Kronik

Medierne dyrker den subjektive vold

Den subjektive vold er den vold, som udøves af klart definerbare personer, og som helt åbenlyst forvolder skade på andre
Stein Bagger er genstand for den subjektive vold og får derfor en enorm interesse og skaber hidsig debat. Vi dyrker i overvældende stor stil forbryderiske personer, hvad der blandt andet bakkes op af den massive tilstrømning til diverse Facebookgrupper, hvor der i fora fantaseres om at 'partere', 'skyde' eller på anden vis afstraffe navngivne syndere.

Stein Bagger er genstand for den subjektive vold og får derfor en enorm interesse og skaber hidsig debat. Vi dyrker i overvældende stor stil forbryderiske personer, hvad der blandt andet bakkes op af den massive tilstrømning til diverse Facebookgrupper, hvor der i fora fantaseres om at 'partere', 'skyde' eller på anden vis afstraffe navngivne syndere.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

2. juli 2010

Det er årets første dag, klokken er blevet otte om aftenen, og danskerne - eller i al fald en god del af os - sidder klar hjemme i vores stuer foran fjernsynet for at følge den nye sæson af X-factor. Ind foran dommerne træder årets første deltager. Han fortæller, at han hedder Morten, og at han er 15 år gammel. Han er meget nervøs. Faktisk er han så nervøs, at hans forsøg på at synge en sang for dommerne falder helt til jorden. Han ryster, stammer og storsveder.

Men så sker der noget: den ene af dommerne, Pernille, tager omsorgsfuldt Morten i hånden, beroliger ham og forklarer ham smilende og opmuntrende at det simpelthen ikke vil være etisk forsvarligt at lade ham gå videre i showet - for hvordan skal hun som ansvarlig dommer kunne vide sig sikker på, at han mentalt er rustet til at stille sig op på en scene og synge, mens der sidder to millioner mennesker hjemme i stuerne og kigger med?

Showet, som Pernille i sin skikkelse af dommer repræsenterer, har imidlertid allerede med fuldt overlæg placeret Morten på en scene, hvor det halve tømmermandsramte kongerige sidder og glor med. Han har allerede - før vi som tv-seere får lov til at kigge med - været til en såkaldt pre-audition, hvor han er blevet målt og vejet og valgt som en af de ganske få, der har fået lov til at komme ind og synge for dommerne. Han er omhyggeligt udvalgt af et ekspertteam og castet til at stille sig op på scenen og spille rollen som den nervøse taber.

Dobbelttydig

Klippet - der har opnået en vis succes som 'Nervøse Morten' på youtube - er et illustrativt eksempel på en dobbeltbevægelse som man kan kalde for 'vold, der iscenesætter sig selv som voldens modsætning'. Programmet udsætter reelt Morten for et voldeligt overgreb ved helt bevidst at placere ham i en pinlig situation som han formentlig vil huske tilbage på med ubehag fra nu af og til den dag han dør. Men programmet søger nidkært at lade det fremstå som det modsatte, som at det blot ønsker at hjælpe Morten ved at krybe i en frelsende engels klæder, der med playmobil-klippet hår og store medfølende øjne siger ord som 'etik' og 'medmenneskelig ansvarlighed'.

Scenen viser med andre ord en særlig dobbelthed i voldens måde at virke på: En kraft, som tilsyneladende er hjælpende, opererer med afsæt i et større, voldeligt overgreb som den selv har stået for! Voldtægtsmanden iklæder sig her superheltens outfit, og når det omtågede offer genvinder bevidstheden efter ugerningen strækker den forklædte forbryder hånden frem og præsenterer sig selv som den godhjertede frelser af kosmos.

Nogle gange kan man godt lidt få fornemmelsen af, at tiden er fuld af voldelige kræfter, som på lignende dobbelttydig vis søger at fremstå heltemodige på baggrund af et scenetæppe af voldelighed som de selv har strikket.

I jægerbogssagen viste det sig som bekendt, at Forsvaret selv stod som en af hovedkonstruktørerne af den truende kraft, som dets medarbejdere brugte en masse krudt på at forsvare os imod. Heltehunden glammede af et monster som den selv havde skabt.

Som i Matador

Hvis man går på Coca-Colas hjemmeside, kan man fra forsiden læse om deres nye, miljøvenlige flaske, PlantBottle, at »den giver dig grønne håb, hver gang du tager den ned af hylden«. Dette glade og grønne budskab er akkompagneret af farverige tegninger af træer, sæler og regnbuer.

Og når arbejdsløse uden a-kasse og med anden etnisk baggrund end dansk i disse dage henvender sig på landets Jobcentre, får de besked på at de kan få 'Starthjælp'. Det hyggelige begreb, som vækker mindelser om de 4.000 kroner ekstra, man får for at passere Start-feltet i brætspilsklassikeren Matador, dækker her over en særligt lav arbejdsløshedsunderstøttelse, som - og det er veldokumenteret af nyere forskning - er med til at skabe et opdelt samfund og opretholde en passende adskillelse imellem 'os' og 'dem'.

Enorm interesse

Fællesnævneren for disse meget forskellige eksempler er en særlig voldelighed, der stræber efter at sælge sig selv som sin egen modsætning. Den maskerer sig som sin diametrale modsætning, lidt på samme måde som når den kridhvide reality-darling, Sidney Lee, maler sig mørkebrun med spray tan, inden han skal på date.

Med afsæt i den slovenske filosof Slavoj Žižek kan man argumentere for, at vi i den offentlige debat er enormt glade for og optagede af, at diskutere den vold, som er subjektiv. Den subjektive vold er den vold, som udøves af klart definerbare personer, og som helt åbenlyst forvolder skade på andre. Det er f.eks. pædofile, dyremishandlere eller Stein Bagger. Den subjektive vold er genstand for en enorm interesse og hidsig debat - som det for nyligt blev påpeget i et indlæg Politiken, dyrker vi i overvældende stor stil forbryderiske personer, hvad der blandt andet bakkes op af den massive tilstrømning til diverse Facebookgrupper, hvor der i fora fantaseres om at 'partere', 'skyde' eller på anden vis afstraffe navngivne syndere.

Samtidig ser vi imidlertid ud til at bruge forbløffende lidt krudt på at diskutere andre former for voldelighed, som eksempelvis symbolsk vold, der ikke volder skade ved at slå eller på anden måde at forgribe sig i fysisk forstand, men ved at producere løgnagtige grundvilkår for vores færden og tænkning.

Fremstår som latterlig

Som når Danmark skal reddes fra en arabisk trussel af de selv samme drenge, som fabrikerer denne trussel. Som når naturen skal skånes og forsvares ved at støtte de firmaer, der gør allermest vold på den. Som når det bliver fremskrevet som en sandhed, at nydanskeres moralske interesser og integration bedst varetages af et system, der med økonomisk forarmelse og klare opdelinger imellem 'dem' og 'os', ønsker at 'give et kærligt skub i den rigtige retning'. Eller, nå ja, som når værter i game- og realityshows på tv fremstilles som trøstende og godgørende, på trods af at de står som galionsfigurer for et voldeligt cirkus af systematisk udnyttelse.

Man kan måske få en fornemmelse for resultatet af denne ikke-subjektive form for voldelighed ved at vende tilbage til klippet fra X-factor, hvor Morten bliver så nervøs at han ikke kan synge.

Det voldelige overgreb ligger og gemmer sig nedenunder den mørke havoverflade og forsvinder fra vores såvel som fra offerets mentale radar, og tilbage på scenen står Morten sukkende og alene, som det han tilsyneladende er: En selvforskyldt, social taber, der har truffet et forkert valg.

Gerningsmanden bliver usynlig og offeret fremstår som latterlig. Det udtrykkes meget præcist i den øverste kommentar til klippet på youtube: »OMG. Hvordan vil han klare at synge foran 100.000, når han er ved at dø foran 3? LOL.«

Her bør vores opmærksomhed måske snarere rettes imod scenens grundlæggende voldelighed.

Mathias Herup Nielsen, stud.scient.adm., Roskilde Universitet, Institut for Samfund og Gloabalisering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Willig

Godt skrevet og en vigtig pointe. Der bør skrives langt mere om den symbolske vold og ikke mindst hvordan den kan analyseres...

Preben Michelsen

Enig, rigtig godt skrevet og reliefferne er gode. Vi lever i stigende grad i en medieverden, der fjerner sig fra den virkelige, et Truman show. Jeg har aldrig fulgt med i dr's Forbrydelsen, men en dag så jeg en avisforside (en af de såkaldt lødige)' hvor hovedoverakriften var navnet på en morder. Jeg læste brødteksten, en af Danmarkshistoriens helt store drabssager var forbigået min opmærksomhed? Pyyh, så fandt jeg ud af at det bare var en tv-omtale af et underholdningsprogram. PÅ FORSIDEN! Indrømmet, det bliver mere og mere almindeligt.

Jeg tror det skyldes at medier skal sælges, selv det licensfinanicerede DR, der om nogen bør være uafhængig, definerer egne successkriterier i seertal, og nyheder sælger rigtig godt. Er der ikke nok nyheder skaber medierne dem.

Da den første golfkrig startede, sad jeg sent om aftenen og så tv. Pludselig kom en programændring: dr ville sende non-stop hele natten, og de følgende uger blev krigen mediemængdetopper. Senere brokkede mediehusene sig over at krigens parter udnyttedemedierne til at tale deres sag. Nej, det var medierne der bevidst med seertallenes maksimering, lader sig sælge.

DR sender primært x-faktor for at opnå høje seertal (de har i hvertfald gjort meget ud af prale af seertallene), og så må man jo bruge alle de "dirty tricks" der skal til, og her må jeg sige at dr er ganske dygtig.

Preben Michelsen

PS:
Vi må vel erkende at vold på mange niveauer sælger billetter. Boksekampe er stadig dyre at se, og har meget store tilskuertal. De har dog den fordel, at de ikke er hykleriske.

Max Andersen

Gammel vin på nye flasker.

At medierne bevæger sig fra oplysning til underholdning, er næppe en nyhed. Det har Adorno/Horkheimer og Habermas (blandt utallige andre) påpeget de seneste 40-50 år.

At deltagere i diverse TV-shows skulle være intetanende stakler, der lokkes i baghold af de onde, seertalsfikserede medier, er vist også en sandhed med modifikationer.

Har man fulgt bare et lille udsnit af disse programmer, vil man også vide at der, som minimum, må være tale om et samspil mellem mediernes behov for seertal og deltagernes efterhåndenhæmingsløse eksibitionisme, og liggen på maven for en mikroskopisk mulighed for kortvarig berømmelse. Det vil jeg ikke kalde vold. Nærmere et slagsmål med åbne øjne.

For nu at vende tilbage til mediernes bevægelse fra oplysning til underholdning, vil jeg vove påstanden, at oplysning aldrig har været det primære formål for den moderne mediebranche som helhed.

Bevares, der er i mange landes lovgivninger indskrevet visse public service forpligtelser, af varierende omfang - fred være med det. Men oplysning har derimod været et akademisk ideal, opstillet på sidelinien af diverse forskere og filosoffer.

Dette ideal kan, i sagens natur, ikke harmonere med markedsøkonomiens indbyggede behov for konstant, opportunistisk opdyrkning af nye indtjeningsområder. Det kommer næppe som et chok.

Man kan jo selvfølgelig, tvinge en restriktiv politisk løsning nedover den frie meningsudveksling og lalleglade underholdning, men så havner vi ovre i det totalitære.

Man kan altså, som Habermas, konkludere at "systemet" invaderer "livsverdenen" og resignere (eller lave blodig revolution), eller man kan, som Kant, mene at oplysning kræver indsats og mod hos individet (sapere aude), og bevare sin tiltro til individets evne og pligt til selv at opsøge og udforske kilderne til oplysning. Personligt abonnerer jeg på sidstnævnte løsning.

Og Hallelujah! Så kom Internettet! En uudtømmelig, og særdeles udbredt, kilde til debat og oplysning, uanset hvilken politisk fløj man tilhører.

Her er alle velkomne til at give sit besyv med, eller blot at iagttage. Et anarkistisk kaos af debat, underholdning og information. Vi har simpelthen oplysningens redning lige ved fingerspidserne. Sådan!

Så jeg mener roligt at man kan nedtone den (permanente) moralske panik på oplysningens vegne.

Hvad angår "vold" som begreb i denne artikels andre eksemplificeringer, minder det i mistænkelig grad om de usynlige "strukturelle" og "institutionelle" samfundsstrukturer, venstrefløjen historisk set altid har henvist til, når den er løbet tør for konkrete argumenter og eksempler.

Og lad os nu bare være ærlige: vi har jo at gøre med et politisk indlæg.

I vores fælles semantiske resevoir, er vold jo som regel forbundet med noget negativt. Ja, ondskab sågar. Og er man imod en postuleret ondskab, ja så må man jo næsten være god.

Ganske symptomatisk for venstrefløjens selvbillede, udnævner man fx. størrelsen af en social ydelse til at være "vold" - altså ond.

Således havner man jo automatisk som opponent til "volden", på et højere moralsk niveau end "voldsudøverne". Og sådan kører retorikken non-stop, om snart sagt alle emner venstrefløjen er uenige i.

Men man kan altså blive "god" igen, hvis man hæver overførselsindkomsten til det dobbelte? Eller hvordan fungerer det?

Henning Vinther Rasmusen

Vold er fysisk!
Mathias Herup Nielsens kronik om vold indskriver sig i en meget lang tradition for at definere ud over de traditionelle fysiske rammer. Utroligt at det bliver ved. Jeg gætter på at MHN's vejledere på universitetet i Roskilde klapper i deres munkemarxistiske hænder over at der endelig er en af deres studerende der har forstået hvad de i deres visdom forstod allerede i de glade 70'ere: Alt er politik... og alt hvad vi ikke bryder os om er vold! Kære MHN. Tillykke med at du har fået din stileøvelse publiceret i det agtværdige Information. Men se nu at få dig et liv! Prøv nu at se igennem det vrøvl. Vold er noget man bliver dømt for i retten. For at blive dømt for vold, skal man have udøvet et vist minimum af fysisk overgreb. Stein Bagger er dømt for økonomisk kriminalitet - ikke vold. Den stakkels, nervøse Morten i X-faktor er offer for et overgreb. Han burde naturligvis være blevet gelejdet uden for kameraernes rækkevide med det samme - eller stoppet inden det kom så vidt. Hvis det hele er iscenesat, er det et uhyrligt overgreb - ingen tvivl om det. Men vold? Nej. Ingen kan dømmes for vold i den situation. Ikke alt hvad man finder umoralsk, er kriminelt. Ikke alt hvad man er politisk uenig i er vold.

Nu vil tilhængere af det udvidede voldsbegreb nok sige at hvis man holder sig strikt til den juridiske definition af vold, bliver man blind for de overgreb der bliver gjort i juraens navn. Man vil hævde at domstolene blot er en integreret del af den symbolske vold. Men hvad er symbolsk vold andet end alt det du af ideologiske årsager ikke kan lide? Med andre ord: Er der et levedygtigt alternativ til den juridiske definition? Indtil nu har begrebet symbolsk vold ikke vundet bredere tilslutning. Det er forblevet et akademisk misfoster.

- Enig, starthjælp er en politisk uhyrlighed produceret i en uhellig alliance mellem liberale, der helst ser økonomiske incitamenter indført overalt, og et nationalistisk højre, som helst ser Danmark renset for ethvert islet af anden kultur. Helt enig - men at kalde det vold, er jo blot et usselt forsøg på at dæmonisere sine politiske modstandere. Når al modstand mod egne overbevisninger kaldes vold, ophører enhver sund debat. For det er jo stort set alt fra Coka Cola-reklamer til "løgnagtige grundvilkår for vores færden og tænkning" MHN henregner til denne juridiske kategori.

Kom ind i kampen MHN! Vi vil høre argumenterne: Dæmonisering af modstanderne er jo ikke et argument. Det er jo bare et usselt trick pakket ind i pseudoakademisk snik-snak.

Preben Michelsen

Jeg forstår at HVR går mest op i definitionene af ordet "vold". Det kan afspore budskabet i uhyggelig grad.

For nogle år siden havde vi en statsminister, der fastholdt at beklage on ikke ville undskylde. I de holdning lå der forskellen i de to ord. Undskylde kan du kun gøre overfor eget ansvar, men du kan beklage andres handlinger. Klart at ministeren ikke ville undskylde, hvilket ville betyde det samme som at han pådrog sig ansvar for pressen.

Når vi i dag hører/læser journalisterne er de to ord synonyme. Gad vide hvor længe de har været det

Man kan kun forestille sig hvordan den såkaldte Muhammedkrise ville have kørt, hvis de to ord var synonymer. Krisen var kommer under alle omstændigheder. Tegningerne var bare et påskud.

Preben Michelsen

Kiggede lige i ordbøgerne. Den er god nok: vold kan kun være fysisk. Sjovt nok så jeg lige en overskrift her på netavisen om "voldelige pc-spil". Der er mange i det lille kongerige, der åbebart ikke kan dansk.

Jeg tror vi bliver nødt til det. Ellers ender vi jo bare, som eksemplet ovenfor viser, at fokusere på det uvedkommende.

En glimrende artikel!
Jeg bemærker, at nogen kommentatorer mener, at overgrebet mod Morten ikke var "vold".
Begrebet "psykisk vold" skal åbenbart fjernes fra det danske sprog. Det bliver nu svært.
Ja, og så har jeg flere gange i X-factor bemærket, at man lader åbenlyst psykisk syge gøre sig selv til grin.
Det er ikke bare vold.
Det er ren ondskab.

Henning Vinther Rasmusen

Ok, jeg medgiver at psykisk vold er så tæt på fysisk vold at det giver mening at tale om vold. Men Mathias Herup Nielsen taler om symbolsk vold, og kalder fx starthjælp for vold. Hans voldsbegreb rækker langt, langt ud over hvad begrebet dækker for de fleste.

Hvis man definerer vold som en intenderet handling der volder smerte på et andet menneske, så giver det naturligvis god mening at tale om psykisk vold. Men problemet kommer i så fald til at ligge i om handlingen er intenderet eller ej - altså om det har været hensigten at påføre smerten gennem handlingen. Her kommer man faktisk i alvorlige vanskeligheder når man betragter eksemplet Morten fra X-faktor. Intensionen fra producenternes side er at underholde - måske endda også at underholde ved at udstille et andet menneskes nervøsitet. Men er nervøsiteten fremkaldt af arrangørernes handlinger? Morten ville sandsynligvis være nervøs under alle omstændigheder. Nervøsitet kan være ganske smertefuldt i psykisk forstand, men for mig at se er smerten i Mortens tilfælde ikke intenderet af nogen. Morten kunne selv have valgt at opgive på et tidligere tidspunkt. Produceren kunne have valgt at klippe indslaget fra. Både Morten, producer og dommerne påtager sig et ansvar gennem de valg de tager. I øvrigt fuldstændig på samme måde som det i de seneste par årtier er blevet populært at lade mennesker græde for åben skærm. Her klippede man fra før i tiden. Og det gjorde men vel i en eller anden anstændigheds navn. En anstændighed der ikke længere findes.

Men skulle vi så ikke tale om anstændighed og moral (etik) i stedet for at kalde alt hvad man ikke kan lide som vold?

Jeg eksaminerer med jævne mellemrum voksne elever. Nogle af disse elever er frygteligt nervøse. Så nervøse, så både jeg, eleven og censor har meget stor lyst til at afbryde. Men det har jo også konsekvenser - især for eleven. Hverken censor eller jeg har haft den intension at forvolde den smerte eleven lider. Er det psykisk vold? Er det symbolsk eller strukturel vold? Svaret på det sidste er sikkert ja i Mathias Herup Nielsens optik - for man kunne jo indrette et samfund hvor ingen skulle til eksamen - hvert fald ikke hvis de blev nervøse ved det. Men så ville en eller anden jo nok kalde det strukturel vold at mennesker med tensens til nervøsitet blev forhindret i at gøre karriere - eller, hvis man helt afskaffede eksamener, at dygtige mennesker blev forhindret i at vise hvor dygtige de er.