Kronik

Hvem har tabt Tyrkiet på gulvet?

Hvis tyrkerne skulle nærme sig lande som Rusland og Iran på Europas bekostning, skyldes det snarere en selvopfyldende profeti fra Vestens side end Tyrkiets politik, mener den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer: 'I betragtning af deres egne interesser har Vesten og navnlig Europa virkelig ikke råd til at fremmedgøre Tyrkiet'
En nationalistisk fejring i Ankara foran landsfaderen Kemal Atatürks bombastiske mausoleum i anledning af 70 ?ret for hans d?d.

En nationalistisk fejring i Ankara foran landsfaderen Kemal Atatürks bombastiske mausoleum i anledning af 70 ?ret for hans d?d.

Umit Bektas

27. juli 2010

BERLIN - Da Tyrkiets i sidste måned (sammen med Brasilien) stemte nej til de nye sanktioner mod Iran, som blev godkendt af FN's Sikkerhedsråd, blotlagde det på dramatisk vis det fulde omfang af landets fremmedgørelsen fra Vesten. Oplever vi, som mange kommentatorer hævder, konsekvenserne af det tyrkiske regeringsparti AKP's (Adalet ve Konkulma = Retfærd og Udvikling) såkaldt ny-osmanniske udenrigspolitik, som angiveligt tager sigte på at skifte lejr og vende tilbage til landets orientalske og islamiske rødder?

Jeg mener, at denne frygt er overdrevet og helt forkert. Og hvis tingene skulle udvikle sig i den retning, vil det i højere grad skyldes en selvopfyldende profeti fra Vestens side end Tyrkiets politik. Faktisk er en tyrkisk udenrigspolitik, som forsøger at løse eksisterende konflikter med og i nabostaterne og en aktiv tyrkisk deltagelse i disse lande, alt andet end i konflikt med Vestens interesser. Tværtimod.

Men Vesten (og i særdeleshed Europa) er nødt til at tage Tyrkiet alvorligt som partner og holde op med at betragte landet som de vestlige landes klientstat. Tyrkiet er og bør vedblive at være medlem af G-20, fordi landet med sin unge og hastigt voksende befolkning i økonomisk forstand vil blive en meget stærk stat i det 21. århundrede. Allerede i dag er billedet af Tyrkiet som »Europas syge mand« ikke længere korrekt.

Europæisk modvilje

Da den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, efter beslutningen i FN kritiserede europæere hårdt for at have bidraget til denne fremmedgørelse med deres adfærd over for Tyrkiet, vakte hans udiplomatiske oprigtighed en del opsigt i Paris og Berlin. Men Gates havde slået hovedet på sømmet.

Lige siden regeringsskiftene - fra Jacques Chirac til Nicolas Sarkozy i Frankrig og fra Gerhard Schröder til Angela Merkel i Tyskland - er Tyrkiet blevet holdt ud i strakt arm og sat i venteposition af EU.

I forbindelse med Cypern holdt EU sig ikke engang for god til at bryde tidligere indgåede aftaler med Tyrkiet og ændre på regler, som var blevet vedtaget i fællesskab. Og selv om de europæiske lande formelt har holdt sig til deres beslutning om at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, har de i praksis gjort meget lidt for at fremme sagen.

Først nu, hvor katastrofen i forholdet mellem Tyrkiet og Europa er ved at blive synlig, er EU pludselig villig til at påbegynde en ny fase i forhandlingerne (hvilket i øvrigt tydeligt viser, at den fastlåste situation havde politiske årsager).

Europas interesser

Det kan ikke siges ofte nok: Tyrkiet har en i geopolitisk forstand meget følsom placering, især havde Europas sikkerhed angår. Den østlige Middelhav, Det Ægæiske Hav, det vestlige Balkan, regionen omkring Det Kaspiske Hav, det sydlige Kaukasus, Centralasien og Mellemøsten er alle områder, hvor Vesten vil opnå intet eller meget lidt uden Tyrkiets støtte.

Og det er ikke kun tilfældet, hvad angår sikkerhedspolitikken, men også i forbindelse med energipolitikken, hvis man skal finde alternativer til Europas voksende afhængighed af russisk energi.

Vesten og navnlig Europa har i betragtning af deres egne interesser virkelig ikke råd til at fremmedgøre Tyrkiet, men objektivt set er netop denne fremmedgørelse resultatet af den europæiske politik over for Tyrkiet i de seneste år.

Europas sikkerhed i det 21. århundrede vil i betydeligt omfang afhænge af forholdet til naboerne mod sydøst, og netop dér er Tyrkiet allerede nu af afgørende betydning for Europas sikkerhedsinteresser og vil i stigende grad blive det i fremtiden. Men i stedet for at binde Tyrkiet så tæt som muligt til Europa og Vesten, skubber den europæiske politik Tyrkiet i armene på Rusland og Iran.

EU's tøven

Denne politik er på én gang ironisk, absurd og kortsynet. I århundreder har Rusland, Iran og Tyrkiet været rivaler i regionen, de har aldrig været allierede. Men de europæiske lande synes at være blinde over for denne kendsgerning. Selvfølgelig er Tyrkiet også stærkt afhængig af det nære forhold til Vesten.

Hvis Tyrkiet skulle miste denne privilegerede rolle, vil dets position i forhold til potentielle partnere (og rivaler) i regionen blive drastisk svækket på trods af landets ideelle geopolitiske placering. Tyrkiets nej til nye sanktioner mod Iran vil efter al sandsynlighed vise sig at være en stor fejl, hvis ikke ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan kan levere et reelt omslag i Irans atompolitik. Det er imidlertid højst usandsynligt.

Desuden styrker konfrontationen mellem Israel og Tyrkiet radikale kræfter i Mellemøsten, så hvad venter det europæiske diplomati (både i Bruxelles og i de europæiske hovedstæder) på?

Både Vesten og Israel og Tyrkiet selv har helt sikkert ikke råd til et permanent brud mellem de to stater, medmindre det ønskede resultat er, at regionen fortsætter på sin vej mod en varig destabilisering. Det er mere end på høje tid, at Europa griber til handling.

Risikabelt at nøle

Europas sløvhed er først og fremmest synlig i forbindelse med Tyrkiet og Mellemøsten, men denne ulykkelige situation er desværre ikke begrænset til denne region. Det gælder også i relation til det sydlige Kaukasus og Centralasien, hvor Europa burde forfølge sine egne energipolitiske interesser og hævde sig over for Rusland ved at favorisere mindre leverandørlande. Og det samme gælder i relation til Ukraine, hvor Europa også burde involvere sig for alvor. Den globale økonomiske krise har sat gang i mange nye udviklingstendenser i hele regionen, og Kina, som planlægger langsigtet, er trådt ind på den geopolitiske scene som en ny spiller.

Europa risikerer at komme for sent, også i sit eget nabolag, fordi en aktiv europæisk udenrigspolitik og et stærkt engagement fra EU's side er hårdt savnet i alle disse lande.

Eller som Mikhail Gorbatjov, den store russiske statsmand fra det 20. århundredes sidste årtier, udtrykte det: »Livet har det med at straffe dem, der kommer for sent.«

Joschka Fischer var aktivist under ungdomsoprøret i Tyskland i 60'erne. Senere var Fischer i knap 20 år leder af partiet De Grønne, og fra 1998 til 2005 var tysk udenrigsminister. I dag arbejder han for den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights konsulentfirma og for den såkaldte Nabucco-gasrørledning, som EU-landene, Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan vil anlægge i fællesskab

© Project Syndicate og Information 2010 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Mandoe

Hvis det fremmedgør at krav om at et land skal overholde menneskerettighederne på det mest fundamentale plan, og generelt behandle sine egne borgere ordentligt, også hvis det er et mindretal, ja så er det ikke en fejl begået af dem der stiller kravet.

Alfred B. Ørnehøj

Såfremt de franske og østrigske politikere virkelig har til sinds at overholde deres løfter og udskrive en folkeafstemning om Tyrkiets optagelse i EU, kan man ligeså godt indstille optagelsesforhandlingerne nu. En sådan folkeafstemning kan aldrig vindes.

Alene hans forbindelse til Madeleine Albright, burde få det til at løbe koldt ned af ryggen.

Det var hende, der i forbindelse med overdødeligheden iblandt irakiske børn, på baggrund af den amerikansk iværksatte blokade udtalte, at "det var det hele værd".

Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er.