Læsetid 6 min.

Nepals lange vej til fred

Mens Nepal gennemgår den alvorligste politiske krise siden borgerkrigen, stiger bekymringen for, om det vil lykkes at holde den tidligere maoistiske oprørshær på parlamentarismens smalle sti
Da maoisterne blev valgt i regering i Nepal i 2008, håbede mange på fredeligere tider og økonomisk fremgang for landets fattige. Men siden maoisterne trak sig fra regeringen, og nu har presset landets premierminister tilbage, er nepalesisk parlamentarisk politik igen blokeret.

Da maoisterne blev valgt i regering i Nepal i 2008, håbede mange på fredeligere tider og økonomisk fremgang for landets fattige. Men siden maoisterne trak sig fra regeringen, og nu har presset landets premierminister tilbage, er nepalesisk parlamentarisk politik igen blokeret.

PRAKASH MATHEMA
21. juli 2010

Nepals premierminister er efter pres fra den maoistiske opposition trådt tilbage og landet er igen røget ud i en politisk krise, hvor løsningen af landets store problemer - fattigdom, sult og undertrykkelse - må vige for det politiske magtspil i Kathmandu.

Nepalesisk politik er lige så uigennemsigtigt som vintertågen over Kathmandu, og de fleste nepalesiske politikere synes at gå mere op i at rage til sig fra korruptions-kagen og holde de andre fra fadet, end i at få skrevet den grundlov, der kan sikre et ligeværdigt samfund.

Der er brug for at sætte gang i jordreformer, som kan give de fattigste et levebrød, og samtidig gøre Nepal selvforsynende med fødevarer. Og ikke mindst skylder de nepalesiske politikere at tage et opgør med de samfundsnormer, der holder kvinder, kasteløse og etniske minoriteter nede i daglig undertrykkelse og fattigdom.

Vigende optimisme

Håbet var stort, da det i 2006 lykkedes at skabe en freds- aftale i det lille, fattige bjergland og inddrage den maoistiske oprørshær i afholdelse af valg. Efter et nogenlunde fair og demokratisk valg i 2008 med maoisterne som de store vindere, besluttede parlamentet at afsætte det 240 år gamle hinduistiske monarki. Dermed blev Nepal med slag gjort til en sekulær stat.

Optimismen i befolkningen var stor. Og efter at have gennemlevet 10 år med krig, en enevældig konge og en lang række håbløse regeringer, der alle var centreret omkring den gamle magtelite i Kathmandu, håbede mange på, at den nyvalgte regering under ledelse af maoisterne kunne puste nyt liv i det hensygnende demokrati.

Det første år tegnede udviklingen da også lovende. Der kom flere kvinder og repræsentanter for etniske minoriteter i parlamentet og mere fokus på det lokale demokrati. Men ak.

Siden foråret 2009 har utallige strejker og politiske konflikter sat en stopper for alt politisk arbejde, og optimismen rækker efterhånden kun til håbet om, at der vil være benzin på tankstationen i næste uge, eller at der snart kan blive ryddet op i de store affaldsdynger på gaderne.

Forfatningskrise

Skulle der være optimister tilbage, må de snart miste det sidste håb, for som frygtet er det ikke lykkedes for den grundlovgivende forsamling, at få formuleret en forfatning på de to år, der var afsat til det. I sidste time, bogstaveligt talt et kvarter i midnat, lykkedes det for maoisterne og de to andre store partier at nå frem til en aftale, der afværgede en situation uden forfatning og regering. Aftalen udsatte deadlinen for forfatningen et år, men knap var blækket på aftalen tørt, før det viste sig, at ingen af parterne have tænkt sig at overholde den.

Maoisterne ville under ingen omstændigheder afvæbne deres ungdomsfløj, og den siddende premierminister havde ikke den mindste lyst til at gå af.

Nu er det så alligevel lykkedes maoisterne at presse premierminister Madhev Kumar Nepal til at gå af ved at blokere for vedtagelsen af en ny finanslov, men om det vil lykkes dem at få regeringsmagten er stadig uvist.

Mislykkes det, er der stor risiko for at maoisternes opbakning til det parlamentariske system endegyldigt er forbi.

Maoisternes to veje

De nepalesiske maoister står i en vanskelig situation, hvor de igen skal vælge, om de vil følge de kræfter i partiet, der vil gå den parlamentariske vej. Eller om de igen skal blive en militant oprørsbevægelse.

Den tidligere populære leder Prachanda, har mistet al opbakning internt. Han var arkitekten bag den plan, der fik maoisterne ind på den parlamentariske vej, men mange i partiet mener, at rollen som premierminister steg ham til hovedet, og at han er blevet en del af den korrupte magtelite i Kathmandu.

Tilbage står hardlineren Kiran, der løbende har været fortaler for at 'gå tilbage til junglen' og partiets chefideolog og tidligere succesfulde finansminister Baburam, som der lige nu er enighed om at forsøge at få udnævnt som premierminister. Men det står dog også klart, at vælgerne gerne snart vil se maoisterne få gennemført nogle af deres valgløfter om omfordeling af jorden, ligeløn og bedre uddannelse. Ellers kan støtten til maoisterne falde voldsomt, og internt i partiet vil de kræfter der vil 'tilbage til junglen' få fornyet medvind.

Parti, mafia og befolkning

Maoisterne opstod i en lille bjergegn som 'Folkets Befrielseshær' i starten af 1990'erne og blev i flere år ikke taget seriøst hos magthaverne i Kathmandu. Men gradvis lykkedes det for oprørshæren at få kontrol over en del områder på landet. De slog til mod politistationer for at skaffe våben, men gik også hårdhændet efter mere politiske mål. I flere tilfælde er populære lokale ledere fra andre partier blevet bortført og henrettet for at give plads til maoistisk indflydelse i området.

Når maoisterne fik så mange stemmer ved valget i 2008 og stadig nyder stor opbakning på landet, skyldes det deres evne til at tage fat på de problemer, almindelige fattige mennesker på landet møder hver dag, såsom prostitution, druk og undertrykkelse.

Nepal er stadig et feudalsamfund med få store jordejere, der har stavnsbundet de mennesker, som bor og arbejder på jorden. I de områder, hvor maoisterne fik overtaget, konfiskerede de store mængder land fra jordejerne og delte det ud til jordløse. I dag er maoisterne stadig det eneste parti, ud af de 25, der er valgt til parlamentet, som har reelle bud på løsninger af landets store udfordringer.

Men maoisternes vej fremad er dog lige så takket og uvejsom som de nepalesiske bjerge. Partiet er nemlig også en organisation, der fungerer ved vold og trusler, og det seneste år har de fysisk blokeret for at parlamentet kunne arbejde. Kommer man ud på landet, opererer mange lokale maoister som selvbestaltede mafiagrupper med egen fortjeneste som eneste formål. Og selv om borgerkrigen for længst er afsluttet, er der stadig jævnligt politisk motiverede drab, hvor maoisterne står for klart den største del.

Indiens borgerkrig

Den ustabile situation bekymrer Nepals altdominerende supermagt mod syd, Indien. Nepal synes med sine 27 millioner indbyggere at være en ubetydelig prik på landkortet i forhold til Indiens langt over én milliard. Men når Indien spiller en så stor rolle i forhold til Nepal, at det politiske liv til tider nærmest kan forekomme fjernstyret fra New Delhi, handler det om, at Indien har problemer med deres egne maoistiske oprørere, som den indiske premierministeren har betegnet som »den største trussel mod Indiens interne sikkerhed«.

Den indiske regering vil ikke have uro 'i baghaven', og er bekymrede for, at Nepal, hvis maoisterne får absolut magt, kan blive et sikkert tilflugts- og træningssted for de indiske maoister.

Forbindelserne mellem de nepalesiske og indiske maoister har været uklare under hele den lange borgerkrig i Nepal, men optrapningen af indisk indflydelse i Nepal har ført til, at de nepalesiske maoister for første gang er kommet med en direkte støtteerklæring til de maoistiske oprørere i Indien.

Det er sikkert ment som en provokation over for regeringen i New Delhi, men samtidig håber de nepalesiske maoister ganske givet også at blive en del af den sociale bevægelse, der er på stærk fremmarch i Indiens centrale dele.

Her er op mod 50 millioner mennesker fordrevet på grund af mine- og skovdrift, og under dække af at føre en anti-maoistisk kampagne slår den indiske regering hårdt ned på mange af de grupper, der gør oprør mod tvangsflytningerne. Det er den situation de nepalesiske maoister håber kan gøde jorden for sociale uroligheder, der i givet fald kan destabilisere den indiske regering og måske sprede sig til Nepal.

Afhængig af maoisterne

Mens varmen i lavlandet nærmer sig 45 grader og monsunen vælter ned over Nepal med daglige vandmængder, der svarer til et halvt års dansk regn, er landet på vej ned i et sumpet vandhul uden regering og med en beskidt kamp om magten i Kathmandu.

Nepaleserne er ved at være godt trætte af de politiske spil, der ikke fører nogle steder hen.

Men FN, Indien og alle andre udenlandske repræsentationer i Nepal holder vejret i de kommende uger, for lykkes det ikke at inkludere maoisterne i en ny regering, er der stor risiko for, at de mere militante dele af partiet vil få overtaget og dermed igen kaste Nepal ud i en tilstand af vold og kaos.

Rasmus Holm er informations-medarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu