Kronik

Når 'de blå' gerne vil til fest

Det er en slet skjult hemmelighed, at venstrefløjen altid har haft de bedste fester. Men nu vil de borgerlige ikke bare til fest, de vil også stjæle festen fra venstrefløjen. Det flippede og det ukonventionelle er i virkeligheden borgerligt, påstår Cepos. Og Beatles er liberalister
Det er ønsketænkning og omskrivning, når Cepos vil gøre Beatles borgerlige, mener dagens kronikør.

Det er ønsketænkning og omskrivning, når Cepos vil gøre Beatles borgerlige, mener dagens kronikør.

Allan Moe

22. juli 2010

I filmen Yellow Submarine er de fredselskende Beatles- figurer i kamp med de destruktive og krigsforherligende blue meanies. De blå overvindes til sidst, og fred og lykke hersker i Pepperland, selv de onde blå må indse, at All You Need Is Love og alle de andre farver vender tilbage.

Men nu kommer the blue meanies gudhjælpemig igen, denne gang i form af den borgerligt-liberale tænketank Cepos: 'De blå' vil ind i Beatles-varmen, forstår man på Cepos-redaktøren Dennis Nørmark, for i virkeligheden tilhører festen og friheden de udvalgte på 'blå stue'.

Anledningen er, at Cepos har udgivet en bog, Friheden Flyver, med en række bidrag, som, ifølge Nørmark, »kobler det flippede og ukonventionelle med det borgerligt liberale«.

Han mener, at venstrefløjen kun taler om frihed og mangfoldighed, for »hvordan kan en styrket stat, der i flere og flere detaljer lægger planer og begrænsninger for borgerens liv betragtes som et projekt for frihed og mangfoldighed?«, spørger han.

Nørmark konstruerer sig frem til, at de venstreorienterede ønsker mere statsstyring for enhver pris. Fjendebilledet er en betonsocialdemokratisme, som bare ikke har ret meget med venstreorientering at gøre.

I det temmelig særegne verdensbillede, Dennis Nørmark præsenterer, vendes virkeligheden på hovedet. Han skriver:

»Det er som om blå og rød stue byttet plads. Som om det spraglede og vilde i dag sker inde hos de blå, hvor der højt til loftet, frihed og vide rammer.«

Højt til loftet hos Rønn?

Der er jo her tale om et gigantisk selvbedrag. Er der højt til loftet hos Birte Rønn Hornbæk, når hun tvangssplitter familier og sender syge flygtninge ud af landet? Er det et udtryk for mangfoldighed og vide rammer hos Bertel Haarder, når han forbyder gruppeeksamen på universiteterne?

Selvbedraget understreges af, at fire forslag til sikring af større frihed og retssikkerhed i Danmark, stillet af Cepos, aldrig er omsat til lovforslag af de borgerlige partier, men blev fremsat i folketinget af Enhedslisten.

Selvbedraget viser sig også i Martin Aagerups 'libera' læsning af The Beatles i Friheden Flyver. Læst med de blå briller og hørt med blåt vat i ørerne, er Aagerup nemlig nødt til at snyde sig frem. Han foretager to krumspring, som allerede gør hans indsats aldeles uvidenskabelig. Han foretager en opdeling af ungdomsoprøret i et 67-oprør og et 68-oprør og vil altså have den undrende offentlighed til at tro, at de to år ikke hænger sammen. Beatlerne påstås så at være 67'ere og anti-68'ere. Dernæst påstår han, at det er ganske ligegyldigt, hvad beatlerne mente eller ikke mente personligt, for »værket taler for sig selv«.

Dette tåbelige argument har Informations læsere også måttet trækkes med, da kulturredaktør Peter Nielsen for nylig påstod, at en række navngivne forfattere var borgerlige, uanset hvor meget, de protesterede imod påstanden. Men som de æstetik-kyndige ved fra blandt andet filosoffen Hans-Georg Gadamer, så kan man ikke tilgå et kunstværk i ren form. Den oplevende fortolker værket allerede i oplevelsen, og fortolkningen er afhængig af, i hvilken grad værket spiller i den oplevendes sind. Hvilket igen er afhængigt af, hvor meget, der er at spille på, da sindet er aktivt i processen. Det er altså ikke værket selv, der taler - ikke i højere grad, end det er sindet, der taler.

Lady Madonna fejllæst

Og Aagerups ideologisk prægede sind spiller hovedrollen, når han lytter til The Beatles. Her skal kun nævnes et enkelt, men typisk eksempel.

Lady Madonna er en sang skrevet af Paul McCartney og udgivet på single i 1968. Aagerup mener, at denne sang udtrykker et 'liberalt' borgerligt livssyn. For i Aagerups udlægning synes McCartney, at »de ulykker, Lady Madonna selv har skabt, kan hun også selv redde sig ud af«.

Han bygger denne konklusion på, at McCartney synger »Who finds the money when you pay the rent« og »did you think the money was heaven sent«. Og mod »Wednesday morning papers didn't come«.

Sidstnævnte refererer ifølge Aagerups til en offentlig forsørgelse, der udebliver, og McCartney skulle så finde det relevant at spørge denne Lady Madonna, om hun troede pengene faldt ned fra himlen. Men hvis man lytter ordentligt efter med et åbent sind og kender noget til konteksten, så er billedet et andet.

Sangen er den første beskrivelse i en Beatles-sang af en kvinde, som er aktiv, arbejdende og udfarende - uden at være objekt for mandens begær eller kærlighed. Der udtrykkes en beundring for denne kvinde, som har svært ved at få enderne til at mødes og alligevel lykkes med det.

Troen på, at mennesket selv kan gøre noget ved sin situation er ikke forbeholdt et liberalistisk livssyn, men gennemsyrer al aktivisme og altså også venstreorienteret politisk organisering. I den liberalistiske udlægning handler det alt for ofte om, at mennesket selv er ude om sin situation, kun har sig selv at takke og må hjælpe sig selv.

Men der er ikke skyggen af denne diskussion i Lady Madonnas stuer. Hun har bare travlt, arbejder hårdt og har svært ved at få pengene til at slå til.

For at nå frem til sin pointe, er Aagerup nødt til at tviste linjen »Wednesday morning papers didn't come« til at handle om en eller anden form for socialhjælp. Men det er fri fantasi. McCartney synger »wednesday morning papers« og det plejer på engelsk at betyde »onsdagsaviserne«, og da de ikke kom som forventet, er der altså et eller andet, der ikke fungerer, som det skal. Mere kan vi ikke lægge i det.

Selv hvis vi vælger at fortolke linjen som »onsdag morgen kom papirerne ikke«, er det stadig fornemmelsen af et uforudset problem, hun må klare oven i alt det andet, der gives videre. Hvis McCartney mente 'money' eller 'paycheck' i stedet for 'papers', ville han nok synge det, da linjen ikke ville spoleres af det.

Det værige menneske

I teksten er der ingen offentlig forvaltning repræsenteret. Der er tre parter: kvinden, børnene og den mand, der synger. Det er mest naturligt i sammenhængen at opfatte linjerne »Who finds the money when you pay the rent / did you think that money was heaven sent« som pegende tilbage til den syngende mand, der også må slide og slæbe for at skaffe penge nok til familien.

Aagerup skriver, at »Lady Madonna er dybest set en sang om værdigheden i at tage ansvar for sit eget liv«, og det er delvis rigtigt, men ikke helt, for det er ikke en moraliserende sang, som Aagerup vil gøre den til.

Sangen handler også om kærlighed til dette værdige menneske. Og denne hyldest til menneskelig værdighed kan liberalisterne ikke tage patent på, den er også kernen i anarkismens, socialismens og kommunismens oprindelige ideer: Det er simpelthen fællesgods i modernitetens frigørelsesprojekt.

Men når det lyder hult i en liberalists mund, er det fordi liberalistens selvstændighed, værdighed og frihed hviler på, at han lader andre arbejde for sig.

Og Lady Madonna beskriver explicit en arbejdende kvinde. Sangen kan kun opfattes som et hyldestportræt af en af hverdagens helte, og det er altså ikke en børsspekulant eller en bankdirektør, der er valgt som eksempel.

Den nye tids blue meanies, liberalister og borgerlige, tager sig lidt for mange friheder, når de tror, de kan købe sig ind i Beatles' univers og monopolisere dets fortolkning. For liberalisten er penge vejen til frihed, men i den store humanistiske frigørelse er kærligheden til mennesket vejen til frihed.

I hele Beatles' samlede værk af egne sange er der kun én bagvedliggende kraft eller 'ideologi', om man vil: At den altomfattende kærlighed er den afgørende, frigørende kraft: All You Need Is Love, synger de, men også Can't Buy Me Love.

Kim Ingemann er musiker, cand.it og journalist.Læs Kim Ingemanns samlede analyse af Aagerups liberale fortolkning af The Beatles på Kontradoxa på webportalen Modkraft.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Lady Madonna" er en hyldest til Merseysides umådeligt seje, selvstændige og hårdtarbejdende kvinder.

Der har aldrig været særlig mange blå stemmer i dem ;o)

Thorsten Lind

...jeg tror at der synges om Århus Onsdag!*
( Beatles brugte tit hverdagsagtige historier fra aviserne, til deres tekster....enten direkte eller klippet og klistret sammen til de rene absurditeter,
men det er nok for abstrakt til CEPOS!)

..ellers en glimrende artikel.
Men de bedste fester forgår helt uden for POLITIK!!

*Aviserne som ikke udkom i "Lady Madonna".~~*~~

Niels Østergård

Jeg er ikke den store Beatles kender eller ynder.
Men var der ikke nnoget med de sang om "The Fool on the Hill"
I CEPOS logik må det vel så være en hyldestsang til Martin Aagerup.
PS: Må indrømme at jeg ikke husker sangen og lyrikken, kun titlen....

Troels Ken Pedersen

Af og til siger Nørmark gode og fornuftige ting, men for pokker...

At ville tage Beatles i ed som markedsliberalister virker bare desperat grænsende til det ynkelige.

Steen Erik Blumensaat

Regeringen har givet os skatteforhøjelser, den højeste skat side Slutter, staten styrer, eller tror den styrer, titusinder er sat til at kontrolere, kontrolanterne.

Taxman.
Let me tell you how it will be
There`s onr for you, nineteen for me
`cause I`m the taxman
yeah, I`m the taxman

Should five percent appear too small
Be thankful I don`t take it all
`cause I`m the taxman,
yeah, I`m the taxman.
o.s.v.
Beskyld andre for det du ved de vil beskylde dig for.
Den metode er fra sidste århundrede, har jeres proppaganda afdeling ingen nye metoder.
At sidde sammen med venstre ungdom og ryge hash, fører til dette vrøvl. Kom ud af hash tågerne, tag noget Opium, I får det nok billigt hos jeres venner i Afghanistan.

Frej Klem Thomsen

Ingemanns analyse er sådan set god nok. Men er den ikke overflødig? CEPOS' forsøg på at male kulturen liberal var så tåkrummende pinligt, i al sin ulidelige ideologiseren og dilettantiske fejl- og overfortolkning, at det dengang forekom mest oplagt at forbigå det i total tavshed. Lidt ligesom det i nogle sammenhænge ikke klæder én sobert at argumentere for det uhøviske i at prutte offentligt, umiddelbart efter at en ulykkelig person har trompeteret højlydt med bagdelen. Man nøjes med at bære over.

Dorte Sørensen

Hørte lige i P1 s radioaviser kl. 7 og 8, at danskernes skattegæld i år er kommet op på 34 mia. kr. – altså mere end de 24 mia. kr. som OVK siger at vi mangler i statskassen og derfor alle skal være med at indbringe.
Skats repræsentanter siger, at de nu er for få ansatte til at komme til bunds i sagerne, hvilket stigningen i skattegælden fra 28 mia. kr. til 34 mia. kr. i år også viser
Ja der er sandelig meget vi dansker kan ”takke” blå stue for og i sær alle de dansker som blå stue ikke havde inviteret med til festen, men som blå stue ønsker ALLE skal være med at rydde op.

Søren Kristensen

Det er en skrøne, at det er en skjult hemmelighed at venstrefløjen altid har haft de sjoveste fester. Men det skyldes at deltagerne ofte har været så beruset at stort set ingen har kunne huske hvad der faktisk skete, hvorfor der har været omfattende brug for efterrationaliseringer og sikkert også lidt ønsketænkning. Det er klart at højrefløjens plisserede dengsers eventuelle bedrifter ud i eskapisme og det der er værre må komme til kort overfor disse overleveringer. Men sandheden kan meget vel være en anden, som det også antydes i en gammelt dansk revyvise: Hvad pokker går de rundt og gør i banken efter tre?

Mads Kjærgård

Er der ikke noget om, at en rapport udkommet for nylig viser at Danmark aldrig har været mere liberalt end under de forskellige socialdemokratiske regeringer? Man skal fandme være på LSD for at tolke den nuværende regerings linde strøm af love, forordninger og påbud som værende liberalt! Det hører vel også med til historien at de borgerlige eller liberale gjorde alt hvad de kunne for at standse Elvis og The Beatles.

Anders Ejsing

Sådan har det sgu da altid været. Hvor mange forskellige mærkværdige tankegange og ideologier er Beethovens 9. symfoni ikke blevet taget til indtægt for?

John Kay Jensen

Sandheden er tilsyneladende så usandsynlig, at den må tilføres meget løgn for at fremstå troværdig. Således blev Cepos et sandhedsvidne.