Læserbrev

Kritik af psykologhjælp

13. juli 2010

Flere psykiatere melder nu ud, at brugen af psykologhjælp er kritisk. De ønsker en nedprioritering og ændring af psykologordningerne, da de ikke finder positive resultater. Dansk Psykolog Forening er naturligvis uenige og henviser de pågældende psykiatere til at søge vejledning hos andre psykiaterkolleger for at blive sat ind i sagerne. For selvfølgelig er der positive resultater, og desuden hviler psykologisk intervention på stadig videnskabelig opfølgning og udvikling.

Til grund for problemet ligger mange ting, men specielt er det kommet frem, at mange psykologinterventioner går ud i det absurde - f.eks. at psykologer kun taler om sine egne problemer, eller »dit krigstraume omhandler en ulykkelig pottetræning«. Eksemplerne findes ganske givet, og der kan lægges mange flere til. Jeg er i stor udstrækning enig i psykiaternes kritik af psykologerne. Psykologi er stadig ikke den videnskab, hvorom der kan siges, at dens praksis hviler på videnskabeligt grundlag - og dette slet ikke inden for det psykoterapeutiske område. Problemet er bare, at psykiaterne kritiserer psykologi på baggrund af psykologernes diagnostiske indfaldsvinkel, der er ganske identisk med psykiatriens eget: at stille sig udenfor, over, det konkrete individ, med samme uvidenskabelige postulat om »iagttagerens uafhængighed af sin genstand«, og hvor enhver behandling, psykiatrisk eller psykologisk, er identisk i sit sigte: tilpasning enten via symbolske eller kemiske midler.

Trods flommede ord om videnskabelighed fra psykiatrisk side, bliver debatten en debat om psykiatri kontra psykologi, kemi over for symbolsk interaktion. Og sådan har debatten også kørt de sidste 40 år. Er snik-snak-psykologi bedre end medicinsk-kemisk kastration og omformning? Og hvilken faggruppe skal udføre hjælpen?

Selv ude om kritik

Psykologstanden er selv ude om kritikken. Den er forblevet i en akademisk niche, hvor praksis hviler på kompromisser, kompensation og småborgerlig livsførelse. Psykoterapien har med psykologernes voksende betydning fået udbredelse, men det er som metodeskellet. Nærmest uden ende findes forskellige metoder til hvert problem, men ingen grund-lagsteori til udvikling af metodologisk fremgangsmåde, hvad der gør enhver behandling tilfældig og vilkårlig.

Som inden for psykiatrien er der i den traditionelle psykologi kun én problemopstiller - den behandlende psykolog (eller psykologens opdragsgiver) - hvor ud fra metoden allerede er givet. Herefter er der 'individuel' metodefrihed for psykologen. Er psykologens område f.eks. 'drømmetydning', så skal klienten dæleme, for at få noget ud af det, komme med nogle drømme, eller finde en anden psykolog!

Psykologstanden har ikke prioriteret at udvikle den psykologiske videnskab sammen med sin 'genstand', mennesket som subjekt for sit liv. Kun forskeren, praktikeren, psykologen - og for psykiaterne det samme - ses som menneske i egentlig forstand, en menneskelighed der først indrømmes den anden 'efter endt og vellykket behandling'. Når psykologstanden ikke har fremmet psykologi, der ikke hviler på en uholdbar metodekanon, f.eks. den Kritiske Psykologi, så er psykologstanden selv ude om kritikken.

Det er den aktuelle psykologi, der er under anklage for ikke at kunne noget potent. En psykologi om det virkelige menneske, individet som 'bevidst sanselig virksomhed', men dét er der åbenbart ikke penge i!

Kalle Birck-Madsen er cand.psych. og tidligere forstander Gaderummet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer