Kronik

Kronikkonkurrence: Et forkert farvel

Måske vidste hun det? Måske vidste hun, at når hun om få timer ville lægge sig i sin seng, var det for aldrig mere at vågne, for aldrig mere at kunne holde om sine børn eller lade sig holde om af os? Måske var det også for hende et rigtigt farvel - et sidste farvel - uden et på gensyn. Dagens kronikør skriver om afskeden med sin mor
Debat
14. juli 2010
Jeg fortryder, at jeg ikke åbnede mine hænder den dag, jeg skulle sige rigtig farvel til min mor. At jeg ikke lod varmen fra den tynde hud i håndfladen strømme mod min mor, på præcis samme måde som hun lod sin kropsvarme strømme mod mig, skriver Jesper Larsen.

Jeg fortryder, at jeg ikke åbnede mine hænder den dag, jeg skulle sige rigtig farvel til min mor. At jeg ikke lod varmen fra den tynde hud i håndfladen strømme mod min mor, på præcis samme måde som hun lod sin kropsvarme strømme mod mig, skriver Jesper Larsen.

Nanna Bisp Büchert

Da min mor havde været død i tre måneder, gravede hun sig op af sin grav, og kom hjem til min far igen.

Jeg var på besøg hos ham og sad i stuen, da hun stod i døren. Uden at sige noget gik hun hen og satte sig i den stol, hvori hun havde tilbragt de fleste timer af sine sidste år. Ved siden af stolen stod hendes lille runde træbord med de remedier, der for hende var de vigtigste: Lighter, fjernbetjening, en pose fyldte bolsjer, et lommetørklæde og et glas. Det hele stod der endnu. Min far havde åbenbart efter tre måneder stadig ikke kunnet få sig selv til at fjerne min mors sidste efterladenskaber.

Hun ankom iført den hvide morgenkåbe, hun i slutningen af sit levede liv ofte anvendte som morgen-, dag- og aftenkåbe. Der er ingen grund til at klæde sig på, når man ikke skal ud af huset.

Min mor kiggede sig omkring, og begyndte så at børste jord af morgenkåben, der åbenbart var blevet snavset af gravearbejdet. Omsider fik hun øje på mig, og som om alt var ved det gamle, sagde hun mit navn og spurgte, om jeg ville hente noget vand til hende. Det var faktisk derfor, hun var kommet tilbage - jeg blev tørstig, sagde hun.

Jeg stirrede på min mor. Jeg bemærkede, at hun havde sine tænder i munden. Da hun døde, befandt hendes tænder sig i et glas vand ved siden af sengen, og da bedemanden skulle gøre hende klar til begravelse, kunne han ikke få sat hendes tænder på plads i hendes mund. Kæben er stivnet, havde han forklaret min far. Min mor blev derfor begravet med sine tænder under hovedpuden i sin kiste. Men nu sad hun der med munden fuld af tænder igen. Hvad bedemanden ikke havde formået, havde hun selv ordnet.

Da min mor døde, forstod jeg for alvor betydningen af ordet aldrig - at jeg i virkeligheden aldrig igen skulle opleve min mor. Men pludselig, i denne drøm, var vi sammen igen. I drømmen virkede jeg lammet i min handling, ude af stand til at udtrykke følelser over det absurde, men også glædelige i, at min mor, i jagten på vand, havde forladt sin grav og var kommet tilbage.

Hun mistede pusten

Havde jeg selv skulle bestemme min reaktion i drømmen, havde jeg reageret anderledes over for min mor, som hun sad der, forpjusket og med negle, der var slidt helt i stykker af det hårde gravearbejde op gennem flere meter jord. Jeg kunne i det mindste have givet hende et knus. Men drømme er uden for rækkevidde. Det giver ikke mening at fortryde, hvad jeg gjorde eller ikke gjorde i min drøm - men jeg kan fortryde, hvad jeg gjorde, da jeg befandt mig i vågenhed, på selve dagen, hvor min mor døde.

Der var ingen i familien, der vidste, at min mor den søndag aften, midt i den varme sommer, ville gå i seng og aldrig mere vågne. Alle søskende og jeg selv var hjemme, og voksne, som vi var, skulle vi sidst på eftermiddagen tilbage til vores egne hjem. Jeg ved ikke, om andre anede uråd den dag, men det gjorde jeg, fornemmede at døden var lige om hjørnet. For hvor meget selvdestruktiv handling kan en krop holde til, før den må give op?

Om eftermiddagen var vi samlet i stuen til kaffe, inden afrejse. Min mor begyndte at tale om besynderlige ting, som hun også før havde gjort det, når hendes lunger af sten ikke længere kunne forsyne hendes hjerne med den fornødne ilt. Hun talte om Peter Pan og om, at han fløj rundt i gardinerne. Hendes børnebørn syntes, det var sjovt, at hun sagde den slags, de grinede og bad hende fortælle videre. Jeg betragtede stiltiende min mor, der fabulerede om figurer, der svævede rundt i lokalet. Ingen af de voksne sagde rigtigt noget, selv om vi alle vidste, at hun var ved at miste pusten. Tanken om indlæggelse strejfede mig. Min mor havde været indlagt før, og hun vidste ikke noget værre. Hun hadede hvert et sekund på sygehuset, selv om den koncentrerede ilt i slangerne gjorde hende mere klar i hovedet. Hun ville hjem til sin stol, sine fyldte bolcher, sine serier på alverdens kanaler og sin egen morgenkåbe. At sende hende på hospitalet ville være en hån mod hende. Hun ville afgjort modsætte sig det, og for hvis skyld skal man tilføre et menneske ren ilt? Jeg holdt mund, og det fortryder jeg ikke.

Hospitalet ville for min mors vedkommende være at trække det uundgåelige i pinagtigt langdrag. At indlægge hende ville være at handle mod hendes vilje.

De knyttede næver

Jeg betragtede min mor i morgenkåben og tænkte denne tanke: I dag er det sidste gang, jeg ser min mor i live. Jeg var ikke i tvivl. Hvordan man forener denne tanke med det at drikke kaffe og spise kager med sin familie, ved jeg ikke - vel vidende, at afrejse snart nærmer sig, og at man skal sige rigtigt farvel. Men måske forenes det på denne måde: Ved at man knytter sine næver. Så det gjorde jeg - knyttede mine næver. Som mange gange før følte jeg en afsindig vrede og afmægtighed over min mors tilstand - jamen, hvorfor gjorde hun ikke noget, hvorfor forsøgte hun ikke at skåne mig fra den altopslugende sorg, hendes død ville hensætte mig i?

Og så skulle vi sige farvel. Mine søskende, børnebørn, alle krammede de og sagde farvel og på gensyn og tak for denne gang, og min mor krammede og kyssede og holdt op med at snakke om Peter Pan. Måske havde den fysiske aktivitet i form af kram og kys tilført hende ekstra ilt til hjernen.

Til sidst kom turen til mig, og min mor holdt om mig. Hun nåede mig kun til hagen, men hendes spinkle krop lagde alle kræfter i, da hun trykkede sig ind til mig og kyssede mig på underkæben, hun kunne ikke nå højere. Hun holdt længe om mig, længere end normalt, jeg kunne mærke hendes fingre om min ryg, og varmen strømmede mod mig gennem hendes tynde morgenkåbe. Jeg kan ikke huske hendes åndedræt, men det må jo have været der.

Hun lagde hovedet på skrå, ind mod mit bryst og sagde: Farvel min skat. Og alt imens holdt jeg om hende. Jeg vidste, jeg skulle sige rigtigt farvel til min mor, sådan et farvel, man siger, når man ved, det ikke skal efterfølges af et på gensyn. Og jeg gjorde det med knyttede næver. I sidste sekund åbnede jeg ikke mine hænder, men beholdt dem helt lukkede, hele vejen igennem knuset, der varede længere end normalt. Da jeg gav slip, var mine hænder stadig knyttede, og nu skulle jeg gå.

Farvel - ikke på gensyn

Jeg fortryder, at jeg ikke åbnede mine hænder den dag, jeg skulle sige rigtig farvel til min mor. At jeg ikke lod varmen fra den tynde hud i håndfladen strømme mod min mor, på præcis samme måde som hun lod sin kropsvarme strømme mod mig. Jeg fortryder, at jeg ikke i det øjeblik, jeg selv var overbevist om, var det sidste øjeblik, var i stand til at gribe og omfavne min mor, med alt hvad, der var hende. At jeg i sidste sekund lod vreden og afmagten overtage, og at jeg derved fik gjort et rigtigt farvel til et forkert farvel.

For måske vidste hun det også - måske vidste hun også, at når hun om få timer ville lægge sig i sin seng, var det for aldrig mere at vågne, for aldrig mere at kunne holde om sine børn eller lade sig holde om af os. Måske var det også for hende et rigtigt farvel - et sidste farvel, uden et på gensyn. Og måske gjorde det hende trist, da hun kunne mærke de knyttede næver på hendes ryg. Min mor holder mig tæt til kroppen for at sige et rigtigt farvel, og jeg knytter mine næver.

For noget tid siden havde jeg min anden drøm om min mor. Vi søskende og min far holder fest i en have, og pludselig er min mor igen kommet tilbage fra de døde, hun vandrer gennem haven, mens alle stirrer på hende. Hun stiller sig for enden af haven, vender sig mod os og åbner sin morgenkåbe. Hendes nøgne krop er hullet og grå, huden næsten forsvundet efter de mange måneder i jorden, men hendes ansigt ser normalt ud, og hun har sine tænder i munden. Hun kigger på os og griner. Ingen siger eller gør noget. Her slutter drømmen.

Jesper Larsen er cand. pæd. psyk.

Serie

Fortrydelse

Seneste artikler

  • Fortrydelse og nydelse

    17. juli 2010
    Om ulykkelig forelskelse, serranosandwich i Paris og et liv spildt på skræk i stedet for fryd
  • Kronikkonkurrence: En erfaring fattigere

    13. juli 2010
    I dag er næsten intet for sent - man kan tage sin Roskilde-debut som 40-årig eller lære tango som 90-årig. Men at tage 10. klasse på en efterskole er uigenkaldeligt for sent, når man først har misset chancen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her