Kronik

Kronikkonkurrence: Bort fra fortrydelsens vej

Dagens kronikør levede sin ungdom i en 'kristelig boble' og fravalgte en videregående uddannelse på trods af, at hun var indehaver af det højeste gennemsnit i sin gymnasieklasse. Sidenhen er glansen gået af forestillingen om et lykkeligt liv som husmor, der hengivent underordner sig sin mand. At begynde at gøre noget for sig selv har ikke været omkostningsfrit, men til gengæld det hele værd
Dagens kronikør levede sin ungdom i en 'kristelig boble' og fravalgte en videregående uddannelse på trods af, at hun var indehaver af det højeste gennemsnit i sin gymnasieklasse. Sidenhen er glansen gået af forestillingen om et lykkeligt liv som husmor, der hengivent underordner sig sin mand. At begynde at gøre noget for sig selv har ikke været omkostningsfrit, men til gengæld det hele værd
16. juli 2010

’Kys det nu, det satans liv,
og grib det, fang det, før
det er forbi’
- Steffen Brandt

Som ung var jeg entusiastisk, idealistisk og frygtelig naiv.

Jeg er vokset op i et trangt og fordomsfuldt, indremissionsk miljø, hvor Grundtvig blev anset for at være betænkeligt radikal, og den omgivende verden var et farefuldt sted at bevæge sig i. Det gjaldt om at være opmærksom på de konstante faldgruber. Jeg blev indgydt den overbevisning, at verden var sort og hvid, og at der i bund og grund kun fandtes to grupper mennesker: Dem og os. Og vi var dem, der var inde i varmen. De frelste. Senere er mit syn på verden og menneskene blevet mere nuanceret. Ikke mindst i gymnasiet forstod jeg, at livet kan ses fra flere forskellige vinkler. Men barndommens indoktrinering har ikke sådan været til at slippe af med.

Den perfekte husmor

Selv om jeg efterhånden holdt op med at stemme dørklokker for at omvende de fortabte, gav jeg ikke slip på det gammeldags livssyn, som var en del af min kristelige bagage: En kvinde skal underordne sig sin mand, og hendes plads er i familien. Det er ok, hun tager en uddannelse, men den er af mindre betydning i forhold til familien.

Mit største ønske som ung var at få en familie og blive hjemmegående. Jeg ville være en god, gammeldags husmor, der bagte og syltede og tog sig godt af ungerne.

Derfor fravalgte jeg – på trods af det højeste gennemsnit i min gymnasieklasse – en uddannelse på universitetet, og skyndte mig at læse til pædagog, så jeg kunne nå frem til min drøm: Livet som den perfekte husmor.

Jeg havde endnu ikke gennemskuet, at min drøm baserede sig på en romantisk forestilling om, at husfaren gik på arbejde på kontoret fra 8-16, og moren ventede med sutskoene og avisen og middagen simrende på komfuret, som det for eksempel fremstilles i filmen Pleasantville. I filmen opløses den pæne sorthvide verden langsomt i et hav af farver, og intet er længere, som det var. Men jeg havde ikke begrebet, at dette var en for længst overstået historisk tid, som siden er blevet efterfulgt af ungdomsoprør og kvindefrigørelse. Jeg levede i en ’kristelig boble’ uden forbindelse til min egen samtid.

Som 23-årig var jeg allerede gift på fjerde år, og denne sommer tog jeg min eksamen som pædagog og fik mit første barn. Året var 1989. Muren i Berlin faldt, og verden ændrede sig dramatisk.

Men jeg havde ikke overskud til at interessere mig for det, der lå uden for hjemmets sfære.

Villa i provinsen

At få et barn var en stor omvæltning i det lille, trygge liv, jeg indtil da havde levet, og det slog benene væk under mig. Jeg fik en mindre fødselsdepression.

Det første halve år som hjemmegående lignede derfor mere et mareridt end en drøm, og jeg blev tvunget til en første revision af mit syn på tilværelsen. Da vi fik det næste barn, var mine forventninger blevet afstemt med realiteterne, så jeg undgik endnu en nedtur.

Men selv om der efterhånden var gået nogle gevaldige skår i husmordrømmen, holdt jeg stædigt fast i den. Og jeg følte mig som dronningen i mit eget lille hjemmerige, da vi efter seks år i en treværelses skrev under på kontrakten til en gammel villa i provinsen. Her var der god plads til et hyggeligt hjemmeliv i både hus og have. Jeg blev dagplejemor for et handicappet barn og kunne således fortsætte med at passe mine egne børn også. Endnu engang forsøgte jeg, omgivet af rosenbede, gummistøvler og afslebne trægulve at leve drømmen om den søde, hjemmegående mor ud. Men igen trængte hverdagen sig på, og jeg fik min anden depression og måtte sige jobbet som dagplejemor op.

Tingenes sammenhæng

Da jeg efter nogle måneders nedtur gik i terapi, begyndte jeg at forstå, hvordan tingene hang sammen. Egentlig var det ret banalt.

Min drøm om det perfekte hjemmeliv var et resultat af det meget forenklede verdensbillede, jeg var blevet fodret med gennem min opvækst. I terapien tog jeg fat på et opgør med opvækstens kristne indoktrinering og dens fordomsfulde livssyn. Jeg udforskede ukendte følelser, opnåede smertefulde erkendelser og opdagede verden udenfor hjemmets fire vægge.

Og med den gryende forståelse og selverkendelse voksede trangen til at lære mere og udforske andre forståelser af livet og verden.
Undervejs i terapiens opgør med opvækstens snæv-re forestillinger, lærte jeg for alvor fortrydelsen at kende. Jeg vil understrege, at jeg elsker min mand og mine børn og aldrig har fortrudt livet sammen med dem. Denne beretning angår mine personlige erkendelser og ikke forholdet til dem.

På det tidspunkt begyndte jeg at fortryde, at jeg det meste af mit liv havde været en ’pæn pige’. At jeg mere eller mindre havde sprunget teenagetidens oprør og løsrivelsesproces over og var gået direkte ind i voksenlivet med villa, mand og børn.
Og jeg fortrød, at jeg havde sprunget ungdomslivet over uden rigtig at ’mærke verden’ på krop og sjæl.

Jeg fortrød især, at jeg ikke havde lyttet til min dansklærer, da han efter niende klasse sagde, at jeg burde udnytte mine evner og læse videre på universitetet. Dengang rystede jeg på hovedet af ham. Med min kristelige arbejderklassebaggrund var jeg ikke klar over, hvilken betydning en universitetsuddannelse kunne få for mit liv. Jeg kunne ikke forestille mig, at en videregående uddannelse kunne kombineres med et familieliv.

Opslugt af studier

Meget forandrede sig til det bedre som følge af mit opgør i terapien. Jeg fik luftet grundigt ud i de naive og ideale forestillinger og lærte at tage imod tilværelsen, som den nu formede sig. Jeg fik ny drøm: Jeg ville læse videre. Jeg ville indhente det forsømte.

Da vores tredje barn begyndte i skolen, blev der skabt rum for, at jeg kunne begynde på universitetet og tage revanche for ungdommens naive fravalg.

Endelig fik jeg mulighed for at udvide min horisont og fordybe mig i teorier om mennesket og om verden.

Jeg begyndte på RUC i 2004 og havde en stærk følelse af at gøre noget vigtigt for mig selv. Indtil da havde mit liv i væsentlig grad drejet sig om at gøre noget for andre, men studiet var helt mit eget, og i begyndelsen glemte jeg næsten alt omkring mig.

Jeg elskede studiet og var ikke i tvivl om, at jeg havde truffet det rette valg, men ligesom i husmorrollen, stræbte jeg efter at være ’den perfekte studerende’ og stillede stadig større krav til mig selv i forløbet.

Da jeg nærmede mig specialet, led jeg i et halvt år næsten konstant af stress, hvilket resulterede i endnu en depression. Denne gang kom jeg i medicinsk behandling, hvilket hjalp mig så meget, at jeg kunne gennemføre studiet og skrive specialet færdig. Men i dag, fire år efter, er jeg fortsat nødt til at tage antidepressiv medicin.

Mønstret er brudt

Når jeg ser i bakspejlet, står det klart, at jeg ikke har fulgt den bane, jeg som ung forestillede mig at følge. Jeg har bevæget mig væk fra opvækstens snævre miljø og har søgt nye græsgange i verden udenfor. Jeg er en mønsterbryder, der selv har kæmpet for at skabe nye vilkår for mit liv.

I perioder har det været en sej kamp, og den har ikke været uden omkostninger. Da jeg blev syg under mit studieforløb for tredje gang, måtte jeg nøje overveje, om mit studie var depressionens lidelser værd. Fortrydelsen lurede atter i kulissen. Havde jeg truffet det forkerte valg?
Men jeg fortryder ikke, at jeg fulgte min nye drøm, for jeg indså, at jeg ikke kunne have truffet et andet valg. Og i dag ser jeg, på trods af en langvarig depression, med fortrøstning tilbage på den tid.

Undervejs i mit liv har jeg brugt alt for meget tid på at fortryde ting, som reelt ikke kunne have været anderledes. De ting, jeg tidligere fortrød, prøver jeg at lade være fortid, så jeg ikke længere tynges af dem, men i stedet kan forsøge at forsone mig med mit liv og tro på en lys fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu