Kronik

Højesteretsdommernes bijob

I udlandet ryster de på hovedet, når de hører om danske højesteretsdommeres bijobberi. For dem er det indlysende, at en dommer og naturligvis især en højesteretsdommer aldrig må kunne udsættes for den mistanke om manglende neutralitet, der uundgåeligt klæber til bijob
Der har gentagne gange været ballade omkring højesteretsdommernes bijobberi. For et par år siden fik det konsekvenser, men dommerne må fortsat tjene 50 procent af deres normale løn ved siden af.

Der har gentagne gange været ballade omkring højesteretsdommernes bijobberi. For et par år siden fik det konsekvenser, men dommerne må fortsat tjene 50 procent af deres normale løn ved siden af.

Morten Juhl

Debat
10. juli 2010

I gamle dage var det almindeligt, at højtstående tjenestemænd, herunder dommerne, havde pæne ekstraindtægter gennem det såkaldte sportelsystem. Tinglysningsdommeren fik f.eks. procenter af salget af stempelmærker.

Det nød jeg godt af som ung student med en løn på så vidt jeg husker 5,88 kr. i timen med kvalifikationstillæg, for da skødet og pantebrevene på Falkonercentret skulle lyses, var der kager til hele kontoret.

Vi har i en vis forstand stadig rester af systemet tilbage i dag. For hvor mærkeligt det end kan lyde, er det en kendsgerning, at en hel del danske dommere har bijobs ved siden af dommerarbejdet. Det gælder først og fremmest højesteretsdommerne, der bl.a. optræder som opmænd i private voldgiftssager mellem store virksomheder. Det har de gjort i mange år, og gennem tiden har det givet flere af dem meget betydelige ekstraindtægter. Nogle af dommerne har kunnet glæde sig over år efter år at have tjent mere ved deres bijobs end ved jobbet i Højesteret.

Sammen med en ung kollega kritiserede jeg for mange år siden dommernes bibeskæftigelser. Højesterets daværende præsident kunne omgående fortælle os, at vores kritik var helt ved siden af. Det var den sikkert også - jeg mener, når nu en præsident selv sagde det - men alligevel ville debatten ikke rigtig lægge sig, og for et par år siden skete der så under heftig modstand fra dommerne endelig noget. Der blev nemlig lagt loft over bijobbene, sådan at dommerne kun må tjene 50 procent af deres normale løn som ekstra indtægt. Ja, De hørte rigtigt, dommerne må skam stadigvæk gerne have bibeskæftigelser, de må blot ikke tjene alt for meget, helst ikke ret meget over 2 mio. kr. årligt.

To justitsministre har senere lovet, at der vil blive grebet endnu hårdere ind overfor bijobbene; de vil simpelthen ikke mere finde sig i det. Nå, men man skal jo på den anden side heller ikke være så smålig, så indtil videre er der ikke sket noget, og sådan vil det nok også blive ved.

Udenlandsk hovedrysten

Bijobbene er altså fuldt legale, men set med andre landes øjne er de ubegribelige. De udenlandske kolleger, jeg gennem årene har fortalt om forholdene i Danmark, har nærmest været ved at falde måbende omkuld. For dem er det indlysende, at en dommer og naturligvis især en højesteretsdommer aldrig må kunne udsættes for den mistanke om manglende neutralitet, der uundgåeligt vil klæbe til bijobs. Ikke mindst når de udføres i vort dygtige erhvervslivs tjeneste.

De danske dommere er imidlertid ikke kun gode til at være dommere, og hver gang man har fremført kritik af deres bijobberi, er håndgangne og betydningsfulde mænd fra både dansk industri og de fremmeste advokatsammenslutninger som rasende korsriddere rykket ud med alle de velkendte modargumenter: Dommerne kan slet ikke undværes i de private voldgifter, og hvor de ellers sidder. Desuden er det aldrig bevist, at bijobbene tager for meget tid eller skader deres arbejde, tværtimod giver de dem en værdifuld kontakt til det virkelige liv og gør dem til bedre dommere. Alt er med andre ord i den bedste orden, som det er, og landet vil stande i våde, hvis bijobbene forbydes. Enkelte mener endog, at det måske ville stride mod grundloven at afskaffe bijobbene; der er jo tale om en slags velerhvervede rettigheder.

Ja, goddaw do! Som om det var vor grundlovs hensigt at sikre dommerne ekstra ben. Men hvem ved, det kunne jo være, at Højesteret ligefrem ville gå med til at prøve sådan en sag i modsætning til sagen om Irak-krigen, der jo end ikke kunne nå så langt.

Højesteretsdommerne udpeger selv deres præsident. Mens den afgående præsident ingen bijobs havde og vistnok var en noget halvhjertet forsvarer for dem, er den tiltrædende en af de dommere, som har haft den mest omfattende Nebengeschäft. Man tør måske antage, at han vil forsvare bijobbene med mod og iver, selv om hans personlige andel af de gode ben nok vil gå ned nu.

Dyre retssager

Jura i praksis er i det hele taget en komisk størrelse. Med en spidsformulering kunne man sige, at vort retssystems fornemste opgave er at forhindre folk i at føre retssager.

Det er som med hospitaler og universiteter: Det kunne være så godt, hvis der ikke var alle de patienter og studenter. Det er dyrt at føre retssager, og det bliver kun dyrere, der opfindes hele tiden nye afgifter, der blot stiger og stiger, advokaterne har monopol på at føre sagerne, og selvom man vinder, får man langtfra sine advokatomkostninger dækket. Signalet udadtil er næsten: Hold jer væk! Den slags kaldes med et for jurister udpræget plusord procesbesparende; folk skal jo ikke komme for godt i gang, og når det er dyrt, kan de måske lære det.

Flere og flere afgørelser kan heller ikke indbringes for en højere instans, og ikke mindst gider man i landsretten ikke høre på kæremål om f.eks. varetægtsfængsling; den fængslede har først efter flere måneder krav på en mundtlig forhandling. Dommerne slutter vistnok enigt op om denne tendens; forligte eller hævede sager er noget af det bedste, man ved. Og skal der endelig afsiges en dom, er der ingen grund til at gøre for meget ud af præmisserne, det kan jo kun forvirre.

Det er da også en kendsgerning, at danske domme generelt er alt for dårligt og sparsomt begrundede. Tager vi en dom på f.eks. 50 sider, er de 47-48 sider blot et mere eller mindre minutiøst referat af sagen og parternes synspunkter, mens dommernes egen mening inklusiv konklusionen sjældent kommer op på mere end to-tre sider. Og så står der tit kun »goddag mand økseskaft«; det er næsten som om, det skal være en hemmelighed, hvad retten har lagt vægt på.

Fra universiteternes side har vi ofte kritiseret dette. Vi har alle krav på så præcist som muligt at få at vide, hvad dommerne lægger vægt på. Hvordan skal borgerne ellers kunne finde ud af, hvad de skal gøre? Og kan man træffe en afgørelse, kan man vel også begrunde den ordentligt. Norske dommere, svenske dommere, tyske dommere, engelske dommere - jeg kunne blive ved - giver lange og indgående begrundelser for deres afgørelser, men de danske gør det ikke, og det ser desværre kun ud til at blive værre og værre.

Ingen intern kritik

Højesteretsdommere er naturligvis lige så forskellige som alle vi andre, og der er sikkert nogle af dem, som heller ikke er tilfredse med, at kollegerne i lighed med mange hospitalslæger skynder sig af sted til lukrative bijobs, så snart skoleklokken ringer. Alligevel hører man sjældent noget om intern kritik.

En del af forklaringen skal måske søges i, at højesteretsdommerne i realiteten udpeger sig selv; den slags plejer at medføre en betydelig kollegial loyalitet - nogle ville måske sige korpsånd. Før i tiden ordnede man selvsuppleringen gennem en diskret henvendelse under hånden til den kandidat, man ønskede som ny kollega, når en ledig stilling skulle besættes. Fik man en sådan henvendelse, var ens lykke gjort, uden den vidste enhver, at det var spild af tid og papir at søge.

Nu har vi fået Dommerudnævnelsesrådet og offentlige stillingsopslag, men mig bekendt er det rent kosmetik. Den diskrete underhåndsmeddelelse er, så vidt jeg ved, fortsat almindelig, og for at få den skal man passe ind i Højesterets sammensætning både aldersmæssigt, karaktermæssigt og - ikke mindst - med hensyn til decorum; demonstreret respekt for retssystemet og god, borgerlig opførsel er uomgængelige krav.

Det er for så vidt også helt i orden. Men erfaringen viser samtidig, at det ikke altid er de fagligt bedst kvalificerede, som modtager den ærefulde underhåndshenvendelse. Fra min tid kan jeg nævne i hvert fald tre, nu pensionerede dommere, som let ville have kunnet konkurrere med enhver anden kandidat, men aldrig modtog nogen opfordring.

I sandhedens interesse må man sige, at det formentlig er umuligt at undgå den slags, og det er også svært at afgøre, om realiteterne er meget anderledes i andre lande. Men man kunne jo starte med at fritage dommerne for deres bijobs. Så ville de også have mere tid til at tænke grundigt over sagerne og skrive gode og oplysende domme.

Preben Stuer Lauridsen er professor, dr.jur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uffe Rasmussen

Velskrevet og meget relevant artikel.
Det burde være indlysende, at alle offentligt ansatte skal offentliggøre deres biindtægter, hvad enten det er læger, der opererer i fritiden, dommere, der dømmer selvpåtagne sager (i arbejdstiden eller fritiden?) eller embedsmænd, der har privat geschæft ved siden af embedet.

Niels Jensen

Den her artikel er så relevant og præcis i sin argumentation, at den på alle måder udstiller domstolenes manglende grundværdier i det lys, der for kendere efterhånden har gjort mødet med retssalene til en farce. Hvis forfatteren på et givent tidspunkt skulle få lyst til at kaste sig over dommernes subjektive reference af sagernes indhold, herunder problematikken med at vi ikke kan få digital optagelse af det sagte, ville det være lige så prisværdigt. Jeg håber mange vil læse denne artikel.

Heinrich R. Jørgensen

Mange tak til Preben Stuer Lauridsen for at pege på, hvor det står skralt til.

Torben Munk Nielsen

God artikel. Jeg er ikke overrasket. Der er et eller andet med danskernes selvforståelse, siden vi accepterer de her forhold.

Jeg tror ikke det bliver anderledes.

mariann offersen

Det er næsten som at læse Hans Scherfvig!

Virkeligheden overgår ofte fiktionen!

Jeg ihukommer Carl Madsens svadaer:

Dommerstanden lider generelt af "social stupiditet og dækningsløs selvtilfredshed. De besidder samtidig en personlig stræbsomhed grænsede til underdanighedsinstinktet over for magten, parret med karriereambitioner."

»Anklagemyndigheden er en stat i staten med udvalgte konservative jurister fra pæne hjem og skoler uden kendskab til det samfund, de lever i, og for hvis borgere de træffer skæbnesvangre afgørelser,«

Om advokatrådet skrev han:

»Tolv skødeskrivende lommeprokuratorer kalder sig nu advokatråd. Valgt af en bestemt klike af ejendomshandlere og gesjæftssagførere. Niveauet er lillebyens borgerforening. Raflebægeret ved hånden.«

Niels Jensen

Spørgsmålet er måske også om dommerstanden oplever alt for snæver rekruttering. Dertil kommer at der burde være flere paragraffer i lovene, der sikrede borgerne end dommerne.

Niels Mosbak

Bill Atkins

Tak for genopfriskningen ;-)

Lars Højsted Nielsen

God artikel. Det kunne være spændende at høre PSL udtale sig nærmere om problemerne med at få ført sager som har national/politisk interesse, som f.eks. Irak sagen. Med hensyn til bijobberiet fatter man næsten ikke at dommerstanden vil have denne evige mistanke siddende på sig. Tænk hvis politikere have aktier i medicinalfirmaer, rengøringsselskaber, eller ligefrem militærindustrien.