Kommentar

Hvem truer os?

Ingen automatiserede sikkerhedssystemer kan nogensinde hamle op med et trænet og skønsomt menneskeligt øje
5. juli 2010

Forleden dag gik jeg gennem sikkerhedskontrollen i Arlanda Lufthavn. Rutinerne er indøvede for længst. Alle beholdere, som må rumme højst 100 millimeter væske, skal i en lille forseglet plastikpose. Man skal frem med den bærbare pc, af med bælte og jakke, til tider også skoene. Mobil, nøgler og tegnebog lægges i en separat boks på båndet, jakken ovenpå, der må ikke være en negleklipper i håndbagagen og da slet ikke en neglefil. Sejren er at gå igennem metaldetektoren uden mindste pip. Nederlaget er at få bagagen sorteret fra med henblik på nøjere manuel granskning.

Foran mig i kontrollen står et par i 35-års-alderen, som jeg allerede lagde mærke til i afgangshallen, så smaskforelskede så de ud til at være. Hele tiden har han taget billeder af hende med et gammeldags kamera, som nu han nu pligtskyldigst placerer i en boks på båndet. På båndet er der også lagt en tætpakket sort håndkuffert, som langsomt ruller hen imod bagagescannerens sorte hul.

Jeg går igennem uden det mindste pip, selv min kabinetaske med bortglemt negleklipper i. Men den sorte håndkuffert tages til side, og en uniformeret sikkerhedsvagt træder ind på scenen. Sikkerhedsvagten er granvoksen og kraftig, og manden med dokumentmappen ser lille og svag ud til sammenligning. Optrinnet forekommer ikke helt behageligt. At blive sorteret fra i fuld offentlighed som mistænkt er aldrig behageligt, men denne her iscenesættelse synes fra først færd at have alt imod sig. Sådan er mine fordomme i al fald.

»Har du selv nogen idé om, hvad der kan være af mistænkeligt indhold i din bagage?,« spørger sikkerhedsvagten med overraskende lav og mild røst. Aner jeg ligefrem et medfølende blik?

»Nogle stumpe metalgenstand f. eks.?,« forsøger han sig hjælpsomt.

Manden kigger på den sorte håndkuffert, på kvinden ved sin side og så på håndkufferten igen. Så siger han det, lige så meget til kvinden som til sikkerhedsvagten.

»Kan det være pistolen?«

Nej, det her er ikke en mand, som spøger. Ikke om pistoler i bagager i hvert fald, hvilket sikkerhedsvagten da også hurtigt indser. I al fald tager han manden dybt alvorligt. Håndkufferten åbnes forsigtigt, og indeholdet præsenterer nærmest sig selv, eftersom det delvis består af hårdt sammenbundne, farvestrålende stofservietter, som nu griber chancen for at strække sig en smule ud. Først herefter blottes fra håndkufferten en perlemorsglinsende spids genstand, omkring 20 centimeter lang. Sikkerhedsvagten tager den forsigtigt i hånden. Manden viser ham et lille håndtag, og den spidste genstand forlænges med et svisj til det tredobbelte.

Så tager han pistolen frem og trykker af.

»Pang!«, står der på en rød tøjlap, som skyder ud af løbet.

Man kan udmærket mene, at en tryllekunstner burde have vidst bedre end at pakke sine rekvisitter og spøg- og skæmtpistoler ned i indchecket håndbagage, eller i det mindste kunne være magiker nok til at trylle dem væk et øjeblik, men så længe der findes sikkerhedsvagter af den kaliber, jeg så gå i aktion i Arlanda, burde det ikke være nødvendigt. Sikkerhed er ikke bare et spørgsmål om, hvad der kan spores af metaldetektorer og bagagescannere, men i høj grad også om, hvad der kan spores af et nogenlunde trænet menneskeligt øje. Et blik, et ord, et tonefald, en gestus kan ofte være tilstrækkeligt til at skelne en forelsket tryllekunstner fra en potentiel terrorist. Hvad en maskine ikke havde kunnet afgøre, om så håndkufferten var kørt frem og tilbage gennem den adskillige gange, kunne en skønsom sikkerhedsvagt afgøre i et kort møde ansigt til ansigt.

Genfortryllet verden

Vi indser nok alle, at de omfattende sikkerhedskontroller i vore lufthavne er blevet nødvendige, og at uden disse maskiner var flyrejser blevet en endnu større prøvelse, end de allerede er. Maskinernes opgave at skille hveden fra klinten, at signalere de øjeblikke, hvor der må et menneskeligt øje til for at afgøre, om en mistænkelig genstand i bagagen er en trussel, en spøg eller noget helt tredje. Maskiner kan ikke give os sikkerhed. Det kan kun mennesker. Ingen maskine opfangede Umar Farouk Abdulmuttallab, da han juledag 2009 boardede et fly fra Amsterdam til Detroit med underbukser fyldt af sprængstof. Ej heller reagerede nogen maskine på, at han rejste uden bagage på en kontant betalt enkeltbillet, eller på, at han var opført på de amerikanske myndigheders overvågningsliste. I det hele taget synes de terrorister, som i den senere tid ved mere eller mindre slumpetræf er blevet pågrebet på fersk gerning, at være betydeligt mindre sofistikerede end de ekspertsystemer, som vi har opbygget for at fange dem. Snart får vi vel også maskiner, som kan se igennem tøjet på folk og dermed opdage sprængladninger gemt i underbukserne (eller hvad som helst andet, vi forsøger at skjule på vore kroppe.)

Sikkerhed er et stærkt efterspurgt produkt i disse tider, og vi synes at være rede til at betale en høj pris for den. Vi vil nok også i så vidt omfang som muligt foretrække, at sikkerheden kan blive leveret automatisk med så lidt menneskelig kontakt som muligt. I hvert fald vil vi nødigt påmindes om, hvor automatisk afklædte vi efterhånden går omkring.

Det afgørende i sammenhængen er, at menneskelig sikkerhed i sidste hånd må hvile på tillid til andre mennesker. Jo flere sikkerhedssystemer, vi mener at have behov for til at beskytte os mod mennesker, vi ikke stoler på eller tror at have grunde til at frygte, desto mere utryg vil vores verden komme til at føles.

Måske ville verden have godt af blive genfortryllet en smule.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator i Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

" Hvem truer os? ", spørger artiklen titel,

Jeg fik ikke rigtigt fat i svaret selv efter at have læst artiklen to gange. Jeg havde nok ventet at læse om landevejenes "mordere", men nej ikke et ord.

De onde, hvem de nu end er, høstede sølle 3.000 i New York for snart ni år siden. Siden da har ”Døden” høstet omkring 300-400.000 på de amerikanske landevej (jeg har ikke checket de seneste statikker, men det er deromkring), i Danmark er tallet vist omkring 3.000 og i Frankrig omkring 30-40.000.

Mit personlige trusselsbillede ligner mine medborgere bag rattet af en bil eller med hænderne på et motorcykelstyr, især unge mænd. Jeg tror ikke, at jeg er noget særtilfælde.

Trusselsbilledet er en politisk beslutning, der ikke tjener til at bedre vores allesammens sikkerhed. Den tjener klamme indenrigs- eller partipolitiske formål.

Per Jongberg

Hvis jeg skal forsøge at hæve mig lidt over min egen umiddelbare personlige sikkerhed, så vil jeg mene, at vores allesammens trusselsbilledet ligner en direktør i nålestribet habit, der er ansat i en virksomhed - f.eks. en olieudvindende virksomhed, hvor hans personlige løn m.v.afhænger af den profit han skaffer ejerene eller, når det går helt vildt til, den "cash flow" han skaber i virksomheden.

De enkelte der af og til slipper uden om alskens maskiner og snedige sikkerhedsvagter og op i et fly og futter nogle hundreder charterrejsende af, vor herre bevares, det er ligesom en der sjæler af ungernes sparegris .... ved siden af den private, liberale foretagsomheds "velgerninger".