Klumme

In memoriam

Viggo Kampmann - Danmarks statsminister 1960-62 - ville i dag være fyldt 100 år
3. juli 2010

Stemmen var ikke noget at råbe hurra for. Den holdt sig i det klemte leje uden nævneværdig klang og resonans, kom fra det sted hvor den indre næse møder ganen og snøvlede sig hen over mundgulvet uden at det øvrige apparat virkede fremmende for den retoriske æstetik. Som redskab for en orator kunne det også være det samme. De offentlige tilkendegivelser denne stemme formidlede var ikke sindsoprivende. Evnen som folketribun er de få beskåret. Ikke desto mindre blev den karakteristiske stemmes ejer landets leder. Viggo Kampmann var navnet, Olfert Viggo Fischer Kampmann, Danmarks finansminister i syv år fra 1953 - 60 og statsminister fra februar 1960 til september 1962. En kort hektisk periode på den øverste top, så kunne helbredet ikke mere. To hjertetilfælde med korte mellemrum afgjorde sagen, om end den fremover forhenværende levede 14 år mere og på mange måder fik et dynamisk otium med en synlig position i debatten. Viggo Kampmann, manden som efterfulgte bevægelsens legender i efterkrigsårene, de to tidligt døde ledere Hans Hedtoft og H. C. Hansen, ville i dag være fyldt 100 og fortjener en rune.

Allerhelvedes velbegavet

Efter den korte tid i statsministeriet efterfulgtes Kampmann for resten selv af endnu en af de bemærkelsesværdige ledere: Jens Otto Krag, den tredje af de store efterkrigssocialdemokrater. Kampmann var altså en slags in between, og opfattedes knap nok som socialdemokrat, socialist som hans udgangspunkt var. Eller planøkonom vel snarere; havde i hvert fald ikke gennemløbet den daværende traditionelle socialdemokratiske strenge skoling i partidisciplin og harmoniserende karriereforberedelse, og var snarere af sind embedsmand, apparatjik, i centraladministrationen. Vittigt kaldtes det økonomiske statsministersekretariat som den unge Kampmann fik sæde i engang i 1947 politbureauet. Uanset alle forbehold blev adoptivsønnen fra et nationalt sindet officershjem i Fredericia ikke desto mindre det store arbejderpartis formand, dengang ensbetydende med pr. automatik at blive statsminister. Eller allerede være det. Kampmann stod her som den, der sammen med Jens Otto Krag mere end nogen anden dansk politiker og med lord Keynes som inspirator skabte den moderne danske velfærdsstat. I den forstand var hans format betydeligt. Ikke fysisk og i udstrålingen. Viggo Kampmann var ikke en stor mand som alfader Stauning, karismatisk som Hedtoft og H.C. Hansen eller visionært uudgrundelig som Krag, nærmere det modsatte af det hele. Nogen smuk mand var Kampmann heller ikke. Til gengæld var manden allerhelvedes velbegavet, måske det hurtigste hoved, der har siddet på kroppen af en dansk statsminister nogensinde. En analytisk evne af de bemærkelsesværdige, en hurtighed i opfattelsen som alle bemærkede og en hukommelse af den klæbende art, dét var betegnende for ham. I årene efter den ufrivillige afgang fik Kampmann da også rollen som ældre statsmand. Også denne klummist i den misundelsesværdige rolle som ung udsendt journalist på radioen med Nagra (båndoptager på 14 kg i en rem over skulderen) blok og (bic)kuglepen opsøgte ret ofte Kampmann for kommentarer. Dem gav han i de senere år gerne. I de seneste ikke sjældent med brod mod sine efterfølgere, uden at man kan tale om illoyalitet, selv om det dog også forekom.

I logens tegn

Viggo Kampmann blev ikke nogen gammel mand, døde som 65-årig, slidt ned af en til tider hektisk tilværelse. Maniodepressiv lød diagnosen. Det maniske blev en legende, når Kampmann til gavns gik i byen, det depressive ligeså, så gik han nemlig også i byen og kom sent hjem og måtte tages hånd om.

I vore dage var det ikke gået, at landets statsminister i hvert fald ved én lejlighed, men givetvis ved flere forsvandt, ofte i tvivlsomt selskab. Man forsøgte med vekslende succes at mandsopdække med ministersekretær eller sikkerhedsfolk fra arbejdspladsen.

Til tider kan man ligefrem blive rørstrømsk ved tanken om en presse, der gentlemanlike dengang holdt hånden over en nu uddød politisk art som Kampmann. Og for den sags skyld også over andre politikere, der med flasker på bordet heller ikke sparede sig. Man bedømte politikerne på deres gerninger mere end på deres mere eller mindre slingrende gang i magtens korridorer og omegn Der er ingen grund til at være sentimental, drikkeriet havde betydelige omkostninger med tragedier i kølvandet. En af grundene til at det lod sig gøre, og offentligheden ikke vidste for meget om deres lederes mere løsslupne sider, og det gjaldt altså også Kampmanns, var vel den indlysende at journalisterne selv tog for sig af retterne, at det var en kultur, hvis man tør bruge den betegnelse. Man kan også tale om en logeforbrødring. Begrebet i logens tegn vil sige at man ikke fortæller alt hvad man ved, men er nænsom med det private. Man skrev og bragte i radioen og tv, hvad der passede sig blandt dannede folk og overså bevidst, hvis nogen kvajede sig i selskabeligt lag, hvilket jo til gengæld ikke var holdbart i længden. Selvfølgelig burde den danske befolkning dengang have vidst at landets statsminister ikke altid var ved sine fulde fem. Eller var forsvundet. En anden årsag til at systemet alligevel virkede som det skulle, var at en minister som Kampmann - før statsministeriet var det som nævnt finanserne han tog sig af - klarede opgaverne med bravour. Kampmann var meget dygtig og havde hænderne på håndtagene i samfundets maskinrum, det yndede billede. Men det var ikke helt løgn. Fra embedsmandsårene kendte Kampmann ligesom Krag forvaltningens irgange, knebene, genvejene og rævestregerne, der også hører sig til, samt ikke mindst nøglepersonerne i de tider cand. polit.'erne som Kampmann selv.

Rimeligt at mindes

Det var den socialdemokratiske polit.-æra der med Kampmann for alvor tog sin begyndelse efter arbejderbevægelsens kernetroppers tid med ledergenerationen efter Stauning og de finere arbejdere med åbne a'er som i Darnmark og Hedtoft og Hansen i spidsen. De døde begge på deres livs tinde. Kampmann, hvis naturlige plads var nummer to, gik til biddet med rygdækning i den mindre hær af økonomer, han jo selv var runden af. Kampmanns periode falder sammen med John F. Kennedys. Ikke at de to lignede hinanden, det var synd at sige, parallellen her var vel noget nærmere Krag, men forestillingen om at man ved at omgive sig med samfundsteoretikere, eksperter, æggehoveder, som man sagde, og dermed på baggrund af viden løste samfundets problemer, det havde de til fælles. Man kan også kalde det regeringsførelse som et rationale frem for populistiske slagord og falske omskrivninger som værdikamp, der ikke er stort andet end simpel magtfordrejning. Hvis nogen her mener at kunne udlæse en kritik af Anders Fogh Rasmussens dogmatisk negative udmeldinger i sin tid om viden og indsigt (eksperter er vi selv) må det stå for nogens egen regning.

Viggo Kampmann var statsminister så kort at hans spor står udviskede. Det er ikke rimeligt, skønt Kampmanns store indsats i virkeligheden ligger før statsministerårene. Men det er rimeligt at mindes ham, som Søren Mørch gør det i portrætterne af danske statsministre i det 20. århundrede, at Kampmanns store bedrift var at skabe grundlaget for den danske velfærdsstat, som han sammen med andre som Krag og topembedsmanden Erik Ib Schmidt havde udtænkt, og som ikke så få siden har slået plat på. Det er sådan set ret godt skuldret af en udseendemæssigt uanselig mand med en kedelig stemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Chris David Bonde Henriksen

Tja, det er jo interessant nok. I gamle dage var de socialdemokratiske statsministre drukkenbolte, skørtejægere eller sindssyge, men begavede og kvalificerede til deres embede. Den nuværende socialdemokratiske statsministerkandidat holder - eller rettere sagt prøver på at holde - sin sti ren, men man kan have sin berettigede tvivl om hendes kvalifikationer. "Fair løsning" eller "total opløsning"?

Troels Jensen

Der er al mulig grund til at kippe med flaget for den gamle herre. Vi kan endnu glæde os over nogle af de snedigste beslutninger, der er truffet i dansk politik -- f.eks. indførelsen af saldoafskrivninger og ophævelsen af progressionen i selskabsskat. For slet ikke at tale om afskaffelsen af de offentlige skattelister. Det var den gang, socialdemokrater foretrak vækst frem for gold misundelse. Tak til Metz.

Georg Metz er så åbenbart på hjemmebane med en respektfuld og forsinket nekrolog, en kærligheddserklæring til danmarkshistorien, hvis vurderinger næppe kunne får indpas i en almindelige historiebog, men alligevel formidler nødvendig historisk indsigt.
Uden direkte sammenligning blev jeg henledt på en overensstemmelse med Hans Tabors mange kronikker i Socialdemokraten i 30'erne og samtidig opmærksom på en næsten afgrundsdyb forskel i brugen af ord og begreber over tid. I dag fejrer dansk-amerikanerne den amerikanske frihedsdag i Rebild, en frihed, som efterhånden for nogen af os har antaget karakter af en karrikatur af den frihed, som vi talte om under verdenskrigen.

Peder Tabor var navnet, og historiske vurderinger har den personlige begrænsning, eksempelvis at inddrage Søren Mørchs potrættering. der så vidt jeg husker, også var et forsøg på at rehabilitere "statsminister" Erik Scavenius (ved hjælp af vor tids sprogbrug).

Henning Ristinge

Diepgen
det der med at skildre historie der er skrevet i 'vor tids sprogbrug' som noget suspekt med en underliggende påstand om at historie skrevet tættere på tidspunbktet skulle være bedre historie er noget fordømt sludder - hvad vil du med sådan noget?

Historie er altid nyfortolkninger af fortiden set i nytidens lys ogf det bliver ofte bedre af det, fordi vi se flere nuancer nu og laver bede vurderinger.

Selvfølgelig, Scavenius trænger ganske givet til en nyfolkning og en rehabilitering, når jeg erindrer mandens habitus, både under og efter Besættelsen.
En bekendt fortalte mig, at han blev antruffen straks efter 4.maj i det indre København. Han forsøgtes arresteret efter ordre, men forklarede, at han var på vej til kongen med sine akkreditiver, fik lov at gå og blev arresteret, da han igen kom ud fra Amalienborg. Jo, en pæn mand! (Måske lever hans sidste kone endnu på Samsø).

Henning Ristinge

Måske - om end jeg tvivler - men vi vil altid tendere mod at se lidt fler enuancer når der kommer lidt afstand på sagen - og det skal man ikke beklage det er sundt med nuancer -

In memento.

Det er ikke altid nemt at blive gammel, når man også kan huske, hvad der skete, da man var ung, og i mellemtiden har tilegnet sig en opfattelse af, at man skal gå varsomt til værks med nyfortolkninger. Det ender alt for ofte som historieforvanskning, men det er væsentligt for både nutid og fortid, at ord og virkelighed står i en uangribelige beskrivelse af fakta (uden at tale om sandhed).

Jeg kunne give utallige eksempler på skæve anakronismer. I dag læste jeg et Ritzau-telegram, som fortalte, at filmen "Flammen og Citronen" er solgt til 70 lande, er blevet i hit i Argentina og omtales som "thrilleren".

Da jeg for nogle år tilbage læste, at man overvejede at filmatisere denne modstandsfilm i Berlin, forsøgte jeg at forklare instruktøren, at han ville drive gæk med nogle af de folk, der endnu levede, men han havde sit eget nutidige projekt.
Da den havde premiere, gik jeg i biografen sammen med en af dem, der har været tæt på Bent Faurschou-Hviid (som vi kalder Flammen), både i aktion og på rejse i landet, men ikke har fortalt ret mange andre end mig om årene under krigen. Filmen og virkeligheden har ligheder, f.eks. i påklædning og noget af Bent Fauschou-Hviids optræden, men adskillge fortegnelser, f.eks. hans kæderygning og de mange "gadekrigsscener". Den store forskel angår den heroiske fremstilling af åbenbart
to ensomme helte, og filmen gav vist nærmest min gode ven en følelse af at være kendt skyldig i opdigtede skuddramaer.

Filmproducenten fik sin thriller og en kassesucces,

Henning Ristinge

Ingen tvivl om at det er svært at blive gammel Diepgen, men du hører da vidst til blandt de få der er af den opfattelse at det er spillefilm historikere bruger når de revurderer historiske begivenheder.

Er det virjkelig dit bedste eksempel du kan give på at historieforvanskning er almindeligt forekommende?

En thriller er i øvrigt en kategorii filmbranchen og Flammen og Citronen er en thriller - dokumentarfilm er det medie man normalt bruge hvis man ønsker at sklidre historie.

Dit eksempel er ganske enkelt forvrøvet Per, nyvurdering af fortidige begivenheder sker som hovedregel fordi der er kommet nye oplysninger frem, Det er begivenhederne på tidspunktet som ofte afgiver et forvrænget billder af virkeligheden ikke omvendt. Der gå i reglen mindst 50 år inden en begivenhed kan vurderes rimeligt korrekt - det er en anden virkelighed. Det der sker er at man ofte først mange år efter finder ud af fra kildestudier hvem der var ansvarlig for denne eller hin begivenhed, det samtiden så viser sig ofte af være faktuelt forkert

Henning Ristinge

Tja Per men det er altså historikere der skiver historie ikke hverken spillefilmproducenter og slet ikke politikere - og - mener jeg - det skal vi være glade for.

Jeg hørte engang Lorenz Reerup, en nu afdød historiker med rødder i Sydslesvig, bemærke under et disputatsforsvar At hvis historikere mente at det var deres opgave at rette de faktuelle fejl politikere slynger om sig - så ville hstorikere aldrig få tid til at lave andet end det.

Jeg er ved med sikkerhed at Fog Rasmussens og Pia Kjærsgaards slængets udlægninger de seneste år ville have taget første pris hvad det angår (hvis Lorenz altså havde været i live og jeg bør så tilføje at han i øvrigt ikke var hvad jeg ville betegne som venstreorienteret)

Du taler om at rette fejl, jeg at begå nye.

Fogh Rasmussen ville i krig (dvs.ændre samfundet) og appellerede til danskerne om det samme sammenhold (den samme sammenhængskraft), som vi viste nazisterne under Besættelsen. Ikke desto mindre var Fogh Rasmussens medlemmer af det daværende Venstre de mest nazisamarbejdende med tyskerne og dem, der i samarbejdsudvalget gav anledning til oprettelsen af Frikorps Danmark. Et sådant korps synes igen oprettet på østfronten noget længere væk.
Den ene løgn tager den næste, for til Fogh Rasmussen krigserklæring (på vore vegne) hørte også påstanden, om at Sadam havde masseødelæggelsesvåben, mens Blix og historien sagde noget andet.
Det er svært at lære af historien, når vi har en tilbøjelighed til at gentage dens fejltagelser. Og sker det, kan vi næsten ikke komme ud af suppedasen.