke absolut sandt udsagn?
Ja, der må være en systemfejl ved demokratiet, og derfor må vreden og kritikken rettes mod magthaverne - nedefra.
Hvis nu vi vender tilbage til emnet - for at fastholde den konkrete anledning, så kunne man "trøste" Siff Hansen med, at tilsvarende skjulte optagelser i et hvilket som helst fag ville kunne vise samme svigt i arbejdstager-arbejdsgiverforholdet. Altså billeder af medarbejdere, der ikke gør det de er ansat til? Hvem ved - måske findes det endda blandt journalistiske fotografer, der laver skjulte optagelser!
Er det en urimelig påstand? Hvorfor skulle det være det - der er da ikke noget der taler for, at det skulle være en særlig egenskab hos hjemmeplejepersonale.
Iøvrigt, jeg har endnu ikke set en fornuftig og plausibel forklaring på, at man kan få bevilget en ydelse fra det offentlige, men ikke få den beskrevet/konkretiseret, altså ikke få den præsenteret i en form så man selv som modtager kan konstatere om ydelsen udebliver? Det forstår jeg faktisk SLET ikke.