Kronik

Kronikkonkurrence: Skammen fra fjerde klasse

'Hvorfor tager du ikke bare hjem, hvor du kommer fra?' Ordene ryger ud af munden på dagens kronikør, da hun går i fjerde klasse. Et forsøg på at komme ind i varmen hos de populære elever i klassen ved at angribe den sidstankomne fejler voldsomt og sætter dybe spor
I et naivt forsøg på at være en del af den stærke gruppe i klassen deltog dagens kronikør i hetzen mod en ny dreng i klassen. Hun gik langt over stregen, blev straffet og har siden fortrudt det, hun sagde, da hun gik i fjerde klasse.  model

I et naivt forsøg på at være en del af den stærke gruppe i klassen deltog dagens kronikør i hetzen mod en ny dreng i klassen. Hun gik langt over stregen, blev straffet og har siden fortrudt det, hun sagde, da hun gik i fjerde klasse. model

Torben Klint

Debat
15. juli 2010

Fortrydelse er en grim ting. Man kan ikke trække det fortrudte tilbage, uanset hvor meget man ønsker det - og det gør man netop i kraft af, at det fortrydes!

Det er lidt spøjst, at man i sms-konkurrencer eller -afstemninger altid skal have at vide, at man ikke kan fortryde - åh jo, det kan man i høj grad, men der har vi igen det specielle ved fortrydelse: der er ikke noget at gøre ved det ...

Hvis livets store fortrydelser så bare var, at man havde deltaget i en sms-afstemning for meget, så var det vel lige til at bære. Men de rigtig fæle af slagsen er som regel lidt mere omfattende. Ting som man har sagt eller gjort for mange år siden, og som man stadig krymper sig over.

Mit livs store fortrydelse (forbrydelse?) blev begået i fjerde klasse, og jeg skammer mig stadig - men omvendt har det nok også været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. En lille del af mig i hvert fald.

Jeg husker det tydeligt - situationen står temmelig klart for mig. Jeg gik i fjerde klasse, så jeg har vel været 10 år gammel (og dermed har året været 1991). Jeg kan huske hvilket klasselokale, vi havde på det tidspunkt, jeg kan huske, at vi havde et stort landskab i papmache, der forestillede noget fra nordisk mytologi, i midten af klasselokalet med bordene i hesteskoform som Midgårdsormen rundt om, og jeg kan huske, hvor jeg stod i klasselokalet, da det fortrydelige røg ud af munden på mig. Der er mange ting, jeg ikke husker fra min folkeskoletid (og fra mange andre tider!), men det her har gnavet sig fast i detaljer.

Jeg gik på en lille skole, hvor vi ikke var så mange elever og stort set kun så hinanden i og uden for skoletiden. Da jeg gik i fjerde klasse, fik vi to nye elever - skolen første udlændinge. Jeg kan ikke huske, hvor de kom fra i verden, men jeg kan huske, hvad pigen hed, og jeg kan huske, at drengen kunne vende sine øjenlåg på vrangen! Og dette trick skulle blive årsagen til, at jeg sidder her i dag og husker en begivenhed, som jeg ville ønske aldrig var sket.

Langt over stregen

Vi var fem piger i min klasse, og jeg var aldrig blandt de populære piger hos drengene, en lille genert prop som jeg var. Omvendt var de to nye elever i klassen heller ikke særlig populære, og det gik især hårdt ud over drengen, fordi han vendte sine øjenlåg på vrangen, hvilket så temmelig makabert og ulækkert ud, og løb efter os andre, som flygtede i skrig og skrål.

Denne dag var tonen måske særlig hård imod ham, jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvad der har fået mig til at synke så dybt. Når jeg tænker over det nu, kan jeg måske godt med min voksne fornuft regne ud, hvad der som usikkert barn fik mig til det, men jeg kan ikke huske, hvad jeg tænke, eller om jeg overhovedet tænkte noget særligt. Jeg håber egentlig til mit eget forsvar, at jeg netop ikke tænkte - så har jeg da en slags undskyldning.

I hvert fald var der igen hetz mod den mærkelige dreng, som ingen rigtig gad snakke med. Og pludselig så jeg nok mit 10-årige snit til at blive en del af fællesskabet mod denne dreng. Jeg ved ikke, hvordan jeg tog mod til mig til at sige noget og da slet ikke så højt, at alle kunne høre det, men pludselig ryger ordene åbenbart ud af munden på mig: Hvorfor tager du ikke bare hjem, hvor du kommer fra?

Jeg husker det, som om der blev helt stille i klasselokalet, der ellers havde et temmelig højt støjniveau. Alles øjne rettedes mod mig. Jeg troede, at nu var jeg kommet højt på strå, fordi jeg havde sagt det, alle andre ønskede, men ikke turde sige. Jeg troede, at jeg nu endelig var kommet ind i varmen i den populære kreds. Det var beløn-ningen, troede jeg et øjeblik.

Men der skete det absolut modsatte: hetzen vendte sig mod mig, og jeg fik mine egne ord lige tilbage i hovedet - og de sved! Jeg aner ikke, hvordan den stakkels dreng tog hele episoden, men jeg mindes ikke, at han blev hverken mere eller mindre populær bagefter. Men jeg ved, at jeg mærkede slaget fra mine egne frygtelige ord, og det er jeg faktisk meget taknemmelig for i dag. For jeg var tydeligvis gået over stregen i alle mine klassekammeraters optik. Ordene udtrykte muligvis, hvad enkelte af de højtråbende, mobbende unger ønskede at slynge i hovedet på den fremmede dreng, men det var på ingen måde i orden at gøre det. Det var der åbenbart en klar bevidsthed om. Bare ikke hos mig, der troede, jeg stod med en mulighed for at træde ind i fællesskabet. Men hold op, hvor jeg fortrød mine ord - ikke så meget fordi jeg blevdet nye mål for raseriet, men fordi jeg mærkede hvor hårde, de var.

Fattede pointen

Der er to positive ting i denne historie. Den ene går på den kendsgerning, at der blandt uregerlige 10-årige tilsyneladende hensynsløse (bare spørg vikaren!) børn stadig var en lille smule fornemmelse for, hvor grænsen for umenneskelighed gik. Det var positivt, at den form for ubehageligheder blev stoppet, så snart der blev lukket op for dem. Om der så er andre end mig, der husker det i dag, ved jeg ikke. Men jeg håber da, det har hængt ved bare et par steder.

Den anden positive ting ved min fortrydelige gerning er, at den netop blev vendt mod mig selv. Hvis den var blevet stoppet på en hvilken som helst anden måde, er det ikke sikkert, det havde sat sig fast i min hukommelse på samme måde. Jeg havde nok ikke skammet mig så meget over udtalelsen, fordi jeg ikke ville vide hvor grum og gemen, den var.

Men jeg fattede i den grad pointen og kunne med rette gå hjem og skamme mig over mig selv og forberede mig på at fortryde ordene i en sådan grad, at dette er første gang mindet forlader det godt skjulte sted for fortrudte ting i min hjerne og kommer ud blandt mennesker.

Jeg ved jo af gode grunde ikke, om min holdning til et emne som flygtninge/ind-vandrere i dag ville have været anderledes, end tilfældet er, hvis jeg ikke havde udtalt de fortrydelige ord som 10-årig og ikke var blevet sat på plads af et vredt kor af fjerdeklasseelever, som ikke mente, at jeg havde nogen som helst ret til at blande mig i mobningen af en fremmed dreng, hvis plads i hierarkiet trods alt var dårligere end min egen. Mine holdninger til emnet ligger i dag noget nær så langt, som man kan komme fra f.eks. DF's holdning til 'problemet'. Jeg ved ikke, om mit syn på verden havde været et andet uden denne oplevelse, men jeg har i anledning af denne selvransagelse fået set på, hvordan mit liv siden fjerde klasse har set ud.

Landsforræder, mig?

Jeg har, siden jeg gik ud af folkeskolen, tilsyneladende haft en mærkelig dragning af mennesker i Danmark med anden oprindelse end dansk. På efterskolen var to af mine bedste venner tyskere. De sidste af mine teenageår og et godt stykke op i tyverne var jeg kæreste med en marokkaner. De to personer, jeg brugte mest tid sammen med under en treårig uddannelse, var henholdsvis fra Litauen og Libanon. Under en anden uddannelses sidste skoleperiode var min faste arbejdspartner adoptivbarn fra Indien. Og så er jeg tilknyttet en frivillig organisation som lektiehjælper for tosprogede elever på det lokale bibliotek, da jeg mener, det er et godt sted at sætte ind for bedre integration og forståelse, der bør gå begge veje.

Alt dette er ikke nævnt for at sætte mig selv i et bedre lys. Jeg nævner det derimod for at pointere, at min udtalelse dengang, som jeg siden har fortrudt igen og igen, men aldrig har kunnet trække tilbage, måske ikke har været helt formålsløs. Jeg ved godt, at jeg sikkert sårede den dreng, der skulle forestille at være min klassekammerat, men som jeg valgte at tale modbydeligt til i stedet i håbet om at styrke min egen plads i gruppen. Og jeg er ked af, at han skulle tage imod de ord fra min mund, som dog bagefter muligvis har været med til at åbne mine øjne for, hvordan man ikke under nogen omstændigheder kan tillade sig at behandle andre mennesker.

Jeg blev for et par år siden kaldt landsforræder af en mand på gaden, fordi jeg sad på en bænk i samtale med en person, der tydeligvis ikke var af dansk herkomst. Men jeg føler mig mere som forræder over for den nye dreng i fjerde klasse, som ikke selv havde bedt om at komme til Danmark, men måske tværtimod ønskede, at han sammen med hans familie kunne tage hjem, hvor han kom fra ...

Mette Kristina Mortensen er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her